Et år ældre i dag, men ikke en dyt klogere end i går...

Fodbold-VM 2026 bliver ikke kun en fodboldfest. Det bliver også en parade i sportswashing, betting, oliepenge, indrejseproblemer, digital grænsekontrol og moralsk dobbeltspil.

FIFA taler gerne om fællesskab, respekt, mangfoldighed og ansvar. Men når man ser på sponsorerne bag VM i 2026 og på de praktiske vilkår for fans og deltagere, tegner der sig en helt anden fortælling.
Blandt FIFA’s globale partnere finder vi blandt andet Aramco, Qatar Airways, Coca-Cola, Visa, Hyundai-Kia, adidas og Lenovo.

Derudover er Saudi-Arabiens statslige investeringsfond, PIF, blevet officiel tournament supporter for VM 2026.

Det er opsigtsvækkende. For samtidig med, at Saudi-Arabien allerede er udpeget som vært for VM i 2034, får landets statslige investeringsfond nu også en officiel rolle omkring VM i 2026. Det sker, mens Saudi-Arabien massivt investerer i fodbold, golf, motorsport og store internationale events, og hvor kritikken igen og igen har lydt, at sport bruges til at polere landets internationale image.

Det er svært at se det som andet end sportswashing.

Når et autoritært styre med store menneskerettighedsproblemer, begrænset ytringsfrihed, undertrykkelse af oppositionelle og massive olieinteresser får lov til at placere sig stadig tættere på verdens største sportsbegivenheder, så handler det ikke bare om fodbold. Så handler det om magt, image og global indflydelse.

FIFA burde være varsom med netop den slags forbindelser. I stedet virker det, som om døren står vidt åben, bare checken er stor nok.

Det er ikke fodboldens sjæl.

Det er fodboldens salgskatalog.

Og som om det ikke var nok, er der også alvorlige bekymringer om indrejse, visa og behandlingen af fans, spillere, dommere, journalister og officials.

FIFA skriver selv, at en VM-billet ikke garanterer visum eller adgang til USA, Canada eller Mexico. Man kan altså have betalt for billet, rejse og ophold, og stadig risikere at blive afvist ved grænsen.
Samtidig har der allerede været konkrete sager, hvor deltagere omkring VM har haft problemer med indrejse. Den somaliske FIFA-dommer Omar Artan blev ifølge The Guardian nægtet adgang til USA, selv om han havde gyldigt visum.

Det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Rejser man ind i USA, kan telefon, computer, kamera og andre elektroniske enheder blive undersøgt ved grænsen. For visumansøgere indgår sociale medier også i screeningen, og ansøgere kan blive bedt om at oplyse sociale mediebrugernavne fra de seneste fem år. For visse visumkategorier har der endda været krav om, at sociale medieprofiler skal være offentligt tilgængelige under behandlingen.

Det betyder ikke, at alle bliver stoppet eller visiteret digitalt. Men det betyder, at VM-fans, journalister, officials og deltagere kan ende i et system, hvor adgang ikke kun handler om billet og pas, men også om politisk klima, digitale spor, sociale medier, telefoner og grænsemyndighedernes skøn.

Og hvis man bliver tilbageholdt ved indrejse, står man ikke med samme retsstilling som en almindelig borger inde i landet. Man står ved grænsen, i et system, hvor myndighederne har meget vide beføjelser, og hvor den enkelte rejsende kan opleve at have meget begrænsede muligheder for at sige fra.

Det er ikke en tryg ramme om en global folkefest.

VM skal være verdens turnering. Ikke en turnering, hvor adgang afhænger af pas, politik, digitale profiler, grænsekontrol og tilfældigheder ved en skranke.

Man kan elske fodbold og stadig være kritisk over for det system, der har taget den smukke sport som gidsel.

For fodbold burde samle mennesker. Det burde skabe glæde, fællesskab og drømme. Men når VM i stigende grad pakkes ind i oliepenge, gambling, politisk imagepleje, kommercielle særinteresser, digital overvågning og usikker adgang for fans og deltagere, så har vi et problem.

Ikke fordi virksomheder aldrig må sponsorere sport.

