Rumpetrolde, grodyngel, høsnarunger og andre væsner.

Havedammen er vågnet til en ny sæson, og denne sæson bliver helt anderledes end de 26 tidligere sæsoner her i haven. Alle guldfiskene er nemlig forsvundet.
Jeg har i flere år givet fisketilladelse til en hejre, som jævnligt og gennem mange år har besøgt havedammen. Men det var vinterkulden der gjorde en ende på fiskelivet i havedammen. Endelig kan jeg se frem til en sæson, hvor andet liv i havedammen kan få lov til at udfolde sig.
Det første der er sket er, at den naturlige balance i havedammen er ved at blive genskabt. Det betyder, at vandet er stjerneklart, og at det er muligt at følge noget af det liv der udspiller sig under overfladen.
Den næste forandring var, at en frø har lagt sine æg i en klump i vandet. Frøernes æg lægges i klumper, mens tudsens æg lægges i lange strenge. Derfor ved jeg, at det er første gang der er frøæg i vandet. Tudsernes æg har været der i mange år.
I maj svømmer de små haletudser rundt i vandet og finder en solstribe at sole sig i. Forleden kom min norske ven fordi for at se dem. ”Ved du, hvad de der hedder på norsk”, spurgte han. ”Nej”, svarede jeg i forventning om, at jeg lige om lidt ville få svaret.
”Rumpetrolde” svarede han med et glimt i øjet.
Senere samme aften søgte jeg efter haletudser på alverdens sprog. Svenskerne kalder dem for grodyngel og færingerne kalder dem for høsnarunga, men fra i år, hedder de altså rumpetrolde her i havedammen.
I april kommer salamandrene frem fra deres vinterhi for at kravle i vandet og yngle. Først når det sker, kan jeg begynde at ordne i mine bede omkring dammen.
Uheldigvis for rumpetroldene, kan salamandre godt lide frøæg og rumpetrolde, så det varede ikke længe, før jeg kunne se salamandrene flokkes omkring frøæggene.

Når jeg sidder i min havestol og nyder aftenkaffen, så kan jeg høre Hr. tudse kalde efter en mage. Det har han gjort længe og det ser ud til at være lykkedes, men i skrivende stund er der endnu ikke kommet æg.
Tudser har en klumpet kropsform sammenlignet med frøer. Tudsen har kortere ben og en tør og vortet hud.
Tudser har giftkirtler bag øjnene, hvorfra der udskilles en gift, når de føler sig truet. Det har kattene Sokrates og Xantippe vist fundet ud af, for de nøjes med at se på, når en tudse hopper hen over terrassen.
Vi lever så længe vi lærer synes også at være noget kattene har forstået.
Visdom i pels?
Frøer og tudser er fredede i Danmark lige som salamanderen. Deres naturlige levesteder er truet, så også her kan vi som haveejere gøre en forskel for biodiversiteten ved at genskabe deres levesteder i vores eget miljø.
Der er 1,2 millioner private haver i Danmark, så det er da ikke helt umuligt, at vi kan vende afvikling til udvikling af Danmarks natur.


Faktaboks:
Salamandere lever typisk i vand eller fugtige områder. På land er salamandrene nataktive og søger i dagtimerne skjul under sten, træstammer eller i jordbunden. Mange arter yngler i små damme eller vandhuller, hvor larverne lever som haletudser, inden de forvandles til salamandere.
I Danmark findes tre arter: lille vandsalamander, stor vandsalamander og bjergsalamander. Den lille vandsalamander er mest almindelig og måler 6-9 cm med en levealder på op til 12 år.
På deres menukort står der f.eks. myg, fluer, biller, orme, små snegle, frøæg og rumpetrolde.
En af de mest bemærkelsesværdige egenskaber ved salamandere er, at de kan regenerere tabte lemmer, hale og dele af organer.

Et kærlighedsessay til april.

