Dagens Arne :
Jeg fik mig lidt af en overraskelse
da jeg døde.
Jeg stod i kø ved kassen
da et emsigt kvindemenneske
maste sig ind foran mig.
Jeg meddelte hende
i heftige vendinger
hvad jeg syntes om hendes opdragelse
eller mangel på samme
da jeg uden smerter eller forudanelse
sank sammen på gulvet
og opgav ånden.
Det var så det, nåede jeg lige at tænke,
Men det var det ikke.
Når det er slut, er det slut,
sagde jeg altid,
Men når det var slut,
skulle det først til at begynde.
Uden varsel
stod jeg foran perleporten.
Det var sådan et forhæng af perlesnore
som man ser på græske cafeer,
og jeg trak snorene til hver sin side
og gik indenfor
hvor en gammel, hvidklædt mand
sad ved et skrammet skrivebord.
Han fortalte, han hed Sankt Peter,
og nu skulle han lige slå mig op i protokollen.
Han så efter
og så kiggede han på mig,
- Nå, du troede ikke på Gud, sagde han.
- Men det skal du ikke være ked af.
Gud tror på dig.
- Nå, lad os få det overstået, sagde jeg.
- Er der en elevator derned,
eller skal jeg tage trappen?
Peter lo hjerteligt.
- Helvede, mener du? sagde han.
- Det er bare negativ propaganda.
Sådan noget vi siger,
for at få folk til at opføre sig ordentligt.
Ligesom Den store Bastian.
Det findes ikke i virkeligheden.
Det kan du da sige dig selv.
Ellers ville Gud ikke være god.
Gå nu bare igennem.
Der er vinger og basuner
til jer alle sammen.
Så fik jeg vingerne på.
De var meget tunge.
Som en stor rygsæk.
Det var lidt uvant
at bruge skuldermusklerne på den måde.
Jeg fik aldrig lært at flyve som en fugl.
Jeg render ligeud
og spjætter med mine små drontevinger
hopper lidt op i luften
og falder ned igen.
Basunen kunne kun sige én lyd,.
Den var nærmest en vuvuzela
som man kunne bruge
når man heppede på de engle
der fløj som måger.
Man spiser ikke i himmelen
Så der er heller ikke noget
der hedder englelort.
Man bruger ikke kroppen
på de måder
det er rart at bruge den på
nede på Jorden.
Vi er ren ånd.
Vi sidder og tænker tanker.
Nogle gange tænker jeg digte frem
men jeg glemmer dem igen.
Der er ikke pen og papir heroppe.
Der er heller ingen bøger at læse i.
Gud ser vi aldrig noget til.
Han har travlt med så meget andet.
Der er ikke andre end os engle.
Det føles som en hønsegård.
Evigheden kan godt være lidt langstrakt.
Men der er en flot udsigt
fra de lyserøde skyer
ned til Jorden
hvor jeg ville ønske
jeg var endnu.
©Arne Herløv Petersen
Dagens Arne :
Jeg fik mig lidt af en overraskelse
da jeg døde.
Jeg stod i kø ved kassen
da et emsigt kvindemenneske
maste sig ind foran mig.
Jeg meddelte hende
i heftige vendinger
hvad jeg syntes om hendes opdragelse
eller mangel på samme
da jeg uden smerter eller forudanelse
sank sammen på gulvet
og opgav ånden.
Det var så det, nåede jeg lige at tænke,
Men det var det ikke.
Når det er slut, er det slut,
sagde jeg altid,
Men når det var slut,
skulle det først til at begynde.
Uden varsel
stod jeg foran perleporten.
Det var sådan et forhæng af perlesnore
som man ser på græske cafeer,
og jeg trak snorene til hver sin side
og gik indenfor
hvor en gammel, hvidklædt mand
sad ved et skrammet skrivebord.
Han fortalte, han hed Sankt Peter,
og nu skulle han lige slå mig op i protokollen.
Han så efter
og så kiggede han på mig,
- Nå, du troede ikke på Gud, sagde han.
- Men det skal du ikke være ked af.
Gud tror på dig.
- Nå, lad os få det overstået, sagde jeg.
- Er der en elevator derned,
eller skal jeg tage trappen?
Peter lo hjerteligt.
- Helvede, mener du? sagde han.
- Det er bare negativ propaganda.
Sådan noget vi siger,
for at få folk til at opføre sig ordentligt.
Ligesom Den store Bastian.
Det findes ikke i virkeligheden.
Det kan du da sige dig selv.
Ellers ville Gud ikke være god.
Gå nu bare igennem.
Der er vinger og basuner
til jer alle sammen.
Så fik jeg vingerne på.
De var meget tunge.
Som en stor rygsæk.
Det var lidt uvant
at bruge skuldermusklerne på den måde.
Jeg fik aldrig lært at flyve som en fugl.
Jeg render ligeud
og spjætter med mine små drontevinger
hopper lidt op i luften
og falder ned igen.
Basunen kunne kun sige én lyd,.
Den var nærmest en vuvuzela
som man kunne bruge
når man heppede på de engle
der fløj som måger.
Man spiser ikke i himmelen
Så der er heller ikke noget
der hedder englelort.
Man bruger ikke kroppen
på de måder
det er rart at bruge den på
nede på Jorden.
Vi er ren ånd.
Vi sidder og tænker tanker.
Nogle gange tænker jeg digte frem
men jeg glemmer dem igen.
Der er ikke pen og papir heroppe.
Der er heller ingen bøger at læse i.
Gud ser vi aldrig noget til.
Han har travlt med så meget andet.
Der er ikke andre end os engle.
Det føles som en hønsegård.
Evigheden kan godt være lidt langstrakt.
Men der er en flot udsigt
fra de lyserøde skyer
ned til Jorden
hvor jeg ville ønske
jeg var endnu.
©Arne Herløv Petersen
English