All Ears søger struktureret og engageret assistent for direktøren (10–15 timer om ugen)

Er du studerende og klar til et meningsfuldt studiejob, hvor du får ansvar og variation i hverdagen? All Ears TM ApS søger en assistent for direktøren, der kan skabe struktur og hjælpe med koordinering og praktiske opgaver.

Dine opgaver:
– Planlægge og deltage i kundemøder sammen med direktøren (inkl. kørsel i egen bil)
– Udarbejde og kvalitetssikre dokumenter, tilbud og aftaler
– Hjælpe med koordinering og opdatering i vores systemer
– Håndtere praktiske og administrative opgaver i direktørens hverdag

Vi forventer:
– Du er struktureret, pålidelig og klar til at tage ansvar
– Gode IT-evner og erfaring med Office-pakken
– Kørekort og egen bil
– Rummelig og samarbejdsorienteret

Vi tilbyder:
– Et meningsfuldt studiejob med stor variation
– Grundig oplæring og fleksibilitet tilpasset dit studie
– Et uformelt arbejdsmiljø med højt til loftet
– Fantastiske kollegaer og sociale aktiviteter

Ansøg her: https://studerendeonline.dk/job/2923555/

#Studiejob #Assistentsjob #AllEars #Socialøkonomi #Jobopslag #København #Teamwork #Flexibility #KickstartDinKarriere

Vil du være med i en virksomhed, hvor arbejdet giver mening – og hvor forskellighed er en styrke?

Hos All Ears søger vi en ny assistent for direktøren, der trives med ansvar, variation og struktur i hverdagen.

Vi er en socialøkonomisk virksomhed med mere end 30 års erfaring i professionel telekommunikation – vi arbejder for både virksomheder, NGO’er og organisationer.

Det særlige ved os er, at størstedelen af vores medarbejdere er blinde eller svagsynede. Vi tror på, at netop dét gør os ekstra gode til at lytte, forstå og skabe nærvær i samtalen. Hos os går forretning og socialt ansvar hånd i hånd, og vores overskud geninvesteres i at skabe flere arbejdspladser for mennesker i målgruppen.

Du vil blive en del af et stærkt, rummeligt og engageret fællesskab med høj faglighed, humor og stor arbejdsglæde. Er det noget for dig? Så læs mere og søg her:

https://jobbank.dk/job/2923555/all-ears-tm-aps/all-ears-soger-struktureret-og-engageret-assistent-for-direktoren-10-15-timer-om-ugen/

Jeg har valgt IKKE at stemme i år til kommunevalget. Ikke fordi jeg ikke er politisk eller fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stemme. Men ene og alene af den grund at det er en protest at vores lokale politikere igennem de sidste 8 år har sagt det samme som de altid siger og intet sker på nogen områder - alt er tværtimod blevet værre.

Det eneste tidspunkt man høre fra dem er op til valget, fordi de så gerne vil blive siddende på deres taburetter, resten af året høre man intet fra dem.

Politikerne burde tænke mere som en virksomhed, Markedsfør dem selv mere i hverdagen når der er sket noget i ens lokalesamfund. Så burde de RÅBE det ud til borgerne. Sådan gør virksomhederne, de har nyhedsbreve, de har blogs, de har sociale medier osv.... det kunne politikerne lære noget af.

Vi sidder her i kommunerne og aner ikke hvad der sker i ens lokale samfund. Det kan da godt være at politikerne har gjort noget godt, hvem ved? Hvor skulle vi vide det fra? Vi får jo intet at vide....

I dag er det ti år siden, Paris blev ramt af et af de mørkeste kapitler i nyere europæisk historie. Angrebene mod Bataclan, Stade de France og flere caféer og gader tog 130 menneskeliv og sårede hundreder.

Det var et angreb på uskyldige mennesker, på frihed, på hverdagen, på alt det, der gør vores åbne samfund værd at leve i.

Jeg mindes de dræbte, de pårørende og alle dem, der stadig bærer traumerne med sig. Og jeg mindes også sammenholdet, solidariteten og den enorme menneskelige varme, der opstod midt i alt det ubærlige.

Der var især ét udtryk, der samlede Paris dengang: “Fluctuat nec mergitur” - byens gamle motto, som minder os om, at selv når bølgerne slår hårest, går man ikke ned.

