Hvem bestemmer egentlig over din digitale hverdag?

Du starter dagen med at tjekke vejret på din telefon. Åbner en app til at betale for parkering. Logger ind på din netbank. Sender et dokument via en cloud-tjeneste. Slår noget op på Google. Alt sammen før frokosten.

Det hele fungerer. Det er nemt. Og det er præcis derfor, vi sjældent tænker over, hvem der egentlig kontrollerer det.

Hvad er digital suverænitet - og hvorfor skal jeg gide det?

Digital suverænitet handler om, hvem der har kontrol over de digitale systemer, data og infrastruktur, som vi er afhængige af - som borgere, som land og som samfund. Det lyder abstrakt, men det er det ikke. Det handler om noget meget konkret: Hvad sker der, hvis nogen andre træffer beslutninger om de systemer, vi ikke kan undvære?

Vi ville aldrig acceptere, at et enkelt udenlandsk selskab ejede og drev alle danske vandværker. Eller at vores vejnet kun fungerede, hvis et firma i et andet land besluttede, det måtte. Men i den digitale verden er vi allerede langt i den retning - og vi har for det meste ikke lagt mærke til det.

Eksempler fra hverdagen:

Din telefon og dens regler

Har du en smartphone, bruger du enten Apples eller Googles styresystem. De bestemmer, hvilke apps du må installere, hvad apps må gøre, og de kan til enhver tid fjerne en app - eller en hel tjeneste - fra din telefon. Det skete for eksempel for millioner af amerikanere, da TikTok kort blev fjernet fra de amerikanske app-butikker i januar 2025. Fra den ene dag til den anden var noget væk, som folk troede de “ejede” adgang til.

Dine filer i skyen

Mange gemmer billeder, dokumenter og arbejdsfiler hos Google, Microsoft eller Apple. Det er praktisk - men tjenesternes vilkår kan ændres, konti kan lukkes ved mistanke om brud på regler (også fejlagtigt), og dataene befinder sig fysisk på servere underlagt andre landes lovgivning. Den amerikanske lov giver eksempelvis amerikanske myndigheder mulighed for at kræve adgang til data hos amerikanske virksomheder - uanset om du er dansker og dataene handler om dig - og ligger på en server i Danmark.

Det offentlige og vores fælles systemer

Mange kommuner og regioner bruger i dag software fra store udenlandske leverandører til alt fra journalsystemer til skolernes læringsplatforme. Hvis en leverandør beslutter at ophøre med at supportere et system, hæve prisen markant eller trækker sig fra markedet, er det ikke leverandøren, der sidder med problemet. Det er os.

Kunstig intelligens og de nye gatekeepers

Bruger du ChatGPT, Copilot eller andre AI-tjenester i dit arbejde - og det gør rigtig mange nu - er du afhængig af, at en håndfuld amerikanske (og i stigende grad kinesiske) selskaber fortsat stiller den kapacitet til rådighed, til den pris og på de vilkår, de nu engang vælger. Der findes endnu ingen europæiske alternativer, der sådan helt for alvor kan matche dem.

Det er ikke en konspirationsteori - det er forretningslogik

Det er vigtigt at understrege: De store tech-selskaber er ikke onde. De leverer tjenester, som vi finder enorm værdi i. Men de er virksomheder med egne interesser, egne aktionærer og egne hjemmelandes lovgivning at forholde sig til. Deres mål og vores samfundsinteresser er bestemt ikke nødvendigvis sammenfaldende - og det er der ikke noget mystisk eller foruroligende ved. Sådan fungerer forretning.

Problemet opstår, når vi som samfund ikke har reelle alternativer, ikke har sat krav i vores kontrakter og ikke har tænkt over, hvad vi gør den dag, betingelserne ændrer sig.

Hvad kan man gøre?

Digital suverænitet er ikke et spørgsmål om at smide sin smartphone ud eller holde op med at bruge cloud-tjenester. Det handler om bevidste valg - på samfundsniveau og i hverdagen.

På samfundsniveau handler det om, at vi som borgere stiller krav til, at offentlige myndigheder tænker langsigtet: at kritisk infrastruktur ikke ureflekteret overlades til et fåtal af udenlandske leverandører, at der investeres i europæiske alternativer, og at lovgivning sikrer, at vores data behandles efter vores regler - ikke andres.

