Da sagde Almitra (til Profeten Almustafa): Tal til os om kærlighed.
Og han løftede sit hoved og så ud over folkeskaren, medens stilheden sænkede sig over den. Og med kraftfuld røst begyndte han at tale:
Når kærligheden kalder jer, følg den,
Er dens vej end stejl og stenet.
Og favnes i af dens vinger, da giv jer hen til den.
Skulle i end såres af det sværd, som er skjult i dens svingfjer.
Og når den taler til jer, tro den.
Om end dens røst skulle sønderrive jeres drømme, som nordenvinden forøder havens blomster.

Thi ligesom kærligheden kroner jer, skal den også korsfæste jer. Ligesom den øger jeres vækst, skal den også sørge for jeres beskæring.
Ligesom den hæver sig til jert højeste og kærtegner jeres spædeste kviste, der sitrende strækker sig mod solen.
Således skal den også nedstige til jeres rod og ruske dens klamrende fæste i dybet.
Som markens neg sanker den jer til sig.
Den tærsker jer for at gøre jer nøgne.
Den sigter jer for at rense jer for avner.
Den kværner jer til hvidhed.
Den ælter jer, til I er smidige;
Og da overlader den jer til sin hellige ild, at I kan blive helligt brød til Guds hellige gæstebud.

Alt dette skal kærligheden gøre imod jer, at I må kende hjertets hemmeligheder og ved dette kendskab blive en del af livets hjerte.

Men dersom I af angst kun vil søge kærlighedens fred og kærlighedens glæder.
Da er det bedre for jer, om i dækker jeres nøgenhed og begiver jer bort fra kærlighedens tærskelo,
til den uomskiftelighedens verden, hvor I skal le, men ikke al jeres latter, og græde, men ikke alle jeres tårer.

Kærligheden giver intet andet end sig selv og tager kun fra sig selv.
Kærligheden besidder ikke og vil ikke besiddes;
Thi for kærligheden er kærlighed alt.

Når I er opfyldt af kærlighed, sig da ikke:
”Gud har taget bolig i vort hjerte”; men snarere skal i sige : ”Vi dvæler i Guds hjerte”.
Og tro ikke, I kan bestemme kærlighedens kurs, thi dersom kærligheden finder jer værdige, skal den bestemme jeres kurs.

Kærligheden har intet andet begær end at opfylde sig selv.
Men dersom I elsker og dog må begære, lad da jeres begær være disse:
At opløses og blive som en rislende bæk, der synger sin sang til natten;
At kende den alt for store følsomheds smerte;
At såres af jeres egen indsigt i kærligheden;
Og at udgyde jert blod modstandsløst og med fryd.
At vågne ved morgengry med et bevinget hjerte og med taksigelse for en ny dag at leve i kærlighed.
At hvile i middagstimen og åbne sindet mod kærlighedens højder;
At vende hjem ved aften opfyldt af taknemmelighed;
Og da at overgive jer til søvnen med en lovsang på læberne og en bøn for den elskede i hjertet.

(Fra Kahlil Gibran: profeten)

https://youtu.be/gJOH-ue2g_E?is=RAG7Z_aSBnaU4WK7

I aften, igen i år, tænder jeg lys i vinduerne. I taknemmelighed til dem der ofrede sit liv for os alle.
Tak.

<h2> Den 16. februar rundede jeg endnu en milepæl</h2>og jeg oplevede noget, som er svært at forholde sig til.

Det handler om...
at det er underligt, pludselig at være jævnaldrende med gamle mennesker.

Ref. til #humor #ironi #samvær #fødselsdag #taknemmelighed #selverkendelse #selvironi #Socii

Polens taknemmelighed overfor Iran.

I dag faldt jeg over en polsk mand, der skrev, at Polen altid vil være Iran taknemmelig, fordi de tog imod polske flygtninge, og undersøgte det lidt:

Under Anden Verdenskrig (1942-1943) modtog Iran over 116.000 polske flygtninge, herunder soldater fra General Władysław Anders' armé samt tusindvis af civile og omkring 2-3.000 forældreløse børn. De var flygtet fra sovjetiske fangelejre i Sibirien og Centralasien efter at være blevet deporteret fra det østlige Polen.

Flygtningene var svækket af to års mishandling og sult, og mange led af malaria, typhus, feber, luftvejssygdomme og sygdomme forårsaget af sult. Mange flygtninge døde kort efter ankomst til Iran som følge af langvarig sult - deres kroppe kunne ikke tåle mad.

Iranerne viste stor gæstfrihed på trods af egne vanskeligheder - hungersnød, økonomisk pres og allieret besættelse. Selvom Iran led under dårlige forhold, åbnede landet dørene for de polske flygtninge. Der er historier om, hvordan iranere kastede mad og slik til flygtningene, da de ankom, og hvordan den lokale befolkning hjalp til med at pleje de syge.

