Hvis du ikke kan komme til toilettet, må toilettet komme til dig.

Endelig er det her...

https://youtu.be/7pslcbV5250?si=UAbxupHItijQAgnk

JEG ER KONSERVATIV... MEN

Jeg indrømmer, at jeg lige måtte læse den et par gange.
Konservative foreslår, at danskerne skal kunne få skattefradrag for udvalgte medier. Formentlig de medier, der har en ansvarshavende redaktør, et pænt logo og en kantineordning.
Det er næste trin i opdragelsesraketten.
Først tager man penge fra borgerne. Så sender man nogle af pengene videre til medierne. Derefter giver man borgerne et fradrag, hvis de bruger deres egne penge på de medier, politikerne mener, de burde læse.
Det er sådan en slags demokratisk rundkørsel, hvor pengene kører rundt og rundt, mens administrationen står iklædt i gul refleksvest og peger i den rigtige retning.
Argumentet er naturligvis, at sociale medier fylder for meget, og at der er for mange fake news.

Alle ved, at der findes meget vrøvl på sociale medier. Det kræver ikke ligefrem en kommission at opdage. Efter 2 minutters scrolling har man læst sikkerhedspolitik fra en mand med profilbillede af en ørn og en vred analyse fra en person, der tydeligvis kun har læst overskriften, og 17 afgørende kostråd fra en numerolog.
Men løsningen på dårlig dømmekraft er ikke nødvendigvis, at staten skal begynde at uddele små økonomiske klap på hovedet til dem, der læser det rigtige.

Det er i hvert fald en mærkelig konservativ tanke.
Og så er der den lille detalje, at en meget stor del af det indhold, der deles på sociale medier, faktisk kommer fra de etablerede medier. Artikler, klip, overskrifter, analyser, debatindlæg og breaking news bliver delt, kommenteret, fordrejet, misforstået og brugt som ammunition i kommentarsporene.
Så hvis problemet er, at sociale medier fylder for meget, er det sku lidt pudsigt at belønne dem, der leverer brændet til bålet.

Jeg forstår godt ønsket om en stærkere offentlig samtale med mere kvalitet, mere oplysning og mindre digitalt skrald. Men vi må snart holde op med at tro, at enhver samfundsudfordring kan løses med en støtteordning, fradrag, regelsæt og en administrativ parade af mennesker, der skal afgøre, hvad der er sundt for borgerne at mene

Jeg er konservativ.
Men jeg er ikke konservativ for at gøre staten til redaktør for borgernes medievaner.

Den nye regering virker amatøragtig. Efter to måneders rod har S, RV og SF lavet et regeringsgrundlag, der mest ligner en ønskeliste fra venstrefløjen, som Mette Frederiksen har skrevet færdig for at redde sin egen position.

På de sidste sider fremkommer det egentlige projekt, som er at, Danmark skal arbejde for, at EU kan træffe beslutninger uden enstemmighed. Det betyder, at man vil bruge smuthuller i traktaten til at omgå vetoretten og i stedet bruge kvalificeret flertal i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det er samme model, EU brugte i december, da man ikke kunne blive enige om russiske midler og i stedet sendte regningen til de lande, der deltog i en kvalificeret flertalsbeslutning. Nu vil Frederiksen sikre, at den metode kan bruges fremover.

Formålet er at styrke EU’s fælles forsvar og fortsætte den massive støtte til Ukraine. Frederiksen siger selv, at hendes fokus er EU, sikkerhed og forsvar og dermed ikke dansk indenrigspolitik.

Kort sagt har hun har fået det mandat, hun ønskede, og nu fortsætter hun sin EU‑linje.

Medierne konvcentrer sim om lettest fordøjelige og Danskerne jubler over alt det der bliver gratis., uden at a forstå den dybere alvor.

ALLE SPØRGER OM DET...

Men ingen ved det, hvor skal pengene komme fra.

