Det her foto tog jeg fra et fly på vej fra London til København for nogle år siden. Jeg kiggede ned og tænkte: Det ser da pænt ud. I morgen er jeg der. Ikke på 10.000 meters højde, men i øjenhøjde med landskabet - med et veterantog der har ligget og ventet i mine barndomsminder i årtier. En dag er det for sent. I morgen er det ikke.

Ikke bare højt at flyve... nu også non stop langt. Et specialbygget Airbus-fly har gennemført en testflyvning, der varede mere end 24 timer. Den rekordlange kommercielle flyvetur fra Melbourne i Australien landede tirsdag i Frankrig. Flyvningen er et vigtigt skridt i det australske luftfartsselskab Qantas’ ’Project Sunrise’, der har til mål at lancere verdens længste kommercielle flyrute og ændre langtursflyvninger ved at fjerne ophold i rejser mellem Europa og Australien. Det specialbyggede fly ventes at gå i rutefart fra 2027 med en rejse mellem London i Storbritannien og Sydney i Australien uden stop. De nye ruter skal forvandle, hvad der engang var en fem dage lang rejse ad den såkaldte ’kængururute’ til London, til en enkelt flyvning med en varighed på mellem 19 og 20 timer - alt afhængig af ruter og vind. Kræver vist komfortable sove stole 🙄 #Socii #Qantas #Australien #Sydney #London Klik på #OleVagnkjær for at se flereaf mine indlæg. Du er velkommen til at like, kommentere og følge med.

https://www.akas.london/globalmisogynycoveragetracker-akas

#Hormuz – Søfart, fagforening og de glemte søfolk Frit oversat fra (Modstrømninger) Hormuz, Shipping Unions & Sailors | Countercurrents Forkortet, oversat uddrag af artiklen. De etablerede medier taler hellere om Donald Trump dag efter dag – i et omfang, der for længst har overgået omtalen af andre “underholdere”: USA’s og Israels krig mod Iran, olie – hvor dem, der hjalp Trump i Det Hvide Hus, nu får et pænt afkast – global skibsfart og Hormuzstrædet. Men stort set ingen nævner de mennesker, der arbejder på alle de handelsskibe, som ligger og venter på at passere gennem Hormuzstrædet. .. Det bedste (eller værste) er, at FOC (Bekvæmmelighedsflag) og international skibsfart er et perfekt eksempel på, hvordan statskapitalisme fungerer. Kæmpe profitter havner hos virksomhederne, næsten ingen skat betales, og når der opstår kriser, sendes statsligt finansierede flåder af sted for at beskytte handelsskibene. Med andre ord: profitten privatiseres, mens omkostningerne – “eksternaliteterne” – sendes videre til skatteborgerne. Det bliver værre. Registrerer du dit multimillion-dollar containerskib under et FOC, sparer du ikke kun skat – du kan også underbetale dine søfolk eller helt undlade at betale dem. Skibene bemandes typisk af tre grupper: kaptajnen (ofte europæisk), officerer (typisk østeuropæiske) og menige søfolk. Filippinere udgør næsten 50 %, indere 20–25 %, resten er vietnamesere, indonesere og kinesere. ………. Kampen mod dette føres bl.a. af International Transport Workers’ Federation (ITF) i London. ITF fordømmer angrebene på civile søfolk i den eskalerende krig. Men for medierne tæller skibene, olien og prisen – ikke menneskerne. Hormuzstrædet er stadig ikke erklæret krigszone. Resultatet er, at over 20.000 søfolk på mere end 3.000 skibe er fanget – med minimal varsling. Trafikken er næsten lammet. Uanset hvordan krigen udvikler sig, sidder søfolk fast om bord. ITF kræver adgang til mad, rent vand, brændstof og lægehjælp. Det er ikke luksus – det er grundlæggende rettigheder. Ingen sømand bør tvinges til at blive i et konfliktområde mod sin vilje. Alligevel er forholdene ofte umenneskelige – trods Hollywoods romantiske billede. FN måtte derfor oprette International Maritime Organization (IMO). Ifølge IMO har situationen ingen parallel siden 2. verdenskrig. …… Samtidig fortsætter nogle rederier med at sende skibe gennem krigszoner – for profit. Søfolk presses til at acceptere risikoen. De kan ikke bare forlade skibene, som ofte ikke anløber havne. Flere søfolk har sagt op – velvidende at det kan koste dem livet. Hvis området blev erklæret krigszone, ville evakuering være obligatorisk. Fagforeninger har indtil videre forgæves forsøgt at få IMO til at handle. Sejlads gennem Hormuzstrædet er livsfarlig. Alligevel fortsætter trafikken. Søfolk demonstrerer i solidaritet med kolleger fanget i området. For nogle kaldes dette “nekrokapitalisme” – profit på død. Mens tankskibe tjener millioner, bliver søfolk behandlet som forbrugsvarer. For disse “dødssejladser” tjener rederier hundredtusinder af dollars dagligt. Skibe slukker deres tracking-systemer – sværere at finde for fjender, men også for redning. Mange søfolk føler sig svigtet af både politikere og rederier. Deres kritik er klar: enorme profitter skabes på bekostning af deres liv. Regeringer må handle nu. ITF kræver akut indsats efter et krisemøde i IMO. Verden har erkendt faren – nu kræves handling. For de tusindvis af søfolk i området handler det ikke om geopolitik, men om overlevelse: sikkerhed, sundhed og værdighed. Søfolk er civile arbejdere. De er ikke parter i Trumps krig – og må aldrig behandles som forbrugsvarer.

