<h2>Skov i Grønland</h2>
Der findes da ikke skov i Grønland! Det er der nok mange, der mener, men der findes dog både lidt naturlig skov og lidt plantet skov.
I en beskyttet dal ved Tasermiut Fjord i det sydligste Grønland findes der skov af Fjeld-Birk med træer på op til 10 m's højde. På foto nr. 4 ses jeg oppe i træet, bare som målestok - se godt efter! I nærheden er der forsøgt plantet en nåleskov, men med kummerligt resultet (foto nr. 1)
Nord for Narsarsuaq er der en lille palantage fra 1950'erne af Sibirisk Lærk og træerne her er vokset op til imponerende skov (foto nr. 2) Men Lærken modnede ikke frø i Grønland, troede man - lige indtil jeg i sept. 2002 fandt dette lille lærketræ lige uden for plantagen! (foto nr. 3) Siden er der fundet hundrevis af selvspirede lærke- og grantræer i nærheden af plantagerne. Træerne udvikler altså spiredygtige frø som kan sætte yderligere gang i trævækseten i Sydgrønland.
Også ved Kangerlusuaq er der plantet træer. Her er en Hvid-gran i 2017 (foto nr. 5)

Qujanaq, her er en lille hilsen til alle i Grønland! Jeg er glad for at have lært alt om issejlads i Grønland og kunne udvikle læring, simulering i maritim simulator, samt verdens bedste maritime isinformationssystem! Dybfølt tak til Royal Arctic Line!
Qujanaq, tassa Kalaallit Nunaanni tamanut pikkorissumik inuulluaqqusivunga! Nuannaarutigaara Kalaallit Nunaanni sikumik angalaneq pillugu suna tamaat ilikkagaqarfigisimagakku aammalu ilikkagaqarneq, imaani simulatorimi simulator, kiisalu nunarsuarmi imaani sikumik paasissutissiisarfik pitsaanerpaaq ineriartortissinnaagakku! Royal Arctic Line-mut qujanarujussuaq!

<h2>Indsamlingstur til Ameralik i 1973</h2>.
I 1973 skulle jeg sammen med Dorte og Jette samle planter til Botanisk Museum i 2 fjorde lidt syd for Nuuk. Konceptet var det samme som året før: Botanikere på sommertogt med stor bagage og egen jolle (+ 5 hestes motor). De lange transporter sørgede GGU (mestendels) for. Men første lift - fra Nuuk via Præstefjord til Ameralik - skulle vi selv sørge for. Jeg havde hørt, at Ole fra Grønlands Radio af og til sejlede folk rundt. Så jeg ringede til ham og spurgte om lift til Ameralik. 'Det har jeg da ikke tid til. Der er mange vigtige nyheder der skal ud nu!' - lød svaret. 'Det var en skam', sagde jeg, 'Dorte og Jette havde sådan glædet sig til at sejle med dig!' 'Har du <b>to kvinder </b>med? Hvornår var det I ville sejle?' HæHæ, nyhederne kunne åbenbart vente. Allerede samme eftermiddag startede vi. 'Niviarsuaq' (jollen) på slæb og alle kasserne stuvet sammen i et lukaf. Første stop var Præstefjord, det eneste voksested for Snabel-Troldurt. En fantastisk urt, som er navngivet via et fund i Præstefjord, men som kun findes det ene sted i Grønland. Den er til gengæld vidt udbredt i Canada. Vi fandt den og overnattede i båden i Præstefjord. Næste morgen sejlede vi videre til det inderste af Ameralik, som nordboerne kaldte Vesterbygden. Vi slog os ned nær en nordboruin. Jette samlede Bladmosser og Dorte levermosser og jeg blomsterplanter og bregner.
Vejret var fantastisk og landskabet var meget smukt. Det eneste problem var trilliarder af myg og kvægmyg. Den eneste beskyttelse, der virkelig duede, var myggenet. Nettet holdt bæsterne på afstand af ansigtet – men den evige summen var tydelig og enerverende. Faren var desuden, at man glemte nettet under indtagelse af frokost eller under tandbørstning. Inde i teltet kunne vi nogenlunde kontrollere myggeplagen og behøvede ikke net.
Som jeg nævnte før, skulle vi melde os til GGU’s radiomand kl. 09 og kl. 21 via den medbragte mellembølgeradio. Første gang meldte jeg, at vi - Dorthe, Jette og jeg – nu havde slået lejr i Ameralik og alt var OK. Stilhed i nogen tid, så kom det ’Jøsses, har du to kvinder med. Hvem er så lederen?’ Se det havde vi ikke styr på, vi havde aldrig drøftet det. Blandt geologerne var det krystalklart, hvem der var lederen. ’Det er jeg’ svarede jeg – og pigerne nikkede, heldigvis! Jeg kunne tydeligt fornemme lettelsen i radioen.
Vi havde 14 skønne dage i det artsrige område. Vi sejlede – ved højvande – på dagsture i jollen, bl.a. til den nordlige gren af fjorden. Der fandt vi til min store glæde den sjældne Grønlandsk Blåøje, som i virkeligheden har meget lyse blomster, nærmest hvide med et blåt skær. Det sjove er, at når planten tørres bliver blomsterne tydeligt blå.
Under lavvande var det ikke muligt at sejle til vores lejr – det var så lavvandet, at man kunne sidde fast i dyndet. Gør man det, er der kun en måde at komme fri på: Vente til næste højvande! Hopper man ud for at skubbe båden vil man forsvinde i mudderet og alrig komme op igen. Jo mere man spræller, jo hurtigere forsvinder man i kviksandet.
Efter 14 dejlige dage uden problemer blev vi sejlet til det inderste af Buksefjord, der hvor der nu er et stort vandkraftværk. Der var vi en uges tid, og så gik turen ellers hjemad med alle vores kasser af tørrede mosser og blomsterplanter.

