I denne video samler vi hele rejsen i billedet af bølgen og havet. Vi ser, hvordan følelsen af mangel aldrig var et hul, der skulle fyldes, men en fornemmelse af adskillelse fra det, vi altid har været. FRIGJORT handler ikke om at blive en bedre bølge, men om at gennemskue, at du aldrig var adskilt fra havet. Velkommen hjem.
#visdom #nuetskraft #fred #indrero #indrefred #stilhed #frigjort

Min nye bog som udkommer til november på “forlaget De Berejste”. 425 sider, spækket med livseventyr. Hvis du er interesseret bogen, og evt. at deltage i bogudgivelsen, så drop mig en kommentar.

Et glimt ind i et rejseliv levet.
Et kludetæppe af små historier som får sin virkelighed, når man bor og har sin arbejdsplads i de lande man rejser i. De følgende fortællinger er ikke ordnet strengt kronologisk, de er oplevelser der flyder dig i møde på samme måde som drivtømmer på en flod eller spontane oplevelser på en rejse.
Jeg har altid været draget af livets skæve sider, de steder og situationer, hvor noget stritter, hvor tingene ikke passer ind, og hvor normalitetens fernis er begyndt at slå revner. Jeg opsøger med vilje de områder, som hverken guidebøgerne, turistbureauerne eller de eventyrlystne Instagram-profiler beskæftiger sig med.
For der ligger et paradoks i den måde, vi taler om eventyr på. Selv de mest garvede eventyrere ender ofte de samme steder; de ikoniske bjergtinder, de endeløse ørkener, gletsjerne, regnskovene, landskaber som uden tvivl rummer storhed. Men i min optik findes eventyret ikke kun på toppen af et bjerg eller midt i en uberørt vildmark. Det kan også gemme sig under bølgende plastiktag i en papkasse by, i rustens irgrønne mønstre på et skibsophugningsværft eller i stanken og stilheden på en forladt losseplads.
Det er i sprækkerne, der hvor civilisationen er begyndt at smuldre, at man finder ægtheden, eventyret.
Dér hvor verden er gået kulturelt skævt. Hvor systemerne har opgivet, men hvor
mennesker alligevel fortsætter, med skrammede blikke, opfindsomme løsninger og en livskraft, der trodser både fornuft og logik.
De ulovlige blikskurbebyggelser, har draget mig, der hvor elektricitet tappes fra skrøbelige ledninger, og hvor børn løber barfodede gennem affald, glasskår, støv og håb. Jeg har drukket te på kanten af levende lossepladser og ført lange samtaler med mænd, der har mistet næsten alt, arbejde, hjem, status, nogle gange endda værdigheden.
Jeg har vandret gennem labyrinter af skibsrester, klatret over bjerge af skrot og jagtet geder ned fra bunkerne.
Det er ofte netop dér, man finder de mest interessante situationer. De stærkeste
billeder. Og de mennesker, der for alvor sætter ens eget liv i perspektiv. Deres historier bliver sjældent skrevet ned, og måske netop derfor er det så vigtigt at lytte, se og mærke. For det virkelige eventyr findes ikke altid dér, hvor kompasset peger mod verdens ende. Nogle gange ligger det midt i verdens undvigelser, i de områder samfundet helst vender ryggen til, og hvor livet alligevel insisterer på at folde sig ud.
Denne bog er ikke fyldestgørende, men er smagsprøver, et potpourri af oplevelser som fortjener langt mere, flere ord og flere billeder, og det vil komme i efterfølgende bøger, hvor jeg vil forsøge at uddybe de enkelte oplevelser i selvstændige historier.

