Vi vil have

DEMOKRATIET,

YTRINGSFRIHEDEN,

MEDMENNESKELIGHEDEN

og NÆSTEKÆRLIGHEDEN

tilbage!

Folkedrabslandet har udleveret uidentificerede lig af palæstinensiske gidsler.

Men TV 2 og de andre medier taler om soldater som gidsler - selvom de er fanger, som Hamas ikke har udleveret, fordi de ligger under murbrokkerne.

Men de andre... de er jo ikke MENNESKER, vel, danske medier?

I går forkastede Den Internationale Domstol folkedrabslandets løgne - men verden lader som ingenting.

Selv BBC er begyndt at fortælle en smule af den sandhed, de længe undlod:

“BBC har dokumenteret, at israelske styrker bevidst angriber palæstinensiske børn — sigter mod hoved og bryst.
Over 60 % af de dræbte børn blev skudt med præcision.”

Læger har fortalt om dette længe, mens de kæmpede for at redde nogle af disse børn.

Og mens alt dette sker, kæmper Socialdemokratiet herhjemme med højrefløjen om, hvem der kan hade mest - og hvem der kan være mest racistisk, virker det til.

Er der virkelig ingen, der har skam i livet?
Jeg anser ikke den slags for danske værdier.
Hvis det er danskhed, så står jeg hellere udenfor - som verdensborger, med værdier der handler om menneskelighed.

Jeg kan godt forstå, at det vækker stærke følelser, når man tænker på, hvordan mennesker på retspsykiatriske afdelinger bliver behandlet. Det er allerede en enorm belastning at være indlagt under sådanne forhold, og det må føles som en ekstra straf, hvis man samtidig fratages sit økonomiske grundlag. Selvom de handlinger, der har ført til deres situation, kan være svære at acceptere, er det vigtigt at huske, at de mennesker, vi taler om, ofte er meget syge. At være lukket inde og kæmpe med alvorlige psykiske lidelser er i sig selv en stor byrde.
Jeg synes, det er tankevækkende, hvordan regeringen vælger at håndtere psykisk syge mennesker. Måske ville det gøre en forskel, hvis beslutningstagere selv prøvede at sætte sig i deres sted – bare for en dag – og mærkede, hvordan det er at leve med sygdom eller handicap. Det kunne måske give en bedre forståelse af, hvad der virkelig er brug for, når der laves love og regler på dette område.
Det er en kompleks problemstilling, men det er vigtigt, at vi som samfund husker at møde alle mennesker med respekt og medmenneskelighed, uanset deres baggrund eller situation. https://youtu.be/1LyUgZcfmS0?si=F2EZ4m2U4EoJs4Ez

Hvis du færdes i den københavnske Metro i denne tid,
så vil du nok få svært ved at overse Kristendemokraterne

Selvom vi unægteligt lever i en tid med mørke skyer og hvor det nogle gange kan føles, som om den ene dårlige nyhed afløser den anden, så har vi, måske netop derfor, brug for noget at glæde os til.

Mens mange partier har travlt med at fortælle, hvor grimme, dumme eller slemme de andre er, og hvor slemt alting ser ud, så tør vi tænke fremad.

Vi tør tro på, at Danmark kan bevæge sig i en bedre retning, med håb, ansvar og menneskelighed som pejlemærker.

Vi vil glæde os til at se fornuftig politik blive gennemført.
Til bedre tider for de udsatte.
Til mere omsorg for vores børn og unge.
Til et samfund, hvor familier og ældre bliver prioriteret – ikke glemt.

Det er det, Kristendemokraterne står for: håb, ansvar og menneskelighed i politik.

Har du set os i metroen? Så del et foto af det, ligesom Jesper Housgaard har gjort her.

#Kristendemokraterne #dkpol #håb #menneskelighed #politikmedhjerte #vision

“Vi tænker for meget og føler for lidt.”

Jeg deler i dag Charlie Chaplins berømte tale fra slutningen af “Diktatoren”, en film fra 1940, hvor Chaplin advarer mod diktatur, frygt og umenneskelighed.

Over 80 år senere er ordene desværre stadig aktuelle.
Når Chaplin taler om magt, om grådighed, og om hvordan teknologi burde bringe os tættere sammen, ikke længere fra hinanden, kunne det lige så godt være sagt i dag.

