Den unge og den ældre generation kan lære meget af hinanden... udfra det de ikke ved og det de ikke husker. Vel egentlig en utrolig smuk og poetisk tanke, som billedet indfanger netop i dette nærvær i harmoni. Den unge, der skuer fremad med ubeskrevne blade og en verden af uafprøvet potentiale og den ældre, hvis ansigt bærer historien, dybden og sporene af et langt liv med erfaringer. Mødet mellem det, den unge endnu ikke ved, og det, den ældre måske ikke længere husker, skaber et helt særligt og uskyldigt rum for udveksling. Det den unge endnu ikke ved: Nysgerrighed uden fordomme: Den unge møder verden med et åbent sind, ubelastet af erfaringens tyranni. De tør stille de helt enkle, grundlæggende spørgsmål, som voksne ofte glemmer at stille. Uforfærdet intuition: Når man endnu ikke ved, hvad der "burde" kunne lade sig gøre, overskrider man grænser naturligt. Den unge bringer en friskhed og en umiddelbar glæde ved øjeblikket, som ved klaveret på billedet, hvor tonerne spilles med ren lyst frem for rutine. Det den ældre ikke længere husker (eller har sluppet): Slip på det uvæsentlige: Måske husker den ældre ikke længere hverdagens små bekymringer, ugedagene eller de detaljer, vi andre har så travlt med. Men i det slip opstår en ro. Kernen står tilbage: Når detaljerne blegner, står den reneste form for erfaring tilbage: Nærvær, empati og at vide, hvad der i sandhed betyder noget. Den ældre lærer den unge at trække vejret, mærke roen og lade tiden stå stille et øjeblik. Harmonien i mødet: I udvekslingen supplerer de hinanden perfekt. Den unge tilbyder sin hukommelse, sin energi og sine nye øjne på verden. Den ældre tilbyder sit ly, sin tryghed og et forankret nærvær, som beskytter den unges udforskning. De mødende pander på billedet symboliserer en direkte overførsel af kærlighed og ro — en stum dialog, hvor ord, viden og hukommelse bliver sekundært i forhold til selve forbindelsen. Spørgsmål: Hvad vækker billedet og denne tanke mest i dig — er det følelsen af tryghed, erindringen om en relation, eller den musikalitet, der forbinder dem? #harmoni #tillid #musikalitet #Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg. Du er velkommen til at like, kommentere og følge mig.

😉 "Confined but not out of action" Føler mig lidt indespærret, men finder altid en vej ud... min kone har lige bestilt efterårsrejsen, håber da jeg komme med, ikke sjovt at blive "syltet". Når #humor #ironi #empati går hånd i hånd.

Når AI rykker ind på chefkontoret Jo mere usynlig teknologien bliver, desto tydeligere skal lederen træde frem. AI lover effektivitet, men skaber en ledelsesmæssig blindgyde, hvis vi tror, at nærvær kan outsources. I artiklen ”AI-chefen kommer” kortlægger Ditte Darko (vært på Mere end en algoritme), hvordan algoritmer allerede nu styrer rekruttering og feedback. Udfordringen: Tryghed kan ikke automatiseres: Amy Edmondson viser, at tryghed kræver nærvær. En AI kan aldrig være modig, sårbar eller tage ansvar for relationen. Relationel disciplin: Ledelse dør, hvis dialogen bag beslutningen erstattes af ren algoritme-administration. Menneskelig merværdi: Dømmekraft, empati og mod er fremtidens uundværlige greb (ref. Mollick & WEF). Vi skal handle nu. Vinderne bruger AI klogt uden at fraskrive sig det menneskelige ansvar. Evnen til at stå i usikkerhed sammen med andre er den ultimative konkurrencefordel. Læs hele artiklen her: https://www.dittedarko.dk/artikler/ai-chefen-kommer Podcast - når ai chefen kommer https://open.spotify.com/episode/23aO7QCUv34H1Hh2S6ddNX?si=GwAi7vz0Rf6D1Wruyecxvg&nd=1&dlsi=14b9ea3349ad47e5