Voldtofte, Fyn den 12. april 2026
David Wiik Udbjørg

Det lys, vi kaster på andre, er sjældent neutralt; det bøjer, former og forbruger nogle gange selve den sandhed, det søger at afdække. I det stille øjeblik fanget mellem uskyld og nysgerrighed bevæger tiden sig ikke i en lige linje, men i cirkler mellem erindring og optræden.
For at overleve en foranderlig verdens truende horisont må man lære maskens kunst – at tilbyde den nysgerrige betragter et levende ekko af fortiden, malet i stærke nuancer og gyldne løfter. Men bag de iscenesatte møder og den glitrende overflade af vores fælles blik finder en stille transformation sted.
Når en simpel gestus bliver til en forestilling, tilpasser sjælen sig og bærer sin kulturarv som en skrøbelig klædedragt under neonskyer, svævende mellem et helligt udspring og en usikker fremtid. Men hvad er der tilbage, når tæppet falder, og den sidste betragter drager af sted i natten?
Når den kunstige glød langsomt slukkes, og verden svinder ind i skygger, forstummer den kulørte støj og efterlader kun en lysende hvisken i mørket. Et skrøbeligt, spøgelsesagtigt omrids af en identitet, der dvæler i stilheden og betragter tiden langsom glide væk fra kilden.

Den sidste kamp ved Kraghave – da døden kom med ammunitionstoget


29. august 1944 – Klokken er endnu ikke mange denne sensommerdag.

På jernbanestrækningen mellem Taastrup og Hedehusene hersker stilheden. Kun fuglene kan høres fra buskadset omkring Kraghave Blokpost. Ingen af de få mennesker, som denne morgen færdes i området, aner at en voldsom ildkamp om få minutter vil koste en ung dansk frihedskæmper livet.

Danmark har været besat i mere end fire år.

Modstandsbevægelsen kæmper en desperat kamp mod den tyske besættelsesmagt. Våben er en mangelvare, og hvert eneste gevær, hver eneste patron og hver eneste håndgranat kan være forskellen mellem liv og død.

BOPA har derfor besluttet at gøre noget, som mange vil kalde vanvittigt. De vil ikke sprænge et tysk ammunitionstog i luften – de vil erobre det.

En af mændene er den kun 26-årige Verner Emil Sørensen. I modstandsbevægelsen er han kendt under dæknavnet "Erik". Han er medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og har arbejdet sig op fra chauffør til leder af sin gruppe. Hans kammerater beskriver ham som modig, rolig og handlekraftig.

Denne dag bliver hans sidste.

Planen er enkel, men livsfarlig.

Ved Kraghave Blokpost tager frihedskæmperne opstilling. En af dem bærer en ledvogterkasket, så togets lokomotivfører tror, at det er et almindeligt signal fra jernbanen. I det fjerne høres toget nærme sig. Et tysk ammunitionstog på vej gennem Danmark med en eskorte af tyske soldater.

Toget standser.

Lokomotivet bliver overtaget, og føreren får ordre til at bakke toget 20-30 meter. Planen er nu, at vagtvognen med de tyske soldater skal komme inden for rækkevidde af modstandsfolkene, der ligger skjult i buskadset.

Men noget er helt galt.

I sidste øjeblik før toget forlod København, er det tyske vagtmandskab blevet forstærket. Der er langt flere soldater med toget, end frihedskæmperne havde forventet.

Så falder de første skud.

Pludselig brydes stilheden af maskingeværild. Kugler flænser luften omkring blokposten. Tyskerne besvarer øjeblikkeligt ilden fra togets vogne. Flere af soldaterne skyder ned mod buskadset, hvor modstandsfolkene ligger skjult.

To af sabotørerne forsøger nu det umulige.

De kravler ind under jernbanevognene med håndgranater. Planen er at kaste dem op gennem gulvet i vognen med de tyske soldater. Men tyskerne opdager dem og begynder at skyde direkte ned gennem vognbunden.

Kampen er tabt.

Frihedskæmperne giver ordre til tilbagetrækning. I det samme springer en tysk soldat ned fra toget med sin maskinpistol. Midt i den hektiske tilbagetrækning bliver Verner Emil Sørensen ramt af de dræbende skud.

Han rejser sig aldrig igen.

Hans kammerater må flygte og efterlade deres faldne ven ved jernbanesporet.

Det tyske ammunitionstog fortsætter mod Roskilde med én dræbt og én hårdt såret tysk soldat ombord.

Aktionen mislykkedes.

Men historien døde ikke med Verner Emil Sørensen denne augustdag i 1944.