Lige meget, hvor meget man researcher, vil de altid være noget, man ikke anede eksisterede. Som f.eks. Brennan Monorail, der blev vist frem på en udstilling i London i ... 1910. Et gyroskoptog! Som ikke blev til mere. Men de var da ret så fremme på skinnerne dengang. (beklager reklameindslaget, men det kan ikke pilles ud). https://www.openculture.com/2026/04/the-self-balancing-monorail-a-1910-train-that-could-balance-without-falling.html

Sidste nyt fra Vor fælles fælles ven: Så er vi endelig fremme ved den første rigtige sætning. Nu begynder bogen! Action! Omsider! In these times of ours though concerning the exact year there is no need to be precise, a boat of dirty and disreputable appearance, with two figures in it, floated on the Thames, between Southwark bridge which is of iron, and London Bridge which is of stone, as an autumn evening was closing in. Ahrmenforfaen, Dickens ... Læs med, leg med 😊 https://www.signelyng.dk/l/in-these-times-of-ours-er-der-en-redaktor-til-stede/

<b>Rusland leverer Iran efterretninger for at hjælpe med at angribe amerikanske styrker i Mellemøsten</b> Det hævder internationale medier, herunder Washington Post og The Telegraph i London. Rusland siges at have delt mål information – dvs. efterretninger om placeringen af amerikanske militære mål i Iran. Dette skal handle om positionerne for bl.a. krigsskibe og fly, hævdes det. Ruslands ambassader i Washington og London har indtil videre ikke svaret på anmodninger om kommentarer. Hverken CIA eller Pentagon har ønsket at kommentere sagen. Det er uklart, hvor omfattende Ruslands efterretningsstøtte til Iran er.

