Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 3
Onsdag sender forfatteren et blik mod sin blok og årets planer, men der er mange små og store ting, der skal klares, før der bliver tid til overs til det nye manuskript. Det må vente. Tre andre forfatteres bøger ligger på bordet i dag. Med et dybt suk, tager forfatteren pc’en frem og begynder at skrive en anmeldelse af den ene. Det tager sin tid, for det skal være godt nok til at blive udgivet på et anerkendt medie og der skal arbejdes med både sprog og faglighed i bedømmelsen. Efter et par timer er anmeldelsen sendt og forfatteren ser på de tre andre bøger. Den ene er en oversat italiener fra et stort forlag, der måske har relevans i Italien, men for de fleste danskere vil være en slatten læseoplevelse.
Slatne læseoplevelser er en af forfatterens kæpheste. Slatne læseoplevelser er dem, der ikke rører, griber, underholder eller fastholder læseren. Slatne læseoplevelser er bøger, der læses til ende alene på viljen eller som opgives på halvvejen med følelsen af nederlag som konsekvens. De værste af de slatne læseoplevelser er dem, der promoveres stort af de store forlag og som bogbloggerne i samlet flok roser til skyerne. Dén slags slatne læseoplevelser får de opgivende læsere til at føle sig dumme, når de nu ikke så lyset i netop den bog, som alle andre omtalte som genial. Dén slags slatne læseoplevelser er læselystens værste fjende. For ingen bryder sig om at føle sig dumme og de bøger, der får dén følelse frem, bliver parkeret på reolen for syns skyld, men får læseren til at gentage mantraet ’Jeg læser ikke bøger’.
Den sidste bog i bunken er næsten endnu værre. Forfatteren har en mistanke om, at der er brug AI. Også selvom det ikke står deklareret. Forfatteren er en kendt TV-vært, og sproget er så generisk og småfejlene så mange og så tæt-på-at-det-kun-bliver-opdaget-af-få, at det minder om et opslag på Googles AI-oversigt. Den bog var sidste års mest slatne læseoplevelse, fordi de mange små faktuelle fejl og fordrejninger i en historisk roman bekymrer. Kan AI omskrive verdenshistorien? Kan den slags bøger få Holocaust til at gå i glemmebogen eller ligne en hyggelig morgensang på værftet?
Forfatterens tanker afbrydes af telefonen. En god kollega ringer for at høre, om de skal booke en stand på bogforum i år. Forfatteres forlag har ikke råd, men hvis nu nogle stykker slår sig sammen og bruger podcasten som fælles betegnelse. Det koster kun 20.000 plus det løse. Det er jo ingenting, hvis vi er 5-6 stykker om det, siger den anden forfatter. Og man kan jo søge midler.
Dét kan man, selvfølgelig. Det gjorde vi jo også sidste år, men ... ja, det fik vi jo kun afslag og spildt arbejdstid ud af, indvender forfatteren, men er alligevel ikke afvisende. Vi kunne jo også lave en antologi som kunne sælges fra standen. Selvudgivet, naturligvis. De leger videre med tanken og prisen stiger i takt med minutterne. Der er længe til november – vi kan drøfte det igen i næste uge, slutter forfatteren, for der er stadig opgaver planlagt til dagen og skolen giver snart ungerne fri.
Forfatteren lægger telefonen og tjekker sin mail, da nu afbrydelsen alligevel har fundet sted.
Tak for anmeldelsen. Den fejler ikke noget som sådan, men vi får ikke plads til at bringe den alligevel. Sorry.
Det er ikke første gang redaktøren har skrevet sådan, men forfatteren ærgrer sig alligevel over den spildte arbejdstid. Især fordi den anmeldte bog var skrevet af en kendt forfatter og sikkert vil blive solgt i tusindtal – men nok for flertallet vil blive en slatten læseoplevelse. Et kort øjeblik overvejer forfatteren at meddele, at der ikke kommer flere anmeldelser fra denne skribent, men beslutter alligevel at den spildte arbejdstid er et tåleligt offer for den gode relation til en vigtig spiller i bogbranchen.
Det er ok. Du siger bare til, hvis der er flere du vil have mig til at se på.
Det er et fint svar, tænker forfatteren. Ikke surt eller skuffet. Bare venligt. Motivationen for dagens arbejde er dog dalet og det er egentlig fint, for nu kommer der et grædende barn ind ad døren efter en voldsom sneboldskamp i skolemosen.
Sikke et held, at man arbejder hjemme sådan en dag, tænker forfatteren og lukker ned for pc’en.