Men fordi FIFA igen og igen viser, at de smukke ord om ansvar, bæredygtighed, mangfoldighed og menneskerettigheder vejer meget lidt, når checken er stor nok.

VM 2026 bliver uden tvivl en sportslig begivenhed i verdensklasse.

Men uden for banen lugter det mindre af græs, fællesskab og folkefest, og mere af hykleri, profit, grænsekontrol, digital mistænkeliggørelse og moralsk aflad.

Fodbolden fortjener bedre end det.
Fansene fortjener bedre end det.
Spillerne og dommerne fortjener bedre end det.
Og verden burde efterhånden kræve mere af FIFA.

Herfra bliver det et nej tak.

Jeg ser noget andet. Nok på streaming. I denne måned.

I dag fejrer vi Grundlovsdag.

En dag, hvor vi mindes, at frihed, demokrati og folkestyre ikke er naturgivne fænomener. De er resultater af generationers kamp, mod, ansvarsfølelse og vilje til at bygge et bedre samfund.

Grundloven er ikke blot et dokument fra 1849. Den er et levende løfte om, at magten skal udgå fra folket, at mennesker har ukrænkelige frihedsrettigheder, og at ingen står over loven.

Men friheden passer ikke sig selv.

Den kræver respekt. Den kræver engagement. Og den kræver, at hver generation er villig til at tage ansvar for at bevare det, den har arvet.

Som kristendemokrat tror jeg på, at ethvert menneske har en iboende værdighed. Det er en tanke, der har været med til at forme de europæiske demokratier, og som fortsat bør være et værn mod både autoritære strømninger og den kynisme, der til tider præger den politiske debat.

Måske er det netop derfor, jeg holder så meget af at rejse gennem Europa med tog.

Når man krydser grænser, bevæger sig gennem landskaber og møder mennesker fra forskellige nationer, mærker man noget særligt. Man oplever demokratiet i dets mange former. Man ser forskellene mellem landene, men også det fællesskab af frihed, retsstat og menneskerettigheder, som binder os sammen.

For blot få dage siden deltog jeg i De Danske Årsmøder i Sydslesvig. Her blev frihedens og demokratiets værdi meget håndgribelig. Det danske mindretal er et levende bevis på, at mennesker kan bevare deres sprog, kultur og identitet gennem generationer, når frihedsrettigheder, demokrati og respekt for mindretal bliver taget alvorligt.

Men vi bliver samtidig mindet om, at det ikke er en selvfølge.

For mens vi fejrer Grundlovsdag i fred og frihed, kæmper ukrainere hver eneste dag for retten til at bestemme over deres eget land og deres egen fremtid.

I Belarus fortsætter modige mennesker kampen for demokrati trods fængslinger og undertrykkelse.

I Georgien står tusindvis af borgere fortsat fast på deres ønske om frihed, demokrati og en europæisk fremtid, selv når prisen er høj.

Deres kamp minder os om, at frihed aldrig er gratis.

På denne dag tænker jeg også på dem, der før os har båret ansvaret. På modstandsfolkene under besættelsen. På danske soldater og veteraner, der har tjent i internationale missioner. På alle dem, som gennem generationer har været villige til at forsvare demokrati, fred og menneskelig værdighed.

Grundloven er et arvestykke.

Ikke et, der skal stå urørt i en montre, men et, der skal bruges, værnes om og gives videre i bedre stand, end vi selv modtog det.

Det er vores ansvar.

Og det er måske den vigtigste lektie på Grundlovsdag.

God Grundlovsdag!

Midt i alt politik der skulle følges med i og møder der skulle deltages i, så forkælede jeg mig selv med en tidlig fødselsdagsgave, som kombinerer to store interesser. Så nu behøver jeg ikke besøge lufthavnen i Bruxelles, hver gang jeg vil se den…

Jeg er ikke katolik.

Men jeg er vokset op i en familie, hvor både kristendom og andre trosretninger havde deres plads. Derfor har jeg gennem årene også fulgt lidt med i, hvad forskellige paver har sagt om samfundsudviklingen. Jeg har endda en lille samling frimærker fra Vatikanet, flere af dem bestilt direkte fra Vatikanets postvæsen gennem årene.