Den nye regering skaffer pengene ved at fastholde noget den forrige regering havde tænkt på at afskaffe. Og på den måde får man altså flere penge i kassen - blot ved at behole det man allerede har.

"Regeringen vil fastholde chokolade- og sukkerafgiften, som den tidligere SVM-regering havde besluttet at afskaffe. Det indbringer indbringer staten cirka 2,4 milliarder kroner om året."

Det svarer lidt til, at jeg annoncerer derhjemme, at jeg har forbedret vores økonomi med 200.000 kroner om året, fordi jeg har besluttet ikke at stoppe med at opkræve husleje af mig selv.

Man må anerkende kreativiteten.

Normalt skal man arbejde for at tjene flere penge.

I dansk politik er det åbenbart nok at beholde dem, man allerede tager.

Har vi større problemer end en manglende regering?
Ja. Det tror jeg faktisk, vi har.

Vi har efterhånden fået en ret imponerende evne til at forveksle et like med en samfundsindsats.

Det er lidt som at stå ved siden af en fyldt opvask, sukke tungt og sige: “Den burde virkelig tages,” for derefter at tage et billede af tallerknerne, lægge det på Facebook og skrive: “Det her er simpelthen for dårligt.”

Vi har fået en offentlig samtale, hvor ansvaret ofte bliver placeret så langt væk fra os selv, at det næsten forsvinder ud i tågen, mens vi selv står tilbage med forargelsen som vores vigtigste bidrag. Den er vi til gengæld blevet rigtig gode til at levere hurtigt, præcist og gerne med et lille moralsk overskud i stemmen.

Vi har al verdens viden i lommen, men er det som med køleskabet ved midnat. Vi åbner det, stirrer lidt ind, tager det, der ser mest fristende ud, og lukker igen uden helt at vide, hvad vi egentlig kom efter.

Et opslag dukker op. En overskrift. Et klip. Et “prøv lige at se det her”. Og kort efter står vi med en holdning, friskbagt og klar til servering som en lun croissant fra algoritmens lille bageri. Den kan være lavet på fakta, følelser eller surdej af gammel irritation. Det vigtigste er næsten bare, at den dufter rigtigt.

“Nu må der gøres noget.”

Hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det, hvad det koster, og om problemet overhovedet er forstået rigtigt, må vi tage senere. Den slags detaljer kan jo hurtigt ødelægge en ellers fin forargelse.
Vi undersøger sjældent substansen eller spørger hvordan en reel løsning skulle se ud. Til gengæld ved vi med stor sikkerhed, at det er for dårligt. Og det skal siges. Helst med offentligt engagement, så andre kan skrive “ så enig” nedenunder.

Senere kan man så nævne det til middagen på lørdag.
“Jeg skrev faktisk noget om det.”
“Jeg delte også et ret vigtigt opslag.”
“Jeg tror faktisk, det nåede rimelig bredt ud.”

Og så kan man tage et glas vin mere i bevidstheden om, at demokratiet endnu en gang blev reddet fra sofaen i Nørre Bøvling
Så ja, det kan da være et problem, hvis vi mangler en regering.
Men det større problem er måske, at vi langsomt har vænnet os til, at følelsen af deltagelse fylder mere end den faktiske deltagelse. At indignation kan ligne indsats og at opslag kan føles som handling.

Vi mangler ikke kun en regering.
Vi mangler lidt færre pegefingre og lidt flere hænder.

Lad dem nu larme lidt

I dag er sidste skoledag.

For nogle er det måske bare endnu en dag i kalenderen. For andre er det en dag med fløjter, karameller, udklædning, musik, pynt, grin, lidt for høje stemmer og unge mennesker, der fylder lidt mere, end de plejer.

Og ved I hvad?

Det må de gerne.

