Stop underbehandlingen af kvinder med Hashimotos – mål Fri T3 og Reverse T3 og tillad T3-behandling
ID: FT-21666
Formålet med dette borgerforslag er at sikre, at danske patienter – især kvinder – med stofskiftesygdomme som Hashimotos thyreoiditis får adgang til moderne diagnostik og individuel behandling på linje med internationale standarder.

Omkring 250.000 danskere lever med en stofskiftesygdom, og størstedelen er kvinder. Mange oplever fortsatte symptomer som træthed, hjernetåge og depression, selvom deres blodprøver viser “normale” værdier. En stor del ender på deltid eller førtidspension, fordi de ikke får præcis diagnose eller effektiv behandling.

I Danmark måles typisk kun TSH og fri T4, mens fri T3 og reverse T3 sjældent måles. Dermed overses patienter, der ikke konverterer T4 til aktivt T3, eller som har forhøjet reverse T3, som blokerer hormonets virkning. International forskning (European Thyroid Journal 2012;1:55-71, Frontiers in Endocrinology 2019;10:446, BMC Endocrine Disorders 2024;24:1612) viser, at en del patienter ikke opnår normal T3 i væv på T4-monoterapi (Eltroxin), og at kombinationsbehandling med T4 + T3 eller naturlige T3-kilder kan være relevant i udvalgte tilfælde under lægeligt tilsyn.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-21666&fbclid=IwdGRjcANvc1FjbGNrA2y_PmV4dG4DYWVtAjEwAGJyaWQRMDZHdktjeTRLSWxGTm0yVEUBHsEhb7DTi3H-CN4bVfWdqCOB585vXF21QifAbI1hxJVU7qcVus3T2cTmPM1s_aem_4p77_0iKPEBCYF9vjAugMQ

Jeg kan godt forstå, at det vækker stærke følelser, når man tænker på, hvordan mennesker på retspsykiatriske afdelinger bliver behandlet. Det er allerede en enorm belastning at være indlagt under sådanne forhold, og det må føles som en ekstra straf, hvis man samtidig fratages sit økonomiske grundlag. Selvom de handlinger, der har ført til deres situation, kan være svære at acceptere, er det vigtigt at huske, at de mennesker, vi taler om, ofte er meget syge. At være lukket inde og kæmpe med alvorlige psykiske lidelser er i sig selv en stor byrde.
Jeg synes, det er tankevækkende, hvordan regeringen vælger at håndtere psykisk syge mennesker. Måske ville det gøre en forskel, hvis beslutningstagere selv prøvede at sætte sig i deres sted – bare for en dag – og mærkede, hvordan det er at leve med sygdom eller handicap. Det kunne måske give en bedre forståelse af, hvad der virkelig er brug for, når der laves love og regler på dette område.
Det er en kompleks problemstilling, men det er vigtigt, at vi som samfund husker at møde alle mennesker med respekt og medmenneskelighed, uanset deres baggrund eller situation. https://youtu.be/1LyUgZcfmS0?si=F2EZ4m2U4EoJs4Ez

🩵 I dag er det National Autoimmune Sygdomme Dag

En dag, hvor vi sætter fokus på de mange mennesker, der hver dag lever med autoimmune sygdomme – ofte usynligt, men ikke uden betydning.

Jeg er en af dem. Jeg lever med psoriasis, og det har lært mig meget – både om min egen krop, om tålmodighed og om, hvor mange misforståelser der stadig findes omkring sygdomme, man ikke altid kan se.

Der er nemlig mange myter om psoriasis (og autoimmune sygdomme generelt), som fortjener at blive udfordret:

Myte: “Det er bare hud.”
Faktum: Psoriasis er ikke kun en hudsygdom – det handler om immunforsvaret og inflammation, og det kan påvirke hele kroppen.

Myte: “Du er smitsom.”
Faktum: Psoriasis smitter ikke. Det er en autoimmun reaktion, ikke en infektion.

Myte: “Det skyldes dårlig hygiejne eller kost.”
Faktum: Livsstil kan påvirke symptomerne, men selve sygdommen skyldes en biologisk ubalance i immunforsvaret.

Myte: “Du ser ikke syg ud, så du kan da ikke fejle noget.”
Faktum: Mange lever med symptomer, der ikke kan ses – smerter, træthed og psykisk belastning. Psoriasis og andre autoimmune sygdomme kan være usynlige, men de er stadig virkelige.

I dag vil jeg gerne sende en tanke – og en blå støttefarve 🩵 – til alle, der lever med en autoimmun sygdom.
Du er ikke alene. Vi er mange, og sammen kan vi skabe mere forståelse og åbenhed.

#NationalAutoimmuneSygdommeDag #Autoimmunitet #Psoriasis #SammenErViStærke #FAIM #BlåErFarven #UsynligSygdom

Hovedparten af resistens skabes i vores kødfabrikker, der bruges antibiotika forebyggende, så vi kan få koteletter til den billigst mulige pris lige nu.

