• Sådan... Donald Trump kan ikke gå på vandet og han er ikke GUD!
    Nederlag... En føderal dommer i USA Christopher Cooper, har fredag afvist en anmodning om midlertidigt at sætte en kendelse i bero, som kræver, at præsident Donald Trumps navn fjernes fra kulturinstitutionen Kennedy Center.

    "John F. Kennedy Center for the Performing Arts – også kendt som Kennedy Center – ligger i forbudshovedstaden Washington D.C. Det er opkaldt efter den tidligere præsident John F. Kennedy, der blev dræbt i 1963".

    #Socii #nedlag #DonaldJTrum #KennedyCentre #ChristopherCooper
    😉 Sådan... Donald Trump kan ikke gå på vandet og han er ikke GUD! Nederlag... En føderal dommer i USA Christopher Cooper, har fredag afvist en anmodning om midlertidigt at sætte en kendelse i bero, som kræver, at præsident Donald Trumps navn fjernes fra kulturinstitutionen Kennedy Center. "John F. Kennedy Center for the Performing Arts – også kendt som Kennedy Center – ligger i forbudshovedstaden Washington D.C. Det er opkaldt efter den tidligere præsident John F. Kennedy, der blev dræbt i 1963". #Socii #nedlag #DonaldJTrum #KennedyCentre #ChristopherCooper
    PRESSE-FOTOS.DK
    Kæmpe Trump-nederlag: Dommer beordrer navnet fjernet
    En føderal dommer i USA har fredag afvist en anmodning om midlertidigt at sætte en kendelse i bero, som kræver, at præsident Donald Trumps navn fjernes
    Like
    4
    0 Kommentarer 0 Delinger 224 Visninger
  • Skal vi passe på, at Ruslands krig i Ukraine, ikke bliver en sovepude?
    Jeg kan godt være bekymret for, hvad Putin kunne finde på, hvis Rusland i et slutspil i krigen om Ukraine, "ligner", at de er ved at tabe.


    #Socii #Putin #Ukraine #Rusland #krig #nederlag #EU #Danmark #OleVagnkjær
    Skal vi passe på, at Ruslands krig i Ukraine, ikke bliver en sovepude? Jeg kan godt være bekymret for, hvad Putin kunne finde på, hvis Rusland i et slutspil i krigen om Ukraine, "ligner", at de er ved at tabe. #Socii #Putin #Ukraine #Rusland #krig #nederlag #EU #Danmark #OleVagnkjær
    WWW.DR.DK
    Eksperter: Man skal passe på, at Ruslands krig i Ukraine ikke bliver en sovepude
    Rusland opruster langs grænsen til Norden og Baltikum, kunne DR afdække tidligere i dag.
    Like
    Sad
    3
    1 Kommentarer 0 Delinger 247 Visninger
  • For mange år siden var jeg i en situation, hvor jeg ikke længere var i stand til at multitaske. Dengang føltes det rædselsfuldt, som et enormt kontroltab og nederlag, men efterhånden mærkede jeg gevinsterne. I dag kan jeg slet ikke splitte mig op på den måde, som multitasking kræver - og gudskelov for det, for omkostningerne er store
    For mange år siden var jeg i en situation, hvor jeg ikke længere var i stand til at multitaske. Dengang føltes det rædselsfuldt, som et enormt kontroltab og nederlag, men efterhånden mærkede jeg gevinsterne. I dag kan jeg slet ikke splitte mig op på den måde, som multitasking kræver - og gudskelov for det, for omkostningerne er store 🙏
    Monotasking er ikke en luksus; det er professionel overlevelse.



    I 2004 havde vi 3 minutter. I dag har vi 45 sekunder.

    Det er den gennemsnitlige tid, en vidensarbejder har fokus, før opmærksomheden splintres.



    Vi lever i en kognitiv falliterklæring, hvor "konstant multitasking-vanvid" er blevet normen.



    David Epsteins analyse i Zetland afmaskerer krisen og peger på tre kritiske indsigter:



    1) Den internaliserede afbrydelse:

    Vi er blevet afhængige. Selv hvis alle notifikationer forsvandt, ville vi afbryde os selv for at opretholde den rastløse rytme, vores hjerne er kodet til.



    2) Fysiologisk toksicitet:

    Multitasking dræber – bogstaveligt talt. Intens koncentration ophober signalstoffet glutamat, som i store mængder er gift for hjernecellerne. Et uhyggeligt studie viser, at patientdødeligheden stiger, hvis kirurgen opererer på sin fødselsdag, grundet sociale forstyrrelser.



