Den nye regering virker amatøragtig. Efter to måneders rod har S, RV og SF lavet et regeringsgrundlag, der mest ligner en ønskeliste fra venstrefløjen, som Mette Frederiksen har skrevet færdig for at redde sin egen position.

På de sidste sider fremkommer det egentlige projekt, som er at, Danmark skal arbejde for, at EU kan træffe beslutninger uden enstemmighed. Det betyder, at man vil bruge smuthuller i traktaten til at omgå vetoretten og i stedet bruge kvalificeret flertal i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det er samme model, EU brugte i december, da man ikke kunne blive enige om russiske midler og i stedet sendte regningen til de lande, der deltog i en kvalificeret flertalsbeslutning. Nu vil Frederiksen sikre, at den metode kan bruges fremover.

Formålet er at styrke EU’s fælles forsvar og fortsætte den massive støtte til Ukraine. Frederiksen siger selv, at hendes fokus er EU, sikkerhed og forsvar og dermed ikke dansk indenrigspolitik.

Kort sagt har hun har fået det mandat, hun ønskede, og nu fortsætter hun sin EU‑linje.

Medierne konvcentrer sim om lettest fordøjelige og Danskerne jubler over alt det der bliver gratis., uden at a forstå den dybere alvor.

Invitation til politisk debat på Socii.
Den politiske debat foregår på "Politisk debat forum" Et debatforum i relation til "Den politiske scene"
og Du er velkommen til at deltage, med dine indlæg og kommentarer.

Klik på billedet og kom indenfor.
Ordet er frit, men hold en sober tone i debatten.
Du skal være medlem af gruppen for at tilføje dine egne indlæg i debatten.


#Socii #politik #debat #regering #indenrigspolitik #udenrigspolitik

Når udenrigspolitik bliver valgkamp

Når Mette Frederiksen udnytter den internationale situation aktivt i en indenrigspolitisk kontekst, bevæger hun sig ind i samme magtlogik som Donald Trump. Sammenligningen vil for mange virke forkert, men den er politisk relevant. For i sin kerne handler det ikke om stil eller temperament, men om magt og om evnen til at omsætte kriser til politisk gevinst.

Når udenrigs- og sikkerhedspolitik bevidst integreres i valgkampen, ændrer prioriteringen sig. Grønland, NATO og Danmarks sikkerhed reduceres til elementer i en fortælling, der har til formål at styrke regeringens position her og nu. Det er ikke en neutral håndtering af en alvorlig situation, men en taktisk anvendelse af den.

Her mødes Trump og Frederiksen i praksis. Begge forstår, at kriser skaber opmærksomhed, og at opmærksomhed kan omsættes til politisk kapital. Forskellen ligger i retorikken og udtrykket, ikke i mekanismen. Spillet er det samme, og indsatsen er magten.

Denne sammenblanding af statsmandsrolle og valgstrategi stiller skærpede krav til pressen. Alligevel har store dele af dækningen fungeret som medløb snarere end modspil.

Pressemøderne har været præget af forudsigelige spørgsmål, der i praksis har understøttet regeringens narrativ frem for at udfordre præmissen for det.

Når pressen accepterer undtagelsestilstanden uden samtidig at insistere på analyse og proportioner, opstår der et demokratisk tomrum. Det er i dette rum, valgkamp forklædt som ansvarlighed får lov at udfolde sig.

Trump er fortsat et problem i international politik. Men når hans metoder spejles i dansk indenrigspolitik, bør opmærksomheden rettes indad. For når magt udøves uden en klar adskillelse mellem statens interesser og regeringens. Det er her, kritikken bør være skarpest.