Har vi større problemer end en manglende regering?
Ja. Det tror jeg faktisk, vi har.

Vi har efterhånden fået en ret imponerende evne til at forveksle et like med en samfundsindsats.

Det er lidt som at stå ved siden af en fyldt opvask, sukke tungt og sige: “Den burde virkelig tages,” for derefter at tage et billede af tallerknerne, lægge det på Facebook og skrive: “Det her er simpelthen for dårligt.”

Vi har fået en offentlig samtale, hvor ansvaret ofte bliver placeret så langt væk fra os selv, at det næsten forsvinder ud i tågen, mens vi selv står tilbage med forargelsen som vores vigtigste bidrag. Den er vi til gengæld blevet rigtig gode til at levere hurtigt, præcist og gerne med et lille moralsk overskud i stemmen.

Vi har al verdens viden i lommen, men er det som med køleskabet ved midnat. Vi åbner det, stirrer lidt ind, tager det, der ser mest fristende ud, og lukker igen uden helt at vide, hvad vi egentlig kom efter.

Et opslag dukker op. En overskrift. Et klip. Et “prøv lige at se det her”. Og kort efter står vi med en holdning, friskbagt og klar til servering som en lun croissant fra algoritmens lille bageri. Den kan være lavet på fakta, følelser eller surdej af gammel irritation. Det vigtigste er næsten bare, at den dufter rigtigt.

“Nu må der gøres noget.”

Hvad der skal gøres, hvem der skal gøre det, hvad det koster, og om problemet overhovedet er forstået rigtigt, må vi tage senere. Den slags detaljer kan jo hurtigt ødelægge en ellers fin forargelse.
Vi undersøger sjældent substansen eller spørger hvordan en reel løsning skulle se ud. Til gengæld ved vi med stor sikkerhed, at det er for dårligt. Og det skal siges. Helst med offentligt engagement, så andre kan skrive “ så enig” nedenunder.

Senere kan man så nævne det til middagen på lørdag.
“Jeg skrev faktisk noget om det.”
“Jeg delte også et ret vigtigt opslag.”
“Jeg tror faktisk, det nåede rimelig bredt ud.”

Og så kan man tage et glas vin mere i bevidstheden om, at demokratiet endnu en gang blev reddet fra sofaen i Nørre Bøvling
Så ja, det kan da være et problem, hvis vi mangler en regering.
Men det større problem er måske, at vi langsomt har vænnet os til, at følelsen af deltagelse fylder mere end den faktiske deltagelse. At indignation kan ligne indsats og at opslag kan føles som handling.

Vi mangler ikke kun en regering.
Vi mangler lidt færre pegefingre og lidt flere hænder.

Lad dem nu larme lidt

I dag er sidste skoledag.

For nogle er det måske bare endnu en dag i kalenderen. For andre er det en dag med fløjter, karameller, udklædning, musik, pynt, grin, lidt for høje stemmer og unge mennesker, der fylder lidt mere, end de plejer.

Og ved I hvad?

Det må de gerne.

For de unge mennesker, der i dag fejrer sidste skoledag, er de samme børn, der for år tilbage gik ind gennem flagalléen til deres første skoledag. Dengang stod de med alt for store skoletasker, spændte øjne og forældre, der forsøgte at skjule en klump i halsen. Nu går de ud den anden vej som unge mennesker, der har gennemført folkeskolen, holdt ud, lært noget, fejlet noget, fundet venner, mistet venner, været trætte, pressede, glade, usikre og alt det andet, man er, mens man vokser op.

Det fortjener faktisk en festdag.

Ikke en poleret, lydløs og institutionsgodkendt markering, hvor al spontanitet er pakket ind i risikovurderinger, imagepleje og hensynserklæringer. En rigtig festdag. En dag, hvor de larmer lidt, griner lidt for højt, kaster med karameller, fløjter, pynter op og mærker, at noget stort er slut, og noget nyt er på vej.

Selvfølgelig findes der altid nogen, der ikke kan finde ud af det. Sådan er det med unge mennesker. Sådan er det i øvrigt også med voksne mennesker. Der er altid enkelte, der skal være lidt for smarte, lidt for voldsomme, lidt for meget. Det skal man tage hånd om.

Men vi må passe på, at vi ikke lader de få ødelægge dagen for de mange.

For det er efterhånden blevet en trist refleks i vores samfund, at alt, der larmer, roder, lugter lidt af liv eller falder uden for det kontrollerede, straks skal reguleres, begrænses, fjernes eller problematiseres. Vi er blevet ualmindeligt dygtige til at opdage det, der kan gå galt, og påfaldende dårlige til at huske alt det, der faktisk går godt.