    3) Strategisk begrænsning:

    Løsningen er "commitment devices". Brug ritualer (som Isabel Allende) eller "lille hjerne-pauser" – simple, trivielle opgaver, der lader den "store hjerne" restituere.



    Artiklen konklusion

    Vi fanges i "the planning fallacy" og overvurderer vores kapacitet.

    Når hjernen udmattes af skift, falder vi i "satisficing"-fælden:

    Vi vælger det "første tilstrækkelige" (ofte en ligegyldig e-mail) frem for den vigtigste opgave.







    Læs hele artiklen her:

    https://www.zetland.dk/historie/s8y9E5pE-mop05dk2-3c726





    Hvilket ritual bruger du til at beskytte dit fokus?

    Del dine erfaringer herunder.
    Like
    Yay
    5
    0 Kommentarer 0 Delinger 489 Visninger
  • Europa er vågnet. Kampen for digital suverænitet er i gang.

    I Frankrig har regeringen netop besluttet at udfase Windows til fordel for Linux i den offentlige sektor. Målet er klart: mindre afhængighed af amerikansk software og større kontrol over egne data og systemer.

    Samtidig har Tyskland taget et andet vigtigt skridt. Her har man besluttet, at åbne dokumentformater som ODF skal være standard i den offentlige administration.

    Det lyder måske teknisk. Men i virkeligheden handler det om noget langt større.

    Det handler om uafhængighed, sikkerhed og demokrati.

    Trods personlige nederlag i de nærmeste cirkler, for mig selv og for sagen om digital suverænitet, og et Danmark som stadig tøver og vakler, bevæger flere europæiske lande sig trods alt i en klar retning.

    Ikke af ideologiske årsager, men fordi de har erkendt, at digital afhængighed også er geopolitisk afhængighed.

    Når vores offentlige systemer bygger på lukkede løsninger fra få globale techgiganter, giver vi reelt kontrol fra os. Over vores data. Over vores digitale infrastruktur. Over vores handlefrihed.

    Åbne standarder og open source er ikke bare IT-politik. Det er strategisk politik.
    Europa skal kunne stå på egne ben. Også digitalt.

    Danmark bør ikke stå på sidelinjen og se til.
    Vi bør gå forrest med:
    • åbne standarder i det offentlige
    • større brug af open source
    • europæiske alternativer til kritisk digital infrastruktur

    Heldigvis er OS2-Fællesskabet godt i gang med danske og europæiske løsninger til kommuner og regioner.

    Digital suverænitet er ikke en luksus.
    Det er en nødvendighed, og min kamp for et Europa, der står stærkt og på egne fødder, fortsætter.
    Europa er vågnet. Kampen for digital suverænitet er i gang. I Frankrig har regeringen netop besluttet at udfase Windows til fordel for Linux i den offentlige sektor. Målet er klart: mindre afhængighed af amerikansk software og større kontrol over egne data og systemer. Samtidig har Tyskland taget et andet vigtigt skridt. Her har man besluttet, at åbne dokumentformater som ODF skal være standard i den offentlige administration. Det lyder måske teknisk. Men i virkeligheden handler det om noget langt større. Det handler om uafhængighed, sikkerhed og demokrati. Trods personlige nederlag i de nærmeste cirkler, for mig selv og for sagen om digital suverænitet, og et Danmark som stadig tøver og vakler, bevæger flere europæiske lande sig trods alt i en klar retning. Ikke af ideologiske årsager, men fordi de har erkendt, at digital afhængighed også er geopolitisk afhængighed. Når vores offentlige systemer bygger på lukkede løsninger fra få globale techgiganter, giver vi reelt kontrol fra os. Over vores data. Over vores digitale infrastruktur. Over vores handlefrihed. Åbne standarder og open source er ikke bare IT-politik. Det er strategisk politik. Europa skal kunne stå på egne ben. Også digitalt. Danmark bør ikke stå på sidelinjen og se til. Vi bør gå forrest med: • åbne standarder i det offentlige • større brug af open source • europæiske alternativer til kritisk digital infrastruktur Heldigvis er OS2-Fællesskabet godt i gang med danske og europæiske løsninger til kommuner og regioner. Digital suverænitet er ikke en luksus. Det er en nødvendighed, og min kamp for et Europa, der står stærkt og på egne fødder, fortsætter.
    Like
    Yay
    Love
    13
    2 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger
  • Jeg var, som Preben Bang Henriksen, "helt rundt på gulvet", da jeg, på valgaftenen så Venstre fejre valgresutatet, som jo reelt var et nederlag, og kreerede næste dag denne sang baseret på citater fra primært V. Preben Bang Henriksen udtalte efter at have hørt nummeret : "Det var godt nok en fantastisk værk"
    Tekst: Moi - inspi-ret-meget-reret af V og ikke mindst VUs store sangtalenter.
    Jeg var, som Preben Bang Henriksen, "helt rundt på gulvet", da jeg, på valgaftenen så Venstre fejre valgresutatet, som jo reelt var et nederlag, og kreerede næste dag denne sang baseret på citater fra primært V. Preben Bang Henriksen udtalte efter at have hørt nummeret : "Det var godt nok en fantastisk værk" Tekst: Moi - inspi-ret-meget-reret af V og ikke mindst VUs store sangtalenter.
    Yay
    Haha
    3
    1 Kommentarer 0 Delinger 858 Visninger 6
  • HVEM BETALER PRISEN FOR TRUMPS ULOVLIGE TOLD?

