Dagens Arne :

Fårene
er forklædte ulve.
Det er derfor
man aldrig kan få
øjenkontakt med dem.

Se et får i øjnene.
Den smalle, lodrette pupil
stirrer tilbage
Så ufølsom er den
som snyltehvepsen
og af samme grund.

De lægger deres fåretanker
i dig
Når de klækkes
og kravler som larver i dit sind
er du ikke mere den samme.

Uld gror frem på din krop
Du krummer dig sammen
og er firbenet.
Når du vil tage tøjet på
er det ikke længere muligt.
Menneskene driver dig ud
Du slutter dig til flokken og græsser.

På måneløse nætter
samles fårene i brægende skarer
til hemmelige kødorgier

Hver gang vi hører om en
der er forsvundet sporløst
Ham der gik ned efter cigaretter
og aldrig kom tilbage
Hende der sagde: ”Vent et øjeblik…”
i mobilen
og aldrig blev fundet…

De er alle sammen ædt af får.

Ulvene derimod
Forklædte får alle sammen
Lodne og tjavsede
Glade og godmodige

Der er intet, de hellere vil,
end følge efter dig i flok
når du farer med kanen
hen over sneen.
De vil så gerne
holde dig med selskab.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Alle de fluer, du kan se,
er lavet på en fabrik i Shanghai.

Det var et fabrikationsuheld.
De eksperimenterede med noget insektpudder
og så kom de til at lave noget
der ikke bare slog fluerne ihjel
men samtidig gjorde de døde fluer så tillokkende
at alle andre fluer måtte hen og træde på dem
og det døde de så af.

Det burde ikke kunne ske
men det skete.

Det var en kædereaktion.
Alle verdens fluer forsvandt.
Det var ikke så godt.
Dels indgår selv fluerne
i det store sammenhæng,
Dels kunne folk blive sure.
Selv om man ikke skulle tro det
var der måske nogle, der ville savne fluerne.

De kunne ikke sige undskyld.
Så ville de tabe ansigt.
Sådan noget gør man ikke
når man er direktør for Kinas
største insektgiftfabrik.

Så derfor gik de i gang
med at lave små mekaniske efterligninger
og sætte dem ud.
De var lavet sådan
at de kunne lave kopier af sig selv
Og det gjorde de.

Man skal lytte meget godt efter
når fluerne summer
for at høre den svage mekaniske durren

Da det gik op for den kinesiske regering
hvad der var sket
syntes de lige så godt de så at sige
kunne slå to fluer med ét smæk,
så de forsynede robotfluerne
med kamera og måleapparater
Så nu ved de alt om os.

Tænk hvis man var en flue på væggen,
siger folk.
Men faktisk er der en flue på væggen
og den taler kinesisk.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Ah,
Alderens velsignede arrogance.
Friheden til at være
sær og sur
knarket og vrissen
påståelig vissen
Kan jeg ikke tillade mig at sige
du er dum som en dørmåtte?
Næ, måske er det synd for måtten.
Undskyld, måtte.
Nå, synes du det?
Tough shit.
Det bliver ikke anderledes.

Er jeg helt på vildspor?
Nå, men det har jeg det fint med.
Man ser mange spændende ting
på sådan et vildspor.
Var der ellers noget?

Hvad naboerne siger til haven?
Aner det ikke.
De er velkomne til at sige, hvad de vil,
til haven.
Så kan vi se, om den svarer.
Er mit tøj umoderne?
Der kan man se.
Jeg har ellers gået i det samme
i halvtreds år.
Om du kan sende et SMS til mig?
Det kan du jo godt prøve på.
Jeg har bare ikke nogen mobil.
Har alle andre mennesker
Iphone, Ipad, Ipod og Mac Air?
Nå, men jeg tror
jeg vil se om jeg kan finde mine signalflag
Jeg øvede mig i semafor engang.

Får man ondt i øjnene af at se på mig?
Nå, men så luk da de øjne.
Er der ingen, der gider høre på mig?
So fucking what? De kan bare lade være.
Er alle mine meninger
helt ude i hampen?
Nå, men ved du hvad,
så trisser jeg ud
og henter dem ind igen.
De har det nok bedst hos mig.

De kan ikke ramme mig mere,
ikke med deres små, dumme tjat,
for nu sidder jeg bare som en flue
og venter på det helt store klask.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Deres smil er syet på.
Deres venlighed er soldug.
Honningdråberne lokker dig ind
under faldgitteret
Smakk!
Så falder du ned i kogende mavesyre.

De bliver suget ind i beholderen
og kommer ud med forkromede øjne.
De venter kun på, at du træder forkert.
Så vipper kloakdækslet under dig
og du styrter ned i deres kassematter.

Du tror, du kender dem.
Du tror, du er i familie med dem.
Men om natten skræller de huden af
og træder frem som det, de er.