Beviset på den autentiske ledelses succes AGF’s første Danmarksmesterskab i 40 år markerer et strategisk paradigmeskifte. Jakob Poulsen har flyttet ledelse fra teoretiske floskler til uafviselig operationel eksekvering. Analyse af ledelsessøjlerne: 1) Autenticitet: Poulsen var ikke klubbens førstevalg og mødte op uden store proklamationer. Han eliminerer organisatorisk friktion gennem radikal gennemsigtighed og integritet; han er blot sig selv. 2) Tillid som strategi: Skiftet fra forgængerens kontrolbaserede regime til empowerment har skabt psykologisk tryghed. Ved at uddelegerer frihed elimineres frygten for fejl – den største barriere for ekstraordinær præstation. 3)Fejl som præmis: Risiko er prisen for offensiv fremdrift. Ved at acceptere fejl som et grundvilkår skabes et miljø, hvor medarbejderne tør vinde. Fra hypotese til uafviselig ROI Hvor Kasper Hjulmand introducerede empatien som en hypotese, har Poulsen leveret beviset. Hans "servant leadership" blev testet på transferdeadline: Trods tabet af sin anfører hentede han selv en ny spiller i sin VW Up midt om natten. Resultatet er uomtvisteligt: Mesterskab og en aktiestigning på 16,4 % mandag morgen (86 % på årsbasis). God ledelse defineres af handlinger, når ingen kigger. Læs mere: https://www.linkedin.com/pulse/danmarks-bedste-leder-er-tr%C3%A6ner-et-fodboldhold-signe-ferslev-pedersen-vr8ne

Jeg læser “Magt indsigt, aktindsigt “ af My Carla Sommer. Og jeg bliver, ligesom da jeg læste hendes første (faktisk anden, da den aller første er udgivet under et andet navn) indigneret på hendes og så mange - ja faktisk også lidt på egne vegne. Følelsen af ulighed er i hvert fald genkendelig. Den findes alle steder i verden. I psykiatrien, på bosteder, behandlingshjem, når du går til lægen/tandlægen, hos social forvaltningen, i landbruget, på (heste) opstaldningsteder, i hjemmene, i apartheidregimer…. Trangen til at have magt over andre væsner. Over jorden. Den kolonistiske tankegang vi mennesker er gennemsyrede af især her i vesten. Følelsen af at vi er mere værd end andre. Ved bedre end andre. Gør os kloge på andres liv. Føler os berettiget til at udnytte. Om det er dyr, menneske(dyr) eller jord. Vi har glemt vi alle er én. At vi er en del af noget større. Vi har glemt at tage ansvar for hindanden, og dermed også for os selv. Eller er det omvendt? Vi har fjernet os selv fra vores oprindelige kerne. Vores medfødte empati. Ansvarsfølelsen. Noget af det My skriver er netop at de “godhjertede” behandlere og ansatte i psykiatrien, der kom til at udnytte deres magt, var dem der ikke var opmærksom på deres egne dynamikker. Jeg har aldrig helt forstået at man kan få lov til at arbejde med mennesker (eller dyr) uden at have en form for uddannelse i sig selv og sine egne traumer, mønstre, dynamikker. Det er faktisk kun psykoterapeuter der arbejder med sig selv undervejs i deres uddannelse. Du kan blive psykolog, psykiater, læge, socialrådgiver…. uden nogen sinde at beskæftige dig med dig selv og dine egen traumer. For vi har alle trauma. Det kan være både iøjnefaldende traumer, og little t traumas, som bl.a. Gabor Maté taler om. Dem vi alle sammen har, og som kan stagge sig oven på hinandens hvis vi ikke har redskaberne til at få dem forløst. Og hvis du har magt over andre væsner, kan du komme til at gøre rigtig meget skade - helt ubevidst. Med den bedste intention om at hjælpe. Eller du kan komme til at slide dig selv op, så du hverken kan hjælpe andre eller dig selv. Faktisk tænker jeg at verden vil blive et bedre sted, hvis det ikke kun var “mennesker der vil arbejde med mennesker”, der fik den form for “uddannelse” i sig selv. Jeg tror på at verden vil komme til at se helt anderledes ud, når vi alle lære at mærke os selv, og dermed også andre. Den bølge der i visse kredse har floreret i mange år, som netop handel om selvkærlighed, er i min optik bypassed. For det bliver ofte til en navlepillede selvoptagethed. Det handler ikke om at være selvoptaget. Det handler om empati. Med verden - og med sig selv. For vi er ikke i stand til at føle empati med noget uden for os selv, hvis vi ikke har den til os selv. Ikke sådan helt rigtigt. Ikke uden at komme til at fare vild. Fare vild i at ville gøre noget godt for andre. Kan vi tage den hjem, uden at blive selvoptagede? Kan vi tage ansvar for vores eget liv, sådan at vi kan tage ansvar for verden? Hvis vi lære det tror jeg på at vi kan blive en verden af empatiske mennesker. Og i en verden af empatiske mennesker, har både dyr, mennesker og jorden det godt. Og det er meningen at vi skal have det godt. Alle sammen. Det hele. For vi er en del af et hele. Så egoisme vil aldrig føre til at nogen har det sådan rigtig godt. Heller ikke selvom de prøver at blide sig selv og omverdenen det ind. Tør vi være ærlige over for os selv? Over for verden? Tør vi vise kærlighed? Kan vi rumme kærlighed midt i alt det forfærdelige der sker i vores verden? Kan vi blive så resiliente at vi kan hele verden? #vieralleen #vierallelige #empati #liberation #freedom #equality #frihedfredogkærlighed #frihed #Fred #kærlighed #fredpåjord #FreePalestine