    Højesteret har endeligt slået fast: Trumps omfattende toldsatser var ulovlige. Umiddelbart lyder det som en sejr for fornuften, men når man dykker ned i konsekvenserne, tegner der sig et billede af en dybt uretfærdig fordeling af byrderne.

    Den amerikanske stat skal nu tilbagebetale 175 milliarder dollars til virksomhederne. Men hvem betalte egentlig tolden? Det gjorde borgerne! Virksomhederne væltede bare udgiften over på forbrugerne gennem højere priser. Alligevel er det kun virksomhederne, der får pengene retur.

    Samtidig mangler staten nu 175 milliarder i budgettet. Det hul skal dækkes – typisk gennem besparelser på velfærd eller højere skatter. Igen rammer det borgerne.

    Sådan ender regnskabet:
    • Borgerne betaler første gang: Højere priser i butikkerne.
    • Borgerne betaler anden gang: Forringet velfærd, når staten sparer.
    • Virksomhederne vinder: De har tjent på højere priser OG får nu kæmpe refusioner.
    • Udenlandske eksportører taber: De fik ødelagt deres salg i toldperioden uden en krone i erstatning.
    • Staten taber: Et massivt hul i kassen og et politisk nederlag.

    Så næste gang nogen kalder dette en sejr, så husk: Det er borgerne, der i sidste ende betaler gildet – to gange endda.

    #USA #Told #Højesteret #Økonomi #Retfærdighed #BorgerneBetaler

    https://nyheder.tv2.dk/live/business/2025-03-12-trumps-toldkrig-og-uro-paa-finansielle-markeder
    HVEM BETALER PRISEN FOR TRUMPS ULOVLIGE TOLD? Højesteret har endeligt slået fast: Trumps omfattende toldsatser var ulovlige. Umiddelbart lyder det som en sejr for fornuften, men når man dykker ned i konsekvenserne, tegner der sig et billede af en dybt uretfærdig fordeling af byrderne. Den amerikanske stat skal nu tilbagebetale 175 milliarder dollars til virksomhederne. Men hvem betalte egentlig tolden? Det gjorde borgerne! Virksomhederne væltede bare udgiften over på forbrugerne gennem højere priser. Alligevel er det kun virksomhederne, der får pengene retur. Samtidig mangler staten nu 175 milliarder i budgettet. Det hul skal dækkes – typisk gennem besparelser på velfærd eller højere skatter. Igen rammer det borgerne. Sådan ender regnskabet: • Borgerne betaler første gang: Højere priser i butikkerne. • Borgerne betaler anden gang: Forringet velfærd, når staten sparer. • Virksomhederne vinder: De har tjent på højere priser OG får nu kæmpe refusioner. • Udenlandske eksportører taber: De fik ødelagt deres salg i toldperioden uden en krone i erstatning. • Staten taber: Et massivt hul i kassen og et politisk nederlag. Så næste gang nogen kalder dette en sejr, så husk: Det er borgerne, der i sidste ende betaler gildet – to gange endda. 💸🇺🇸 #USA #Told #Højesteret #Økonomi #Retfærdighed #BorgerneBetaler https://nyheder.tv2.dk/live/business/2025-03-12-trumps-toldkrig-og-uro-paa-finansielle-markeder
    NYHEDER.TV2.DK
    Trumps toldkrig | Følg den seneste udvikling her
    USAs præsident, Donald Trump, fører toldkrig mod en lang række lande. Følg den seneste udvikling i sagen her.
    Like
    4
    2 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger
  • ØV ! Endnu engang skal Danmark have et nederlag ved det internationale melodi grand prix
    ØV ! Endnu engang skal Danmark have et nederlag ved det internationale melodi grand prix
    10 Kommentarer 0 Delinger 548 Visninger
  • Arne Lund skriver på FB:

    EUROPA HAR LEVET PÅ EN LIVSLØGN OM RUSLAND
    Fra Steigan d. 17. januar 2026

    Når europæiske statsledere nu begynder at sige højt, at Rusland er et europæisk land, og at Europa må finde et kompromis med Moskva, er det ikke en ny indsigt. Det er et tegn på at virkeligheden har knust den løgn som har domineret europæisk politik, siden krigen i Ukraine begyndte i 2022.

    I årevis har Europas politiske elite ladet som om Rusland kunne isoleres fra kontinentet. Sanktioner skulle knække økonomien. Våbenleverancer skulle fremtvinge et nederlag. Moral skulle erstatte diplomati. Resultatet er ikke fred, men en endeløs krig, økonomisk nedtur i Europa og en stadig mere åbenlys underordning under amerikanske strategiske interesser.

    At denne linjen nu begynder at rådne, skyldes ikke humanisme eller omsorg for Ukraine. Den skyldes at projektet har fejlet.

    Tyskland er det tydeligste eksempel. Landet, som byggede sin industrielle styrke på billig russisk energi, har bevidst demonteret sit eget økonomiske fundament i loyalitet med en geopolitisk konfrontation, Tyskland ikke kontrollerer. Resultatet er højere elpriser, svækket konkurrenceevne og stigende social utilfredshed Når tyske ledere nu snakker om kompromis, er det fordi regningen er blevet politisk umulig at ignorere.

    (Iflg. NachDenkSeiten er antallet af konkurser i Tyskland i dag større, end under finanskrisen i 2008-09. I 2025 gik således knap 18.000 tyske virksomheder fallit, heraf ca. 450 større virksomheder dvs. hvor der er en omsætning på 75 mio kr. elle derover. Min bem.)

    Også EU-kommissionen begynder at tale mere ærlig. Når det indrømmes, at forhandlinger med Rusland er uundgåelige, bekræftes det, mange har sagt hele tiden: Hele forestillingen om at krigen kunne vindes uden dialog, var en politisk fantasi. Diplomati blev ikke forkastet fordi det var umoralsk, men fordi det stod i vejen for en konfrontationslinje, defineret udenfor Europa.
    (EU-toppens forsøg på at konfiskere de indefrosne russiske aktiver i et belgisk pengeinstitut, slog fejl pga. EU’s egne regler og hensynet til bankernes ”immunitet. I stedet vil man så ”låne” 90 mia € der gives Ukraine som et ”reperationslån”, og som tilbagebetales af Rusland, den dag russerne har tabt krigen (sic). EU bilder sig selv og andre ind, at ”lånet” - der reelt er en gave til Ukraine - vil kunne dække to års krigsførelse, samt drift af det ukrainske samfund i samme periode. Heller ikke dette holder. SIPRI angiver således, at krigsførelsen årligt koster den ukrainske statskasse ca. 60-65 mia €. Den civile sektor tegner sig iflg. statsbudgettet for 45-50 mia € Til sammen 105 -115 mia €. Ukraine om et års tid stå med en kassebeholdning på (i bedste fald) 25 mia €. Er krigen ikke afsluttet inden da, så skal Zelensky, eller hvem der nu er ved magten på det tidspunkt, atter ud med raslebøssen. Min bem.)
    Italien har påpeget det mest pinlige aspekt ved denne politik: Europas totale mangel på strategisk selvstændighed. Mens USA fører krigen geopolitisk og militært, har EU reduceret sig selv til en kombination af sanktionsmaskine og våbenlager. Europa har ikke ledet. Europa har fulgt efter. Nu opdager man, at det er prisen for at opgive sin egen udenrigspolitik.

    Krigstrætheden blandt de fleste er ikke et tegn på moralsk svigt, men på sund fornuft. De fleste europæere forstår det eliterne har nægtet at erkende: Rusland forsvinder ikke. Det kan ikke isoleres bort, straffes bort eller gøres irrelevant. Geografien lader sig ikke annullere. Rusland er Europas største nabo, og har været det i århundreder.