I en tid hvor Europa igen udfordres af ekstremisme og had, er det værd at holde fast i, at vores fælles værdier, frihed, demokrati og menneskelivets ukrænkelighed, aldrig må tages for givet, men heller aldrig må bøjes af frygt.

Efter at have sat og lyttet til Glam Rock i en lille times tid (bare for nostalgiens skyld) - så er det rart lige at få renset hovedet lidt og vende tilbage til hverdagen

Vil du være med til at drive og udvikle butikker i en af Europas største detailkæder?

Lidl Danmark søger District Managers til Storkøbenhavn, Nordsjælland og Sydsjælland, der vil tage ansvar for 4-5 butikker og omkring 100 medarbejdere. Du får en nøglerolle i en ambitiøs organisation med højt til loftet og stærkt fokus på vækst og ledelse.

Skab resultater gennem KPI’er og forretningsforståelse
Led ledere og motiver teams til succes
Sikr implementering af koncepter og høj drift
Kommunikér klart og skab tillid i dine butikker
Arbejd med HR-opgaver, nøgletal og strategisk udvikling
Få fri bil og fleksibilitet i hverdagen

Lyder det som noget for dig – og vil du være med til at sætte retning for fremtidens dagligvarehandel?

Find jobopslaget via linket: https://jobbank.dk/job/2910947/

#districtmanager #ledelse #detailhandel #LidlDanmark #karriere #butiksdrift #Sjælland #teamlidl

Jeg befinder mig i Sydslesvig, lige syd for den dansk tyske grænse. Her mærker man tydeligt hvordan grænselandet rummer både dansk og tysk kultur, og hvordan mindretallene på begge sider i dag er en styrke, ikke en svaghed. Det er et område hvor fred og samarbejde er blevet en selvfølge, men hvor historien også minder os om at det aldrig kan tages for givet.

For mig er det personligt. Den far jeg voksede op med gennem det meste af min barndom og ungdom, var selv tysk flygtning. Han havde på egen krop og sjæl oplevet hvad der sker når samarbejdet mellem folk bliver til trusler og endda til krig. Hans far, Fritz Tarnow, en ledende fagforeningsmand og politiker, undslap Gestapo fangenskab ved en vens snarrådige handling og måtte flygte med familien. Den historie følger mig og gør oplevelsen af grænselandet her endnu mere nærværende.

Grænselandet handler dog ikke kun om kultur og historie, det handler også om hvordan vi binder os sammen gennem infrastruktur og kollektiv trafik. På det punkt kunne forbindelserne i syd være stærkere, især når vi sammenligner med Region Skåne der i årtier har haft tætte bånd til København gennem gode togforbindelser. Når vi ser på de nære relationer her på tværs af grænsen, mindretal, handel og familier, kunne man godt forvente en lige så tæt sammenhæng, så hverdagen blev lettere og mere sammenbundet.

Samtidig er Slesvig Holsten en delstat der markerer sig på et helt andet felt, nemlig digitalisering. Her holder man open source fanen højt og viser at man politisk tør satse på frie og åbne løsninger. Det er en inspiration til hvordan vi også nord for grænsen kan tænke mere langsigtet og uafhængigt i den digitale udvikling.

Grænselandet minder os om hvor meget vi kan opnå når vi vælger samarbejde frem for konflikt, og hvordan kultur, infrastruktur og digitalisering tilsammen kan bygge broer, ikke mure.

Jonathan Ofir skriver på FB:

Kære Alex Vanopslaugh,
Jeg opfordrer dig til live debat.

Du har skrevet at der blev opfordret til "drab i de Københavnske gader", og at det skaber "utryghed - for jøder...".

Lad os få hele afsnittet med:

"Uanset, hvad man måtte mene om konflikten i Israel/Palæstina, så er der ingen undskyldning for at opfordre til drab i de københavnske gader. Det skaber utryghed – for jøder og for alle andre. Vi redder lige præcis nul mennesker i Gaza ved at flytte konflikten fra Mellemøsten til Danmark."

Det er en ret åbenlys parafrase over sidste års tekst fra aftale om "styrket indsats mod antisemitisme" (25.6.2024), der sagde (s.1):

"Ingen indbyggere i Danmark – heller ikke danske jøder – bærer noget ansvar for krigen mellem Israel og Hamas. Uanset hvilken holdning man måtte have til konflikten i Mellemøsten, må det aldrig blive en undskyldning for at gøre hverdagen utryg for jøder i Danmark eller udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistensberettigelse".

