Dagens Arne :

Den anden verden er mulig
Det kan ske

Det sker ikke af sig selv
Vi skal ske det

De dovne forveksler ugidelighed
med indsigt
De tror de tænker dybt
når de siger:
Vi kan alligevel ikke gøre noget
Vi er magtesløse
Det går direkte frem mod afgrunden
Så lad det gå
Så lad os dø
Vi lægger os selv ned
Vi behøver ikke jord over os
Vi formulder med det samme

Jordens ligrøvere
er ikke ugidelige
De slæber sammen
De propper huler og kamre fulde
De tror ikke på, de er dødelige
De har jo magten,
hvordan skulle de så kunne dø
Ingen regler gælder for dem
Dommedag gælder ikke for dem
Kun for de andre
De mindrebemidlede
Er man bemidlet
åbner en lem sig i himmelen
og man kommer ind i stråleglansen

For at komme frem til den anden verden
skal vejen banes.
Vi skal bane den
ved at flytte de sten
der spærrer vejen
og bygge varder af dem

Pyramiderne var mulige
Mozart var mulig
Den elektriske tandbørste var mulig
Grænserne for det mulige
er umulige at finde

Jorden stopper ikke op i sin bane
hoster og går i stå
og vender den ene side til solen
at den kan brændes til kul
og den anden mod rummet
at den kan fryse til is

Jorden fortsætter i sin bane
og hver gang den er kommet
en omgang rundt
har verden forandret sig

Efter en vinter er foråret muligt
Efter et forår er sommeren mulig
Det mulige bliver aldrig færdigt
Det stivner aldrig i form
Det skyder knop
af nye muligheder

En anden verden er mulig
og efter den en tredje
og en fjerde.

©Arne Herløv Petersen

Ældre oste bli'r med glæde kaldt ting som "Gamle Ole" "Stinkdyret" etc.

Dén her har en alder, så den kun kan kaldes Australopitecus 😎

Dagens Arne :

Han stod ved haven med sit flammesværd.
Jeg kom og så ham, så hans ansigts mørknen.
"Gå, hvis du har dit liv og lykken kær.
Kryb rundt blandt andre usle kryb i ørknen."

De sad derinde, de, der blev feteret,
og lo af fryd, da jeg blev jaget bort.
"Du kom af jord. Glid atter ned i leret.
Vi lever længe, men din tid er kort."

Og det blev mørkt. Da kom de, nattens fugle.
Jeg fløj og vidste ikke selv hvordan.
Med runde øjne kom den gamle ugle
helt hen til mig og så mig længe an.

Da bliver dette, hvad der end er sket:
Miskendt af mennesker. Men ugleset

©Arne Herløv Petersen

Endnu en Arne :

Dette var sangen, vi hørte, dengang vi var unge:
Verden er vores. For alting, der vokser og gror,
alt hvad der kryber og går og har hjerte og lunge,
alle der findes, hvor end så de vandrer og bor.

Ingen skal lukke os inde i celler og bure.
Ingen skal splitte os, adskille kvinde og mand.
Ingen skal opstille grænsehegn, opbygge mure.
Det er en verden, vi kræver, og ikke et land.

Frihed er ikke et endeløst slid uden slut,
ikke et hamsterhjul. Sangen og alt, hvad den rummer.,
fylder os stadig, hver time og hvert et minut.

Mørket faldt på, og de bruger fantastiske summer
på at få spærret os inde og sangen forbudt.
Sangen blev fjern, men vi ved, at den aldrig forstummer.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Louis Pio
(mel.: Joe Hill)

Jeg drømte, Louis Pio kom
tilbage for at se,
hvad hans parti er blevet til
og hvad der nu skal ske.

Og dér stod Mette Fred’riksen
og sagde nok så stolt:
Vi har skabt velfærd her til lands
og alle løfter holdt.

Vi kender ikke mere sult,
vi æder os ihjel.
Enhver kan gå sin egen vej
og tænke på sig selv.

Vi har en masse isenkram,
de fleste har en bil.
Et liv i overflod, det er
den danske levestil.

Men, Mette, sagde Pio så,
så vidt jeg nu kan se,
så går I den forkerte vej
og svigter vor idé.

Vi drømte om et fællesskab,
vi skabte vort parti
for frihed og for broderskab
og for demokrati.

Vi ville skabe en kultur
der tror på sammenhold.
En verden, der kun tror på ting,
er men’skefjendsk og kold.

Vi drømte, alle folk på Jord
stod sammen hånd i hånd,
en verden uden had og krig
i kærlighedens ånd.

I stedet står I der som svin
der trænges om et trug.
Kun egoistisk snæversyn
og endeløst forbrug.

I bruger kun som sutteklud
den fane, der var rød.
Jeg tror, at jeg skal være glad
sa’ Pio, jeg er død.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Internationale

Der findes stadig sult i verden,
der findes fattigdom og nød,
du møder uret på din færden,
du møder vold og krigens død.
Lad os ikke finde os i dumhed,
lad ingen slavebinde jer.
Gør op med blindhed og med stumhed.
Gør verden bedre end den er.

Kammerater og venner,
se det pibler og gror
og Internationale
forener vores Jord
Så kom brødre og søstre
Vi ved, vejen er lang
men Internationale
forener os i sang.

Vi bryder udbytningens lænker
når vi står sammen om vor sag.
Tyranner frygter folk der tænker
som mørkets kræfter frygter dag.
Klyng dig ikke kun til det du ejer
De døde ting er rådne lig
og kun retfærdighedens sejr
kan gøre verden lys og fri.

Kammerater og venner….

