Som nævnt tidligere, var jeg ansat i Grønlands Postvæsen fra 1966-68. Først i Kangerlussuaq, siden i Sisimiut. KGH ville have mig til at fortsætte karrieren i postvæsnet, men jeg ville til DK og studere biologi. I sommeren 1969 var jeg træt af læseriet og savnede Grønland så meget, at jeg tog et treugers-job på M/S Erika Dan. Jeg fik en søfartsbog i en fart og fik job som messedreng i officersmessen. Jobbet bestod i at dække bord og vaske op i officersmessen. Rimeligt overkommeligt!
Livet ombord var stærkt klassedelt. Som jeg husker det, spiste man 5 forskellige steder på skibet - alt efter om man var kaptajn, officer, passager, matros eller messedreng. Livet gik sin gang på 'søen' - man gjorde sit arbejde - hverken mere eller mindre, og bagefter havde man fri.
Det tog ca. en uge at komme til Narssaq. Der fik vi to dages ophold, så til Qaqortoq - igen to dage og til sidst til Narsarsuaq i to dage. Foto viser 'Stygejernet' i Tunulliarfik, taget fra Erika Dan. Inden vi startede på hjemrejsen, blev hele skibet minutiøst gennemsøgt for blinde passagerer. Man ville ikke have nogle af de lokale kvinder - som under hele opholdet i Sydgrønland havde frekventeret skibet - med til Danmark.
Da vi lå i Qaqortoq ønskede jeg at opleve lidt mere af byen end blot havnen, så jeg spurgte min chef, hovmesteren, om jeg kunne gå en eftermiddagstur i byen. Jeg havde dækket til eftermiddagskaffen i forvejen, fortalte jeg ham. 'Hvem skal så bære kaffen ind fra kabyssen?' lød svaret. Heldigvis lovede kokken at bære kaffen fra kabyssen til officersmessen kl .15 - det tog ca. 10 sekunder. Så jeg fik alligevel min lange tur rundt i byen. Det var jeg svært oplivet over!
Jeg var 25 år på det tidspunkt, så jeg slap for den værste behandling. De unge messedrenge kunne opleve både tæsk og diverse ydmygelser på sådan en tur. En af de unge drenge fik at vide, at han skulle skrive breve til dem derhjemme lige nu og så bringe brevene op til kaptajnen, så ville posten blive puttet i postbøjen ved Kap Farvel (uden porto), så fik de kære i DK brevene meget hurtigere! Ak ja!
I begyndelsen råbte officererne 'mes' efter mig. Jeg sagde, at jeg hed Jon, og hvis de ville have mig til at gøre noget, så måtte de kalde mig ved mit navn. Det gjorde de så.
Vi kunne købe cigaretter og chokolade afgiftsfrit på båden, så det var kutyme, at man købte cigaretter billigt om bord og solgte dem dyrt i byen. Jeg købte desuden en stor dåse fyldte chokolader fra Quality Street - 3 kg netto, den tømte vi selv! Vi har dåsen endnu (foto).
Jeg fik på de tre uger stillet lidt af min længsel mod Grønland og mere end min længsel mod sømandslivet. Søfartsbogen har ikke været i brug siden! Kadaver-disciplinen om bord kunne jeg ikke lide!