For de unge mennesker, der i dag fejrer sidste skoledag, er de samme børn, der for år tilbage gik ind gennem flagalléen til deres første skoledag. Dengang stod de med alt for store skoletasker, spændte øjne og forældre, der forsøgte at skjule en klump i halsen. Nu går de ud den anden vej som unge mennesker, der har gennemført folkeskolen, holdt ud, lært noget, fejlet noget, fundet venner, mistet venner, været trætte, pressede, glade, usikre og alt det andet, man er, mens man vokser op.

Det fortjener faktisk en festdag.

Ikke en poleret, lydløs og institutionsgodkendt markering, hvor al spontanitet er pakket ind i risikovurderinger, imagepleje og hensynserklæringer. En rigtig festdag. En dag, hvor de larmer lidt, griner lidt for højt, kaster med karameller, fløjter, pynter op og mærker, at noget stort er slut, og noget nyt er på vej.

Selvfølgelig findes der altid nogen, der ikke kan finde ud af det. Sådan er det med unge mennesker. Sådan er det i øvrigt også med voksne mennesker. Der er altid enkelte, der skal være lidt for smarte, lidt for voldsomme, lidt for meget. Det skal man tage hånd om.

Men vi må passe på, at vi ikke lader de få ødelægge dagen for de mange.

For det er efterhånden blevet en trist refleks i vores samfund, at alt, der larmer, roder, lugter lidt af liv eller falder uden for det kontrollerede, straks skal reguleres, begrænses, fjernes eller problematiseres. Vi er blevet ualmindeligt dygtige til at opdage det, der kan gå galt, og påfaldende dårlige til at huske alt det, der faktisk går godt.

En fløjte bliver til et arbejdsmiljøproblem. Karameller bliver til en sikkerhedsrisiko. Pynt bliver til et imageproblem. Et par timers ungdommelig uro blivet til et problem.

Måske er det ikke de unge, der er blevet for meget.

Måske er det os andre, der er blevet for lidt rummelige.

Der bliver talt meget om trivsel. Om fællesskab. Om at unge skal føle sig set, hørt og inkluderet. Men når de så endelig står der, midt i deres eget fællesskab, glade, støjende, forventningsfulde og fulde af liv, så kommer voksenverdenen farende med løftede pegefingre, høreværn, forbud og bekymrede miner.

Det er, ærligt talt, lidt komisk.

Og også lidt sørgeligt.

For hvad er det egentlig, vi vil have? Vil vi have unge mennesker, der tør tage del i fællesskaber, glæde sig til noget sammen og markere overgange i livet? Eller vil vi have en generation, der lærer, at det sikreste er at dæmpe sig, rette ind og helst ikke fylde for meget i landskabet?

Sidste skoledag varer ikke en uge eller en måned. Den varer i realiteten nogle få timer på en ganske særlig dag i et ungt menneskes liv. De timer får de aldrig igen.

Så lad dem dog få dem.

Lad dem pynte op. Lad dem fløjte. Lad dem kaste karameller. Lad de små børn glæde sig. Lad lærerne smile lidt, også selv om det larmer. Lad skolen se ud, som om der faktisk foregår noget levende derinde. En skole behøver ikke ligne et prospekt fra en kommunal visionsplan hele tiden. Nogle gange må den gerne ligne et sted, hvor børn har gået, levet, lært og nu siger farvel.

Vi skal selvfølgelig tage hensyn til hinanden. Men hensyn er ikke det samme som, at alle andre altid skal skrue ned, fordi nogen et sted har besluttet, at al uro er et overgreb på den perfekte orden.

Der må gerne være dage, hvor livet fylder.

Der må gerne være dage, hvor unge mennesker larmer lidt mere end normalt.

Der må gerne være dage, hvor vi voksne træder et skridt tilbage og husker, at vi selv engang var dem, der stod med følelsen af frihed i kroppen og hele verden foran os.

Og hvis vi ikke selv kan huske det, så er det måske os, der skal øve os lidt.

Ikke de unge.