Dejligt at så mange mødte op og støttede Grønlands ret til selv at bestemme tilhørsforholdet!Som der blev sagt: Man kan ikke købe noget, der ikke er til salg!

Historie fortsat - GBU planteindsamlingstur i 1972 til Fiskenæsset distrikt. I løbet af sommeren besøgte vi et par kystlokaliteter, bl.a. Marraq, hvor amerikanerne (ja dem igen!) har haft base lige efter WW2. Det flød med rustent jern, lygtepæle og tønder over det hele. Det gør det stadig mange steder, fx Isortoq og Cape Century (på indlandsisen). Sidstnænte er den værste. Jeg synes at vi - kongeriget - skal forlange, at amerikanerne kommer og rydder op! Det skal de også gøre, hvis der oprettes nye baser - naturligvis!

På lørdag er der demonstration i 4 byer til støtte for Grønland. I København er det fra 12 til 14.
Mød op og vis din støtte!

Det er tid til et nyt gruppefoto!

Historie fortsat...

Geologerne havde to små Alouette helikoptere til rådighed, som fløj dem rundt i landskabet. Der var intet økonomisk loft over flyvningerne i 1972, da man også brugte tid på at lede efter vragrester af en helikopter, der forsvandt i området i 1971.

Jeg fik fortalt den skrækkelige historie fra 1971 sådan: De to fly fulgtes ad på en tur over en bjergkam. Den første helikopter fløj over kammen og et øjeblik efter kom den anden. Piloten i fly 2 kiggede eftermakkeren i nr. 1, men væk var han. Man har aldrig fundet det mindste, hverken af fly eller pilot - begge var bare forsvundet!

Ulykken i 1971 fik betydning for os på den måde, at vi kunne få en ekstra lokalitet - med fly. To dag på et lækkert sted ved en stor sø. Yes, yes!

Helikopterne var meget små. De have plads til een passager med bagage. De bestod groft sagt af en plastikboble med hale og rotor. Motorkraften var begrænset, der var eksempler på, at de ikke kunne lette ved visse vindforhold. Derfor brugte de opvinden nær klipperne aktivt, til at vinde højde. Også 'mit fly' gjorde det. Mens vi fløj MEGET tæt på en klippeside, lød der et stort brag: 'Så er slut!' - nåede jeg lige at tænke, før piloten på den mest afslappede måde klaskede myg nr. 2. med sit landkort.

Vi blev sat ned et lækkert sted på en søbred og havde en god første arbejdsdag! Billederne herunder er ikke fra denne tur! Jeg har ikke et eneste foto herfra. Forklaringen kommer herunder.

Og så startede uvejret! Det stormede og regnede. Vi havde kun eet telt og begrænset rationer med på denne tur. Vi måtte op om natten og stramme barduner og lægge store sten på alle pløkken. Så langt - så godt. Så stod det solide telt fast, men så begyndte vandet at vælte ind i teltet! Vi måtte ud igen og grave kanaler til at lede vandet bort fra teltet. Det hjalp kun lidt, for vandmængderne var voldsomme. Oppe på fjeldet blev det hvidt, men hos os var der 'kun' regn. Jeg var heldig, for jeg sov på en velfungerende feltseng, som var hævet 10 cm over gulvet. Henrik var dårligere stillet, da hans feltseng var gået i stykker. Han forsøgte, at få hævet sengen ved at samle en masse kvas, som han lagde under sengen. Det hjalp noget.