- * -
Kommenter, del og like meget gerne og følg med her på profilen for flere brudstykker fra den næsten fiktive forfatters hverdag :-)
Onsdag sender forfatteren et blik mod sin blok og årets planer, men der er mange små og store ting, der skal klares, før der bliver tid til overs til det nye manuskript. Det må vente. Tre andre forfatteres bøger ligger på bordet i dag. Med et dybt suk, tager forfatteren pc’en frem og begynder at skrive en anmeldelse af den ene. Det tager sin tid, for det skal være godt nok til at blive udgivet på et anerkendt medie og der skal arbejdes med både sprog og faglighed i bedømmelsen. Efter et par timer er anmeldelsen sendt og forfatteren ser på de tre andre bøger. Den ene er en oversat italiener fra et stort forlag, der måske har relevans i Italien, men for de fleste danskere vil være en slatten læseoplevelse.
Slatne læseoplevelser er en af forfatterens kæpheste. Slatne læseoplevelser er dem, der ikke rører, griber, underholder eller fastholder læseren. Slatne læseoplevelser er bøger, der læses til ende alene på viljen eller som opgives på halvvejen med følelsen af nederlag som konsekvens. De værste af de slatne læseoplevelser er dem, der promoveres stort af de store forlag og som bogbloggerne i samlet flok roser til skyerne. Dén slags slatne læseoplevelser får de opgivende læsere til at føle sig dumme, når de nu ikke så lyset i netop den bog, som alle andre omtalte som genial. Dén slags slatne læseoplevelser er læselystens værste fjende. For ingen bryder sig om at føle sig dumme og de bøger, der får dén følelse frem, bliver parkeret på reolen for syns skyld, men får læseren til at gentage mantraet ’Jeg læser ikke bøger’.
Den sidste bog i bunken er næsten endnu værre. Forfatteren har en mistanke om, at der er brug AI. Også selvom det ikke står deklareret. Forfatteren er en kendt TV-vært, og sproget er så generisk og småfejlene så mange og så tæt-på-at-det-kun-bliver-opdaget-af-få, at det minder om et opslag på Googles AI-oversigt. Den bog var sidste års mest slatne læseoplevelse, fordi de mange små faktuelle fejl og fordrejninger i en historisk roman bekymrer. Kan AI omskrive verdenshistorien? Kan den slags bøger få Holocaust til at gå i glemmebogen eller ligne en hyggelig morgensang på værftet?
Forfatterens tanker afbrydes af telefonen. En god kollega ringer for at høre, om de skal booke en stand på bogforum i år. Forfatteres forlag har ikke råd, men hvis nu nogle stykker slår sig sammen og bruger podcasten som fælles betegnelse. Det koster kun 20.000 plus det løse. Det er jo ingenting, hvis vi er 5-6 stykker om det, siger den anden forfatter. Og man kan jo søge midler.
Dét kan man, selvfølgelig. Det gjorde vi jo også sidste år, men ... ja, det fik vi jo kun afslag og spildt arbejdstid ud af, indvender forfatteren, men er alligevel ikke afvisende. Vi kunne jo også lave en antologi som kunne sælges fra standen. Selvudgivet, naturligvis. De leger videre med tanken og prisen stiger i takt med minutterne. Der er længe til november – vi kan drøfte det igen i næste uge, slutter forfatteren, for der er stadig opgaver planlagt til dagen og skolen giver snart ungerne fri.
Forfatteren lægger telefonen og tjekker sin mail, da nu afbrydelsen alligevel har fundet sted.
Tak for anmeldelsen. Den fejler ikke noget som sådan, men vi får ikke plads til at bringe den alligevel. Sorry.
Det er ikke første gang redaktøren har skrevet sådan, men forfatteren ærgrer sig alligevel over den spildte arbejdstid. Især fordi den anmeldte bog var skrevet af en kendt forfatter og sikkert vil blive solgt i tusindtal – men nok for flertallet vil blive en slatten læseoplevelse. Et kort øjeblik overvejer forfatteren at meddele, at der ikke kommer flere anmeldelser fra denne skribent, men beslutter alligevel at den spildte arbejdstid er et tåleligt offer for den gode relation til en vigtig spiller i bogbranchen.
Det er ok. Du siger bare til, hvis der er flere du vil have mig til at se på.
Det er et fint svar, tænker forfatteren. Ikke surt eller skuffet. Bare venligt. Motivationen for dagens arbejde er dog dalet og det er egentlig fint, for nu kommer der et grædende barn ind ad døren efter en voldsom sneboldskamp i skolemosen.
Sikke et held, at man arbejder hjemme sådan en dag, tænker forfatteren og lukker ned for pc’en.