Jeg er både jøde og Israeler.

Jeg synes vi skal have en offentlig debat om det her, hvor alle nuancerne kommer med. Jeg vil påpege at det bestemte udråb ikke kom fra demonstrationens arrangører, men jeg vil også forklare hvordan jeg forstår det, og hvordan folk som dig gør mig langt mere utryg - også som jøde.

Jeg kunne godt tænke mig at udvide dit perspektiv - om hvordan jeg både kan ønske godt for min familie i Israel, samtidigt med at forstå at palæstinensere ønsker nedlagt det militærapparat som nu torturer dem systematisk, udsulter dem, snigskytter deres børn, myrder deres journalister på stribe og bomber deres hospitaler.

Jeg synes du skylder mig det som jøde i Danmark - at du ikke essentialiserer mig som du gør. Det gør mig virkelig utryg.

Der er andre jøder, som f.eks. Max Meyer, formand for Dansk Zionist Forbund (og ledende figur i Chabad Danmark), som kalder mig "ikke rigtig jøde" og legitimerer at jeg bliver kaldt "kapo" (en jøde der hjælper nazister med udryddelse) og "selvhadende jøde". Men hvis vi snakker sammen, så vil du måske kunne forstå hvordan noget af det væreste antisemitisme kommer lige præcis fra disse folk, som har til hovedformål at beskytte Israel, lige meget om den begår forbydelsen over dem alle.

Jeg er fleksibel i tid i de kommende par uger.

August er ved at være forbi, og efteråret anes allerede i vinden, men fortvivl ikke, for i morgen udkommer en helt særlig bog, som jeg er særdeles stolt over at have fået mulighed for at være redaktør på.

Jeg havde egentligt lukket for modtagelse af uopfordrede manuskripter på 2 Feet i erkendelse af, at det var jeg nødt til, hvis jeg nogensinde skulle få plads til selv at skrive i løbet af 2025. Men jeg havde begået den lille fejl at skrive, at der var lukket for manuskripter året ud, så 2024 var knap overstået, før de første manuskripter lå i min indbakke, og jeg fik travlt med at rette fejlen med året ud på 2 Feets hjemmeside.

Af samme grund havde jeg ingen forventninger om, at der blandt de manuskripter, der nu lå min indbakke, var nogle, jeg ville have mod på at udgive. Det ville virkelig kræve noget ud over det sædvanlige, for jeg havde allerede sat faste ugedage af til forberedelse af min egen kommende roman, og at tage et manus mere ind, i hvad der i forvejen tegnede til at blive et noget fortravlet forårsprogram for mig som forlægger, så der skulle noget særligt til at få mig til at antage en nyt manus.

Men det gjorde jeg.

Et af manuskripterne var af Naja Roos, en forfatter, jeg med skam må erkende, at jeg ikke havde hørt om før, selvom hun allerede havde udgivet et par romaner andetsteds, men hold da op for en læseoplevelse det gemte på. I afsættet måske alt andet end dragende: Et år på en folkeskole beskrevet gennem ottende klasses klasselærerteam. Det var skrevet så skarpt, at jeg blev draget ind i historien, som havde det været en spændingsroman, og fulgte intrigerne mellem lærerne indbyrdes, mellem eleverne, elever og lærere, og forældrene imellem og forældrene og lærerne, og så lige den vaklende skoleledelse oveni, med bankende hjerte og et bittersødt smil på læben, for det var samtidig alt for genkendeligt.

Det manus var ganske enkelt noget helt særligt. Så jeg tyggede på det nogle dage og besluttede så at tage et møde med forfatteren. Jeg må nok tilstå, at jeg var lidt forsigtig med at påtage mig redaktørrollen over for en skolelærer. Sikkert et gammelt spøgelse fra min egen skolegang. Så jeg ville lige mærke Naja på tænderne, inden jeg sagde endeligt ja.

Samarbejdet viste sig nu at blive en særdeles behagelig oplevelse, og 'Mellemtime' som bogen hedder, er en bog, jeg er utrolig stolt over at have fået muligheden for at redigere og udgive. Jeg håber virkelig, at mange vil læse den, for dels bliver man klogere på, hvordan hverdagen er på en helt almindelig folkeskole, hvor politiske fokusområder klinger som hule paroler over en synkende skude, dels er det bare en fed historie, velskrevet, med nerve og indsigt ... og bid.