Som nævnt flyttede jeg i efteråret 1966 fra Postkontoret i Kangerlussuaq til Sisimiut. Det var en lille rejse med MS Kununguak ud gennem fjorden til Sisimiut - men sikke en forskel på de to steder! Kangerlussuaq var hotel og base og meget dansk/amerikansk alt efter, hvor man befandt sig i området. Men ikke grønlandsk. I Sisimiut var det lige omvendt. Her fik jeg min egen lejlighed lige over posthuset. Der VAR køkken i lejligheden, men for det meste spiste jeg i GTO's barak sammen med de danske håndværkere. Maden var traditionel dansk, saftevandet uendeligt tyndt og tonen rå. Så det var ikke specielt hyggeligt. Når man manglede noget , så skramlede man med servicet indtil der kom nogen med det efterspurgte.
Efter mange dages moderat pres inviterede jeg 'mit bord' til 'indkitningsbajere'. Det kaldte de det, uanset hvad beskæftigelse man havde. På den aftalte dag havde jeg købt rigeligt med øl, og så kom der 6 mand ud til lejligheden - medbringende 2 lokale piger!
Der blev hygget, drukket tæt og spillet musik til langt ud på aftenen. Så forsvandt håndværkerne (mon ikke det var en del af planen) og generte jeg befandt mig til fest med to grønlandske piger og en masse bajere! Den ene pige blev lidt længere end den anden!
Der fik jeg så lige min kæreste nr. 2, som jeg holdt sammen med et halvt års tid.
Det var i delt hele taget ikke svært at finde sig en pige i Sisimiut. Undertiden måtte jeg sig sige 'namik' - det blev faktisk for meget. Helt anderledes end derhjemme, hvor det var et hestearbejde at få fat i en sød pige!
I det hele taget var der stor åbenhed om det seksuelle. Vi mænd talte åbent om, hvem vi havde været sammen med. Jeg mødte aldrig en 'jaloux ungkarl'. Grov mandehumor - jovist, men aldrig ondsindet.
Jeg lærte meget - bl.a. at poststemplet var glimrende til at åbne øl med. En færdighed jeg har overført til andre redskaber af metal -og stadig mestrer.

Og så lige historien om katalogerne fra Daels Varehus. Der må jeg lige indskyde, at Daels Varehus i Købmagergade var det STORE hit dengang. Datidens TEMU. Man krydsede bare bare af i kataloget og så kom varerne med skib et par måneder efter. Stort set alle i byen fik kataloget. Og det fik min forgænger på posthuset til at tænke: Hvorfor dog dele alle de kataloger ud - det er jo et kæmpe arbejde. Alle kommer alligevel her på stationen - så får de et katalog fra stakken på disken. Smart. Der stod godt nok en anden adresse som modtager - men hvad gjorde det, indholdet var jo det samme. Alle var glade og der blev en masse overflødige kataloger - flere postsække faktisk. Dem smed man ned i kælderen - så var de VÆK.
Lige indtil der kom en elektriker, der skulle trække ledninger i kælderen. Han undrede sig over sækkene og klagede til handelschefen. Så brød helvede løs! I en af sækkene lå der nemlig et almindelig brev. Modtageren havde efterlyst dette brev mange gange og nu dukkede det så op efter et år - i en sæk i kælderen. Det var ikke godt.
I den første tid fik jeg ofte spørgsmålet: Hvor mange postsække har du i kælderen for tiden!
Det holdt dog op så småning om.

I min fritid i Kangerlussuaq i 1966 gik jeg lange ture med min kikkert og mit fotografiapparat. Der var langt mellem fuglene og dyrene, men af og til var der bid. Her er nogle eksempler. Og landskabet inspirerede altid. Jeg var særlig glad for 'Granatsøerne,' der var altid noget at kigge på. På kortet kan man se søerne, de ligger lidt sydvest for Keglen - som lokalt går under navnet Mount Sugarloaf. Jeg var ude ved søerne mange gange.

Derfor blev jeg meget overrasket over at se, at området nu er omhyggeligt afspærret! Skilte med 'Adgang strengt forbudt - sprængfare' er placeret ved indgangen!

Det var godt, at jeg ikke trådte på en granat dengang! Jeg var - nok engang - rigtig heldig!

Da jeg var i Kangerlusuaq i 1966 handlede alle i BX (Base exchance) på den amerikanske base. Alt undtagen spiritus, det købte vi hos Peter Justesen i Frihavnen. Det blev sendt op med skib. En flaske snaps kostede 5,85. Der blev drukket en del!