For nylig læste jeg pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica Humanitas. Hvor jeg nikker genkendende til meget - det fik mig så til tasterne her.

AI er lidt som trolden, der er sluppet ud af æsken. Ligesom sociale medier kommer vi næppe til at putte den tilbage igen. Derfor giver det efter min mening ikke mening at bruge enorme ressourcer på at forsøge at stoppe udviklingen. Vi bør i stedet fokusere på at bevare kontrollen, opstille rammer og skabe nogle fælles normer for, hvordan teknologien anvendes.

AI er lidt som en bowlingbane. Når små børn spiller, kan man hæve banderne i siderne. Ikke for at begrænse spillet, men for at sikre, at kuglen bliver på banen, og at oplevelsen bliver bedre for alle.

På samme måde har vi brug for klare spilleregler og rammer for AI. Ikke for at stoppe udviklingen, men for at sikre, at teknologien bruges ansvarligt, etisk og til gavn for mennesker.

AI kan bidrage med mange positive ting. Hurtigere informationssøgning, bedre hjælpemidler, effektivisering af rutineopgaver og nye muligheder inden for forskning, sundhed og uddannelse.

Men teknologien har også en bagside.

Fake news, deepfakes, sexstortion, svindel, påvirkningskampagner og cyberangreb er blot nogle af de områder, hvor AI allerede bliver misbrugt.

Samtidig ser vi virksomheder, organisationer og endda offentlige myndigheder, som nogle gange hopper på AI-bølgen for hurtigt. Frem for først at undersøge mulighederne grundigt, teste i mindre skala og inddrage de medarbejdere, hvis arbejdsopgaver bliver berørt, bliver fokus nogle gange alene på besparelser eller effektivisering.

Men det rigtige spørgsmål er ikke: “Hvor mange medarbejdere kan vi erstatte?”

Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan dette værktøj skabe værdi, og hvilke faldgruber skal vi være opmærksomme på?”

Ofte vil svaret være, at mennesker fortsat skal være en vigtig del af processen.

Min holdning har hele tiden været, at mennesket må komme før maskinen.

Vi har allerede i mange år oplevet konsekvenserne af dårlige automatiserede systemer. Vi har set bizarre og til tider tragiske fejl i offentlige systemer. Ejendomsvurderingerne er et nyere eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fejlbehæftet system får for stor betydning.

I Storbritannien så vi det endnu tydeligere i den såkaldte Horizon-skandale, hvor hundredvis af lokale postmestre blev anklaget for tyveri og bedrageri på baggrund af fejl i et IT-system. Mange fik ødelagt deres liv, mistede deres virksomheder og deres omdømme, fordi systemet blev troet mere end menneskerne. For nogle af de berørte blev konsekvenserne så alvorlige, at de endte med at tage deres eget liv. Det er en brutal påmindelse om, hvad der kan ske, når systemer og processer får større troværdighed end mennesker, og når fejl ikke opdages eller indrømmes i tide.

Derfor bør offentlige myndigheder spørge sig selv:

Kan AI nedbringe sagsbehandlingstiden?

Kan AI frigøre tid til mere borgernær service?

Kan AI hjælpe medarbejderne i deres arbejde?

Hvis svaret er ja, så er det jo positivt.

Men vi må aldrig ende et sted, hvor computere træffer afgørelser, som har afgørende betydning for menneskers liv, uden at et menneske er involveret.

Vi må heller ikke glemme en anden udfordring. AI kræver enorme mængder regnekraft, datacentre og energi. Det lægger pres på vores energisystemer og vores infrastruktur. Samtidig ser vi mangel på avancerede komponenter og stigende priser, som også påvirker virksomheder, myndigheder og almindelige forbrugere.

Datacentre kan have deres berettigelse, men vi bør også stille spørgsmål om deres energiforbrug, deres samfundsmæssige værdi og hvor meget de reelt bidrager til lokal beskæftigelse og vækst, samt ikke mindst, hvem har adgang til hvilke data - og hvordan bruges de.

