<h2>Indsamlingstur til Ameralik i 1973</h2>.
I 1973 skulle jeg sammen med Dorte og Jette samle planter til Botanisk Museum i 2 fjorde lidt syd for Nuuk. Konceptet var det samme som året før: Botanikere på sommertogt med stor bagage og egen jolle (+ 5 hestes motor). De lange transporter sørgede GGU (mestendels) for. Men første lift - fra Nuuk via Præstefjord til Ameralik - skulle vi selv sørge for. Jeg havde hørt, at Ole fra Grønlands Radio af og til sejlede folk rundt. Så jeg ringede til ham og spurgte om lift til Ameralik. 'Det har jeg da ikke tid til. Der er mange vigtige nyheder der skal ud nu!' - lød svaret. 'Det var en skam', sagde jeg, 'Dorte og Jette havde sådan glædet sig til at sejle med dig!' 'Har du <b>to kvinder </b>med? Hvornår var det I ville sejle?' HæHæ, nyhederne kunne åbenbart vente. Allerede samme eftermiddag startede vi. 'Niviarsuaq' (jollen) på slæb og alle kasserne stuvet sammen i et lukaf. Første stop var Præstefjord, det eneste voksested for Snabel-Troldurt. En fantastisk urt, som er navngivet via et fund i Præstefjord, men som kun findes det ene sted i Grønland. Den er til gengæld vidt udbredt i Canada. Vi fandt den og overnattede i båden i Præstefjord. Næste morgen sejlede vi videre til det inderste af Ameralik, som nordboerne kaldte Vesterbygden. Vi slog os ned nær en nordboruin. Jette samlede Bladmosser og Dorte levermosser og jeg blomsterplanter og bregner.
Vejret var fantastisk og landskabet var meget smukt. Det eneste problem var trilliarder af myg og kvægmyg. Den eneste beskyttelse, der virkelig duede, var myggenet. Nettet holdt bæsterne på afstand af ansigtet – men den evige summen var tydelig og enerverende. Faren var desuden, at man glemte nettet under indtagelse af frokost eller under tandbørstning. Inde i teltet kunne vi nogenlunde kontrollere myggeplagen og behøvede ikke net.
Som jeg nævnte før, skulle vi melde os til GGU’s radiomand kl. 09 og kl. 21 via den medbragte mellembølgeradio. Første gang meldte jeg, at vi - Dorthe, Jette og jeg – nu havde slået lejr i Ameralik og alt var OK. Stilhed i nogen tid, så kom det ’Jøsses, har du to kvinder med. Hvem er så lederen?’ Se det havde vi ikke styr på, vi havde aldrig drøftet det. Blandt geologerne var det krystalklart, hvem der var lederen. ’Det er jeg’ svarede jeg – og pigerne nikkede, heldigvis! Jeg kunne tydeligt fornemme lettelsen i radioen.
Vi havde 14 skønne dage i det artsrige område. Vi sejlede – ved højvande – på dagsture i jollen, bl.a. til den nordlige gren af fjorden. Der fandt vi til min store glæde den sjældne Grønlandsk Blåøje, som i virkeligheden har meget lyse blomster, nærmest hvide med et blåt skær. Det sjove er, at når planten tørres bliver blomsterne tydeligt blå.
Under lavvande var det ikke muligt at sejle til vores lejr – det var så lavvandet, at man kunne sidde fast i dyndet. Gør man det, er der kun en måde at komme fri på: Vente til næste højvande! Hopper man ud for at skubbe båden vil man forsvinde i mudderet og alrig komme op igen. Jo mere man spræller, jo hurtigere forsvinder man i kviksandet.
Efter 14 dejlige dage uden problemer blev vi sejlet til det inderste af Buksefjord, der hvor der nu er et stort vandkraftværk. Der var vi en uges tid, og så gik turen ellers hjemad med alle vores kasser af tørrede mosser og blomsterplanter.