Forårsmåneden april er den stille overgang mellem at holde vejret og endelig trække det dybt igen. Når verden føles tung af overskrifter og uro, træder april ind som et løfte om bedre tider. Ikke med larm, men med lys. Ikke med garanti, men med håb.
Jeg holder af dig for dit omskiftelige vejr uden at undskylde, og for solen, der bryder frem, gennem mørke skyer. Du lærer mig, at blødhed ikke er svaghed. At det er muligt at være sårbar uden at blive knust.
Du dufter af våd jord og nye begyndelser. Af hyacinter i blåt, hvidt og rødt. Af påskeliljer, der står som små sole i græsset, som om de nægter at lade mørket definere livet, mens tulipanerne står som flag, der vælger at signalere fryd frem for frygt.
Anemoner der breder sig som blå og hvide åndedrag i skovbunden, mens kirsebær- og mirabeller samler mod i deres knopper – en stille beslutning om at blomstre, selv når tiderne er usikre.
Hver knop er et lille insisterende ja.
Bierne summer og arbejder videre uden at råbe. Humlebiernes dybe brummen er en påmindelse om, at det vedholdende er stærkere end det højlydte.
Citronsommerfuglen blafrer forbi som et strejf af tro på bevægelse, og nældens takvinge folder sine mønstrede vinger ud i en partnerdans, fordi verden stadig er værd at farvelægge og skabe nye generationer i. Myrerne organiserer sig i solen, mariehønsene der også finder et solstrejf og en vej gennem visne blade og det nye grønne – små samfund der fortsætter, selv når de store synes at vakle.
Du rummer både gråd og latter på samme dag. Regn og hagl mod ruden og sol i samme time. Du lærer mig, at man kan være bekymret og håbefuld på samme tid. At det skrøbelige ikke er det samme som det svage.
For mens grænser diskuteres, alliancer rystes, og ord vejes tungt i mødelokaler i München, på Christiansborg og i Nuuk, springer bøgen ud med sit næsten gennemsigtige lysegrønne løv.
Skoven i april dufter af våd jord – mørk, rig og sødlig. Det er duften af nedbrudte blade, der langsomt formuldes. En dyb og rund duft, der føles kølig og levende på samme tid. Duften af fugtighed, der stadig ligger i mosset, blandet med de første bøgeblade, der tilfører en lys friskhed der gør vejrtrækningen dyb og inderlig.
April er overgangen mellem noget der var og noget der er på vej på samme tid. Ikke af forrådnelse men af forvandling, alt imens jorden fortsætter sin langsomme og rolige rejse omkring solen.

Nyd det!

Det svageste køn har altid været det stærkeste. God kampdag

Forårsforventningerne formilder den sidste vintermåned.
I marts begynder det hele at vågne op til en ny sæson. For mit vedkommende er det sæson 26 her på matriklen.
Nu bliver vintermørket fortrængt af forårslyset. Snart vil vi kunne høre tudserne i havedammen og det varer heller ikke længe, før citronsommerfuglen går på vingerne efter sit vinterhi i havens efeu, som i denne vinter har været dækket at et beskyttende lag sne.
Sneen følger havens former og danner derfor bløde kurver. Under sneen ligger de vilde blomsterfrø i mørket og venter på, at det bliver deres tur til at springe ud og starte en ny sæson for Gud ved, hvilken gang.
I begyndelsen af februar var det kyndelmisse. Det er en af de dage på året, hvor vores forfædre tog vejrvarsler. Det hang sammen med, at den 2. februar præcis ligger midt i den vinter, som i gamle dage gik fra 1. november til 30. april. På den dag skulle bønderne derfor have halvdelen af forrådet tilbage, inden dyrene igen kunne komme på græs den 1. maj.
Den 2. februar var himlen blå og solen skinnede på den sneklædte have. Vejrvarslet lyder: "Hvis solen skinner klart på kyndelmissedag, kommer meget sne herefter".
Og det var lige det der gjorde. Om resten af vejrvarslet passer, at det bliver et koldt forår, finder vi først ud af i kalenderårets forårsmåned, marts. Alene navnet gør mig glad og forventningsfuld: marts.
Det hjælper bestemt også på humøret, når stæren allerede har vist sig i vinterhaven. Sjagger er en standfugl, så det er ikke så usædvanligt. Både stære og Sjagger kunne ses hos gode venner i nabokvarteret, fordi de trofast fodrer fuglene hele året.
Nu er sneen væk.
Forårsforventningerne formilder den sidste vintermåned. Mon verdens magtmennesker også lader sig formilde?
Næppe!
Folk med storhedsvanvid føler ikke og lader sig ikke formilde, med mindre de får Nobels Fredspris.
Magtmenneskene ødelægger ikke glæden ved min første forårsrunde i haven. De to sorte katte, Xantippe og Sokrates, var heller ikke synderligt påvirkede af verdenssituationen. Jeg kan se at de nyder forårslyde og dufte og i kådhed springer de op i alle havens træer, en efter en, for at hilse på og for at vise deres betingelsesløse glæde over livet.
Jeg følger ikke efter, for en havemand skulle jo nødig miste jordforbindelsen.

