Intet har ændret sig siden 1948. Desværre. David Miller: ‘They massacred Arab babies’ Headline in the Sydney Daily Telegraph, 1948. This passage stands out: Jews saw their opportunity. Men of the army of Zion attacked Deir Yassin at 10 a.m. that day. They easily overcame the opposition. They killed 20 Arab defenders, and entered the village, tossing grenades into houses. They killed old men, women, and children with bayonets. For three hours the slaughter went on. Babies were killed in front of their mothers. Mothers’ throats were slit. Some were beheaded. A group of men and women—some of the women obviously pregnant—were lined up and shot. The bloodlusting Jewish soldiery desecrated the bodies of pregnant mothers with knives. When they had murdered 264 villagers, the Jews called a halt. They rounded up four truckloads of survivors of all ages and both sexes, tossed the bodies of the dead into the village well, and drove off with the survivors. The victorious Jews drove the survivors through Jewish areas as exhibits of victory while Jews spat upon them. The parade continued, with breaks, for two days. ——————- Every Zionist accusation is a confession. Zionism is Jewish supremacism. The bloodlust is baked in. https://x.com/Tracking_Power/status/2051564062631133564?s=20

Hvis Linux skal udbredes til det brede publikum og være et reelt alternativ til MacOS og Windows, skal nogle linuxdistributioner dø. Det argumenterer Sydney Butler for i denne artikel. Det er lidt sat på spidsen, men han har en god pointe. Det brede publikum vil ikke have de mange valg som mange linuxentusiaster elsker. De vil have andre vælger det bedste valg for dem og at det virker. Det er man nødt til at indstille sig på hvis Linux skal udvikles til også at anvendes af mange flere. Og det synes jeg det skal. https://www.howtogeek.com/if-linux-is-going-to-thrive-some-distros-must-go/

Jeg har før anbetalet Poya og hans "Gaza Brief", fordi han er fantastisk til fakta, hukommelse og arkivering. Man kan blive helt misundelig, fordi jeg ikke har den tilgang selv. Mit hovede er nok for kaotisk af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her. 😉 Poya Pakzad på Facebook: Flere har nok opdaget, at australske medier har identificeret den forbipasserende, der tacklede en af gerningsmændene under terrorangrebet mod et Hanukkah-arrangement i Sydney, som Ahmed al Ahmed. En 43-årig frugthandler, og far til to. Optagelser viser, hvordan han går direkte på en bevæbnet gerningsmand bagfra og får riflen vristet ud af hænderne på ham. Mindst 11 uskyldige mennesker blev dræbt, 29 såret, herunder to politibetjente. Én af gerningsmændene er døde, en anden er i kritisk tilstand. Heroismen er ikke enestående. I London sidste år var det sikkerhedsvagten ved en tebutik, Abdullah, der greb ind og standsede et knivangreb mod en 11-årig og hendes mor midt i det stærkt befærdede Leicester Square. Politiet klassificerede det ikke som terror, men for ofrene og alle dem, der stod midt i angrebet, er den skelnen nok uden betydning. I New York i 2010 var det den senegalesiske gadesælger Alioune Niass, der havde sanserne godt skruet på, opdagede en rygende bil ved Times Square og slog alarm. Et dødeligt bilbombeangreb blev på den måde forhindret. Tidligere på året i Mannheim, Tyskland greb Afzal Muhammad ind, da en gerningsmand forsøgte at fortsætte et voldeligt køretøjsangreb. Han forfulgte og blokerede køretøjet med sin taxa og forhindrede yderligere ofre. En spontan, civil og meget human beslutning, der reddede en masse mennesker fra en frygtelig situation. I Østrig gjorde Alaaeddin al-Halabi, en syrisk migrant, det samme med de midler, han havde. Da en knivbevæbnet angriber gik amok i Villach, brugte han sin bil til at standse gerningsmanden, indtil politiet kunne overtage. Tættere på hjem var der Lavin Eskandar. Den 20-årige afghansk-svenske studerende og studiemedhjælper. Den 22. oktober 2015 angreb en højreekstrem gerningsmand Kronans Skola i Trollhättan, iført sort tøj og bevæbnet med sværdlignende våben. Lavin sprang ifølge øjenvidner på gerningsmanden for at beskytte eleverne. Han blev selv stukket ihjel sammen med en lærer og et barn. Gerningsmanden blev bremset og senere skudt af politiet. Det er ikke for at skabe en heroisk mytologi, at jeg oplister disse hurtigt glemte helte. Du havde gjort det samme, ikke? Fælles for disse rædselssituationers helte var, at de var muslimer. Det har nok ikke nogen afgørende betydning for deres konkrete heltegerninger. Men måske kan deres eksempler tjene som modvægt til den opportunistiske generalisering, som lede mennesker tyr til i kølvandet på sådanne terroranslag. Skal vi tage hændelserne og de mønstre, som de indgår i, alvorligt? Det skal vi afgjort. Men folk som Ahmed, Abdullah, Afzal, Alioune og Alaaeddin er vores alliererede - ikke vores fjender - i den domestiske kamp mod terror.