    At beskrive Rusland som et europæisk land er derfor ikke kontroversielt, men en banal sandhed. Alligevel er denne sandhed blevet undertrykt. Fordi den kolliderede med fortællingen om Rusland som en ydre, nærmest asiatisk trussel udenfor det europæiske fællesskab. Denne fortælling har gjort krig politisk spiselig, men fred politisk mistænkelig.

    Dæmoniseringen af Rusland har haft en funktion. Den har legitimeret oprustning, lukket munden på intern kritik og gjort det muligt at fremstille enhver, der taler om forhandlinger, som moralsk suspekt.

    Del 2 i kommentarfeltet.
    Arne Lund skriver på FB: EUROPA HAR LEVET PÅ EN LIVSLØGN OM RUSLAND Fra Steigan d. 17. januar 2026 Når europæiske statsledere nu begynder at sige højt, at Rusland er et europæisk land, og at Europa må finde et kompromis med Moskva, er det ikke en ny indsigt. Det er et tegn på at virkeligheden har knust den løgn som har domineret europæisk politik, siden krigen i Ukraine begyndte i 2022. I årevis har Europas politiske elite ladet som om Rusland kunne isoleres fra kontinentet. Sanktioner skulle knække økonomien. Våbenleverancer skulle fremtvinge et nederlag. Moral skulle erstatte diplomati. Resultatet er ikke fred, men en endeløs krig, økonomisk nedtur i Europa og en stadig mere åbenlys underordning under amerikanske strategiske interesser. At denne linjen nu begynder at rådne, skyldes ikke humanisme eller omsorg for Ukraine. Den skyldes at projektet har fejlet. Tyskland er det tydeligste eksempel. Landet, som byggede sin industrielle styrke på billig russisk energi, har bevidst demonteret sit eget økonomiske fundament i loyalitet med en geopolitisk konfrontation, Tyskland ikke kontrollerer. Resultatet er højere elpriser, svækket konkurrenceevne og stigende social utilfredshed Når tyske ledere nu snakker om kompromis, er det fordi regningen er blevet politisk umulig at ignorere. (Iflg. NachDenkSeiten er antallet af konkurser i Tyskland i dag større, end under finanskrisen i 2008-09. I 2025 gik således knap 18.000 tyske virksomheder fallit, heraf ca. 450 større virksomheder dvs. hvor der er en omsætning på 75 mio kr. elle derover. Min bem.) Også EU-kommissionen begynder at tale mere ærlig. Når det indrømmes, at forhandlinger med Rusland er uundgåelige, bekræftes det, mange har sagt hele tiden: Hele forestillingen om at krigen kunne vindes uden dialog, var en politisk fantasi. Diplomati blev ikke forkastet fordi det var umoralsk, men fordi det stod i vejen for en konfrontationslinje, defineret udenfor Europa. (EU-toppens forsøg på at konfiskere de indefrosne russiske aktiver i et belgisk pengeinstitut, slog fejl pga. EU’s egne regler og hensynet til bankernes ”immunitet. I stedet vil man så ”låne” 90 mia € der gives Ukraine som et ”reperationslån”, og som tilbagebetales af Rusland, den dag russerne har tabt krigen (sic). EU bilder sig selv og andre ind, at ”lånet” - der reelt er en gave til Ukraine - vil kunne dække to års krigsførelse, samt drift af det ukrainske samfund i samme periode. Heller ikke dette holder. SIPRI angiver således, at krigsførelsen årligt koster den ukrainske statskasse ca. 60-65 mia €. Den civile sektor tegner sig iflg. statsbudgettet for 45-50 mia € Til sammen 105 -115 mia €. Ukraine om et års tid stå med en kassebeholdning på (i bedste fald) 25 mia €. Er krigen ikke afsluttet inden da, så skal Zelensky, eller hvem der nu er ved magten på det tidspunkt, atter ud med raslebøssen. Min bem.) Italien har påpeget det mest pinlige aspekt ved denne politik: Europas totale mangel på strategisk selvstændighed. Mens USA fører krigen geopolitisk og militært, har EU reduceret sig selv til en kombination af sanktionsmaskine og våbenlager. Europa har ikke ledet. Europa har fulgt efter. Nu opdager man, at det er prisen for at opgive sin egen udenrigspolitik. Krigstrætheden blandt de fleste er ikke et tegn på moralsk svigt, men på sund fornuft. De fleste europæere forstår det eliterne har nægtet at erkende: Rusland forsvinder ikke. Det kan ikke isoleres bort, straffes bort eller gøres irrelevant. Geografien lader sig ikke annullere. Rusland er Europas største nabo, og har været det i århundreder. At beskrive Rusland som et europæisk land er derfor ikke kontroversielt, men en banal sandhed. Alligevel er denne sandhed blevet undertrykt. Fordi den kolliderede med fortællingen om Rusland som en ydre, nærmest asiatisk trussel udenfor det europæiske fællesskab. Denne fortælling har gjort krig politisk spiselig, men fred politisk mistænkelig. Dæmoniseringen af Rusland har haft en funktion. Den har legitimeret oprustning, lukket munden på intern kritik og gjort det muligt at fremstille enhver, der taler om forhandlinger, som moralsk suspekt. Del 2 i kommentarfeltet.
    Like
    1
    1 Kommentarer 0 Delinger 915 Visninger
  • Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 3