Byen Isfahan blev kendt som "De polske børns by" ("The City of Polish Children"). Der blev oprettet polske skoler og børnehjem i Isfahan. Tusindvis af børn, der var blevet forældreløse under krigen, fandt et midlertidigt hjem i disse institutioner.

Polske kirkegårde i Iran bliver stadig passet. I Tehran ligger den største polske kirkegård, og der findes også polske kirkegårde i andre byer.

Den polske regering har officielt takket Iran flere gange - bl.a. i 2022 ved 80-års jubilæet, hvor udenrigsminister Zbigniew Rau takkede det iranske folk for "generøs støtte" og for at passe polske kirkegårde. I 2024 blev der holdt arrangementer i Iran for at mindes den polske flygtningebølge - bl.a. en udstilling i Isfahan. Arrangementet viser, at Polen stadig lægger vægt på historien.

Og det er ikke første gang, Iran har støttet undertrykte folk. Under krigen i Bosnien-Hercegovina (1992-1995) sendte Iran våben og hjælp til bosniakerne, som var udsat for folkedrab - alt imens FN's våbenembargo var i kraft.

Også under apartheid i Sydafrika støttede Iran frihedskampen - efter revolutionen i 1979. Før da samarbejdede shahens Iran desværre med USA og Israel og bakkede op om apartheidregimet. Men efter revolutionen brød Iran med apartheid, indførte boykot og støttede i stedet ANC's kamp.

Sidste år i maj og juni, havde min kære hustru, Åse Fænø Meinhardt og jeg, to måneders orlov fra vores jobs.
Vi pakkede bilen med telt, Trangia, vandrestøvler og kajakker, og kørte, roede og vandrede op gennem Sverige og Lapland, hvor vi drejede til venstre over til Norge, for at ro og vandre i Vesterålen og Lofoten.
Det blev til 50 dage i noget af verdens smukkeste natur, og en rejse som vi aldrig vil glemme.
I år må vi så desværre nøjes med de obligatoriske tre ugers ferie, og når nu man ved, hvor meget både Sverige og Norge har at byde på, er det virkeligt svært at begrænse sig
Anyways, så gar turen nordpå igen, og mon ikke vi kan få proppet en uges god vandring, og en uges ligeså god roning ned i de sølle tre uge....Let´s hope so
Forslag til helt fantastiske vandre- og/eller ro-spots i Sverige og/eller Norge modtages med stor taknemmelighed
Her er lige en lille håndfuld billeder (ud af ca. 1.400) fra sidste års tur.

Et par timer i sneen og solen, med flokken

Jeg blir nødt til at dele, den sansende oplevelse. Lyset var så stærkt at jeg næsten var blændet. Det hvide og den stærke sol, der varmede hestenes pels. Mine hænder på deres krop, der hvor de tillod det. Taknemmelighed over blot at være i nærheden, når de sagde nej tak til berøring.

Vølven gik lidt for sig selv, og vi havde en stund alene, inden de to andre opdagede mig og kom op til os. Efter en stund i samlet flok - nærvær i tæthed, gik Lovis op mod en af løsdrifterme for at tage en lur i læ. Jeg mærkede en træthed og lagde mig i sneen. Vølven var optaget at at finde græs under sneen og Flamme ville bare gerne være tæt. Blid og blød som han kan være, næsten sov han en stund, inden han begyndte at visitere mig. Og gradvist gik han ind over mig. Han som ellers altid er så hensynsfuld. Han ville mig noget. Have mig op? Op at sidde, op på knæ. Så faldt han til ro igen og vi mediterede lidt videre. Ind til Vølven kom, så vågnede han op for at bide lidt i hende. Hun skulle åbenbart ikke blande sig.

Måske ville han have frokost, så vi gik mod stalden. Og jeg fik lyst til at se om sneen kunne bære en trav. Så jeg spurgte Lovis om hun var med på den. Jeg havde lyst til at blive båret, for sneen er dyb og tung.

Opsadling kan stadig være en udfordring for Lovis, men jeg kan efterhånden næsten altid få lov til at ligge sadel på, uden at hun går sin vej, hvis jeg giver mig tid nok. Det har været en lang proces og jeg syntes vi er kommet godt på vej. For i mål kommer vi nok aldrig. Vi kan altid gøre det lidt blødere, lidt mere mindfuldt, med lidt mere kontakt, accept og samhørighed.

Samme proces med trensen. Med indparkering, med opsidningen. God tid, spørge, pause, hjerte kohæreret vejtrækning, bede om tilladelse, vente, forbinde, nærvær, sammenhørigheden, taknemmelighed, ærefrygt.

Og vi fik den trav. Uden intention om retning eller form, fik vi den blødeste lækreste trav jeg nogen sinde har oplevet på Lovis. Tak Lovis.