Hvad prisen for de der koteletter så bliver når vi ikke længere kan slå infektioner ned med antibiotika, kan man jo tænke sig frem til.

Uden antibiotika ville jeg nok have stillet skoene i sidste uge, da min urinvejsinfektion var temmelig alvorlig.

https://www.dr.dk/nyheder/seneste/flere-og-flere-sygdomme-kan-ikke-behandles-vi-loeber-toer-behandlingsmuligheder

#Thailand #Helbred #SSI #Rejse #Vaccination

Flere rejsende udsættes for rabies

I 2024 blev 63 danskere eksponeret for rabies efter bid i Thailand. Statens Serum Institut (SSI) opfordrer nu til, at rejsende overvejer vaccination, hvis de rejser til lande, hvor sygdommen findes, og at man holder sig fra dyr i disse områder.

Læs nærmere her:
https://www.thailand-portalen.dk/forum/vaccination/flere-rejsende-udsaettes-for-rabies/

Jeg forstår godt, hvor frustrerende det kan være at se, hvordan nogle mennesker med store privilegier ofte virker så ligeglade med dem, der virkelig kæmper. Det kan føles som om, de slet ikke forstår, hvad det vil sige at leve med et handicap, en sygdom eller at være nedslidt. For dem er det måske bare en luksus at kunne brokke sig over småting, mens vi andre står med reelle udfordringer, der påvirker vores hverdag og livskvalitet.

Vi, der lever med disse udfordringer, har ikke valgt vores situation. Vi ønsker ikke at være afhængige af hjælp, at kæmpe med vores helbred eller at føle os pressede til det yderste. Vi drømmer om frihed – frihed til at leve et liv uden konstant at skulle bekymre os om, hvordan vi klarer os igennem dagen. Frihed til ikke at skulle bruge dage på at komme os over en nedsmeltning eller føle os overvældede af verden omkring os.

Det er hårdt at se, hvordan nogle rige mennesker og politikere virker mere optagede af at beskytte deres egne privilegier end af at hjælpe dem, der virkelig har brug for det. Når de klager over at skulle betale skat eller bidrage til fællesskabet, føles det som en hån mod dem, der ikke har andet valg end at kæmpe videre. Vi beder ikke om vores situation – vi ville give alt for at slippe for den. Men de, der har magt og penge, ser ofte ud til kun at tænke på, hvordan de kan få mere.

Hvis de virkelig ønskede at gøre en forskel, kunne de starte med at sætte en stopper for korruption og grådighed. De kunne bruge deres ressourcer og indflydelse til at skabe et samfund, hvor vi tager os af hinanden, i stedet for at lade de svageste i stikken. Men i stedet ser vi alt for ofte, at de bruger deres magt til at gøre livet lettere for sig selv og sværere for alle andre.

Jeg håber, at vi en dag kan nå til et punkt, hvor vi ser hinanden som mennesker – hvor vi forstår, at ingen ønsker at være syg, handicappet eller nedslidt. Hvor vi fokuserer på at løfte hinanden op i stedet for at træde på dem, der allerede ligger ned.

Det klassiske øjeblik.
Clara Schumann havde sin far som klaverlærer. Det havde hendes senere mand Robert Schumann også, så de har kendt til hinanden i en tidlig alder.
Clara Schumann var sammen med Chopin, Liszt og Anton Rubinstein, en af sin tids bedste pianister.
Hun var absolut nodetro, hvilket vil sige, at man spillede musikken nøjagtigt som den var skrevet. Det bragte hende på kant med Liszt, som var mere løs i tilgangen til nodesætningen, da han mente at det hæmmede kreativiteten med den firkantede holdning til noderne.
Clara Schumann fik ikke skrevet forfærdelig meget musik. Dels på grund af sin koncertvirksomhed, men også p.g.a. sin mands tiltagende sindssygdom.
At de sammen fik 8 børn, har naturligvis også været en tidsrøver.
https://open.spotify.com/track/7nfPPGKmfRDTcYJH6TKjLh?si=4b201a68ad6348cf

Er der ingen i familien, der stiller sig lidt til rådighed for at hjælpe mod denne form for sygdom!

“Folkedrabet" er et PR-stunt

PS. Hvem hænger dukker - hvad mon de så ikke gør ved de børn!

