Gadekor for fred

Gadekoret øver på torsdag kl 15 i Xperimentet, Jyllandsgade 30 (gå ind igennem Bluesette og op ad trappen bag baren)

Vi fortsætter på torvet til flagning kl 16.30.

Vi er så heldige at have Sofie Drejer med til at øve stemmer denne gang. Jeg håber mange af jer kan, og vil prioritere det. Det er langt lettere for mig når vi er to, til at indstudere stemmerne. Vi fokusere i første omgang på de to sange jeg har send til Gadekoret i Århus , som vi forhåbentlig skal fremføre sammen med dem til Nakba.

Kender du nogen du tænker kunne have lyst til at være med, så invitere endelig.

Jo flere jo bedre til i vores kor for fred

Det kræver ingen skills, alle kan være med. Mit motto har, siden jeg hørte min sanglærer på Den ny dramaskole, for mange mange år siden, få en gut der sang enormt falsk til at synge klokke klart rent på blot et kvarter, at alle kan synge. Det handler om at lytte. Så tøv ikke. Kom bare med om du er garvet eller begynder, har fået at vide at du ikke kan synge, eller ej. Jo flere vi er, des bedre blir det. Vi skal nok supporte jer.

Tilmelding er ikke nødvendig, men giv gerne et prej når du ved om du kommer.

Kh Gadekoret for fred

Jeg læser “Magt indsigt, aktindsigt “ af My Carla Sommer. Og jeg bliver, ligesom da jeg læste hendes første (faktisk anden, da den aller første er udgivet under et andet navn) indigneret på hendes og så mange - ja faktisk også lidt på egne vegne.

Følelsen af ulighed er i hvert fald genkendelig.

Den findes alle steder i verden. I psykiatrien, på bosteder, behandlingshjem, når du går til lægen/tandlægen, hos social forvaltningen, i landbruget, på (heste) opstaldningsteder, i hjemmene, i apartheidregimer…. Trangen til at have magt over andre væsner. Over jorden. Den kolonistiske tankegang vi mennesker er gennemsyrede af især her i vesten. Følelsen af at vi er mere værd end andre. Ved bedre end andre. Gør os kloge på andres liv. Føler os berettiget til at udnytte. Om det er dyr, menneske(dyr) eller jord. Vi har glemt vi alle er én. At vi er en del af noget større. Vi har glemt at tage ansvar for hindanden, og dermed også for os selv. Eller er det omvendt? Vi har fjernet os selv fra vores oprindelige kerne. Vores medfødte empati. Ansvarsfølelsen.

Noget af det My skriver er netop at de “godhjertede” behandlere og ansatte i psykiatrien, der kom til at udnytte deres magt, var dem der ikke var opmærksom på deres egne dynamikker.

Jeg har aldrig helt forstået at man kan få lov til at arbejde med mennesker (eller dyr) uden at have en form for uddannelse i sig selv og sine egne traumer, mønstre, dynamikker. Det er faktisk kun psykoterapeuter der arbejder med sig selv undervejs i deres uddannelse. Du kan blive psykolog, psykiater, læge, socialrådgiver…. uden nogen sinde at beskæftige dig med dig selv og dine egen traumer. For vi har alle trauma. Det kan være både iøjnefaldende traumer, og little t traumas, som bl.a. Gabor Maté taler om. Dem vi alle sammen har, og som kan stagge sig oven på hinandens hvis vi ikke har redskaberne til at få dem forløst. Og hvis du har magt over andre væsner, kan du komme til at gøre rigtig meget skade - helt ubevidst. Med den bedste intention om at hjælpe.

Eller du kan komme til at slide dig selv op, så du hverken kan hjælpe andre eller dig selv.

Faktisk tænker jeg at verden vil blive et bedre sted, hvis det ikke kun var “mennesker der vil arbejde med mennesker”, der fik den form for “uddannelse” i sig selv. Jeg tror på at verden vil komme til at se helt anderledes ud, når vi alle lære at mærke os selv, og dermed også andre.

Den bølge der i visse kredse har floreret i mange år, som netop handel om selvkærlighed, er i min optik bypassed. For det bliver ofte til en navlepillede selvoptagethed. Det handler ikke om at være selvoptaget. Det handler om empati. Med verden - og med sig selv. For vi er ikke i stand til at føle empati med noget uden for os selv, hvis vi ikke har den til os selv. Ikke sådan helt rigtigt. Ikke uden at komme til at fare vild. Fare vild i at ville gøre noget godt for andre.

Kan vi tage den hjem, uden at blive selvoptagede?

Kan vi tage ansvar for vores eget liv, sådan at vi kan tage ansvar for verden?

Hvis vi lære det tror jeg på at vi kan blive en verden af empatiske mennesker. Og i en verden af empatiske mennesker, har både dyr, mennesker og jorden det godt. Og det er meningen at vi skal have det godt. Alle sammen. Det hele. For vi er en del af et hele. Så egoisme vil aldrig føre til at nogen har det sådan rigtig godt. Heller ikke selvom de prøver at blide sig selv og omverdenen det ind.