Sidste del af "årets nyheder" i haven, er en dejlig blandet omgang af skønne små væsner der har været med til, at give endnu en super dejlig sæson i haven fyldt med et væld af hyggelige møder med havens små beboere

Nogle af dem er oven i købet enten sjældne eller relativt sjældne, ikke at det egentlig betyder alverden, alle "mine" dyr er velkomne, men havens sjældnere eller beskyttede arter, har et par gange været medvirkende til, at det har været lettere at få "ørenlyd", når haven har været "truet" af Banedanmark, de er sjovt nok bange for "ridser i lakken", når det handler om deres "grønne image"....

Jeg bliver ofte fyldt af taknemmelighed over, at der er så mange arter, der har fundet haven egnet at bo i, og der er noget utrolig livsbekræftende i, at se hvordan de små væsner "blot" lever deres liv i vores lille "oase", som om ingen menneskeskabte farer lurer

Navne kommer som kommentarer til billederne

Frivillig Fredag

Dagen hvor vi hylder frivilligheden.

Vores samfund er blandt andet bygget op omkring et stærkt foreningsliv, og det er en så naturlig del af vores hverdag, at vi nok ikke tænker så meget over det i vores dagligdag.
Derfor er det vigtigt at vi hvert år har Frivillig Fredag.
Som en påmindelse om hvor vigtige alle de frivillige er og hvilken stor forskel de hver især gør, med hver deres bidrag.

Samt for at vise taknemmelighed og anerkendelse for alle de frivilliges indsats.
Uden jer, ville vi alle miste så mange muligheder og glæder.

Derfor, TAK! Tak til enhver som via frivilligheden bidrager til de fantastiske fællesskaber som vi har i Danmark

Som formand for Frivilligcenter Aabenraa’s bestyrelse, har jeg glædet mig til at fejre frivilligheden i dag.

Dagen startede for mig med champagnebrunch hos Frivilligcenter Aabenraa, i selskab med repræsentanter fra forskellige foreninger i Aabenraa.
Det er altid en fornøjelse at tale med frivillige ildsjæle. At lytte til de mange fortællinger, og udveksling af erfaringer.

Bagefter blev der afholdt åbent hus hos Frivilligcenter Aabenraa.

I dagens anledning skulle der også uddeles en Frivilligpris.

Den er netop blevet overrakt her i Byrådssalen og modtagerne af Frivillighedsprisen 2025 og en check på 10.000 kr., blev i år:

Vågetjenesten Røde Kors Aabenraa.

Et kæmpe stort tillykke med den velfortjente anerkendelse og præmien

Ikke alle har tid eller mulighed for at være frivillig, men alle kan faktisk være med til at gøre det lidt sjovere at være frivillig.
Det kan man f.eks. gøre ved at huske at smile til de frivillige som man møder

Har du husket at smile til en frivillig i dag?

I dag markerer vi De Udsendtes Dag, en dag til at hædre og takke alle, der har gjort tjeneste for Danmark i udlandet.
Vi skylder en dybfølt respekt og taknemmelighed til de mange, der har sat deres liv og helbred på spil for fred, frihed, sikkerhed og menneskers overlevelse.

Det gælder soldater, politifolk, redningsberedskabet, sundhedspersonale og andre udsendte under Udenrigsministeriet.
Samtidig skylder vi også en særlig tak til veteraner og til de pårørende, som bærer en stor del af byrden og støtter de udsendte – før, under og efter missionerne.

Lad os bruge dagen til at sige: Tak for jeres indsats. Tak for jeres mod. Tak fordi I satte mennesket først.

Ulykken i Sønderjylland i går har gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg havde selv passeret stedet kort tid inden, og det satte mange følelser i gang. Jeg har tidligere oplevet, hvor voldsomt det er, når det går galt på jernbanen. Jeg arbejdede selv på et tog, da en personpåkørsel skete, og jeg befandt mig allerforrest. Lydene, tiden og hele den fysiske fornemmelse af selve sammenstødet sidder stadig meget klart i mig den dag i dag. Det er en oplevelse, man aldrig glemmer.

Derfor ramte nyheden i går ekstra hårdt. Da jeg i aftes talte med B.T. om baggrunden for min reaktion, forklarede jeg også, hvordan sådanne oplevelser bliver siddende i én, og hvorfor jeg straks tænkte på de berørte og deres pårørende: https://www.bt.dk/samfund/oproert-politiker-efter-ulykke-det-kunne-have-vaeret-mig

Mine tanker går først og fremmest til de mennesker, der blev ramt direkte – til de tilskadekomne og deres nærmeste, som på et øjeblik har fået vendt deres liv på hovedet.

Jeg føler samtidig en dyb respekt og taknemmelighed for de redningsfolk, politibetjente og DSB-medarbejdere, der trådte til. Det kræver både professionalisme og stort menneskeligt overskud at handle i sådan en situation, og deres indsats fortjener vores anerkendelse.

Ulykker som denne rammer som et lyn fra en klar himmel. Det kunne have været hvem som helst. Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun ser det som en overskrift, men husker menneskene bag – de ramte, deres nærmeste og dem, der hjælper.