Jeg læser “Magt indsigt, aktindsigt “ af My Carla Sommer. Og jeg bliver, ligesom da jeg læste hendes første (faktisk anden, da den aller første er udgivet under et andet navn) indigneret på hendes og så mange - ja faktisk også lidt på egne vegne.
Følelsen af ulighed er i hvert fald genkendelig.
Den findes alle steder i verden. I psykiatrien, på bosteder, behandlingshjem, når du går til lægen/tandlægen, hos social forvaltningen, i landbruget, på (heste) opstaldningsteder, i hjemmene, i apartheidregimer…. Trangen til at have magt over andre væsner. Over jorden. Den kolonistiske tankegang vi mennesker er gennemsyrede af især her i vesten. Følelsen af at vi er mere værd end andre. Ved bedre end andre. Gør os kloge på andres liv. Føler os berettiget til at udnytte. Om det er dyr, menneske(dyr) eller jord. Vi har glemt vi alle er én. At vi er en del af noget større. Vi har glemt at tage ansvar for hindanden, og dermed også for os selv. Eller er det omvendt? Vi har fjernet os selv fra vores oprindelige kerne. Vores medfødte empati. Ansvarsfølelsen.
Noget af det My skriver er netop at de “godhjertede” behandlere og ansatte i psykiatrien, der kom til at udnytte deres magt, var dem der ikke var opmærksom på deres egne dynamikker.
Jeg har aldrig helt forstået at man kan få lov til at arbejde med mennesker (eller dyr) uden at have en form for uddannelse i sig selv og sine egne traumer, mønstre, dynamikker. Det er faktisk kun psykoterapeuter der arbejder med sig selv undervejs i deres uddannelse. Du kan blive psykolog, psykiater, læge, socialrådgiver…. uden nogen sinde at beskæftige dig med dig selv og dine egen traumer. For vi har alle trauma. Det kan være både iøjnefaldende traumer, og little t traumas, som bl.a. Gabor Maté taler om. Dem vi alle sammen har, og som kan stagge sig oven på hinandens hvis vi ikke har redskaberne til at få dem forløst. Og hvis du har magt over andre væsner, kan du komme til at gøre rigtig meget skade - helt ubevidst. Med den bedste intention om at hjælpe.
Eller du kan komme til at slide dig selv op, så du hverken kan hjælpe andre eller dig selv.
Faktisk tænker jeg at verden vil blive et bedre sted, hvis det ikke kun var “mennesker der vil arbejde med mennesker”, der fik den form for “uddannelse” i sig selv. Jeg tror på at verden vil komme til at se helt anderledes ud, når vi alle lære at mærke os selv, og dermed også andre.
Den bølge der i visse kredse har floreret i mange år, som netop handel om selvkærlighed, er i min optik bypassed. For det bliver ofte til en navlepillede selvoptagethed. Det handler ikke om at være selvoptaget. Det handler om empati. Med verden - og med sig selv. For vi er ikke i stand til at føle empati med noget uden for os selv, hvis vi ikke har den til os selv. Ikke sådan helt rigtigt. Ikke uden at komme til at fare vild. Fare vild i at ville gøre noget godt for andre.
Kan vi tage den hjem, uden at blive selvoptagede?
Kan vi tage ansvar for vores eget liv, sådan at vi kan tage ansvar for verden?
Hvis vi lære det tror jeg på at vi kan blive en verden af empatiske mennesker. Og i en verden af empatiske mennesker, har både dyr, mennesker og jorden det godt. Og det er meningen at vi skal have det godt. Alle sammen. Det hele. For vi er en del af et hele. Så egoisme vil aldrig føre til at nogen har det sådan rigtig godt. Heller ikke selvom de prøver at blide sig selv og omverdenen det ind.
Tør vi være ærlige over for os selv?
Over for verden?
Tør vi vise kærlighed? Kan vi rumme kærlighed midt i alt det forfærdelige der sker i vores verden?
Kan vi blive så resiliente at vi kan hele verden?