I hverdagen kan du selv tage små skridt: Vær opmærksom på, hvilke tjenester du er afhængig af. Overvej om der er alternativer. Gem vigtige dokumenter lokalt, ikke kun i skyen. Og interessér dig for, hvad de politikere, du stemmer på, mener om digital infrastruktur.

Det handler om selvbestemmelse

Digital suverænitet er i bund og grund et spørgsmål om selvbestemmelse. Samme selvbestemmelse, som vi i generationer har betragtet som en selvfølge på så mange andre områder af vores samfund. Den digitale verden er ikke et parallelt univers uden for det politiske fællesskab - den er blevet kernen i det.

Og kernen bør vi helst have styr på selv.

Så skal endnu en togrejse gennem Europa planlægges.

I dag er jeg nemlig blevet inviteret til et internationalt højniveau-møde i Madrid til juli, et arrangement som blandt andet får deltagelse af en modtager af Nobels Fredspris.

Det bliver både spændende og inspirerende, og naturligvis håber jeg igen at kunne klare rejsen med tog så langt som muligt. Der er nu noget særligt ved at krydse Europa på skinner på vej til internationale møder og samtaler.

Næsten fra første dag jeg var på internettet, for flere årtier siden, har jeg haft en hjemmeside. I dag har jeg flere. Men den primære om mig selv, har lige fået en opgradering: https://www.niclasaarestrup.dk/

Nogle gange slår det mig egentlig, hvor få valgmuligheder vi reelt har tilbage på vores computere.

I praksis er det i dag især to amerikanske aktører, der dominerer skrivebordet:
Apple og Microsoft.

Ja, Linux findes heldigvis stadig som et stærkt alternativ, ikke mindst i open source-verdenen, på servere og blandt mere teknisk interesserede brugere. Men for de fleste almindelige brugere er markedet efterhånden blevet et ret massivt duopol.

Og i en tid, hvor vi igen taler om digital afhængighed, Big Tech, datasuverænitet og geopolitik, så er det måske værd at tænke lidt over.

Det fik mig faktisk ned ad memory lane.

For gennem årene har jeg selv brugt en hel del andre systemer og platforme. Nogle var foran deres tid. Nogle var teknisk geniale. Nogle tabte markedet. Nogle blev kvalt af manglende software, økonomi eller netværkseffekter.

Så jeg lavede et lille eksperiment sammen med AI:
Hvordan kunne nogle af de klassiske alternative operativsystemer have set ud i 2026, hvis de stadig havde eksisteret og udviklet sig?

Måske nogen her genkender:
Amiga Workbench, BeOS, OS/2 Warp, IRIX, Solaris, Atari TOS, RISC OS, GEOS, GEM, NeXTSTEP eller noget helt tredje?

Og ja, ét af systemerne var jeg faktisk selv med til at bringe på det danske marked i dets sidste version.

Det er måske også en lille påmindelse om, at teknologiens historie sagtens kunne have set anderledes ud

Europa ser anderledes ud fra et togvindue.

Ikke kun landskaberne, men også rytmen, stationerne og alle de små øjeblikke mellem destinationerne.

Efterhånden er det blevet til mange togkilometer mod Bruxelles, Berlin, Hamborg, Stockholm, Göteborg, Malmö, Paris og længere sydpå. Mange møder og samtaler, men noget af det mest interessante sker ofte mellem møderne.

På en næsten tom ICE tidligt om morgenen.
På en travl perron i Hamburg Hbf.
Over en hurtig kaffe før næste afgang.
Eller i tilfældige samtaler med mennesker, man ellers aldrig ville have mødt.

Det er noget af det særlige ved tog gennem Europa. Rejsen bliver ikke bare transport, men også oplevelser, indtryk og møder undervejs.

Samtidig bliver det også tydeligt, hvor meget Danmark stadig mangler, hvis toget for alvor skal være et naturligt europæisk alternativ for flere. Internationale forbindelser må ikke kun handle om København. Fyn og Jylland skal naturligvis også tænkes med.

Europa føles ganske enkelt tættere på fra skinnerne.

Hvilken station eller togrejse har gjort størst indtryk på dig?