Situationen blev lidt kritisk, men vi havde jo radiokontakt med basen kl. 09 og 19. Vi fik at vide, at al bagage skulle pakkes og vi skulle være klar til at tage afsted på 2 minutter, hvis der blev et hul i skyerne, så helikopteren kunne flyve. Vi kunne ikke arbejde - bare sidde og vente og vente!

Via radioen fik vi meldinger fra de andre hold. Der var blandt andet to geologer på en bjergtop, som var i knibe. Deres telt var blæst væk i snestormen sammen med alt deres udstyr - undtagen en presenning, en primus og noget petroleum. De sad nu i læ bag en stor sten og varmede sig ved primussen - indtil det blev for varmt! Så luftede de ud, indtil det blev for koldt! Sådan blev de ved - og pludselig blev deres radio tavs.

Dag 3 kom, ingen ændring! Fortsat regn og storm. Vi spillede kort det meste af tiden og lyttede efter helikopterstøj. Vi mente hele tiden, at nu var den på vej. Til sidst blev det for pinligt at nævne det. Så sagde jeg - sådan i forbifarten: 'Jeg skal lige ud og strække ben'. Så lyttede jeg uden for - ingen helikopter. Vi spiste vores sidste dåsemad.

Dag 4 kom, ingen ændring! Fortsat regn og storm. Vi spillede kort det meste af tiden og lyttede efter helikopterstøj. Vi spiste den sidste gnalling ost og drak den sidste kop te.

Dag 5 kom, ingen ændring! Fortsat regn og storm. Vi spillede kort det meste af tiden og lyttede efter helikopterstøj. Sidst på eftermiddagen kom helikopteren virkelig. Teltet blev lagt ned på 1½ minut og afsted kom Henrik og lidt sener var det min tur.

De to geologer på bjerget var blevet hentet lidt tidligere! De var i live, men slemt kolde og afkræftede. Der havde vist sig et hul i skyerne på ca. 10 minutter. Det benyttede piloterne sig af. Så lukkede himlen sig atter.

Se det var min første ekspedition i Grønland. Vi fik samlet ca. 900 planter til Botanisk Museum i København og fundet en halv snes arter lidt nordligere, end man hidtil havde kendskab til.

Fortsat historie...

GGU's rejsebåd 'Johnstrup' hentede os i Grædefjord og sejlede os derefter til en lidet udforsket fjord, Alangorlia, som er en sidefjord til Sermilik. Man kan kun sejle derind med små kuttere og kun på på bestemte tider i forhold til tidevandet. Der er et meget smalt indløb til fjorden, hvilket giver voldsomme strømforhold. Det er kun når fjordens vandstand og havets vandstand er omtrent ens, at man kan sejle derind.

Vi skulle passere kl. 05, men skipper sov over sig, og kom først igennem en time senere. Fjordens vandspejl lå nok en meter over havets. Skipper bandede fælt og satte fuld kraft på Johnstrup. 'Op på fjorden' kom vi, men det var nær gået galt. Aldrig har jeg sejlet så meget op ad bakke. Johnstrup lagde sig godt ned på siden!

Vi blev sat af halvvejs inde i fjorden. Der var bræer, hvor end vi end kiggede. Gude smukt sted. Så var vi alene de næste tre uger - helt alene.

I øvrigt gik der rygter om denne fjord: At isfjelde nogle gange lå helt oppe i vegetationen! Jeg tænker, at det kan lade sig gøre, hvis en kæmpestor isdæmmet sø pludselig tømmes og hæver vandstanden i hele fjorden. Så kan nogle mindre isfjelde 'strande på heden'. Den slags sker engang i mellem rundt om i landet. Som regel er det elve som pludselig bliver meget kraftigere, end de plejer at være!

Vi havde en god tid derinde uden uheldige klatre- eller bådture. Vi samlede mange planter og tog mange fotos. Et af højdepunkterne var fundet af Rundbladet Soldug. Den er sjælden og aldrig før fundet så langt mod nord (se foto).

