Dagens Arne :

Hvorfor vil jeg sætte spor
i tidens flyvesand
når ørkenen snart
dækker kloden?

Hvorfor tror vi
vi kan mildne døden
ved at avle børn
bygge broer
skrive digte
sætte en sten på den plet jord
hvor lidt aske
giver næring til encellede organismer?

Døden ser dig
fare febrilsk rundt
og pudse eftermæle.
Den ryster på hovedet
og ler.

Kølvandet efter vores båd
danner ingen evig fure i havet
Hvert ord man siger
er en kortvarig forstyrrelse
af luftens urokkelige ro

Selv det ynkelige billede
fra kemoperioden
hvor du ligner en oppustet frø
og som de altid bruger
for at ramme dig
vil blive slettet i arkivet

Ingen hører dig nu
ingen vil høre dig senere
De få fodspor i sneen
forsvinder i næste tøvejr

Trøst dig med dette:
Den skrævende konge
på bronzehesten
har heller intet efterliv,
han er lidt mos og fnuller
i et hjørne af kobberkisten

Når man er død
sidder man ikke
og læner sig ud over skyens kant
for at sige Tittebøh til dem dernede

Alle vi, der endnu er;
er snart forbi
og alle de, der var,
har aldrig været til.

©Arne Herløv Petersen