Stort tillykke til alle kvinder over alt på denne jord med jeres internationale #kampdag. Der er stadig mange kvinder der har brug for en rygstød af #støtte, #empati og mødes med #ligeværdighed. Ikke fordi de nødvendigvis skal forgudes. Det der er brug for blot at anerkende hinanden og respekteres som en grundlægende princip. Det går godt i #Danmark, men der er stadig udfordringer. Jeg vil også tilføje at køn er ligegyldigt når det kommer til #respekt. Det gælder også om man kommer fra Mors, Falster, Grønland, Sydamerika, Afrika, Asien. Tal med hinanden med et udgangspunkt af respekt. #IWD (international woman's day) #IKK (Internationale Kvinders kampdag) Billede fra: freepik.com

<b>Politik & Narcissisme er en dårlig cocktail</b> Sammenhængen mellem narcissisme og demokrati er et voksende forskningsfelt, der peger på, at narcissistiske træk hos både politiske ledere og i befolkningen kan udgøre en betydelig trussel mod demokratiske institutioner, normer og stabilitet. Her er de væsentligste punkter om forholdet mellem narcissisme og demokrati: Narcissistiske ledere og demokratiets svækkelse * Autoritær appel: Undersøgelser viser, at narcissistiske ledere ofte søger magt for at opnå beundring og kontrol, hvilket kan føre til en "my way or the highway"-tilgang, der underminerer demokratiske processer, kompromiser og magtdeling. * Risikovillighed: Narcissistiske ledere kan drive samfund ud i kriser på grund af en inflexibel vision og mangel på empati, hvilket korroderer tilliden til institutioner. * Sygofanteri: De omgiver sig ofte med "ja-sigere", hvilket skaber ekkokamre, der forhindrer kritisk tænkning og ansvarlighed. Kollektiv narcissisme og populisme National narcissisme: Dette begreb dækker over en overdreven tro på egen nations storhed, kombineret med en følelse af, at denne storhed ikke anerkendes tilstrækkeligt af andre. Sammenhæng med populisme: Kollektiv narcissisme er stærkt forbundet med støtte til populistiske ledere og en svækkelse af støtten til demokratiske normer, da det fremmer intergruppe-fjendtlighed og fordomme. * Eksklusion: Denne form for nationalisme fokuserer på, hvem der er "os" (indgroup), og hvem der er "dem" (outgroup), hvilket legitimering af ulighed og diskrimination mod mindretal. Effekten på borgerne og politisk deltagelse Lavere støtte til demokrati: Mennesker med høje narcissistiske træk udviser generelt lavere støtte til demokrati som styreform og foretrækker oftere stærke ledere eller militært styre. Øget, men skæv deltagelse: Selvom narcissister kan være politisk aktive (f.eks. ved at underskrive opråb eller donere penge), er deres motivation ofte selvcentreret frem for fokuseret på fælles bedste. Social kynisme: Forskning forbinder national narcissisme med en kynisk opfattelse af andre mennesker, hvilket mindsker viljen til at samarbejde og indgå kompromiser. Den kulturelle kontekst Kulturel narcissisme: Kritikere som Christopher Lasch har påpeget, at det moderne samfund (særligt siden 1970'erne) er præget af øget selvoptagethed, hvilket kan svække den fællesskabsfølelse, demokratiet hviler på. Konklusion: Mens en vis mængde selvtillid er nødvendig for lederskab, kan ekstreme narcissistiske træk – både hos ledere og i befolkningen – forvandle demokratisk deltagelse til en kamp om magt og status, hvilket potentielt fører til autokratiske tilstande. #socii #Politik #Folketingsvalg2026 #dkpol