- * -
Kommenter, del og like meget gerne og følg med her på profilen for flere brudstykker fra den næsten fiktive forfatters hverdag :-)
Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 3
Onsdag sender forfatteren et blik mod sin blok og årets planer, men der er mange små og store ting, der skal klares, før der bliver tid til overs til det nye manuskript. Det må vente. Tre andre forfatteres bøger ligger på bordet i dag. Med et dybt suk, tager forfatteren pc’en frem og begynder at skrive en anmeldelse af den ene. Det tager sin tid, for det skal være godt nok til at blive udgivet på et anerkendt medie og der skal arbejdes med både sprog og faglighed i bedømmelsen. Efter et par timer er anmeldelsen sendt og forfatteren ser på de tre andre bøger. Den ene er en oversat italiener fra et stort forlag, der måske har relevans i Italien, men for de fleste danskere vil være en slatten læseoplevelse.
Slatne læseoplevelser er en af forfatterens kæpheste. Slatne læseoplevelser er dem, der ikke rører, griber, underholder eller fastholder læseren. Slatne læseoplevelser er bøger, der læses til ende alene på viljen eller som opgives på halvvejen med følelsen af nederlag som konsekvens. De værste af de slatne læseoplevelser er dem, der promoveres stort af de store forlag og som bogbloggerne i samlet flok roser til skyerne. Dén slags slatne læseoplevelser får de opgivende læsere til at føle sig dumme, når de nu ikke så lyset i netop den bog, som alle andre omtalte som genial. Dén slags slatne læseoplevelser er læselystens værste fjende. For ingen bryder sig om at føle sig dumme og de bøger, der får dén følelse frem, bliver parkeret på reolen for syns skyld, men får læseren til at gentage mantraet ’Jeg læser ikke bøger’.
Den sidste bog i bunken er næsten endnu værre. Forfatteren har en mistanke om, at der er brug AI. Også selvom det ikke står deklareret. Forfatteren er en kendt TV-vært, og sproget er så generisk og småfejlene så mange og så tæt-på-at-det-kun-bliver-opdaget-af-få, at det minder om et opslag på Googles AI-oversigt. Den bog var sidste års mest slatne læseoplevelse, fordi de mange små faktuelle fejl og fordrejninger i en historisk roman bekymrer. Kan AI omskrive verdenshistorien? Kan den slags bøger få Holocaust til at gå i glemmebogen eller ligne en hyggelig morgensang på værftet?
Forfatterens tanker afbrydes af telefonen. En god kollega ringer for at høre, om de skal booke en stand på bogforum i år. Forfatteres forlag har ikke råd, men hvis nu nogle stykker slår sig sammen og bruger podcasten som fælles betegnelse. Det koster kun 20.000 plus det løse. Det er jo ingenting, hvis vi er 5-6 stykker om det, siger den anden forfatter. Og man kan jo søge midler.
Dét kan man, selvfølgelig. Det gjorde vi jo også sidste år, men ... ja, det fik vi jo kun afslag og spildt arbejdstid ud af, indvender forfatteren, men er alligevel ikke afvisende. Vi kunne jo også lave en antologi som kunne sælges fra standen. Selvudgivet, naturligvis. De leger videre med tanken og prisen stiger i takt med minutterne. Der er længe til november – vi kan drøfte det igen i næste uge, slutter forfatteren, for der er stadig opgaver planlagt til dagen og skolen giver snart ungerne fri.
Forfatteren lægger telefonen og tjekker sin mail, da nu afbrydelsen alligevel har fundet sted.
Tak for anmeldelsen. Den fejler ikke noget som sådan, men vi får ikke plads til at bringe den alligevel. Sorry.
Det er ikke første gang redaktøren har skrevet sådan, men forfatteren ærgrer sig alligevel over den spildte arbejdstid. Især fordi den anmeldte bog var skrevet af en kendt forfatter og sikkert vil blive solgt i tusindtal – men nok for flertallet vil blive en slatten læseoplevelse. Et kort øjeblik overvejer forfatteren at meddele, at der ikke kommer flere anmeldelser fra denne skribent, men beslutter alligevel at den spildte arbejdstid er et tåleligt offer for den gode relation til en vigtig spiller i bogbranchen.
Det er ok. Du siger bare til, hvis der er flere du vil have mig til at se på.
Det er et fint svar, tænker forfatteren. Ikke surt eller skuffet. Bare venligt. Motivationen for dagens arbejde er dog dalet og det er egentlig fint, for nu kommer der et grædende barn ind ad døren efter en voldsom sneboldskamp i skolemosen.
Sikke et held, at man arbejder hjemme sådan en dag, tænker forfatteren og lukker ned for pc’en.
- * -
Kommenter, del og like meget gerne og følg med her på profilen for flere brudstykker fra den næsten fiktive forfatters hverdag :-)