Vinterbilleder. Stæren er kommet

... og angående vejret!

Når DR's journalister og meteorologer omtaler snevejret, så bruger de forskellige udtaler. Hedder det at "rytte" sne eller at "rydde" sne. Hedder det at sneen er "fyget" eller er den "føget."

Her hos mig har jeg ryddet sne og den sne der er faldet i haven er føget, så der er dannet driver.

Efterhånden som Epsteins ret omfattende netværk åbenbares for en formodentlig og til stadighed måbende offentlighed, er jeg begyndt at lege med den tanke, at vi her ser det konspirationsteoretikerne bygger deres Deep State teorier på.

Det er slet ikke så mystisk.

Epstein har bare været rigtig dygtig til at netværke blandt verdens mest indflydelsesrige personer.

Okay, det er bare spekulationer på en aften, hvor DR for anden dag i træk ikke har nævnt Donald Trump.

Noget godt har vejret da bragt med sig.

Jeg overvejede et længere indlæg om den politiske situation i Europa i slut 1920'erne og frem til 2. Verdenskrig.

Det var en gruopvækkende rejse i tankerne.

Jeg tror egentlig bare, at jeg vil nøjes med dette: Er der andre der ser en sammenhæng mellem ICE og SA?

Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.

Vinteren slog til lige efter nytår. Kulde og sne lagde et tæppe af ro over haven og en illusion om, at verden er blevet god igen.
Når jeg sidder med morgenkaffen og kigger ud, falder der en velsignet ro over livet. Pindsvinene ligger forhåbentlig trygt i deres vinterhi og venter på forår.
Fuglene sidder stille rundt om i træer og buske. Et par musvitter, gærdesmutter og en rødhals flokkes omkring foderstederne sammen med en større gruppe af solsorte.
Mellem fuglesporene i sneen, er der kattespor!
Et øjeblik føler jeg mig fanget mellem den Trumpske udgave af verdensfred, Putins menneske ofringer i nabolaget og behovet for at sætte kedlen over til endnu en kop kaffe, eller at gå i seng igen for at få varmen og det hele til at gå væk.
Jeg slukker for nyhedsstrømmen og en af kattene springer op for at få lidt omsorg. Når Xantippe har fået sit behov dækket, så er det Sokrates der springer op og sætter sig til rette. Nogle gange er det omvendt. Det kan der godt gå lidt tid med.
Jeg har i mange år brugt januar til eftertanke. Om livet der var og det liv der venter.
Forleden genså jeg en film på DR. Filmen så jeg første gang da den blev vist i biografen i 1980: Velkommen Mr. Change, hedder den. Det er Peter Sellers der har hovedrollen som gartneren Mr. Change. Forventningen dengang i 1980 var, at jeg skulle ind for at se en sjov film, for det er jo sådan vi husker Peter Sellers, bl.a. i Den lyserøde panter eller i den evigt tilbagevendende film nytårsnat: Kom og vask min elefant.
Hele sit liv har Mr. Chance boet isoleret som gartner i en rig excentrikers villa. Han kan hverken læse eller skrive. Da ejeren dør, kommer Chance ud i en verden, han kun kender gennem tv. Han taler med et barns enfoldighed om rødder, jord og solskin. Chance bliver skiftevis fortolket som poet og filosof af den finansielle elite.
Når gartneren Chance siger noget banalt om havearbejde, så fortolker politikerne det som dyb filosofi: Når rødderne ikke bliver skåret over, går alt fint.
Change lyver aldrig. Nogle tilfældigheder senere er han præsidentens personlige rådgiver!
Det vil aldrig kunne ske i dag. Ikke at en enfoldig kan blive præsidentens rådgiver eller præsident for den sags skyld, men at vedkommende aldrig lyver.
I filmens slutscene går Mr. Change på vandet.

Ind imellem lyder fuglene som om det er forår, og et par blåmejser ser ud til at have reserveret plads i havens to mejsekasser. Det ser ifølge DMI ikke ud til, at vinteren har tænkt sig at overgive sig lige med det første.
Og som det er med verdenspolitikken, er vejret uforudsigeligt i denne tid. Vi må håbe, at rødderne ikke bliver skåret over, så skal det nok gå alt sammen.