    Onsdag sender forfatteren et blik mod sin blok og årets planer, men der er mange små og store ting, der skal klares, før der bliver tid til overs til det nye manuskript. Det må vente. Tre andre forfatteres bøger ligger på bordet i dag. Med et dybt suk, tager forfatteren pc’en frem og begynder at skrive en anmeldelse af den ene. Det tager sin tid, for det skal være godt nok til at blive udgivet på et anerkendt medie og der skal arbejdes med både sprog og faglighed i bedømmelsen. Efter et par timer er anmeldelsen sendt og forfatteren ser på de tre andre bøger. Den ene er en oversat italiener fra et stort forlag, der måske har relevans i Italien, men for de fleste danskere vil være en slatten læseoplevelse.

    Slatne læseoplevelser er en af forfatterens kæpheste. Slatne læseoplevelser er dem, der ikke rører, griber, underholder eller fastholder læseren. Slatne læseoplevelser er bøger, der læses til ende alene på viljen eller som opgives på halvvejen med følelsen af nederlag som konsekvens. De værste af de slatne læseoplevelser er dem, der promoveres stort af de store forlag og som bogbloggerne i samlet flok roser til skyerne. Dén slags slatne læseoplevelser får de opgivende læsere til at føle sig dumme, når de nu ikke så lyset i netop den bog, som alle andre omtalte som genial. Dén slags slatne læseoplevelser er læselystens værste fjende. For ingen bryder sig om at føle sig dumme og de bøger, der får dén følelse frem, bliver parkeret på reolen for syns skyld, men får læseren til at gentage mantraet ’Jeg læser ikke bøger’.

    Den sidste bog i bunken er næsten endnu værre. Forfatteren har en mistanke om, at der er brug AI. Også selvom det ikke står deklareret. Forfatteren er en kendt TV-vært, og sproget er så generisk og småfejlene så mange og så tæt-på-at-det-kun-bliver-opdaget-af-få, at det minder om et opslag på Googles AI-oversigt. Den bog var sidste års mest slatne læseoplevelse, fordi de mange små faktuelle fejl og fordrejninger i en historisk roman bekymrer. Kan AI omskrive verdenshistorien? Kan den slags bøger få Holocaust til at gå i glemmebogen eller ligne en hyggelig morgensang på værftet?

    Forfatterens tanker afbrydes af telefonen. En god kollega ringer for at høre, om de skal booke en stand på bogforum i år. Forfatteres forlag har ikke råd, men hvis nu nogle stykker slår sig sammen og bruger podcasten som fælles betegnelse. Det koster kun 20.000 plus det løse. Det er jo ingenting, hvis vi er 5-6 stykker om det, siger den anden forfatter. Og man kan jo søge midler.

    Dét kan man, selvfølgelig. Det gjorde vi jo også sidste år, men ... ja, det fik vi jo kun afslag og spildt arbejdstid ud af, indvender forfatteren, men er alligevel ikke afvisende. Vi kunne jo også lave en antologi som kunne sælges fra standen. Selvudgivet, naturligvis. De leger videre med tanken og prisen stiger i takt med minutterne. Der er længe til november – vi kan drøfte det igen i næste uge, slutter forfatteren, for der er stadig opgaver planlagt til dagen og skolen giver snart ungerne fri.

    Forfatteren lægger telefonen og tjekker sin mail, da nu afbrydelsen alligevel har fundet sted.

    Tak for anmeldelsen. Den fejler ikke noget som sådan, men vi får ikke plads til at bringe den alligevel. Sorry.