Du klynger dig ind til hende
Hun er din eneste redning
I holder om hinanden
Du mærker ned over hendes ryghvirvler
Dut dut dut, ned over ryggen.
Neden under hvirvlerne -
mærker du de udhævede tal og bogstaver

Du kravler om og ser
fabrikationsnummeret og udløbsdatoen
og ordene

Made in Betelgeuze

Målløs føler du ned over din egen ryg
mod det lille prægestempel.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

I min egen fjerne oldtid
var vi samlere og strejfere.
Vi fangede dafnier i mosehuller
klatrede i træer
og udforskede kældre og kloakker.
Vi dukkede os for parkbetjente
og klatrede over plankeværker
med lommerne fulde af umodne blommer.

De voksne snakkede timer igennem
over kaffe og blødt brød.
De diskuterede politik
og talte om bøger, de havde læst.
De genopfriskede familieminder
og gav hinanden råd om
hvad de skulle stille op med deres små bavianunger.

Når vi besøgte de gamle
gik vi ned med skraldespanden fra femte
og kom op til en gul sodavand
og familiealbummer i plys og fløjl
med billeder af mænd med store overskæg
og damer i sorte kjoler.

Men vi var ikke gode forbrugere
Vi købte aldrig nyt
Mødrene lappede og stoppede det gamle tøj
Vi lavede vores eget legetøj
Børnebøger og tøj gik i arv
Det kunne jo aldrig gå.

Nu anbringer vi børnene i institutioner.
Den, der ikke skriger højt,
kan tisse i bukserne.
Hvis pædagogerne skal se dig
skal du stille dig op på en stol
De første tre ord, du lærer, er:
Mig mig mig.

De gamle er stuvet af vejen
og sidder på små kamre
og kigger ind i væggen
til de dør
Så brænder vi dem
og et par år efter
sløjfer vi gravstedet.
Vi nåede jo alligevel aldrig
at komme der.

Vi har altid travlt
Der er så meget, vi skal nå
og så meget, vi skal købe.
Hvis ikke vi kan få
det perfekte liv
med to perfekte børn
kan vi købe noget, der ligner.

Vi er gift med arbejdet
og når vi er arbejdet utro
med hinanden
har vi dårlig samvittighed.
Det skal overstås i en fart
Arbejdet kalder.

Vi har ikke plads
til alle de ting, vi køber,
så vi kasserer dem hurtigt igen.
Så bliver der plads til flere,

Vi har ikke tid
til hinanden
Vi skal skynde os gennem livet
Vi skal på ferie fire gange om året
Vi skal huske at dyrke motion
Vi går til livet
med sammenbidt energi
Det skal jo gøres
Vi skal bare have det overstået.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Alt hvad der skete
samlet i en bylt
raslende af tvivl
og fuglenes tørre
knogler

Det uskete i en
lammende dis
svøbt i en flygtende
himmelrand
Uhåndgribelig
Bedøvende mættet

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Let som en brise

Gå let som en brise
gennem græsset
Træd ikke på ormene

Korsedderkoppen
har vævet sit spind
med omhu
Flæng det ikke
med dit hoved
Gå udenom

Lad de andre leve
deres stakkede tid

Vi er her alle
på lånt tid
Os alle venter
det store intet.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Dér sidder hårmyggen på sit blad
og ser på mig
Dens lille punkthjerne
er en simpel afbryder
En termostat

Tænd Sluk
Lys Mørke
Parre sig Æde
Trussel Sikkerhed

Men hvad ved jeg om det?
Måske er myggesangen et epos
om kæmpeinsekternes sagnverden
engang i kultiden.

Måske sender hårmyggen lige nu
over en ukendt frekvens
til alt levende omkring sig

Måske samles alt i haven nu
i ét sind
én tanke
ét øje
rettet mod mig.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Håbet er den lille lygte
vi tager med
når vi færdes i mørke.

Uden den
kan vi ikke finde vej.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Hvorfor vil jeg sætte spor
i tidens flyvesand
når ørkenen snart
dækker kloden?

Hvorfor tror vi
vi kan mildne døden
ved at avle børn
bygge broer
skrive digte
sætte en sten på den plet jord
hvor lidt aske
giver næring til encellede organismer?

Døden ser dig
fare febrilsk rundt
og pudse eftermæle.
Den ryster på hovedet
og ler.

Kølvandet efter vores båd
danner ingen evig fure i havet
Hvert ord man siger
er en kortvarig forstyrrelse
af luftens urokkelige ro

Selv det ynkelige billede
fra kemoperioden
hvor du ligner en oppustet frø
og som de altid bruger
for at ramme dig
vil blive slettet i arkivet

Ingen hører dig nu
ingen vil høre dig senere
De få fodspor i sneen
forsvinder i næste tøvejr

Trøst dig med dette:
Den skrævende konge
på bronzehesten
har heller intet efterliv,
han er lidt mos og fnuller
i et hjørne af kobberkisten

Når man er død
sidder man ikke
og læner sig ud over skyens kant
for at sige Tittebøh til dem dernede

Alle vi, der endnu er;
er snart forbi
og alle de, der var,
har aldrig været til.

©Arne Herløv Petersen