Der er derfor brug for en ansvarlig, menneskelig og demokratisk tilgang til AI.

En tilgang, hvor teknologien tjener mennesket, og ikke omvendt.

Teknologien skal være vores tjener, ikke vores herre.

Læs gerne pave Leo XIV’s encyklika her:

https://www.vatican.va/content/leo-xiv/en/encyclicals/documents/20260515-magnifica-humanitas.html

Tro ikke alt du ser…

Jeg glæder mig til igen i år at deltage i Klimafolkemødet i Middelfart, der afholdes den 27. til 29. august.

I år deltager jeg som repræsentant for Rådet for Bæredygtig Trafik og udlandstog.dk, hvor fokus naturligvis blandt andet bliver bæredygtig mobilitet, kollektiv trafik og internationale togforbindelser.

Forhåbentlig bliver det også med et par spændende samtalesaloner, sammen med Poul Kattler, undervejs. Mere om det senere, hvis det falder på plads.

Hvem bestemmer egentlig over din digitale hverdag?

Du starter dagen med at tjekke vejret på din telefon. Åbner en app til at betale for parkering. Logger ind på din netbank. Sender et dokument via en cloud-tjeneste. Slår noget op på Google. Alt sammen før frokosten.

Det hele fungerer. Det er nemt. Og det er præcis derfor, vi sjældent tænker over, hvem der egentlig kontrollerer det.

Hvad er digital suverænitet - og hvorfor skal jeg gide det?

Digital suverænitet handler om, hvem der har kontrol over de digitale systemer, data og infrastruktur, som vi er afhængige af - som borgere, som land og som samfund. Det lyder abstrakt, men det er det ikke. Det handler om noget meget konkret: Hvad sker der, hvis nogen andre træffer beslutninger om de systemer, vi ikke kan undvære?

Vi ville aldrig acceptere, at et enkelt udenlandsk selskab ejede og drev alle danske vandværker. Eller at vores vejnet kun fungerede, hvis et firma i et andet land besluttede, det måtte. Men i den digitale verden er vi allerede langt i den retning - og vi har for det meste ikke lagt mærke til det.

Eksempler fra hverdagen:

Din telefon og dens regler

Har du en smartphone, bruger du enten Apples eller Googles styresystem. De bestemmer, hvilke apps du må installere, hvad apps må gøre, og de kan til enhver tid fjerne en app - eller en hel tjeneste - fra din telefon. Det skete for eksempel for millioner af amerikanere, da TikTok kort blev fjernet fra de amerikanske app-butikker i januar 2025. Fra den ene dag til den anden var noget væk, som folk troede de “ejede” adgang til.

Dine filer i skyen

Mange gemmer billeder, dokumenter og arbejdsfiler hos Google, Microsoft eller Apple. Det er praktisk - men tjenesternes vilkår kan ændres, konti kan lukkes ved mistanke om brud på regler (også fejlagtigt), og dataene befinder sig fysisk på servere underlagt andre landes lovgivning. Den amerikanske lov giver eksempelvis amerikanske myndigheder mulighed for at kræve adgang til data hos amerikanske virksomheder - uanset om du er dansker og dataene handler om dig - og ligger på en server i Danmark.

Det offentlige og vores fælles systemer

Mange kommuner og regioner bruger i dag software fra store udenlandske leverandører til alt fra journalsystemer til skolernes læringsplatforme. Hvis en leverandør beslutter at ophøre med at supportere et system, hæve prisen markant eller trækker sig fra markedet, er det ikke leverandøren, der sidder med problemet. Det er os.

Kunstig intelligens og de nye gatekeepers

Bruger du ChatGPT, Copilot eller andre AI-tjenester i dit arbejde - og det gør rigtig mange nu - er du afhængig af, at en håndfuld amerikanske (og i stigende grad kinesiske) selskaber fortsat stiller den kapacitet til rådighed, til den pris og på de vilkår, de nu engang vælger. Der findes endnu ingen europæiske alternativer, der sådan helt for alvor kan matche dem.