Ved rejser i Grønland kan man ikke undgå at blive konfronteret med store naturkræfter - ganske jævnligt. Her er der en video med elven, der strømmer gennem Kangerlussuaq. Den afvander bl.a. indlandsisen og de isdæmmede søer, der opstår fra tid til anden ved lavninger i indlandsisen. En gang imellem går der 'hul' på sådan en sø, og så mangedobles vandmængden i elven. Det skete i 2012, med det resultat, at broen over elven blev slået i stykker, som stillbilledet viser. En 'gummiged' der var ved at forsøge at sikre broen, forsvandt, og man har ikke set den siden! Heldigvis var den ubemandet da det skete.
På videoen ses hen mod slutningen et mindesmærke over en amerikansk soldat, det forsøgte at sejle med kano fra isen og hjem til basen. Han havde glemt at undersøge hele elv-forløbet. Der er nemlig et vandfald midtvejs. Det klarede han ikke! Hans to rejsekammeret overlevede.

Der var stor forskel på landskabet ved kysten og i indlandet. Kangerlussuaq ligger 170 km inde i landet og somrene er lunere her end på kysten (selvom indlandsisen kun er 20 km væk). Pilekrattene bliver langt over mandshøje, ved kysten nok kun 1 m høje. Hvis man var heldig kunne man få sneharen at se! Den var ikke vant til mennesker og derfor sjældent særlig sky. En lang vandretur ind til en ishule i indlandsisen blev der også tid til.

Mens jeg var i Kangerlussuaq gik jeg lange ture i området omkring basen. En majdag gik jeg en meget lang tur til den øde nordvendte fjordside for at fotografere spættede sæler på sandbankerne. Det fik jeg også billede af - ikke noget at vise frem i dag - men jeg tog også et andet foto af slags Alperose, som jeg ikke kendte. Den havde sart lyserøde blomster og var ikke så håret på bladende som Arktisk Alperose. Det var heller ikke Mose-Post, den findes ikke så langt mod nord, og det var ikke Grønlandsk Post. I mange år vidste jeg ikke rigtigt, hvad det var.
Men så blev der fotograferet en lignende plante kort før årtusindskiftet og den blev bestemt til Vanhøffens Alperose. Den art blev fundet i 1898 ved Uummannaq og var ikke set indtil da. Den kendes kun fra et hebarieark i Botanisk Museum. De følgende år dukkede den op en halv snes steder mellem Søndre og Nordre Strømfjord.
Endelig faldt 'tiøren' for mig. Det var jo Vanhøffens Alperose, som jeg havde fotograferet i 1966. Fundet i naturen for første gang og fotograferet for første gang - men ikke erkendt. Ærgerligt!
Den blomster i maj, før forskerne typisk kommer til Grønland. Derfor tog det så mange år at genfinde den.
Den anses i øvrigt for at være en krydsning mellem Mose-Post og Arktisk Alperose.
Det nye foto er fra Botanisk Have i København, hvor den dyrkes. #Dagens_blomst

Og her kommer deres nye logo - hentet fra nettet.

Sådan så de flotte grønlandske postskilte ud før 1968. Nu er de mere våbenskjoldsagtige og knap så naturtro!

I sommeren 1967 skiftede man grønlandske pengesedler ud med danske sedler. Der var ingen kursforskel og - som jeg husker det - kunne man også betale med danske sedler inden ombytningen.

Jeg var med på politikutteren, da Samuel fra kæmnerkontoret sejlede rundt til de tre bygden i kommunen med nye sedler i små sække. Nu var Samuel et stor mand, som man ikke sådan kunne løber over ende, så pengene var sikre i hans varetægt. Turen varede 2 dage. Om natten brugte han pengesækkene som hovedpude. På hjemturen passede han på tre sække med - nu udgåede - grønlandske sedler.
Desværre har jeg ingen af de grønlandske hundredekronesedler tilbage, suk!