Dagens Arne :

At synke ned i sindets fostervand
at blive den, jeg var, før jeg var til
og se med paddeøjne verden an
igennem slør, i evigt gådespil.

De døde vågner til forbenet liv,
de glemte dage springer atter ud.
Det, jeg vil glemme, skraber som en kniv
der trækker blod af nattens spændte hud.

Fortabt i mørket på en bortgemt sti,
fortumlet i en nat der varer ved.
I nattens dag er ingenting forbi:
Det svundne er blot det, jeg stadig ved.

I drømme kender jeg de steder, hvor
de tavse stimer, dybets tandfisk, går.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Hvor er alle sommerfuglene
når det regner?

I solen flakser de om mig
De sætter sig på ribsbusken
og folder dydigt vingerne sammen
De stiger to og to mod det blå
og binder ellevilde sløjfer af luft
om hinanden

Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel
Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt
så blottet for træk som en snebold.
Bredtægerene hægter sig mageligt sammen
Triungulinerne vifter med alle de små forben
for at lokke jordbien ned
så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels.

I solskin er haven levende
og alle buskene summer

De første dråber
falder sørgmodigt
Endnu i faldet
lukket om sig selv
i en glitrende dråbe
Men i nedstyrtningen i regnvandstønden
splintret og udslettet.

Og haven ligger tømt tilbage.

Jeg har prøvet at følge sommerfuglene
når de forsvinder i regnen.
Jeg har set efter på bladenes underside
og i læ under græsstrå.
Jeg har skrabet i jorden
og spejdet op under tagskæg
Men de er der ikke.

Sidder de som sammenrullede paraplyer
i en garderobe
et sted under skræppebladene?
Har de knyttet sig sammen
til næsten usynlige vingekugler?
Skifter de farve
så man ikke kan se dem
når de kliner sig ind mod træets bark?

De er der ikke.
De er ikke i vores verden.

Når de kan lugte
en regndråbe
falde
glider de gennem sprækkerne
i tiden

Løvtæger og urtesvirrefluer
Mosskorpioner og løbebiller
Stor bredpande og blygrå lavspinder
Guldfodet dyndflue og snegleådselsbille –
Alle glider de ned i ormehuller og revner
og kommer ud på den anden side

Alle havens insekter har samme mål.
De sætter sig på en bron tosaurus
der ligger og grynter i en muddersø
engang i kultiden.

De folder vingerne ud mod den evige sol
De ryster haven af benene
De tripper over øglens tykke læderhud
De danner summende kredse
og danser deres tidsrejsedans
indtil et signal gennem tidssprækken
fortæller dem
at solen er vendt tilbage til menneskenes tid

Så folder de sig sammen
og glider igen gennem tidssprækken
flade som dankort i en pengeautomat
og kommer tilbage til mig.

De flakser om hjortetrøst
De sætter sig på solbærbusken
De stiger to og to mod solen
og binder usynlige sløjfer om hinanden.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

At synke ned i sindets fostervand
at blive den, jeg var, før jeg var til
og se med paddeøjne verden an
igennem slør, i evigt gådespil.

De døde vågner til forbenet liv,
de glemte dage springer atter ud.
Det, jeg vil glemme, skraber som en kniv
der trækker blod af nattens spændte hud.

Fortabt i mørket på en bortgemt sti,
fortumlet i en nat der varer ved.
I nattens dag er ingenting forbi:
Det svundne er blot det, jeg stadig ved.

I drømme kender jeg de steder, hvor
de tavse stimer, dybets tandfisk, går.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Han smækker lugen bag sig
og falder gennem rummet
med svømmebløde fagter
forblindet og forstummet.

Blandt tusind hårde stjerner
en mild og skyblå klode
der nynner om det varme,
det hjemlige og gode

Han svæver gennem tomrum
og kredser som i blinde
om Jorden, der er frodig
og lyser som en kvinde.

