Kender I det ? At være så menneskesky og introvert, at man automatisk afviser samtaler man ellers ville have haft ?

Det er mig i dag - sky, introvert, og samtidig det modsatte - når det bare ikke involverer andre mennesker. Kun min bette Lucifax - den dejlige mis - kan komme tæt på mig. Og sådan er d e t bare.

Men - alligevel kan jeg ikke lade være med at forsøge noget, jeg aldrig har prøvet før. At lave en mad, der svarer til mit introverte mood - bare for at se, om det kan lade sig gøre.

Det blev til et svensk knækbrød - med en ost, der er så gammel, at selv Methusalem er en baby ved siden af. Ovenpå en gavmild omgang koldt smør, og toppet med noget, jeg har fået en svaghed for.

Og som I sikkert ikke kender.

Syltede grønne figner.......

Jeg si'r jer - det er nu officielt min faste omgang menneskeskyintroverthedssortmoodpleaser.

For yoummiiii - hvor det smagte godt <3

Og ja - man skal ha' en svaghed - næh, nok nærmere en passion - for oldgamle, snerrende og bidende krasoste med kommen, for at kunne finde nydelse i kombinationen af syltede grønne figner - speciel smag, jeps - og den føromtalte "nu løwer jæ sgi snart hemifrån"-ost.

Men har man det - så er paradis porte åbnet, og englene sy..... nope, det er Lucifers smådjævle der unisont udbryder et : "Det var Satans - kan tortur virkelig smage SÅ godt ?"

Nå ja - billedet blev vist OK - men lad nu være med at ringe, skrive, eller kontakte mig før i morgen - for humøret/introvertheden s k a l vist være som det er i dag.

Det er jo en del af livet - og livet - det elsker jeg.

En Dag Ad Gangen.

Dagens Arne :

Det sidder allerede i kroppen,
det er kodet ind i hjernens celler.
Man når lige at høre braget. Så meget er jeg sikker på.

Der har været forudanelser om det.
Når man knalder hovedet ind i en skabslåge
Når man kommer cyklende på en skovsti
og en gren svirper tilbage.

Man når lige at høre braget.
Man kan lige nå at smutte over for gult
Man siger tak for turen
og smækker bildøren op ud i trafikken

Man sidder over en cappuccino
og ser ud ad øjenkrogen
den smilende terrorist forlade cafeen.
Man når lige at høre braget. Så er der hvidt.

Og så bagefter
Langsom svimmel opvågnen på hospitalsstuen.
Hvor er jeg? Hvor er mine ben?
Så meget kan man rumme.

Men hvis der nu ikke er noget bagefter.

Man når lige at høre braget. Så meget er jeg sikker på.

Så heller ikke mere.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Vi kom af jord. Så dør vi og formulder.
At vi kan tro, vi er naturens herre
er simpelt vanvid, tegn på hersker-kuller.

Vi er natur, og vi kan ikke spærre
os af fra alle andre organismer
Forsøger vi, gør vi blot alting værre.

Når solens lys går gennem dråbers prismer
fordeler det sig ud i alle farver
der bygger bro hen over alle skismer

Det blod, der ruller i de mindste larver
går gennem os og kloden, vores amme.
Det er det samme urhavs vand, vi arver.

En hval, en blomst og du er jo den samme.
Vi er koralrev, bundet til hinanden
forgrenet DNA af samme stamme.

Geparderne, der jager på savannen,
kan trække vejret med de samme lunger
som os og får det samme blod på tanden.

Orangutangen elsker sine unger
på samme vis som vi i vores huse.
Bananen smager ens på alle tunger.

Vi går med fisken i den samme ruse.
Vi og de andre møder samme skæbne.
Det er den samme storm, vi hører suse.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Dybt nede i drømmenes kalkminer
hvor de uldhårede næsehorn
endnu strejfer rundt.

Sætter som cro magnon
et håndaftryk af rød okker
glider baglæns ned
gennem fossile lag
stegosaurus trilobit

Gangene vider sig ud
til blege sale
under hvælvinger af kridt
Oversvømmede gulve;
en døende genklang
som fra en tidlig underjordisk sol
der brændte sig ihjel.

Hernede,
cellerne endelig sat fri,
svømmer rundt hver for sig
dirrer med fimrehår
i urtidens fostervand.

Den endelige frihed
at være myriader.

Klumper sammen igen
i morgenlys,
bliver en grynet hob,
trækker skind
får øjne.

Vågner alene
kapslet ind i en krop.

©Arne Herløv Petersen

Uden at skulle "hænge nogen ud", brokke mig helt gevaldigt, skælde, smælde, og banke hidsigt i bordet - vil jeg gerne ha' lov til at udtrykke mig i tre, små, ord :
J E G E R S U R.
Punktum !

Dagens Arne :

I går var det opholdsvejr
slesk og indsmigrende solskin.
I dag træder måneden i karakter.
Det er nordbrandtvember.

Kold regn siler ned under flippen
Universet lugter af sure sokker.
Nu er der 182 dage til maj
og hvem ved
om man lever så længe.

Jeg stopper en finger i dæmningen
i den tro
jeg kan holde havet ude.
Med dette åndedræt
der kan være det sidste
prøver jeg at besværge
svulstens sejrsmarch
blodproppens lammelser
og det tvivlrådige hjerte
hvis sidste, tøvende slag
svinder hen som en hammerslag
på øjeblikkets ambolt.

I den pludselige stilhed
størkner blodet i årerne.

Som bøjelige stænger
af gennemsigtig hindbærmasse
stiver venerne kødet af
mens øjnene vender sig
og betragter det indre mørke.
Min krop forvandlet til præparat
med meget kort holdbarhed.

Du godeste gud, hvad laver jeg her,
i regnvejr på Vennemindevej.
Hvorfor emigrerede jeg ikke som tyveårig
til Filippinerne uden tyfoner
Thailand uden tsunami
Kiribati uden oversvømmelser
Ecuador uden jordskælv
Colombia uden mafia
Congo uden krig

Faktisk bestilte jeg prospekter
om byggegrunde i Medellin og Jaffna
Havde jeg skrevet under dengang
var jeg gået op i flammer
og havde ikke stået her
gennemtrukket af væde
ved et busstoppested

Jeg løber sur som gammel mælk
Blålige klumper i tynd væske
Jeg visner og rådner fugtigbrunt
som de yderste salatblade

Hvem ved hvad jeg gik glip af i troperne
Dengue feber, plettyfus
og den tynde guineaorm
der skal rulles forsigtigt ud af såret
og op om en spole.

Nu står jeg her og mugner
For gammel til at flytte fødderne
her på denne våde fortovsflise
ved busstoppestedet
i regnvejr
i november.

©Arne Herløv Petersen

Novemberrose

Uforknyt og stædig strækker du dig
mod det lys, der hastigt svinder
krævende den respekt
de andre fik, da de rødmende
blussede i sommerens varme.

Stærke stængler holder dit hovede højt
og dine kronblade åbne for bien
der søvnigt summer før vinteren kalder
og gi'r din hyben mulighed
for at falde i december.

Jeg lytter til din sagte mumlen
og hører dig hviske i mit sind
"Stå fast,"si'r du,"stå fast."
"For den, som venter, lever også
og høster alderens belønning."

Mit humør lige nu - mens jeg venter på at det bli'r mandag og urologerne (forhåbentlig) kontakter mig.

https://www.youtube.com/watch?v=scIBBl3t7WY&list=RDscIBBl3t7WY&start_radio=1