#vieralleen
#vierallelige
#empati
#liberation
#freedom
#equality
#frihedfredogkærlighed
#frihed
#Fred
#kærlighed
#fredpåjord
#FreePalestineJeg læser “Magt indsigt, aktindsigt “ af My Carla Sommer. Og jeg bliver, ligesom da jeg læste hendes første (faktisk anden, da den aller første er udgivet under et andet navn) indigneret på hendes og så mange - ja faktisk også lidt på egne vegne.
Følelsen af ulighed er i hvert fald genkendelig.
Den findes alle steder i verden. I psykiatrien, på bosteder, behandlingshjem, når du går til lægen/tandlægen, hos social forvaltningen, i landbruget, på (heste) opstaldningsteder, i hjemmene, i apartheidregimer…. Trangen til at have magt over andre væsner. Over jorden. Den kolonistiske tankegang vi mennesker er gennemsyrede af især her i vesten. Følelsen af at vi er mere værd end andre. Ved bedre end andre. Gør os kloge på andres liv. Føler os berettiget til at udnytte. Om det er dyr, menneske(dyr) eller jord. Vi har glemt vi alle er én. At vi er en del af noget større. Vi har glemt at tage ansvar for hindanden, og dermed også for os selv. Eller er det omvendt? Vi har fjernet os selv fra vores oprindelige kerne. Vores medfødte empati. Ansvarsfølelsen.
Noget af det My skriver er netop at de “godhjertede” behandlere og ansatte i psykiatrien, der kom til at udnytte deres magt, var dem der ikke var opmærksom på deres egne dynamikker.
Jeg har aldrig helt forstået at man kan få lov til at arbejde med mennesker (eller dyr) uden at have en form for uddannelse i sig selv og sine egne traumer, mønstre, dynamikker. Det er faktisk kun psykoterapeuter der arbejder med sig selv undervejs i deres uddannelse. Du kan blive psykolog, psykiater, læge, socialrådgiver…. uden nogen sinde at beskæftige dig med dig selv og dine egen traumer. For vi har alle trauma. Det kan være både iøjnefaldende traumer, og little t traumas, som bl.a. Gabor Maté taler om. Dem vi alle sammen har, og som kan stagge sig oven på hinandens hvis vi ikke har redskaberne til at få dem forløst. Og hvis du har magt over andre væsner, kan du komme til at gøre rigtig meget skade - helt ubevidst. Med den bedste intention om at hjælpe.
Eller du kan komme til at slide dig selv op, så du hverken kan hjælpe andre eller dig selv.
Faktisk tænker jeg at verden vil blive et bedre sted, hvis det ikke kun var “mennesker der vil arbejde med mennesker”, der fik den form for “uddannelse” i sig selv. Jeg tror på at verden vil komme til at se helt anderledes ud, når vi alle lære at mærke os selv, og dermed også andre.
Den bølge der i visse kredse har floreret i mange år, som netop handel om selvkærlighed, er i min optik bypassed. For det bliver ofte til en navlepillede selvoptagethed. Det handler ikke om at være selvoptaget. Det handler om empati. Med verden - og med sig selv. For vi er ikke i stand til at føle empati med noget uden for os selv, hvis vi ikke har den til os selv. Ikke sådan helt rigtigt. Ikke uden at komme til at fare vild. Fare vild i at ville gøre noget godt for andre.
Kan vi tage den hjem, uden at blive selvoptagede?
Kan vi tage ansvar for vores eget liv, sådan at vi kan tage ansvar for verden?
Hvis vi lære det tror jeg på at vi kan blive en verden af empatiske mennesker. Og i en verden af empatiske mennesker, har både dyr, mennesker og jorden det godt. Og det er meningen at vi skal have det godt. Alle sammen. Det hele. For vi er en del af et hele. Så egoisme vil aldrig føre til at nogen har det sådan rigtig godt. Heller ikke selvom de prøver at blide sig selv og omverdenen det ind.
Tør vi være ærlige over for os selv?
Over for verden?
Tør vi vise kærlighed? Kan vi rumme kærlighed midt i alt det forfærdelige der sker i vores verden?
Kan vi blive så resiliente at vi kan hele verden?
#vieralleen
#vierallelige
#empati
#liberation
#freedom
#equality
#frihedfredogkærlighed
#frihed
#Fred
#kærlighed
#fredpåjord
#FreePalestine
English