Så til alle jer, der har haft sidste skoledag i dag: Tillykke. I har gjort det godt. Nyd dagen. Pas på hinanden. Vær ordentlige. Men vær også unge.

Og til os andre: Træk vejret. Tag høreværnet af et øjeblik. Se på dem.

Det er ikke samfundets sammenbrud, vi er vidne til.

Det er bare unge mennesker, der fejrer, at de er på vej videre.

Jeg er netop tiltrådt bestyrelsen i Rudersdal Kulturparaplyen efter opfordring fra formanden. Der var et ønske om en profil med engagement i Nærum og Trørød, og det er netop her, jeg ser en mulighed for at sætte et tydeligt aftryk.

For dem, der ikke kender foreningen, er det en frivillig sammenslutning, som blandt andet er tovholder på Birkerød Kulturnat , der er et stærkt eksempel på, hvad fælles kræfter kan løfte. Foreningen spiller en central rolle i at understøtte kulturlivet på tværs af hele Rudersdal Kommune.

Jeg ser frem til at komme i gang, lære arbejdet og de øvrige bestyrelsesmedlemmer godt at kende og bidrage aktivt til at styrke det lokale kulturliv.
Tak for tilliden.

En kort teaser om Carl Sommer der kæmper i den nye verden... Work in progress

Ved receptionen målte en ung mand med kirurgisk skarpe kindben mig fra top til tå. “Du er her for Brandt?” spurgte han, uden antydning af nysgerrighed.

Jeg nikkede, og han rakte mig et gæstekort med teksten CARL SOMMER - FORFATTER i en skrifttype, der var både flatterende og let sarkastisk. Jeg satte det på skjorten, klæberen var allerede ved at give op. Han viste mig hen til et venteområde med lave, hvide kuber arrangeret, så de effektivt modarbejdede enhver form for henslængthed. Jeg satte mig på kanten af en og forsøgte at udstråle afslappet parathed.

Venteområdet var befolket af andre af min slags, eller i hvert fald af min ambition. En mand med hår så perfekt, at det lignede et produkt af genredigering. En kvinde, der skrev på en wafer-tynd computer med en økonomi i bevægelserne, som tydede på enten genialitet eller amfetamin.

De næste 3 arrangementer er nu online på www.naerumlandsby.dk
For fællesskab og liv i Nærum

Der er noget, der sniger sig ind i dansk politik i disse år. Noget, vi ikke rigtig taler om, men som alle godt kan se.

Det er BS-effekten. Og nej, ikke “BullShit-effekten”, selvom det kunne være nærliggende. Jeg taler om Britney Spears-effekten.
Kvinderne gerne vil være dem, og mænd gerne vil have dem. Det er både enkel biologi og stemmeslugning i en samlet pakke.

Vi har netop fået en ny generation i Folketinget. Mange unge, dygtige, ambitiøse kvinder. Og det skal vi selvfølgelig hylde. For de er jo valgt på deres kompetencer, deres politiske tyngde og deres evne til at udfordre den etablerede elite.

Det er i hvert fald fortællingen.

Poliltik er har med moderne medier transformret sig til en blanding af synlighed, argumenter, fremtoning og sexappeal krydret med smagløs substans. Det kaldes iscenesættelse og har altid været der. Nu er det bare blevet mere åbenlyst.

Og så sidder man her som grisefarvet midaldrende mand. Den klassiske “system-type”. Præcis det, man ikke skal være, hvis man vil være interessant i 2026. Det forhindrer mig dog ikke i at nyde udsigten når foråret spirer og våren springer ud med Oops, I did it again i øregangene, præcis så højt at ingen andre kan høre mine lumre tanker.

Jeg klager ikke, men konstaterer bare at talent kommer i mange former.

Så tillykke til de nyvalgte. Demokratiet lever og udvikler sig.
Spørgsmålet er bare, om vi stemmer på det, folk kan…
eller på det, vi godt kan lide at kigge på.