En fløjte bliver til et arbejdsmiljøproblem. Karameller bliver til en sikkerhedsrisiko. Pynt bliver til et imageproblem. Et par timers ungdommelig uro blivet til et problem.

Måske er det ikke de unge, der er blevet for meget.

Måske er det os andre, der er blevet for lidt rummelige.

Der bliver talt meget om trivsel. Om fællesskab. Om at unge skal føle sig set, hørt og inkluderet. Men når de så endelig står der, midt i deres eget fællesskab, glade, støjende, forventningsfulde og fulde af liv, så kommer voksenverdenen farende med løftede pegefingre, høreværn, forbud og bekymrede miner.

Det er, ærligt talt, lidt komisk.

Og også lidt sørgeligt.

For hvad er det egentlig, vi vil have? Vil vi have unge mennesker, der tør tage del i fællesskaber, glæde sig til noget sammen og markere overgange i livet? Eller vil vi have en generation, der lærer, at det sikreste er at dæmpe sig, rette ind og helst ikke fylde for meget i landskabet?

Sidste skoledag varer ikke en uge eller en måned. Den varer i realiteten nogle få timer på en ganske særlig dag i et ungt menneskes liv. De timer får de aldrig igen.

Så lad dem dog få dem.

Lad dem pynte op. Lad dem fløjte. Lad dem kaste karameller. Lad de små børn glæde sig. Lad lærerne smile lidt, også selv om det larmer. Lad skolen se ud, som om der faktisk foregår noget levende derinde. En skole behøver ikke ligne et prospekt fra en kommunal visionsplan hele tiden. Nogle gange må den gerne ligne et sted, hvor børn har gået, levet, lært og nu siger farvel.

Vi skal selvfølgelig tage hensyn til hinanden. Men hensyn er ikke det samme som, at alle andre altid skal skrue ned, fordi nogen et sted har besluttet, at al uro er et overgreb på den perfekte orden.

Der må gerne være dage, hvor livet fylder.

Der må gerne være dage, hvor unge mennesker larmer lidt mere end normalt.

Der må gerne være dage, hvor vi voksne træder et skridt tilbage og husker, at vi selv engang var dem, der stod med følelsen af frihed i kroppen og hele verden foran os.

Og hvis vi ikke selv kan huske det, så er det måske os, der skal øve os lidt.

Ikke de unge.

Så til alle jer, der har haft sidste skoledag i dag: Tillykke. I har gjort det godt. Nyd dagen. Pas på hinanden. Vær ordentlige. Men vær også unge.

Og til os andre: Træk vejret. Tag høreværnet af et øjeblik. Se på dem.

Det er ikke samfundets sammenbrud, vi er vidne til.

Det er bare unge mennesker, der fejrer, at de er på vej videre.

Jeg er netop tiltrådt bestyrelsen i Rudersdal Kulturparaplyen efter opfordring fra formanden. Der var et ønske om en profil med engagement i Nærum og Trørød, og det er netop her, jeg ser en mulighed for at sætte et tydeligt aftryk.

For dem, der ikke kender foreningen, er det en frivillig sammenslutning, som blandt andet er tovholder på Birkerød Kulturnat , der er et stærkt eksempel på, hvad fælles kræfter kan løfte. Foreningen spiller en central rolle i at understøtte kulturlivet på tværs af hele Rudersdal Kommune.

Jeg ser frem til at komme i gang, lære arbejdet og de øvrige bestyrelsesmedlemmer godt at kende og bidrage aktivt til at styrke det lokale kulturliv.
Tak for tilliden.

En kort teaser om Carl Sommer der kæmper i den nye verden... Work in progress

Ved receptionen målte en ung mand med kirurgisk skarpe kindben mig fra top til tå. “Du er her for Brandt?” spurgte han, uden antydning af nysgerrighed.

Jeg nikkede, og han rakte mig et gæstekort med teksten CARL SOMMER - FORFATTER i en skrifttype, der var både flatterende og let sarkastisk. Jeg satte det på skjorten, klæberen var allerede ved at give op. Han viste mig hen til et venteområde med lave, hvide kuber arrangeret, så de effektivt modarbejdede enhver form for henslængthed. Jeg satte mig på kanten af en og forsøgte at udstråle afslappet parathed.

Venteområdet var befolket af andre af min slags, eller i hvert fald af min ambition. En mand med hår så perfekt, at det lignede et produkt af genredigering. En kvinde, der skrev på en wafer-tynd computer med en økonomi i bevægelserne, som tydede på enten genialitet eller amfetamin.

De næste 3 arrangementer er nu online på www.naerumlandsby.dk
For fællesskab og liv i Nærum

Der er noget, der sniger sig ind i dansk politik i disse år. Noget, vi ikke rigtig taler om, men som alle godt kan se.

