Et par timer i sneen og solen, med flokken ❄️☀️🐴🐴🐴 Jeg blir nødt til at dele, den sansende oplevelse. Lyset var så stærkt at jeg næsten var blændet. Det hvide og den stærke sol, der varmede hestenes pels. Mine hænder på deres krop, der hvor de tillod det. Taknemmelighed over blot at være i nærheden, når de sagde nej tak til berøring. Vølven gik lidt for sig selv, og vi havde en stund alene, inden de to andre opdagede mig og kom op til os. Efter en stund i samlet flok - nærvær i tæthed, gik Lovis op mod en af løsdrifterme for at tage en lur i læ. Jeg mærkede en træthed og lagde mig i sneen. Vølven var optaget at at finde græs under sneen og Flamme ville bare gerne være tæt. Blid og blød som han kan være, næsten sov han en stund, inden han begyndte at visitere mig. Og gradvist gik han ind over mig. Han som ellers altid er så hensynsfuld. Han ville mig noget. Have mig op? Op at sidde, op på knæ. Så faldt han til ro igen og vi mediterede lidt videre. Ind til Vølven kom, så vågnede han op for at bide lidt i hende. Hun skulle åbenbart ikke blande sig. Måske ville han have frokost, så vi gik mod stalden. Og jeg fik lyst til at se om sneen kunne bære en trav. Så jeg spurgte Lovis om hun var med på den. Jeg havde lyst til at blive båret, for sneen er dyb og tung. Opsadling kan stadig være en udfordring for Lovis, men jeg kan efterhånden næsten altid få lov til at ligge sadel på, uden at hun går sin vej, hvis jeg giver mig tid nok. Det har været en lang proces og jeg syntes vi er kommet godt på vej. For i mål kommer vi nok aldrig. Vi kan altid gøre det lidt blødere, lidt mere mindfuldt, med lidt mere kontakt, accept og samhørighed. Samme proces med trensen. Med indparkering, med opsidningen. God tid, spørge, pause, hjerte kohæreret vejtrækning, bede om tilladelse, vente, forbinde, nærvær, sammenhørigheden, taknemmelighed, ærefrygt. Og vi fik den trav. Uden intention om retning eller form, fik vi den blødeste lækreste trav jeg nogen sinde har oplevet på Lovis. Tak Lovis.