I dag passerer tusindvis af mennesker dagligt området mellem Taastrup og Hedehusene uden at kende historien om den unge mand, som satte sit eget liv på spil for Danmarks frihed. Hans mindesten står stadig ved Kraghave som et stille vidnesbyrd om den pris, som nogle måtte betale.

Når vi taler om besættelsen, er det ofte de store historier, vi husker. Men Danmarks historie blev også skrevet ved små blokposter, på mørke jernbanespor og af ganske almindelige unge mennesker, som traf et ganske usædvanligt valg.

Verner Emil Sørensen blev kun 26 år gammel.

Han nåede aldrig at opleve den 5. maj 1945.

Men han var med til at gøre den mulig.

"Man dør kun den dag, man bliver glemt."

Æret være hans minde.

så er dagen endt aftenen begyndt begivenhederne lander som var de snefnug lige der midt i stilheden hvor kun reflektionerne giver lyd i hver en celle hver en åre kroppen spejler sig i spejlet på væggen med sine revner sprækker og helheden selv en sandhed gør ondt og letter sit anker der tyngede om fødderne der stod i stormen stod i solen og følte tåren sit afsavn og sit mod
på vej ud af stien på vej til at dreje forkert for blot at se på for ikke at se og dog være lige der hvor det hele begyndte med en beslutning om at gro

Det var lidt fra mit forfatterskab her på falderebet god aften

Det er et fantastisk filosofisk paradoks... Når tiden står stille i dit spejlbillede, ser du så, som jeg, ind i fremtiden eller fortiden?

Drag din konklusion inden du klikker på se mere!!!

Det er et fantastisk filosofisk og næsten poeti-fysisk paradoks hvor
svaret afhænger af, om vi spørger fysikken eller fantasien:

Det filosofiske/poetiske svar: Du ser ind i fremtiden.
Hvis vi slipper fysikken i et splitsekund og bevæger os over i den surrealistiske tankegang: Hvis din tid fortsætter med at gå, men billedet i spejlet står stille, har spejlbilledet brudt forbindelsen til nutiden. Det er ikke længere en refleksion af dig, som du er nu, men har sin egen eksistens. Da det har overhalet nutidens dynamik og er trådt ud af tidens strøm, repræsenterer det en tilstand, som du først vil opleve, når du selv engang "står stille" (evigheden, stilheden eller historiens afslutning).

Kort sagt: Dine øjne fanger fortidens lys, men din hjerne kigger ind i en ubevægelig fremtid

Det videnskabelige svar: Du ser ind i fortiden Fysisk set ser du altid ind i fortiden, når du kigger i et spejl.
Lysets hastighed: Lys rejser med ca. 300.000 km/s. Det tager et splitsekund for lyset at ramme dit ansigt, kaste sig over på spejlet og reflekteres tilbage til dine øjne.
Tidsforskydningen: Hvis du står 1 meter fra spejlet, ser du dig selv, som du så ud for ca. 6,7 nanosekunder siden. Hvis tiden pludselig "står stille" i spejlbilledet - altså at billedet fryser - ville det i fysikkens verden betyde, at lysbølgerne er stoppet med at bevæge sig. Du står altså og betragter et fastfrosset fodaftryk af et øjeblik, der allerede er sket. Et minde støbt i lys.

#Socii #paradoks #spejlbilede #reflektion #fortiden #fremtiden

Så fik jeg endelig taget mig sammen til en lille opsamling på den seneste tids mange dejlige ture i skoven....
Det har været nogle virkelig skønne lange ture, og når jeg starter ud ved femtiden, kan jeg være heldig, ikke at møde andre mennesker, ligesom jeg får lov til at nyde fugle og pattedyr, uden at de bliver skræmt op

Turene har budt på mange hyggelige møder med skovens mange dyr, og selvom jeg "blot" nyder de fleste i stilhed, bliver det også til enkelte billeder undervejs

Her kommer et lille udvalg fra de seneste ture, navne kommer som kommentarer til billederne

Efter en lille pause er det vist tid til endnu et møde med nogle af de mange skønne larver, der pryder havens planter, og dagligt giver mange hyggelige møder, når jeg går mine ture og nyder stilheden blandt dyr og planter

