Jeg er netop blevet orienteret af lokale partnere om, at den libanesiske regering har truffet en historisk beslutning: Hizbollahs militær- og sikkerhedsoperationer forbydes, og den libanesiske hær er blevet anmodet om omgående at påbegynde afvæbning med alle nødvendige midler.

Hvis dette gennemføres konsekvent, kan det blive et afgørende skridt mod at genetablere statens monopol på magtanvendelse og styrke Libanons suverænitet og stabilitet.

Udviklingen følges tæt. For Libanon fortjener stærke, legitime institutioner og en fremtid fri af væbnede parallelstrukturer.

På denne dato, for 40 år siden, blev Olof Palme myrdet.

Den nat lå jeg under dynen og smuglyttede til radioen, da nyheden kom. Jeg husker stadig følelsen. Det uvirkelige i, at noget så voldsomt kunne ske midt i Norden. Som om verden pludselig var rykket tættere på.

En del af min barndom var jeg vokset op i Sverige. Måske er det derfor, jeg altid har følt en særlig tilknytning. Sverige var ikke bare et naboland, det var en del af mit eget landskab, mit sprog, mine minder. Og den nat blev det landskab forandret.

Man kunne være enig eller uenig i hans politik. Han var en markant og omdiskuteret statsminister, der satte stærke spor både nationalt og internationalt. Men uanset ståsted ændrede hans mord Norden. Det brød med forestillingen om, at vores del af verden stod udenfor den slags vold. At en folkevalgt leder kunne blive skudt på åben gade efter en biograftur, midt i hovedstaden, rystede noget grundlæggende.

Første gang jeg selv stod på hjørnet ved Sveavägen og Tunnelgatan, hvor det skete, var det en mærkelig oplevelse. Trafikken gled forbi, mennesker levede deres liv, og alligevel hvilede der en særlig tyngde over stedet. Historien kan nogle gange mærkes i kroppen.

Motivet bag drabet får vi nok aldrig helt sikkert at vide. Sagen blev lukket, men mistanken om et politisk motiveret mord hænger stadig i luften for mange. Spørgsmålene lever videre. Det gør mindet også.

For mig står den nat som et tidligt møde med verdens alvor. En påmindelse om, hvor skrøbeligt et åbent og demokratisk samfund kan være, og hvor vigtigt det er at værne om det, også når vi er uenige.

Kære alle

Desværre er det ikke muligt at stemme på mig ved det kommende valg. Det betyder dog ikke, at jeg trækker mig fra debatten eller engagementet. Jeg vil fortsat kommentere på og blande mig, hvor det er muligt, både nu og i de kommende år.

Vil du gerne være med til at sikre, at jeg kan opstille til næste valg, så kan du støtte med en vælgererklæring. Det gør en stor forskel, og det kan gøres nemt her:
https://www.vaelgererklaering.dk/om-partiet?election=dk&party=7830401e-532c-42a7-91ef-593c14ecebc6

Tak for opbakningen.

Fire år efter Ruslands brutale og ulovlige invasion af Ukraine står én ting tydeligt: Kampen handler ikke kun om territorium, men om frihed, demokrati og retten til selv at vælge sin fremtid.

Som udenrigsordfører for KristenDemokraterne møder jeg jævnligt repræsentanter fra de lande, der lever med presset fra autoritære kræfter. Ukraine kæmper ved frontlinjen. Men kampen for demokrati står også i Belarus og i Georgien, hvor mennesker fortsat risikerer meget for frihed og europæisk retning.

Vi må ikke blive trætte. Vi må ikke blive tavse.
Støtten til Ukraine skal fastholdes. Presset på regimer, der undertrykker deres befolkninger, skal fortsætte.

Frihed, demokrati og national suverænitet er ikke selvfølgeligheder. De skal forsvares. Og vi står fast.

Political Assembly i EPP - European People's Party i Bruxelles sammen med partiformand Jeppe Hedaa.

Migration fylder meget i drøftelserne, et komplekst og alvorligt tema, som behandles i flere paneler og debatter her. Det er tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi taler åbent og ansvarligt om både udfordringer og løsninger.

Relativt enkel løsning på en problem. Ikke noget der virker overalt, men på denne tandhjulsbane i Stuttgart lader det til at virke.

Her sidder jeg nu midt i CDUs landsmøde i Stuttgart. En virkelig stor begivenhed med imponerende rammer, mange deltagere og ikke mindst et væld af internationale gæster.

Her sidder jeg også sammen med kollegaer fra Canada, som har været en stærk støtte i hele Grønland-sagen, en repræsentant fra den danske ambassade i Berlin samt medlemmer fra vores globale politiske familie. Det giver gode samtaler, nye perspektiver og minder om, hvor tæt forbundet politik og samarbejde er på tværs af landegrænser.

Gårsdagens program bød på masser af møder og networking, gode samtaler og nye kontakter på kryds og tværs. Det er altid værdifuldt at mærke fællesskabet og få sat ansigter på de mennesker, man måske ellers kun skriver med.

I dag går det for alvor løs her i Stuttgart, og jeg glæder mig til debatterne, de politiske diskussioner og endnu flere formelle og uformelle møder. Det bliver en spændende dag.

Jeg har brug for en lille personlig hjælp.

For at jeg kan få mulighed for at stille op sammen med Kristendemokraterne, skal der samles vælgererklæringer.

Det er ikke en stemme, ikke medlemskab og ikke et ja til politikken, kun en hjælp til at give os lov til overhovedet at være på stemmesedlen.

Det tager under ét minut:
Send en sms til 1272 med teksten KDVALG
og underskriv via linket du får
eller gå direkte ind her:
https://www.vaelgererklaering.dk/om-partiet?election=dk&party=7830401e-532c-42a7-91ef-593c14ecebc6

Hvis du gør det, hjælper du mig virkelig meget.

Tak

Et opslag, der florerer i disse dage, giver indtryk af, at FN nærmest skulle have hyldet eller belønnet det iranske regime.

Virkeligheden er dog meget mere nuanceret og nede på jorden.

Når FN’s generalsekretær sender hilsner på nationale mærkedage, sker det til stort set alle lande, uanset styreform. Det er diplomatisk standard, ikke politisk opbakning. På samme måde fordeles poster i mange FN-organer efter geografiske grupper, hvor landene i regionen selv udpeger kandidater. Det er derfor ikke en belønning for god opførsel, men et resultat af, at organisationen består af verdens stater, som de nu engang er.

Omkring to tredjedele af verdens lande er altså ikke fulde demokratier. Hvis de ikke måtte være til stede i internationale fora, ville man heller ikke have et sted at konfrontere dem, dokumentere overgreb eller samle pres mod dem.

FN er langt fra perfekt. Det afspejler verden, ikke idealet. Men netop derfor er det en nødvendig platform.

Det ændrer ikke på, at det iranske præstestyre begår alvorlige overgreb mod sin egen befolkning. De modige mennesker i Iran, der kæmper for frihed, retssikkerhed og demokrati, fortjener tydelig støtte, og regimet fortjener klar kritik.

Men diplomati er IKKE accept. Det er en måde at holde regimer ansvarlige på, samtidig med at døren holdes åben for forandring.