Det er BS-effekten. Og nej, ikke “BullShit-effekten”, selvom det kunne være nærliggende. Jeg taler om Britney Spears-effekten.
Kvinderne gerne vil være dem, og mænd gerne vil have dem. Det er både enkel biologi og stemmeslugning i en samlet pakke.

Vi har netop fået en ny generation i Folketinget. Mange unge, dygtige, ambitiøse kvinder. Og det skal vi selvfølgelig hylde. For de er jo valgt på deres kompetencer, deres politiske tyngde og deres evne til at udfordre den etablerede elite.

Det er i hvert fald fortællingen.

Poliltik er har med moderne medier transformret sig til en blanding af synlighed, argumenter, fremtoning og sexappeal krydret med smagløs substans. Det kaldes iscenesættelse og har altid været der. Nu er det bare blevet mere åbenlyst.

Og så sidder man her som grisefarvet midaldrende mand. Den klassiske “system-type”. Præcis det, man ikke skal være, hvis man vil være interessant i 2026. Det forhindrer mig dog ikke i at nyde udsigten når foråret spirer og våren springer ud med Oops, I did it again i øregangene, præcis så højt at ingen andre kan høre mine lumre tanker.

Jeg klager ikke, men konstaterer bare at talent kommer i mange former.

Så tillykke til de nyvalgte. Demokratiet lever og udvikler sig.
Spørgsmålet er bare, om vi stemmer på det, folk kan…
eller på det, vi godt kan lide at kigge på.

Se Nærum-turen og andreaktiviteter i Nærum

https://naerumlandsby.dk

SNEAKPEAK....

Overalt lå tidens valuta, Tanker, som et tyndt lag glitrende støv. De rå, fysiske tokens, lidt mere end kvartskrystaller med et svagt indre skær, blev uddelt på hver eneste Idéudveksling i byen, og her havde de lagt sig på alle blottede flader. De var så tømt for værdi, at de knap nok blinkede i morgenlyset. Jeg trak en finger gennem en aflejring oven på en stak ubetalte regninger og så resterne fange solens skrå stråle, før de opløstes. I den gamle økonomi ville jeg have været en fattig excentriker. I den nye var jeg en Idémand, en generator af valuta, der fordampede, før den kunne sættes i bank. Min portefølje var omfattende, hvis man talte antallet af poster i det centrale register med mit navn. Den reelle værdi, det andre en dag ville kalde arv, blev beregnet af en langt mere nådesløs algoritme.

Jeg er selv konservativ. Netop derfor er det her så frustrerende.

Mona Juul har gjort det til et krav for en ny regering, at boligejere skal kunne se beregningerne bag deres boligvurdering. Ikke at de skal kunne forstå dem eller de skal være korrekte. Blot at vi må kigge dem efter i sømmene.

Det er teknokratisk transparens forklædt som politisk mod, med retten til at bladre i et regneark, som alligevel kræver en aktuar og en jurist at afkode. At reducere ambitionen til indsigt i mellemregninger er en bemærkelsesværdig defensiv position.
Vælgerne har for længst accepteret, at vi overlader det tunge politiske arbejde til dem, vi stemmer på. De færreste går til valg på et ønske om bedre dokumentation i bilag 4. De vil vide, hvad det betyder for deres økonomi og deres hverdag. Hvad får jeg? Hvad mister jeg? Kort sagt "whats in it for me"?

Man vinder ikke mange krydser på at love gennemsigtighed i vurderingsmodeller. Man vinder på retning, prioritering og mod til at træffe valg, der kan mærkes. Hvis vi som parti vil genvinde tyngde, kræver det mere end at udpege enkeltsager, som andre alligevel forventes at rydde op i.

For mit eget vedkommende er konklusionen enkel: Så længe jeg kan og skal betale mine boligskatter, kommer jeg ikke til at bruge min fritid på at gennemtrævle vurderingsberegninger. Jeg tager familien med i skoven i stedet. Der kender jeg værdien uden mellemregninger.

Jeg er konservativ, fordi jeg tror på ansvar, retning og sammenhæng, og borgerkontrkten tilbage. Jeg er slightly ligeglad med indsigt i algoritmens decimaler. Hvis det er ambitionsniveauet i denne valgkamp, bør vi som parti stille os selv et mere grundlæggende spørgsmål: Er det virkelig her, vi vil lægge vores politiske kapital?

Moderaternes nye slagsang

Køb mandater, køb mandater,
kom og køb dem her hos os.
Friske løfter, lette pakker,
vi gir’ en handel uden trods.
Køb mandater, køb mandater,
tag to styk og få en plads,
politik i pæne poser –
betal kontant med embedsmagt.