Det er som altid svært vælge hvilke dyr, der skal have lidt ekstra opmærksomhed, men en af de ekstra hyggelige oplevelser i sidste uge, var et hold æg, jeg ved et uheld havde overset, da jeg klippede Seljepil til mine meget sultne larver af Aftenpåfugleøje....
Heldigvis havde de pænt spist udenom æggene, og efter 10 dage var jeg så heldig, at få lov at hilse på de første bittesmå nyklækkede larver af Måneplet, de er blot 2,5mm. og da de alle var klækket og godt i gang med at spise, blev de sat ud på den plante, hunnen havde udvalgt til dem

Også de skønne larver af Blodplet er begyndt at dukke op på havens Engbrandbægre, hvor de de næste uger med sikkerhed vil give mange hyggelige stunder, når de med deres smukke farver lyser op i haven

Og så er der selvfølgelig mine favoritter, de super fine små bladhvepselarver, der altid bringer smilet frem, når jeg betragter dem, mens de guffer løs af en bred vifte af havens planter

Navne kommer som kommentarer til billederne

En dejlig fridag gav mulighed for en tur i skoven.
Det blev overvejende en tur for stilhedens skyld, men det blev alligevel til nogle få billeder skovens mange fine småkravl

Navne kommer som kommentarer til billederne

Ikke bundet, men forbundet

Jeg lever ikke efter ydre systemer som min primære vejleder.
Jeg lever efter en indre fornemmelse af retning, sandhed og balance, som jeg selv må erkende og stå ved.

Jeg anerkender ikke flertallet som autoritet i sig selv.
Jeg afviser heller ikke flertallet i sig selv.
Hvis jeg ender samme sted som mange andre, er det fordi min egen forståelse har ført mig dertil — ikke fordi jeg følger dem.
Hvis jeg ender et andet sted, er det lige så gyldigt, så længe det er sandt for mig.

Jeg er ikke defineret af grupper.
Jeg er ikke bundet til fællesskaber som identitet.
Jeg kan indgå i relationer og fællesskaber, men jeg behøver dem ikke for at forstå, hvem jeg er.
Jeg er mere forbundet til det enkelte menneske end til flokken.

Jeg lever i en forståelse af livet som cyklisk.
Jeg oplever tydeligt, at energi, bevidsthed og livsrytme skifter med tiden.
Forår og sommer åbner mig, giver mig kraft og bevægelse.
Efterår og vinter trækker mig ind i ro, stilhed og tilbagetrækning.
Ingen af delene er forkerte. Begge er nødvendige.

Jeg ser naturen som en levende orden, ikke som et objekt udenfor mig.
Jeg er en del af dens bevægelse, ikke adskilt fra den.
Årstider, lys og mørke, vækst og stilhed er ikke bare omgivelser — de er spejle af livets egen rytme i mig.

Jeg oplever det guddommelige som til stede i alt, ikke som noget adskilt fra verden.
Der er ingen nødvendig afstand mellem det hellige og det jordiske.
Eksistensen selv rummer mening, uden at den behøver at forklares gennem faste dogmer.

Jeg søger ikke faste svar, hvis de lukker livet ned.
Jeg søger forståelse, der kan bevæge sig, vokse og ændre sig.
Mysteriet er ikke et problem, der skal løses, men en tilstand, der kan leves i.

Jeg tror ikke på blind modstand mod flertallet.
Jeg tror ikke på blind tilpasning til flertallet.
Jeg tror på den stille, indre undersøgelse, hvor et valg bliver sandt, fordi det er erkendt — ikke fordi det er populært eller anderledes.

Jeg er ikke en del af en fastlagt tro.
Jeg er en levende proces i erkendelse.
Min vej er ikke at følge, men at forstå.
Min retning er ikke givet udefra, men opstår indefra.

Jeg accepterer, at jeg nogle gange går med strømmen.
Jeg accepterer, at jeg nogle gange går imod den.
Men jeg tillader aldrig, at strømmen alene bestemmer, hvem jeg er.

Jeg lever i relation til naturens rytme, livets forandring og min egen indre fornemmelse af sandhed.

Og det er nok.