I 1973 skulle jeg sammen med Dorte og Jette samle planter til Botanisk Museum i 2 fjorde lidt syd for Nuuk. Konceptet var det samme som året før: Botanikere på sommertogt med stor bagage og egen jolle (+ 5 hestes motor). De lange transporter sørgede GGU (mestendels) for. Men første lift - fra Nuuk via Præstefjord til Ameralik - skulle vi selv sørge for. Jeg havde hørt, at Ole fra Grønlands Radio af og til sejlede folk rundt. Så jeg ringede til ham og spurgte om lift til Ameralik. 'Det har jeg da ikke tid til. Der er mange vigtige nyheder der skal ud nu!' - lød svaret. 'Det var en skam', sagde jeg, 'Dorte og Jette havde sådan glædet sig til at sejle med dig!' 'Har du <b>to kvinder </b>med? Hvornår var det I ville sejle?' HæHæ, nyhederne kunne åbenbart vente. Allerede samme eftermiddag startede vi. 'Niviarsuaq' (jollen) på slæb og alle kasserne stuvet sammen i et lukaf. Første stop var Præstefjord, det eneste voksested for Snabel-Troldurt. En fantastisk urt, som er navngivet via et fund i Præstefjord, men som kun findes det ene sted i Grønland. Den er til gengæld vidt udbredt i Canada. Vi fandt den og overnattede i båden i Præstefjord. Næste morgen sejlede vi videre til det inderste af Ameralik, som nordboerne kaldte Vesterbygden. Vi slog os ned nær en nordboruin. Jette samlede Bladmosser og Dorte levermosser og jeg blomsterplanter og bregner.
Vejret var fantastisk og landskabet var meget smukt. Det eneste problem var trilliarder af myg og kvægmyg. Den eneste beskyttelse, der virkelig duede, var myggenet. Nettet holdt bæsterne på afstand af ansigtet – men den evige summen var tydelig og enerverende. Faren var desuden, at man glemte nettet under indtagelse af frokost eller under tandbørstning. Inde i teltet kunne vi nogenlunde kontrollere myggeplagen og behøvede ikke net.
Som jeg nævnte før, skulle vi melde os til GGU’s radiomand kl. 09 og kl. 21 via den medbragte mellembølgeradio. Første gang meldte jeg, at vi - Dorthe, Jette og jeg – nu havde slået lejr i Ameralik og alt var OK. Stilhed i nogen tid, så kom det ’Jøsses, har du to kvinder med. Hvem er så lederen?’ Se det havde vi ikke styr på, vi havde aldrig drøftet det. Blandt geologerne var det krystalklart, hvem der var lederen. ’Det er jeg’ svarede jeg – og pigerne nikkede, heldigvis! Jeg kunne tydeligt fornemme lettelsen i radioen.
Vi havde 14 skønne dage i det artsrige område. Vi sejlede – ved højvande – på dagsture i jollen, bl.a. til den nordlige gren af fjorden. Der fandt vi til min store glæde den sjældne Grønlandsk Blåøje, som i virkeligheden har meget lyse blomster, nærmest hvide med et blåt skær. Det sjove er, at når planten tørres bliver blomsterne tydeligt blå.
Under lavvande var det ikke muligt at sejle til vores lejr – det var så lavvandet, at man kunne sidde fast i dyndet. Gør man det, er der kun en måde at komme fri på: Vente til næste højvande! Hopper man ud for at skubbe båden vil man forsvinde i mudderet og alrig komme op igen. Jo mere man spræller, jo hurtigere forsvinder man i kviksandet.
Efter 14 dejlige dage uden problemer blev vi sejlet til det inderste af Buksefjord, der hvor der nu er et stort vandkraftværk. Der var vi en uges tid, og så gik turen ellers hjemad med alle vores kasser af tørrede mosser og blomsterplanter.