Det samme styrt i rummet
som første gang vi mødtes,
et kaos, hvoraf svimmel
en drømmeklode fødtes.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Og under barken billerne, der banker
et sidste budskab, ingen vil forstå.
I fuglekrampe sender træet tanker,
der svinder ulæst hen i himlens blå.

På sneglehuset venter tegn i rækker,
men skrevet med et ukendt alfabet.
I stenen vidner pludselige sprækker
om syner, intet menneske har set.

Fra hvalens sang igennem oceaner
til musens piben på den tørre jord
fortæller de os, hvad de ser og aner
om truslen og det nære klodemord.

Vi hører ikke, at naturen kalder
og ænser ikke, verdenstræet falder.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

I livets flimmer kan jeg bare måbe.
I dette virvar vil jeg ikke bo.
Når alting kravler, er der ingen ro.
At leve i den larm kan kun en tåbe.

Der, hvor jeg står, er det for sent at håbe.
Jeg danner ny kitin og hvæsser klo
og er mig selv og ensomheden tro.
Der kommer ingen lyd, når jeg vil råbe.

Lad bare deres tomme floskler gjalde
Den kniv, de skærer med, er blevet sløv
og lige komisk hule er de alle.

I stedet vil jeg høre træet kalde
og spire frem fra kviste som et løv
der ved, det atter alt for snart må falde.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Hindbærplanterne
vandrer mod lyset.
I en evig stræben
trækker de sig mumlende
bort fra skyggernes land
for at folde bladene ud
i sol og varme.

Når jeg flytter dem tilbage
til skygge og kulde
filtrer de rødderne sammen
med brændenældernes
safrangule rodnet,
stemmer imod
og gør modstand.

De råber om hjælp
fra græstuer og skvalderkål.
Mælkebøtter
rammer pælerødderne ned
og favner deres brødre
hindbærrene

Langsomt flyder alle rødder sammen
under jorden
og danner et filtret tæppe -
en celleklump af liv
der tykner og tætner
og pludselig begynder
at gnistre af synapser

Trægt og uafvendeligt
trykker rodtæppet sig op mod huset
glider op over murene
og knuger om taget.

Vi står inde i stuen
og ser ud i det grønne mørke
mens vi hører
fordøjelsesenzymerne bruse –
det sidste vi hører
før planternes grønne blod
skyller gennem vores årer.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Lyse nat

Den lyse nat
risler ind gennem
mine øjne

Ser i en blå dis
de store dyr
stige op fra grøften
som et tonebrus
i kød og blod

Hjortene svæver
ind over græsset
Så tæt på
man kan se dugdråber
i pelsen
Så fjerne
som et åndesyn

I sprækkerne i
det menneskeskabte
lever verden endnu.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Den straf, som guden pålagde Kassandra:
- hun talte sandt, men ingen ville høre -
den gælder stadig som et evigt mantra:
at sandhed mødes af et lukket øre.

Der er kun ét, vi ved om vores skæbne:
Vi vandrer stadig frem mod vores død.
Men blindhed lader nådigt sindet væbne
sig med en tro på evighedens glød.

Vi stod i angsten for et Hiroshima
og ånded’ ud, da faren drev forbi.
Nu har vi sønderslået vores klima
men ænser ikke faren, vi er i.

For sandhed visner altid hen i tørke.
Vi søger blindhed – trygheden ved mørke.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Den nedre sol, der gløder jordens kerne
kan brænde sten og smelte sort metal
Den er et stadigt varsel fra det fjerne
til os på klodens tynde æggeskal.

Og over Jordens smule atmosfære
står suget fra det kolde verdensrum
Det tomme øde, hvoraf vi kan lære
at verden rundt om os er blind og stum.

Det er den lære, du og jeg må finde
Vi famler os til disse sidste ord.
Og vi må ikke tie. Vi skal råbe:
Vi lever på en spinkel, udspændt hinde

Vi har kun dette nu og vores Jord,
det liv, som vi må værne. Denne dråbe.

©Arne Herløv Petersen