En dag landede en helikopter ved vores teltlejr. Nogle geologer, der arbejdede i nærheden, havde tænkt på os og medbragt en knitrende pose med morgenbrød og smør. Mens vi gumlede nogle himmerigsmundfulde, mumlede Henrik: 'Det er dit livs dyreste rundstykker - har du tænkt på det?'

’Johnstrup’ kom til det aftalte tidspunkt og hentede os - uden problemer ved udsejlingen.

Fortsættes...

Fortsat historie...

En af de første dage i Fiskenæsset Fjord sejlede vi en lille tur til et elvudløb et par kilometer fra lejren. Det var helt stille vejr, men vi havde jo lært, at man altid skal binde båden godt fast, så det gjorde vi - stramt og fast. Vi arbejdede hele eftermiddagen. Der var myriader af kvægmyg. Vi var iført myggenet, for dog at holde myggene lidt væk fra hovedet. Man skulle bare huske, at løfte nettet lidt, når man skulle have frokost! Derfor længtes vi til sidst vildt efter at komme ud på fjorden, hvor vi kunne slippe for insekterne. Da vi kom tilbage til båden, var det lavvande, vores jolle var der heldigvis, men den hang nærmest lodret i rebet. Det kostede os mange anstrengelser, at få jollen fragtet ned til vandet, uden at få den ødelagt på de spidse klipper. Men ned kom den da, og vi var blevet lige lidt klogere!

Dagen efter lærte vi også noget. Området var præget af stejle fjeldsider, som var blevet slebet glatte af bræer i Istiden. Der var ingen fremspring, men der var tynde strimler af vegetation. Vi klatrede på disse vegetations-strimler, lige til et af dem løsnede sig under min støvle og tumlede i dybet. Jeg blev heldigvis stående et nogenlunde stabilt sted. Uheldigvis var den forsvundne strimmel lige nøjagtig den, vi havde benyttet på opturen, så vi skulle finde en anden vej ned. Der var bare det problem, at der IKKE VAR en anden vej ned! Vi sad fast på en klippeside og kunne ikke komme ned!

Efter en halv times søgen, tog vi vores tur-rygsække af og lod dem falde i dybet. De faldt tungt og de faldt langt! Samme morgen havde jeg tilfældigvis brugt en meget lang rem som bælte, den nåde rundt om mig et par gange. Den kunne jeg tage af. Så stillede jeg mig fast et sted og firede Henrik ned til en solid vegetation. Der stod han bagefter og gav mig skulderstøtte. Så kom vi atter ned i god behold og kunne samle vores maltrakterede rygsække op. Men hellere maltrakterede rygsække end maltrakterede botanikere! Der blev vi så lige endnu klogere!

Efter 5 dages ophold i Fiskenæsset Fjord blev vi sejlet til Grædefjord, som var det egentlige mål for turen. Vi blev sat af midtfjords og gjorde derfra ture i jollen til to andre lokaliteter i fjorden. Båden var så lille og udstyret så omfangsrigt, at vi havde ca. 5 cm fribord, mens vi sejlede afsted med vores 5 hk motor på fuld speed. Vi sejlede helst ved midnat, på det tidspunkt var det nemlig stille. Om dagen var der stort set altid en kraftig fjordvind.

Vi medbragte nødraketter, så vi kunne tilkalde hjælp, hvis vi kom galt afsted. Henrik havde dog en uvane fra året før, som han ville holde ved lige på denne tur - affyring af nødraketter. En grøn om hverdagen og en rød om søndagen. Der var jo ingen mennesker i fjorden, så jeg gik nølende med på unoden. Den første søndag havde vi netop affyret dagens nødraket - en rød en forstås, så hørte vi en helikopter. Den fløj hen til lejren, hvor den holdt stille i luften i et laaangt minut inden den fløj videre. Havde piloterne set noget? Nej det var fiskerikontrollen, der holdt øje med uautoriseret brug af fiskenet. Så fløj de igen. Hvilken lettelse!

I hovedlejren blev vi gode venner med en fjeldræv. FOR gode venner, fristes man til at sige. Vi blev faktisk rigtig trætte af den. Den lavede en masse unoder: Løb afsted med vores gryder og fiskede sokker op som lå i blød i sæbevand og meget mere. Men sød var den.

Vi var i Grædefjord 15 herlige dage og så ikke et menneske i den tid. Alt gik godt, vi fik samlet rent (dvs. at vi havde samlet mindst et individ af alle de arter vi så) og vi blev hentet på aftalt tid og sejlet til en ny destination, fjorden Alangordlia.

Fortsættes...