Lad ingen skille os med mure,
racisme eller hegn af had
Vi bryder ud af fordoms bure
og sværger vi vil følges ad.
Skal naturen rundt om os forgiftes?
Skal vi dø for pengemagt?
Nej, selve grundtanken må skiftes
før dagen gryr i al sin pragt.

Kammerater og venner…

De rige tror, de er så stærke
og farer ud med krig og mord.
Men står vi sammen, skal de mærke
de mange får det sidste ord.
De har pengene, og de har våben,
men vi har tro og kærlighed.
Vi vil en verden, der er åben
med sammenhold og evig fred.

Kammerater og venner,
se det pibler og gror
og Internationale
forener vores Jord
Så kom brødre og søstre
Vi ved, vejen er lang
men Internationale
forener os i sang.

(tekst: Arne Herløv Petersen,
frit efter Billy Bragg)

Dagens Arne :

Flygtige strømninger, væskernes ilsomme baner,
hakkende flimren som stimer af lyskolde fisk.
Løseligt bundet i hud ligger spredte organer
klar til at lægges på række på lighusets disk

Inde i huset den svimle og hendøde støvhal,
vægge med afskallet hud som en ny slags tapet.
Alting i kroppen er blot et alternativt løvfald.
Der, jeg går hen, er til steder, der aldrig er set.

Vablede øjne der lukkes til usete sprækker;
fingre, der famler sig over et tremmesygt bur.
Støvsletter knitrer i solen, mens snorlige rækker
myrer forsøgsvis bestiger en galdegul mur.

Alt bryder sammen, et silende sug gennem rødder,
afgrunden snapper med ankelgreb om mine fødder.

©Arne Herløv Petersen

Så blev klokken ti minutter i otte, og det er præcis ni år siden jeg ringede til Møllen og sagde de nødvendige ord:

"Jeg vil være ædru."

Den vigtigste beslutning i mit voksne liv, og en beslutning der trods sin enkelthed havde taget mig mange år at erkende nødvendigheden af.

Men selv når valget står mellem at leve med sygdommen eller dø af den, er det en beslutning der føles ufattelig "farlig". Indtil den er taget - for dér opdager man enkeltheden i at erkende sandheden.

Jeg hedder Per, og jeg er alkoholiker - men jeg drikker ikke.

Dagens Arne :


Der sidder et par i græsset
- en af hver slags -
og de kigger på mig
mens de læser op af en bog:

Bønfaldende rækker træet
sine grene mod himmelen
mens rødderne søger ned
mod Jordens kerne.
Urokkelig, ubevægelig står det
gennem århundreder
og lader vinden suse gennem sit løv
Ingen sorger eller bekymringer kender det
Det hviler i sin stræben mod skyerne.

Se, sådan skriver man kun
hvis man absolut ikke har nogen anelse om
hvad det vil sige at være et træ.

Lad os bare tage sådan noget som barkbiller.
Hvad laver barkbillerne?
De graver gange?
I hvad?
I mig.
Nå.
Hvis nu der var nogen,
der gravede gange i dig,
ville du så føle dig ubekymret?

Så er der fuglene
De æder af mine bær,
De skider på mig
De bygger rede i mig
så jeg skal stå der og vugge
deres åndssvage unger.

Har du prøvet at have trøske?
Det er ikke nogen rar fornemmelse.
Elmesyge er nærmest som den sorte død,
Asketoptørre er en form for demens,
Man bliver vissen i toppen.
Og så er der lige råd, svamp og pletsyge
oven i hatten.

Lige som man står der i sine egne tanker
og vifter med løvet
så begynder det at falde af.
Det er værre end parandentose,
Først bliver bladene gule
Så bliver de løse i stilken
og så river de sig løs med et lille svup
og flagrer ned på jorden og lægger sig.
Så kan man stå der og fryse
og banke nøgne kviste mod hinanden
hele vinteren igennem.

Næste år begynder det så igen
med saftspændingen
så man er ved at gå ud af sin gode bark.
Og så svumer knopperne ud
Dut dut dut, som en slags filipenser
og pludselig folder de sig ud,
Det er godt nok anstrengende.

Men det værste er menneskene
Hvad de kan finde på.
De har motorsave

og dem bruger de til tortur og drab
At blive beskåret er slemt nok,
Rituel lemlæstelse af uskyldige træer
Men de kan når som helst finde på
at de ikke vil nøjes med at pine os.
Øksen ligger ved træets fod,
siger de truende.
selv om det ikke er en økse
men en motorsav.
En dag
sætter de savens tænder
i mig
og saver mig over.

De skulle prøve det selv,
digterne,
at blive savet midt over
og flækket og hugget til
og smidt ind i en pejs
hvor de sætter ild til mig.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Lille sommerfugl,
flyv fra blomst til blomst

Tak for kaffe, siger jeg bare.
Ham Bjørn Tidmand, aner han overhovedet
hvad han snakker om?
Hvis han vidste
hvor øm man bliver i vingerne
af at flakse.
Han skulle prøve det engang
Fra den ene blomst til den anden
dagen igennem
Snablen i bund og suge
Og hvad får man ud af det?
To dråber honningdug.
Man skal blafre en del
for at hente akkorden hjem.

Og så siger han:
Hvem der bare var sommerfugl.
Ja, vi kan godt bytte.
Flapre rundt som en åndssvag
mens I andre bare nyder solen
Suge blomster og lægge æg
Suge blomster og lægge æg
Og det var så det liv.
Tror du der er noget med at holde vinterferie?
Ha ha
Vi ved ikke engang, hvad vinter er.
Vi dør inden.

©Arne Herløv Petersen