Kvindelige musikere og komponister i klassisk musik, har haft svært ved at bryde igennem på lige for med deres mandlige kolleger.
Det har de haft inden for alle genre, vil nogen sikkert sige, og det har de nok ret i.
Ikke desto mindre er de der, og de har været der så længe der har været musik til.
De kommende 3-4 dage vil jeg prøve at kompensere for det, for det er jo nok først og fremmest mænds skyld, at det har forholdt/forholder sig sådan.
Jeg starter med Clare Schumann (1819 - 1896), som blev en af Europas bedste pianister i det 18 århundrede. Hun lærte at spille klaver af sin far, som også blev klaverlærer for hendes senere mand Robert Schumann.
Som 14 årig skrev hun sin første klaverkoncert, der har mange store kvaliteter. Hun skrev også mange mindre værker, som forsøgte at kombinere romantikken med klassikkens former.
Måske var disse værker med til ikke bare at påvirke Robert Schumann's musik, men efter manges mening også Johannes Brahms's.
Clara og Robert Schumann fik ikke mindre end 8 børn, og sammen med Robert's sindssygdom, var det årsagen til, at det ikke blev til det store skrivearbejde, men kvaliteten på de værker hun skrev gør, at hun bør nævnes på lige fod med andre romantiske komponister fra perioden - Fanny og Felix Mendelssohn, Liszt, Chopin og Robert Schumann.
https://open.spotify.com/track/7KdHKNhYO1FV4w5MJIe3rO?si=b741eb35c0144258

FORSKELLIGE BEHANDLINGER

På dagen hvor Onkel Astra II fyldte 23 år mente jeg det var på tide at bestille opfølgende konsultation hos Dr. Turbo i anledning af, at de spritnye bagbremser skulle justeres ind 1.500 km. efter installation.

Jeg var alligevel på farten formedelst det sidste af otte lægeordinerede besøg hos en fysioterapeut, der ikke behandlede, men blot overvågede programsatte øvelser. Så i stedet for at ringe til Turbo, svingede jeg lige forbi Lyngby for at bestille en tid.

Vi kom hurtigt til at snakke mere ryg end bil. Turbo har i mange år haft en besværlig rygsygdom, der desværre bliver værre og værre. Han har længe anbefalet mig en kinesisk læge ude i Hvidovre, som han er ret begejstret for, så da han så mit besvær med at stå og gå, blev jeg ikke anbefalet at bestille en tid, jeg fik en decideret ordre om at gøre det!

Revisoren, der var på besøg, sekunderede. Det gør ondt men det gør godt – og det hjælper helt fantastisk.

Der blev fremskaffet en A5 seddel med anprisninger og et telefonnummer.

Mandag var Onkel Astra II til sin konsultation og fik tilset og justeret bremser og lidt andet.

Som sædvanlig blev der snakket biler, jeg aner ikke hvorfor vi kom omkring den eneste Ford OHC motor nogensinde, hvor tandremmen kunne knække uden at stempler og ventiler stødte sammen, men det skete i Farmands Cortina 1600 mk. 3 i 1980.

Men vi snakkede mest ryg. Jeg var specielt C-formet den dag og havde ondt. Nu SKULLE jeg simpelthen bestille til hos Ms. Lui!!!!
Jeg kunne meddele, at det havde jeg allerede gjort!

Så i dag kl. 12 var jeg i Hvidovre hos Ms. Lui.

Jeg er ude af stand til at beskrive nøjagtig hvad hun gjorde, men hun var yderst venlig, temmelig bestemt, ikke specielt medfølende og meget dårlig til at tale dansk.

”Jeg undersøge”. Og det skal jeg lige love for, at hun gjorde!
Jeg tænkte, at denne kvinde skal man ikke under NOGEN omstændigheder blive uvenner med!

Det er jernhård massage og hun siger ikke meget andet end ”problem” og ”ikke problem” og det er mildest talt ikke svært at mærke forskel.
Jeg har en gammel skade langs højre side af rygraden, og den fandt hun omgående. Det var første gang jeg var på vej lodret op gennem taget.

Senere gik hun løs på højre side af mit bryst så jeg igen var ved at skrige. Men bagefter kunne jeg for første gang i ti år række højre arm lodret op i luften uden af få krampe i overarmen.

”Ikke mere den side i en uge men anden side om to dage”.

Og så lavede hun lige et nummer med at sige ”ben hård” og trykke et sted i lysken så jeg omtrent hylede og så sagde hun ”senere”. Og jo, det var tæt på, men det var så langt fra seksuelt som på nogen måde muligt.

Ny tid bestilt om en uge, jeg magter ikke ”anden side” efter kun to dage.

Der er ikke bestilt ny tid til Onkel Astra II, der burde ikke være noget at komme efter de næste par år.

Da jeg, som aftalt, ringede til Turbo og rapporterede tilbage, var han det tætteste på ”rørstrømsk”, jeg nogensinde har oplevet. Simpelthen glad på mine vegne over, at jeg havde oplevet tegn på bedring.

Det så jeg ikke komme da jeg for 25 år siden opgav at lade autoriseret Opel værksted Andersen og Martini hive flere store summer op af min lomme uden at kunne løse koblingsproblemet på Onkel Astra I. Der skulle en anden behandling til. Turbo fandt på at få drejet svinghjulet af og så var det slut med knækkede trykfødder for hver 15.000 km.

Nu, mange år senere, har Turbo igen fundet på en anden behandling, denne gang ikke af bilen, men af mig. Og noget tyder på, at det kan komme til at virke.