<b>Politik & Narcissisme er en dårlig cocktail </b> Sammenhængen mellem narcissisme og demokrati er et voksende forskningsfelt, der peger på, at narcissistiske træk hos både politiske ledere og i befolkningen kan udgøre en betydelig trussel mod demokratiske institutioner, normer og stabilitet. Her er de væsentligste punkter om forholdet mellem narcissisme og demokrati: 1. Narcissistiske ledere og demokratiets svækkelse * Autoritær appel: Undersøgelser viser, at narcissistiske ledere ofte søger magt for at opnå beundring og kontrol, hvilket kan føre til en "my way or the highway"-tilgang, der underminerer demokratiske processer, kompromiser og magtdeling. * Risikovillighed: Narcissistiske ledere kan drive samfund ud i kriser på grund af en inflexibel vision og mangel på empati, hvilket korroderer tilliden til institutioner. * Sygofanteri: De omgiver sig ofte med "ja-sigere", hvilket skaber ekkokamre, der forhindrer kritisk tænkning og ansvarlighed. 2. Kollektiv narcissisme og populisme National narcissisme: Dette begreb dækker over en overdreven tro på egen nations storhed, kombineret med en følelse af, at denne storhed ikke anerkendes tilstrækkeligt af andre. Sammenhæng med populisme: Kollektiv narcissisme er stærkt forbundet med støtte til populistiske ledere og en svækkelse af støtten til demokratiske normer, da det fremmer intergruppe-fjendtlighed og fordomme. * Eksklusion: Denne form for nationalisme fokuserer på, hvem der er "os" (indgroup), og hvem der er "dem" (outgroup), hvilket legitimering af ulighed og diskrimination mod mindretal. 3. Effekten på borgerne og politisk deltagelse Lavere støtte til demokrati: Mennesker med høje narcissistiske træk udviser generelt lavere støtte til demokrati som styreform og foretrækker oftere stærke ledere eller militært styre. Øget, men skæv deltagelse: Selvom narcissister kan være politisk aktive (f.eks. ved at underskrive opråb eller donere penge), er deres motivation ofte selvcentreret frem for fokuseret på fælles bedste. Social kynisme: Forskning forbinder national narcissisme med en kynisk opfattelse af andre mennesker, hvilket mindsker viljen til at samarbejde og indgå kompromiser. 4. Den kulturelle kontekst Kulturel narcissisme: Kritikere som Christopher Lasch har påpeget, at det moderne samfund (særligt siden 1970'erne) er præget af øget selvoptagethed, hvilket kan svække den fællesskabsfølelse, demokratiet hviler på. Konklusion: Mens en vis mængde selvtillid er nødvendig for lederskab, kan ekstreme narcissistiske træk – både hos ledere og i befolkningen – forvandle demokratisk deltagelse til en kamp om magt og status, hvilket potentielt fører til autokratiske tilstande.

Svend Brinkmann: Det er skræmmende at læse i og om Epstein-filerne. Det er tydeligt, at et sammenrend af erhvervsledere, toppolitikere, kulturpersonligheder, rigmænd og kongelige er bundet sammen i et netværk, der involverer alt fra meget alvorlige forbrydelser som menneskehandel og tortur til uskyldige ting som ferier og fester med denne ”elite”. Epstein har siddet som edderkop midt i spindet. Det er tydeligt, at nøglepersonerne i dette netværk (hvor Trump er en af dem, der oftest nævnes i filerne, måske over en million gange) føler sig hævet over almindelige menneskers liv. Mange af dem foragter almindelig lov og orden, herunder den liberale verdensorden, og hvis man interesserer sig for psykologi, må man bare spørge: Er alverdens topledere inden for politik og erhvervsliv da alle psykopater blottet for moral? Til det er svaret heldigvis et nej. Langt de fleste ledere og mennesker med magt er ikke amoralske psykopater, men undersøgelser viser, at der ikke desto mindre er en overrepræsentation af psykopatiske træk blandt ledere sammenlignet med ikke-ledere (formentlig er der ca. 3-4 gange så mange mennesker med udtalte psykopatiske træk blandt ledere). Spørgsmålet er så, om det er mennesker med psykopatiske træk, der bliver ledere, eller om det er omvendt, så folk mister deres moralske kompas, når de bliver magtfulde ledere? Svaret her er nok, at det er begge dele. Sandsynligheden for at opnå en lederrolle er lidt større, hvis man besidder psykopatiske træk, men til gengæld er disse mennesker (heldigvis) ikke bedre til at være ledere – nok tværtimod. Samtidig er der også evidens for, at magt korrumperer, at ens empati mindskes, og at man bliver mere selvisk af at få magt. Hvad kan man så lære af de chokerende afsløringer i Epstein-filerne? For det første at vi nok ikke slipper for, at mennesker med psykopatiske, narcissistiske og machiavelliske træk søger magt og indflydelse. Og for det andet at der derfor bør være de bedst mulige betingelser for, at man kan komme af med korrumperede ledere igen. Det forudsætter transparens og en fri presse, der kan afdække magtmisbrug. Og det forudsætter en udstrakt grad af demokratisk kontrol over de mest magtfulde poster i samfundet. Alt det som en figur som Trump i denne tid søger at afmontere. Som Václav Havel udtrykte det, skal vi helst give magten til dem, der ikke vil have den, for her er sandsynligheden mindst for, at de korrumperes og mister følingen med almindelig moral.