Vi har brug for at genfinde troen på fællesskab, medmenneskelighed og håb.

For politik handler i sidste ende ikke om magt, men om mennesker.

Se talen her:
https://www.youtube.com/watch?v=J7GY1Xg6X20

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der sidder nogle få personer i kommunerne, som mangler medfølelse og evnen til at sætte sig i vores sted som borgere. Det føles næsten, som om de glemmer menneskeligheden, når de tager jakken på som kommunalt eller statsligt ansatte.

Af Carsten Jensen:

NÅR DER BLIVER SKUDT PÅ DE SULTENDE

Der er en øjenvidne-beretning fra Gaza, der har gjort stort indtryk på mig. Det er den britiske kirurg Goher Rabhour, lige hjemkommet efter en måned på Nasser Hospitalet, som fortæller om en 15-årig dreng, som efter at have mistet hele sin familie, i et bombeangreb med granatsplinter i rygraden er lammet på livstid fra navlen og nedefter.

Da drengen fra hospitalssengen ser op på lægen, spørger han ikke til sine chancer for igen at kunne gå, som alligevel er ikke-eksisterende. I stedet appellerer han grædende til lægen. “Vil du ikke godt slå mig ihjel.”

Dødstallet i Gaza har nu passeret de 57.000. Mens mediernes opmærksomhed, koncentrerer sig om krigen med Iran, bliver der dræbt omkring 100 mennesker om dagen i Gaza, og i disse dage er mange af de dræbte udsultede mennesker, som står i kø for at få del i en af de sparsomme madrationer, de og deres underernærede familier er tvunget til overleve på. Israelske soldater skyder efter ordre ovenfra frit løs på de sultende.

Men 57.000 er langt fra det virkelige antal de dræbte. Ifølge forskerteams fra to anerkendte institutioner, begge britiske, London School of Hygiejne and Tropical Medicine og London School of Economics er der nu tæt på 100.000 dræbte i Gaza eller fire procent af befolkningen. Mange bliver aldrig registrerede, enten fordi de er begravet under ruinerne, eller fordi de efterladte ikke magter at orientere myndighederne. Det er den israelske avis Haaretz, der i en grundigt researchet artikel bringer oplysningerne.

Den britiske regering, der lige som den danske har tætte forbindelser til det israelske militær, overvejer nu en udvidelse af terror-lovgivningen. Aktivister, der for nogle dage siden trængte ind på en militærbase og oversprøjtede de berygtede F-35-dødsmaskiner med rød maling, skal nu sigtes efter en terror-lov, der kan give op til 14 års fængsel.

At være våbenfabrikant, lad os bare kalde det mord-fabrikant, medfører ingen sigtelser. Tværtimod, våbenfabrikanter er agtede samfundsborgere.

Det er den britiske rapper Bob Vylan ikke efter, at han på Glastonbury Festivalen sang sloganet “Death, death to the IDF”, altså død over den israelske hær. Vylan har forklaret, at han med sit omkvæd udtrykte ønsket om “en afmontering af en voldelig militærmaskine”.

Forargelsen i Storbritannien vil ingen ende tage. Selv premierminister Keir Starmer har fordømt Bob Vylan, og kriminalpolitiet har indledt undersøgelser imod ham. Man forstår på den britiske offentlighed, at det er anti-semitisk at fordømme den israelske hærs daglige drab på sultende, der ikke er bevæbnet med andet end en madskål.

Betyder det, at man skal forsvare drabet på ubevæbnede civile for at bevise, at man er jødevenlig, eller bare tavst bivåne myrderiet, som flertallet af danske politikere gør? Beviser hele historien ikke snarere, hvor absurd anklagen om anti-semitisme er, hvis man vover i en elementær menneskeligheds navn at forsvare det udryddelsestruede palæstinensiske folks ret til at eksistere?

Jeg frygter, at britiske tilstande er på vej, også i Danmark, der ligesom Storbritannien har en socialdemokratisk leder, som i sin politiske behagesyge over den amerikanske våbenindustri er parat til at svigte enhver moral, når det kommer til palæstinenserne.

Også i Danmark risikerer vi en kriminalisering af aktivisme og protest.

Der er kun en vej frem. At blive ved med at protestere. Jo flere, vi er, desto vanskeligere bliver det at lukke munden på os. Vi må vise vores ansigter og sige fra.

Det er os, der forsvarer demokratiet.