På sin vis forstår jeg godt, hvorfor nogle forfattere fristes til at bruge AI i deres arbejde.
For eksempel når man bliver i tvivl om hvorvidt sprog, plot eller karakterer er tilstrækkeligt stærke eller nuancerede.
Den slags tvivl og usikkerhed hører forfatterlivet til og kan ultimativt tage sjælen ud af selv de bedste manuskripter.
Så tænk, hvis der fandtes en litterær tryllestav, der på magisk vis kunne drysse liv over teksten, så man kom videre, fik manus antaget og udgav en bestseller.
AI-fristelsen ligger lige for og jeg tror desværre, at mange vil bruge den i fremtiden. Desværre, fordi min erfaring er, at de mest skøre, finurlige og underfundige tekster, er dem, der har kostet blod, sved og tårer før de kom ud på papiret - og det er de tekster der står stærkest og gør mig allermest stolt.
I øjeblikket arbejder jeg på en tekst, der har drillet mig i mere end 5 år. Jeg kommer ingen vegne. Tager det frem med mellemrum - måneder eller år - læser igennem skriver til, retter, sletter og redigerer. Sender i udvalg hos mine vanlige betalæsere og taler om det, så min søde kærestes ører næsten bløder.
Processen er træls, men at bruge AI vil aldrig være en løsning for mig. Måske kommer jeg aldrig i mål med projektet, men den læring og de refleksioner der ligger undervejs ville jeg ikke være foruden. Heller ikke selvom AI kunne have sparet en masse tid og frustrationer.
Glæden ved at skrive og komme i mål - hvor svært det end er - er simpelthen for vigtig for mig.
Billedet her er taget med min telefon - af min datter på 12, og teksten i opslaget er skrevet af mig uden forudgående kladde og uden brug af AI
For eksempel når man bliver i tvivl om hvorvidt sprog, plot eller karakterer er tilstrækkeligt stærke eller nuancerede.
Den slags tvivl og usikkerhed hører forfatterlivet til og kan ultimativt tage sjælen ud af selv de bedste manuskripter.
Så tænk, hvis der fandtes en litterær tryllestav, der på magisk vis kunne drysse liv over teksten, så man kom videre, fik manus antaget og udgav en bestseller.
AI-fristelsen ligger lige for og jeg tror desværre, at mange vil bruge den i fremtiden. Desværre, fordi min erfaring er, at de mest skøre, finurlige og underfundige tekster, er dem, der har kostet blod, sved og tårer før de kom ud på papiret - og det er de tekster der står stærkest og gør mig allermest stolt.
I øjeblikket arbejder jeg på en tekst, der har drillet mig i mere end 5 år. Jeg kommer ingen vegne. Tager det frem med mellemrum - måneder eller år - læser igennem skriver til, retter, sletter og redigerer. Sender i udvalg hos mine vanlige betalæsere og taler om det, så min søde kærestes ører næsten bløder.
Processen er træls, men at bruge AI vil aldrig være en løsning for mig. Måske kommer jeg aldrig i mål med projektet, men den læring og de refleksioner der ligger undervejs ville jeg ikke være foruden. Heller ikke selvom AI kunne have sparet en masse tid og frustrationer.
Glæden ved at skrive og komme i mål - hvor svært det end er - er simpelthen for vigtig for mig.
Billedet her er taget med min telefon - af min datter på 12, og teksten i opslaget er skrevet af mig uden forudgående kladde og uden brug af AI
På sin vis forstår jeg godt, hvorfor nogle forfattere fristes til at bruge AI i deres arbejde.
For eksempel når man bliver i tvivl om hvorvidt sprog, plot eller karakterer er tilstrækkeligt stærke eller nuancerede.
Den slags tvivl og usikkerhed hører forfatterlivet til og kan ultimativt tage sjælen ud af selv de bedste manuskripter.
Så tænk, hvis der fandtes en litterær tryllestav, der på magisk vis kunne drysse liv over teksten, så man kom videre, fik manus antaget og udgav en bestseller.
AI-fristelsen ligger lige for og jeg tror desværre, at mange vil bruge den i fremtiden. Desværre, fordi min erfaring er, at de mest skøre, finurlige og underfundige tekster, er dem, der har kostet blod, sved og tårer før de kom ud på papiret - og det er de tekster der står stærkest og gør mig allermest stolt.
I øjeblikket arbejder jeg på en tekst, der har drillet mig i mere end 5 år. Jeg kommer ingen vegne. Tager det frem med mellemrum - måneder eller år - læser igennem skriver til, retter, sletter og redigerer. Sender i udvalg hos mine vanlige betalæsere og taler om det, så min søde kærestes ører næsten bløder.
Processen er træls, men at bruge AI vil aldrig være en løsning for mig. Måske kommer jeg aldrig i mål med projektet, men den læring og de refleksioner der ligger undervejs ville jeg ikke være foruden. Heller ikke selvom AI kunne have sparet en masse tid og frustrationer.
Glæden ved at skrive og komme i mål - hvor svært det end er - er simpelthen for vigtig for mig.
Billedet her er taget med min telefon - af min datter på 12, og teksten i opslaget er skrevet af mig uden forudgående kladde og uden brug af AI
English