Jeg har før anbetalet Poya og hans "Gaza Brief", fordi han er fantastisk til fakta, hukommelse og arkivering. Man kan blive helt misundelig, fordi jeg ikke har den tilgang selv. Mit hovede er nok for kaotisk af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her. 😉 Poya Pakzad på Facebook: Flere har nok opdaget, at australske medier har identificeret den forbipasserende, der tacklede en af gerningsmændene under terrorangrebet mod et Hanukkah-arrangement i Sydney, som Ahmed al Ahmed. En 43-årig frugthandler, og far til to. Optagelser viser, hvordan han går direkte på en bevæbnet gerningsmand bagfra og får riflen vristet ud af hænderne på ham. Mindst 11 uskyldige mennesker blev dræbt, 29 såret, herunder to politibetjente. Én af gerningsmændene er døde, en anden er i kritisk tilstand. Heroismen er ikke enestående. I London sidste år var det sikkerhedsvagten ved en tebutik, Abdullah, der greb ind og standsede et knivangreb mod en 11-årig og hendes mor midt i det stærkt befærdede Leicester Square. Politiet klassificerede det ikke som terror, men for ofrene og alle dem, der stod midt i angrebet, er den skelnen nok uden betydning. I New York i 2010 var det den senegalesiske gadesælger Alioune Niass, der havde sanserne godt skruet på, opdagede en rygende bil ved Times Square og slog alarm. Et dødeligt bilbombeangreb blev på den måde forhindret. Tidligere på året i Mannheim, Tyskland greb Afzal Muhammad ind, da en gerningsmand forsøgte at fortsætte et voldeligt køretøjsangreb. Han forfulgte og blokerede køretøjet med sin taxa og forhindrede yderligere ofre. En spontan, civil og meget human beslutning, der reddede en masse mennesker fra en frygtelig situation. I Østrig gjorde Alaaeddin al-Halabi, en syrisk migrant, det samme med de midler, han havde. Da en knivbevæbnet angriber gik amok i Villach, brugte han sin bil til at standse gerningsmanden, indtil politiet kunne overtage. Tættere på hjem var der Lavin Eskandar. Den 20-årige afghansk-svenske studerende og studiemedhjælper. Den 22. oktober 2015 angreb en højreekstrem gerningsmand Kronans Skola i Trollhättan, iført sort tøj og bevæbnet med sværdlignende våben. Lavin sprang ifølge øjenvidner på gerningsmanden for at beskytte eleverne. Han blev selv stukket ihjel sammen med en lærer og et barn. Gerningsmanden blev bremset og senere skudt af politiet. Det er ikke for at skabe en heroisk mytologi, at jeg oplister disse hurtigt glemte helte. Du havde gjort det samme, ikke? Fælles for disse rædselssituationers helte var, at de var muslimer. Det har nok ikke nogen afgørende betydning for deres konkrete heltegerninger. Men måske kan deres eksempler tjene som modvægt til den opportunistiske generalisering, som lede mennesker tyr til i kølvandet på sådanne terroranslag. Skal vi tage hændelserne og de mønstre, som de indgår i, alvorligt? Det skal vi afgjort. Men folk som Ahmed, Abdullah, Afzal, Alioune og Alaaeddin er vores alliererede - ikke vores fjender - i den domestiske kamp mod terror.

Den 27. november 2025 blev der indkaldt til national krise Briefing i Central Hall Westminster London. Overskriften hed Klima- og naturkrisen Ti af Storbritanniens førende eksperter orienterede et publikum på ca. 1.250 politikere og ledere fra erhvervslivet, kultur, religion, sport og medier om de seneste konsekvenser for sundhed, fødevarer, national sikkerhed og økonomi. 81 parlamentsmedlemmer og 52 peers havde tilmeldt sig, og mange andre ankom i sidste øjeblik uden billetter. Forskerne og andre eksperter forklarede, hvorfor Storbritannien er nødt til at iværksætte nødforanstaltninger i et omfang, der svarer til det, man ser i krigstid. Efter briefingen blev der opfordret til at støtte en underskriftindsamling der skulle sende budskaberne til regeringen i England, og personligt til den politiker man stemmer på. Hør og læs! det er ikke for sjov de indkalder til det her!!

London calling er nu meget hyggelig og sjov. 😅😅😅😎😂😂😂😂💪👍 https://youtu.be/JoOsha6OXss?si=RrjvM3ep3C8VzVmn