    Det er ikke første gang redaktøren har skrevet sådan, men forfatteren ærgrer sig alligevel over den spildte arbejdstid. Især fordi den anmeldte bog var skrevet af en kendt forfatter og sikkert vil blive solgt i tusindtal – men nok for flertallet vil blive en slatten læseoplevelse. Et kort øjeblik overvejer forfatteren at meddele, at der ikke kommer flere anmeldelser fra denne skribent, men beslutter alligevel at den spildte arbejdstid er et tåleligt offer for den gode relation til en vigtig spiller i bogbranchen.

    Det er ok. Du siger bare til, hvis der er flere du vil have mig til at se på.

    Det er et fint svar, tænker forfatteren. Ikke surt eller skuffet. Bare venligt. Motivationen for dagens arbejde er dog dalet og det er egentlig fint, for nu kommer der et grædende barn ind ad døren efter en voldsom sneboldskamp i skolemosen.

    Sikke et held, at man arbejder hjemme sådan en dag, tænker forfatteren og lukker ned for pc’en.

    - * -

    Kommenter, del og like meget gerne og følg med her på profilen for flere brudstykker fra den næsten fiktive forfatters hverdag :-)
    Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 3 Onsdag sender forfatteren et blik mod sin blok og årets planer, men der er mange små og store ting, der skal klares, før der bliver tid til overs til det nye manuskript. Det må vente. Tre andre forfatteres bøger ligger på bordet i dag. Med et dybt suk, tager forfatteren pc’en frem og begynder at skrive en anmeldelse af den ene. Det tager sin tid, for det skal være godt nok til at blive udgivet på et anerkendt medie og der skal arbejdes med både sprog og faglighed i bedømmelsen. Efter et par timer er anmeldelsen sendt og forfatteren ser på de tre andre bøger. Den ene er en oversat italiener fra et stort forlag, der måske har relevans i Italien, men for de fleste danskere vil være en slatten læseoplevelse. Slatne læseoplevelser er en af forfatterens kæpheste. Slatne læseoplevelser er dem, der ikke rører, griber, underholder eller fastholder læseren. Slatne læseoplevelser er bøger, der læses til ende alene på viljen eller som opgives på halvvejen med følelsen af nederlag som konsekvens. De værste af de slatne læseoplevelser er dem, der promoveres stort af de store forlag og som bogbloggerne i samlet flok roser til skyerne. Dén slags slatne læseoplevelser får de opgivende læsere til at føle sig dumme, når de nu ikke så lyset i netop den bog, som alle andre omtalte som genial. Dén slags slatne læseoplevelser er læselystens værste fjende. For ingen bryder sig om at føle sig dumme og de bøger, der får dén følelse frem, bliver parkeret på reolen for syns skyld, men får læseren til at gentage mantraet ’Jeg læser ikke bøger’. Den sidste bog i bunken er næsten endnu værre. Forfatteren har en mistanke om, at der er brug AI. Også selvom det ikke står deklareret. Forfatteren er en kendt TV-vært, og sproget er så generisk og småfejlene så mange og så tæt-på-at-det-kun-bliver-opdaget-af-få, at det minder om et opslag på Googles AI-oversigt. Den bog var sidste års mest slatne læseoplevelse, fordi de mange små faktuelle fejl og fordrejninger i en historisk roman bekymrer. Kan AI omskrive verdenshistorien? Kan den slags bøger få Holocaust til at gå i glemmebogen eller ligne en hyggelig morgensang på værftet? Forfatterens tanker afbrydes af telefonen. En god kollega ringer for at høre, om de skal booke en stand på bogforum i år. Forfatteres forlag har ikke råd, men hvis nu nogle stykker slår sig sammen og bruger podcasten som fælles betegnelse. Det koster kun 20.000 plus det løse. Det er jo ingenting, hvis vi er 5-6 stykker om det, siger den anden forfatter. Og man kan jo søge midler. Dét kan man, selvfølgelig. Det gjorde vi jo også sidste år, men ... ja, det fik vi jo kun afslag og spildt arbejdstid ud af, indvender forfatteren, men er alligevel ikke afvisende. Vi kunne jo også lave en antologi som kunne sælges fra standen. Selvudgivet, naturligvis. De leger videre med tanken og prisen stiger i takt med minutterne. Der er længe til november – vi kan drøfte det igen i næste uge, slutter forfatteren, for der er stadig opgaver planlagt til dagen og skolen giver snart ungerne fri. Forfatteren lægger telefonen og tjekker sin mail, da nu afbrydelsen alligevel har fundet sted. Tak for anmeldelsen. Den fejler ikke noget som sådan, men vi får ikke plads til at bringe den alligevel. Sorry. Det er ikke første gang redaktøren har skrevet sådan, men forfatteren ærgrer sig alligevel over den spildte arbejdstid. Især fordi den anmeldte bog var skrevet af en kendt forfatter og sikkert vil blive solgt i tusindtal – men nok for flertallet vil blive en slatten læseoplevelse. Et kort øjeblik overvejer forfatteren at meddele, at der ikke kommer flere anmeldelser fra denne skribent, men beslutter alligevel at den spildte arbejdstid er et tåleligt offer for den gode relation til en vigtig spiller i bogbranchen. Det er ok. Du siger bare til, hvis der er flere du vil have mig til at se på. Det er et fint svar, tænker forfatteren. Ikke surt eller skuffet. Bare venligt. Motivationen for dagens arbejde er dog dalet og det er egentlig fint, for nu kommer der et grædende barn ind ad døren efter en voldsom sneboldskamp i skolemosen. Sikke et held, at man arbejder hjemme sådan en dag, tænker forfatteren og lukker ned for pc’en. - * - Kommenter, del og like meget gerne og følg med her på profilen for flere brudstykker fra den næsten fiktive forfatters hverdag :-)
    Love
    Like
    4
    2 Kommentarer 0 Delinger 784 Visninger
  • Igen helt idiot er jeg heller ik okay.
    Jeg ved det.