Tør vi være ærlige over for os selv?

Over for verden?

Tør vi vise kærlighed? Kan vi rumme kærlighed midt i alt det forfærdelige der sker i vores verden?

Kan vi blive så resiliente at vi kan hele verden?

#vieralleen
#vierallelige
#empati
#liberation
#freedom
#equality
#frihedfredogkærlighed
#frihed
#Fred
#kærlighed
#fredpåjord
#FreePalestine

Hvor lander dit kryds i morgen?

#stempalæstina
#stemgrønt

✌🏾

Sorg processen
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lave et “RIP” opslag, som så mange gør. Men denne proces har været så lærerig, givende og vigtig. Og jeg tænker mange vil kunne bruge at reflektere over dette emne. Døden. Sorgen.

Dette skriv er Ikke blot til heste mennesker. Vi har generelt her i vesten et lidt anstrengt forhold til sorg og død. Vi er opdraget til at det er noget vi skal over. Vi skal fikses så snart der er noget de gør ondt. Det samme med vores dyr. De må ikke lide. Og det gør at vi somme tider ikke giver det den tid det har brug for.

Søndag: Jeg sidder her i solen, på jorden, men Djuna ved min side. Vølven ligger under en presenning til højre for mig Lovis græsser foran mig og bevæger sig rundt. Og Flamme står og sover i solen lidt til venstre for mig. Det er to dage siden Vølven blev aflivet. Det var en fredag og derfor blev hendes krop først hentet flere dage efter - mandag morgen. Først tænkte jeg åh nej så skal hun ligge der og svulme op. Men det var så heldigt at hun skulle ligge her så mange dage. For de havde brug for tid til at give slip. De havde brug for flere dage, hvor de kunne gå til og fra.

Hegnet herude hvor hun er blevet lagt, er noget hurtigt midlertidigt noget jeg satte op for et par dage siden, og jeg turde ikke lade dem være her natten over. Den første aften da jeg tog den væk herfra, blev de så oprevet og løb fortvivlet rundt, frem og tilbage og skreg på hende. De vrinskede hele natten. Tidligt næste morgen da jeg åbnede løb de alt hvad de kunne ud til hende og stille sig og faldt straks til ro igen. Hele lørdag og søndag gik de herude til og fra. Men altid i nærheden. Og så snart jeg forsøgte at lukke et led herud eller tage dem væk herfra blev de oprevet, så de fik den tid de havde brug for og kun om natten blev de lukket fra. Gradvist blev de mere og mere rolige - i deres vej her ud om morgenen og når de blev fodret og drak, kunne jeg sætte spandenne længere og længere væk og de skyndte sig mindre og mindre tilbage.

Men jeg er spændt på at se hvordan de reagerer i morgen når hun bliver hentet. Når hendes krop bliver hentet. For de ved godt hun ikke er her mere, og de bevæger sig mere og mere væk fra hende selvom de stadig bliver herude omkring. Lugten af gas støder dem også naturligt fra. De står her kortere og kortere tid. Men Lovis har stadig brug for at stå ved hende indimellem.

Jeg er så taknemmelig for at jeg har kunne give dem muligheden for det.

Vi har sørget sammen. Jeg har grædt. Jeg har været her. Jeg har siddet her med dem, gået med dem, været i nærheden. Tiden i denne her proces har været anderledes end så mange andre gange jeg har måtte tage beslutningen om at slutte et liv. Det har været godt for mig og for flokken, som nu kun er to. De vil gerne hænge ud herude fordi de også er tættere på naboens flok på fem. Jeg tror gerne de vil (endnu mere nu hvor de er blevet en mindre) have inddraget dem i flokken.

Kan de finde ud af at være to. Flamme og Lovis. Og hvad når Flamme heller ikke er her mere. Han er jo en ældre herre, selvom han har det godt nu. Kan hun klare det igen Louis - at skulle sige farvel. Da jeg så hvor fortvivlet hun var lige da vi havde lagt Vølven ned - hvordan hun blev ved med at forsøge at få hende op - skrabede hårdt på hende med sin store kraftfulde, stærke forben - som hun har gjort så mange gange da Vølven var lille og skulle op og have mælk, og som Vølven har gjort ved hende, når hun var sulten. I det øjeblik tænkte jeg, at hun måtte med når Flamme skal her fra. Jeg kunne ikke få over mit hjerte af at hun skulle igennem det en gang til - at blive efterladt. Men selvfølgelig er båndet et andet mellem mor og datter, og mellem en voksen hest og hendes companion- en gammel onkel til hendes barn. Og denne sort er naturlig. Sorgen er altid naturlig. Og vi skal tillade den og givende den plads den skal have.

Fortsættelse i kommentarfeltet pga tekstlængde begrænsning nået..