Det er ikke en konspirationsteori - det er forretningslogik

Det er vigtigt at understrege: De store tech-selskaber er ikke onde. De leverer tjenester, som vi finder enorm værdi i. Men de er virksomheder med egne interesser, egne aktionærer og egne hjemmelandes lovgivning at forholde sig til. Deres mål og vores samfundsinteresser er bestemt ikke nødvendigvis sammenfaldende - og det er der ikke noget mystisk eller foruroligende ved. Sådan fungerer forretning.

Problemet opstår, når vi som samfund ikke har reelle alternativer, ikke har sat krav i vores kontrakter og ikke har tænkt over, hvad vi gør den dag, betingelserne ændrer sig.

Hvad kan man gøre?

Digital suverænitet er ikke et spørgsmål om at smide sin smartphone ud eller holde op med at bruge cloud-tjenester. Det handler om bevidste valg - på samfundsniveau og i hverdagen.

På samfundsniveau handler det om, at vi som borgere stiller krav til, at offentlige myndigheder tænker langsigtet: at kritisk infrastruktur ikke ureflekteret overlades til et fåtal af udenlandske leverandører, at der investeres i europæiske alternativer, og at lovgivning sikrer, at vores data behandles efter vores regler - ikke andres.

I hverdagen kan du selv tage små skridt: Vær opmærksom på, hvilke tjenester du er afhængig af. Overvej om der er alternativer. Gem vigtige dokumenter lokalt, ikke kun i skyen. Og interessér dig for, hvad de politikere, du stemmer på, mener om digital infrastruktur.

Det handler om selvbestemmelse

Digital suverænitet er i bund og grund et spørgsmål om selvbestemmelse. Samme selvbestemmelse, som vi i generationer har betragtet som en selvfølge på så mange andre områder af vores samfund. Den digitale verden er ikke et parallelt univers uden for det politiske fællesskab - den er blevet kernen i det.

Og kernen bør vi helst have styr på selv.

Så skal endnu en togrejse gennem Europa planlægges.

I dag er jeg nemlig blevet inviteret til et internationalt højniveau-møde i Madrid til juli, et arrangement som blandt andet får deltagelse af en modtager af Nobels Fredspris.

Det bliver både spændende og inspirerende, og naturligvis håber jeg igen at kunne klare rejsen med tog så langt som muligt. Der er nu noget særligt ved at krydse Europa på skinner på vej til internationale møder og samtaler.

Næsten fra første dag jeg var på internettet, for flere årtier siden, har jeg haft en hjemmeside. I dag har jeg flere. Men den primære om mig selv, har lige fået en opgradering: https://www.niclasaarestrup.dk/

Nogle gange slår det mig egentlig, hvor få valgmuligheder vi reelt har tilbage på vores computere.

I praksis er det i dag især to amerikanske aktører, der dominerer skrivebordet:
Apple og Microsoft.

Ja, Linux findes heldigvis stadig som et stærkt alternativ, ikke mindst i open source-verdenen, på servere og blandt mere teknisk interesserede brugere. Men for de fleste almindelige brugere er markedet efterhånden blevet et ret massivt duopol.

Og i en tid, hvor vi igen taler om digital afhængighed, Big Tech, datasuverænitet og geopolitik, så er det måske værd at tænke lidt over.

Det fik mig faktisk ned ad memory lane.

For gennem årene har jeg selv brugt en hel del andre systemer og platforme. Nogle var foran deres tid. Nogle var teknisk geniale. Nogle tabte markedet. Nogle blev kvalt af manglende software, økonomi eller netværkseffekter.

Så jeg lavede et lille eksperiment sammen med AI:
Hvordan kunne nogle af de klassiske alternative operativsystemer have set ud i 2026, hvis de stadig havde eksisteret og udviklet sig?

Måske nogen her genkender:
Amiga Workbench, BeOS, OS/2 Warp, IRIX, Solaris, Atari TOS, RISC OS, GEOS, GEM, NeXTSTEP eller noget helt tredje?

Og ja, ét af systemerne var jeg faktisk selv med til at bringe på det danske marked i dets sidste version.

Det er måske også en lille påmindelse om, at teknologiens historie sagtens kunne have set anderledes ud