    I know.

    Sig til og jeg læser videre på lektierne. Meeen? Er der noget om snakken.


    Her er et resumé og forklaring på, hvorfor "Der er et yndigt land" er vigtigt i Danmark:

    "Der er et yndigt land" er Danmarks nationalsang, skrevet af Adam Oehlenschläger i 1819. Sangen blev til i en tid præget af nationalromantik, hvor Danmark oplevede økonomisk og moralsk sammenbrud efter krigsnederlag i begyndelsen af 1800-tallet. Den voksende nationale og folkelige bevidsthed gjorde, at der var et stærkt behov for at hylde fædrelandet og styrke den nationale identitet.

    Sangen er en hyldest til Danmark som et smukt og historisk land, ofte kaldet "gamle Danmark," hvilket understreger landets lange og stolte historie. Teksten fremhæver Danmarks naturskønhed og dets betydning som hjem for det danske folk. Den fungerer som et symbol på fællesskab og stolthed over nationen.

    Kort sagt handler "Der er et yndigt land" om kærlighed til fædrelandet, national stolthed og en opfordring til at værne om Danmarks historie og værdier, især i en tid hvor landet havde brug for at genfinde sin styrke og sammenhængskraft












    https://youtu.be/KnjCA-h44QY?si=qXV4xPE6I57mogqc
    Igen helt idiot er jeg heller ik okay. Jeg ved det. I know.😉🤘👍🇩🇰🤫 Sig til og jeg læser videre på lektierne. Meeen😂? Er der noget om snakken.🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰😅😎💪👍 Her er et resumé og forklaring på, hvorfor "Der er et yndigt land" er vigtigt i Danmark: "Der er et yndigt land" er Danmarks nationalsang, skrevet af Adam Oehlenschläger i 1819. Sangen blev til i en tid præget af nationalromantik, hvor Danmark oplevede økonomisk og moralsk sammenbrud efter krigsnederlag i begyndelsen af 1800-tallet. Den voksende nationale og folkelige bevidsthed gjorde, at der var et stærkt behov for at hylde fædrelandet og styrke den nationale identitet. Sangen er en hyldest til Danmark som et smukt og historisk land, ofte kaldet "gamle Danmark," hvilket understreger landets lange og stolte historie. Teksten fremhæver Danmarks naturskønhed og dets betydning som hjem for det danske folk. Den fungerer som et symbol på fællesskab og stolthed over nationen. Kort sagt handler "Der er et yndigt land" om kærlighed til fædrelandet, national stolthed og en opfordring til at værne om Danmarks historie og værdier, især i en tid hvor landet havde brug for at genfinde sin styrke og sammenhængskraft https://youtu.be/KnjCA-h44QY?si=qXV4xPE6I57mogqc
    Like
    1
    0 Kommentarer 0 Delinger 528 Visninger
Flere resultater