<h2>Indsamlingstur til Ameralik i 1973</h2>.
I 1973 skulle jeg sammen med Dorte og Jette samle planter til Botanisk Museum i 2 fjorde lidt syd for Nuuk. Konceptet var det samme som året før: Botanikere på sommertogt med stor bagage og egen jolle (+ 5 hestes motor). De lange transporter sørgede GGU (mestendels) for. Men første lift - fra Nuuk via Præstefjord til Ameralik - skulle vi selv sørge for. Jeg havde hørt, at Ole fra Grønlands Radio af og til sejlede folk rundt. Så jeg ringede til ham og spurgte om lift til Ameralik. 'Det har jeg da ikke tid til. Der er mange vigtige nyheder der skal ud nu!' - lød svaret. 'Det var en skam', sagde jeg, 'Dorte og Jette havde sådan glædet sig til at sejle med dig!' 'Har du <b>to kvinder </b>med? Hvornår var det I ville sejle?' HæHæ, nyhederne kunne åbenbart vente. Allerede samme eftermiddag startede vi. 'Niviarsuaq' (jollen) på slæb og alle kasserne stuvet sammen i et lukaf. Første stop var Præstefjord, det eneste voksested for Snabel-Troldurt. En fantastisk urt, som er navngivet via et fund i Præstefjord, men som kun findes det ene sted i Grønland. Den er til gengæld vidt udbredt i Canada. Vi fandt den og overnattede i båden i Præstefjord. Næste morgen sejlede vi videre til det inderste af Ameralik, som nordboerne kaldte Vesterbygden. Vi slog os ned nær en nordboruin. Jette samlede Bladmosser og Dorte levermosser og jeg blomsterplanter og bregner.
Vejret var fantastisk og landskabet var meget smukt. Det eneste problem var trilliarder af myg og kvægmyg. Den eneste beskyttelse, der virkelig duede, var myggenet. Nettet holdt bæsterne på afstand af ansigtet – men den evige summen var tydelig og enerverende. Faren var desuden, at man glemte nettet under indtagelse af frokost eller under tandbørstning. Inde i teltet kunne vi nogenlunde kontrollere myggeplagen og behøvede ikke net.
Som jeg nævnte før, skulle vi melde os til GGU’s radiomand kl. 09 og kl. 21 via den medbragte mellembølgeradio. Første gang meldte jeg, at vi - Dorthe, Jette og jeg – nu havde slået lejr i Ameralik og alt var OK. Stilhed i nogen tid, så kom det ’Jøsses, har du to kvinder med. Hvem er så lederen?’ Se det havde vi ikke styr på, vi havde aldrig drøftet det. Blandt geologerne var det krystalklart, hvem der var lederen. ’Det er jeg’ svarede jeg – og pigerne nikkede, heldigvis! Jeg kunne tydeligt fornemme lettelsen i radioen.
Vi havde 14 skønne dage i det artsrige område. Vi sejlede – ved højvande – på dagsture i jollen, bl.a. til den nordlige gren af fjorden. Der fandt vi til min store glæde den sjældne Grønlandsk Blåøje, som i virkeligheden har meget lyse blomster, nærmest hvide med et blåt skær. Det sjove er, at når planten tørres bliver blomsterne tydeligt blå.
Under lavvande var det ikke muligt at sejle til vores lejr – det var så lavvandet, at man kunne sidde fast i dyndet. Gør man det, er der kun en måde at komme fri på: Vente til næste højvande! Hopper man ud for at skubbe båden vil man forsvinde i mudderet og alrig komme op igen. Jo mere man spræller, jo hurtigere forsvinder man i kviksandet.
Efter 14 dejlige dage uden problemer blev vi sejlet til det inderste af Buksefjord, der hvor der nu er et stort vandkraftværk. Der var vi en uges tid, og så gik turen ellers hjemad med alle vores kasser af tørrede mosser og blomsterplanter.
English