Når udenrigspolitik bliver valgkamp
Når Mette Frederiksen udnytter den internationale situation aktivt i en indenrigspolitisk kontekst, bevæger hun sig ind i samme magtlogik som Donald Trump. Sammenligningen vil for mange virke forkert, men den er politisk relevant. For i sin kerne handler det ikke om stil eller temperament, men om magt og om evnen til at omsætte kriser til politisk gevinst.
Når udenrigs- og sikkerhedspolitik bevidst integreres i valgkampen, ændrer prioriteringen sig. Grønland, NATO og Danmarks sikkerhed reduceres til elementer i en fortælling, der har til formål at styrke regeringens position her og nu. Det er ikke en neutral håndtering af en alvorlig situation, men en taktisk anvendelse af den.
Her mødes Trump og Frederiksen i praksis. Begge forstår, at kriser skaber opmærksomhed, og at opmærksomhed kan omsættes til politisk kapital. Forskellen ligger i retorikken og udtrykket, ikke i mekanismen. Spillet er det samme, og indsatsen er magten.
Denne sammenblanding af statsmandsrolle og valgstrategi stiller skærpede krav til pressen. Alligevel har store dele af dækningen fungeret som medløb snarere end modspil.
Pressemøderne har været præget af forudsigelige spørgsmål, der i praksis har understøttet regeringens narrativ frem for at udfordre præmissen for det.
Når pressen accepterer undtagelsestilstanden uden samtidig at insistere på analyse og proportioner, opstår der et demokratisk tomrum. Det er i dette rum, valgkamp forklædt som ansvarlighed får lov at udfolde sig.
Trump er fortsat et problem i international politik. Men når hans metoder spejles i dansk indenrigspolitik, bør opmærksomheden rettes indad. For når magt udøves uden en klar adskillelse mellem statens interesser og regeringens. Det er her, kritikken bør være skarpest.
Når Mette Frederiksen udnytter den internationale situation aktivt i en indenrigspolitisk kontekst, bevæger hun sig ind i samme magtlogik som Donald Trump. Sammenligningen vil for mange virke forkert, men den er politisk relevant. For i sin kerne handler det ikke om stil eller temperament, men om magt og om evnen til at omsætte kriser til politisk gevinst.
Når udenrigs- og sikkerhedspolitik bevidst integreres i valgkampen, ændrer prioriteringen sig. Grønland, NATO og Danmarks sikkerhed reduceres til elementer i en fortælling, der har til formål at styrke regeringens position her og nu. Det er ikke en neutral håndtering af en alvorlig situation, men en taktisk anvendelse af den.
Her mødes Trump og Frederiksen i praksis. Begge forstår, at kriser skaber opmærksomhed, og at opmærksomhed kan omsættes til politisk kapital. Forskellen ligger i retorikken og udtrykket, ikke i mekanismen. Spillet er det samme, og indsatsen er magten.
Denne sammenblanding af statsmandsrolle og valgstrategi stiller skærpede krav til pressen. Alligevel har store dele af dækningen fungeret som medløb snarere end modspil.
Pressemøderne har været præget af forudsigelige spørgsmål, der i praksis har understøttet regeringens narrativ frem for at udfordre præmissen for det.
Når pressen accepterer undtagelsestilstanden uden samtidig at insistere på analyse og proportioner, opstår der et demokratisk tomrum. Det er i dette rum, valgkamp forklædt som ansvarlighed får lov at udfolde sig.
Trump er fortsat et problem i international politik. Men når hans metoder spejles i dansk indenrigspolitik, bør opmærksomheden rettes indad. For når magt udøves uden en klar adskillelse mellem statens interesser og regeringens. Det er her, kritikken bør være skarpest.
Når udenrigspolitik bliver valgkamp
Når Mette Frederiksen udnytter den internationale situation aktivt i en indenrigspolitisk kontekst, bevæger hun sig ind i samme magtlogik som Donald Trump. Sammenligningen vil for mange virke forkert, men den er politisk relevant. For i sin kerne handler det ikke om stil eller temperament, men om magt og om evnen til at omsætte kriser til politisk gevinst.
Når udenrigs- og sikkerhedspolitik bevidst integreres i valgkampen, ændrer prioriteringen sig. Grønland, NATO og Danmarks sikkerhed reduceres til elementer i en fortælling, der har til formål at styrke regeringens position her og nu. Det er ikke en neutral håndtering af en alvorlig situation, men en taktisk anvendelse af den.
Her mødes Trump og Frederiksen i praksis. Begge forstår, at kriser skaber opmærksomhed, og at opmærksomhed kan omsættes til politisk kapital. Forskellen ligger i retorikken og udtrykket, ikke i mekanismen. Spillet er det samme, og indsatsen er magten.
Denne sammenblanding af statsmandsrolle og valgstrategi stiller skærpede krav til pressen. Alligevel har store dele af dækningen fungeret som medløb snarere end modspil.
Pressemøderne har været præget af forudsigelige spørgsmål, der i praksis har understøttet regeringens narrativ frem for at udfordre præmissen for det.
Når pressen accepterer undtagelsestilstanden uden samtidig at insistere på analyse og proportioner, opstår der et demokratisk tomrum. Det er i dette rum, valgkamp forklædt som ansvarlighed får lov at udfolde sig.
Trump er fortsat et problem i international politik. Men når hans metoder spejles i dansk indenrigspolitik, bør opmærksomheden rettes indad. For når magt udøves uden en klar adskillelse mellem statens interesser og regeringens. Det er her, kritikken bør være skarpest.
English