Jeg glæder mig virkelig over nyheden om, at der fra sommeren 2028 kommer direkte togforbindelse mellem Oslo S, København H, Hamburg og Berlin.

Det bliver med de nye tyske ICE L-togsæt, altså samme togtype som DSB allerede i stigende grad benytter mellem København H og Hamburg Hbf, dog i den tyske udgave med blandt andet restaurantvogn.

Det er præcis den slags europæisk fremskridt, vi har brug for.

Hvis toget skal være et reelt grønt alternativ til flyet, skal vi have et langt bedre net af persontog i Europa. Det kræver højere hastigheder, bedre komfort, færre skift og forbindelser, der faktisk binder vores lande og hovedstæder sammen.

For mig handler det ikke kun om klima. Det handler også om europæisk sammenhængskraft og modstandskraft. Når flyselskaber aflyser afgange på stribe og sender ekstraregninger videre til passagererne for stigende brændstofpriser, bliver det endnu tydeligere, hvorfor stabile og attraktive togforbindelser er vigtige.

Jeg vælger selv toget, når jeg har mulighed for det. Også når turen går langt. Sidste år rejste jeg med tog og bus hele vejen til og fra Valencia i Spanien.

Flere direkte europæiske togforbindelser, tak. Det her er et skridt i den rigtige retning.

For 1 år, 7 måneder og 7 dage siden deltog jeg i mit første Political Assembly hos Det Europæiske Folkeparti, EPP, i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Jeg var afsted som stedfortræder for vores internationale sekretær, Nik Bredholt, som var forhindret. Selvom jeg tidligere havde besøgt Europa-Parlamentet sammen med KristenDemokraternes hovedbestyrelse, så var dette noget helt andet. Denne gang stod jeg der alene til et formelt todages møde blandt erfarne politikere, rådgivere og repræsentanter fra hele Europa. Blandt gæsterne var også den nuværende tyske forbundskansler Friedrich Merz.

Jeg følte mig ærligt talt lidt som en fisk ude af vandet. Det var learning by doing. Jeg følte mig nok mest som en vikar, der forsøgte ikke at lave fejl eller skade vores renommé. Heldigvis gik det vist ganske fornuftigt.

Efter mødet deltog jeg i et spændende arrangement hos Wilfried Martens Centre for European Studies, inden turen gik hjemad mod KristenDemokraternes landsmøde i Middelfart, som jeg ankom direkte til.

Et halvt år senere deltog jeg i KristenDemokraternes delegation til EPP’s kongres i Valencia. Endnu en stor oplevelse, fyldt med spændende møder, samtaler og nye perspektiver.

Omkring 11 måneder efter det første Political Assembly ønskede Nik ikke at genopstille som international sekretær. Efter nogle overvejelser og en snak med vores landsformand valgte jeg at stille op til posten, og hovedbestyrelsen valgte mig.

Fra vores landsformand var naturligvis også en bekymring for, om så relativt uprøvede kræfter kunne løfte en vigtig international opgave. Det forstår jeg egentlig godt.

Siden da er det blevet til flere Political Assembly-møder hos EPP, andre internationale arrangementer, både fysisk og online, samt lærerige besøg hos vores svenske søsterparti Kristdemokraterna og det tyske søsterparti CDU.

I dag oplever jeg at blive genkendt, have opbygget en bred vifte af internationale kontakter og faktisk føle mig som en del af fællesskabet. Nervøsiteten fra det første møde er efterhånden blevet erstattet af spænding over de mange opgaver, samtaler og mennesker, man møder undervejs.

Nogle opgaver er man skabt til. Andre vokser man til.

Hvad der gælder her, må andre nok afgøre. Men jeg forsøger, som altid, at gøre mit bedste.

Til oktober er der så landsmøde igen, hvor der bl.a. skal vælges international sekretær

4. maj 1945.
Frihedsbudskabet lød over Danmark.

I aften tænder vi lys i vinduerne
til minde om dem, der kæmpede for vores frihed.

Tænd et lys.
Vi mindes. Vi takker.

#4maj #befrielsen #danmark

God Store Bededag og god 1. maj.

Et samfund skal fungere for mennesker, ikke omvendt.

Vi er ikke bare produktivitet i et regneark.
Vi er mennesker.

Der skal være plads til pauser, til familien og til et liv, der hænger sammen.

Rigtig god dag.