Arne Lund skriver på FB:
EUROPA HAR LEVET PÅ EN LIVSLØGN OM RUSLAND
Fra Steigan d. 17. januar 2026
Når europæiske statsledere nu begynder at sige højt, at Rusland er et europæisk land, og at Europa må finde et kompromis med Moskva, er det ikke en ny indsigt. Det er et tegn på at virkeligheden har knust den løgn som har domineret europæisk politik, siden krigen i Ukraine begyndte i 2022.
I årevis har Europas politiske elite ladet som om Rusland kunne isoleres fra kontinentet. Sanktioner skulle knække økonomien. Våbenleverancer skulle fremtvinge et nederlag. Moral skulle erstatte diplomati. Resultatet er ikke fred, men en endeløs krig, økonomisk nedtur i Europa og en stadig mere åbenlys underordning under amerikanske strategiske interesser.
At denne linjen nu begynder at rådne, skyldes ikke humanisme eller omsorg for Ukraine. Den skyldes at projektet har fejlet.
Tyskland er det tydeligste eksempel. Landet, som byggede sin industrielle styrke på billig russisk energi, har bevidst demonteret sit eget økonomiske fundament i loyalitet med en geopolitisk konfrontation, Tyskland ikke kontrollerer. Resultatet er højere elpriser, svækket konkurrenceevne og stigende social utilfredshed Når tyske ledere nu snakker om kompromis, er det fordi regningen er blevet politisk umulig at ignorere.
(Iflg. NachDenkSeiten er antallet af konkurser i Tyskland i dag større, end under finanskrisen i 2008-09. I 2025 gik således knap 18.000 tyske virksomheder fallit, heraf ca. 450 større virksomheder dvs. hvor der er en omsætning på 75 mio kr. elle derover. Min bem.)
Også EU-kommissionen begynder at tale mere ærlig. Når det indrømmes, at forhandlinger med Rusland er uundgåelige, bekræftes det, mange har sagt hele tiden: Hele forestillingen om at krigen kunne vindes uden dialog, var en politisk fantasi. Diplomati blev ikke forkastet fordi det var umoralsk, men fordi det stod i vejen for en konfrontationslinje, defineret udenfor Europa.
(EU-toppens forsøg på at konfiskere de indefrosne russiske aktiver i et belgisk pengeinstitut, slog fejl pga. EU’s egne regler og hensynet til bankernes ”immunitet. I stedet vil man så ”låne” 90 mia € der gives Ukraine som et ”reperationslån”, og som tilbagebetales af Rusland, den dag russerne har tabt krigen (sic). EU bilder sig selv og andre ind, at ”lånet” - der reelt er en gave til Ukraine - vil kunne dække to års krigsførelse, samt drift af det ukrainske samfund i samme periode. Heller ikke dette holder. SIPRI angiver således, at krigsførelsen årligt koster den ukrainske statskasse ca. 60-65 mia €. Den civile sektor tegner sig iflg. statsbudgettet for 45-50 mia € Til sammen 105 -115 mia €. Ukraine om et års tid stå med en kassebeholdning på (i bedste fald) 25 mia €. Er krigen ikke afsluttet inden da, så skal Zelensky, eller hvem der nu er ved magten på det tidspunkt, atter ud med raslebøssen. Min bem.)
Italien har påpeget det mest pinlige aspekt ved denne politik: Europas totale mangel på strategisk selvstændighed. Mens USA fører krigen geopolitisk og militært, har EU reduceret sig selv til en kombination af sanktionsmaskine og våbenlager. Europa har ikke ledet. Europa har fulgt efter. Nu opdager man, at det er prisen for at opgive sin egen udenrigspolitik.
Krigstrætheden blandt de fleste er ikke et tegn på moralsk svigt, men på sund fornuft. De fleste europæere forstår det eliterne har nægtet at erkende: Rusland forsvinder ikke. Det kan ikke isoleres bort, straffes bort eller gøres irrelevant. Geografien lader sig ikke annullere. Rusland er Europas største nabo, og har været det i århundreder.
At beskrive Rusland som et europæisk land er derfor ikke kontroversielt, men en banal sandhed. Alligevel er denne sandhed blevet undertrykt. Fordi den kolliderede med fortællingen om Rusland som en ydre, nærmest asiatisk trussel udenfor det europæiske fællesskab. Denne fortælling har gjort krig politisk spiselig, men fred politisk mistænkelig.
Dæmoniseringen af Rusland har haft en funktion. Den har legitimeret oprustning, lukket munden på intern kritik og gjort det muligt at fremstille enhver, der taler om forhandlinger, som moralsk suspekt.
Del 2 i kommentarfeltet.
Arne Lund skriver på FB:
EUROPA HAR LEVET PÅ EN LIVSLØGN OM RUSLAND
Fra Steigan d. 17. januar 2026
Når europæiske statsledere nu begynder at sige højt, at Rusland er et europæisk land, og at Europa må finde et kompromis med Moskva, er det ikke en ny indsigt. Det er et tegn på at virkeligheden har knust den løgn som har domineret europæisk politik, siden krigen i Ukraine begyndte i 2022.
I årevis har Europas politiske elite ladet som om Rusland kunne isoleres fra kontinentet. Sanktioner skulle knække økonomien. Våbenleverancer skulle fremtvinge et nederlag. Moral skulle erstatte diplomati. Resultatet er ikke fred, men en endeløs krig, økonomisk nedtur i Europa og en stadig mere åbenlys underordning under amerikanske strategiske interesser.
At denne linjen nu begynder at rådne, skyldes ikke humanisme eller omsorg for Ukraine. Den skyldes at projektet har fejlet.
Tyskland er det tydeligste eksempel. Landet, som byggede sin industrielle styrke på billig russisk energi, har bevidst demonteret sit eget økonomiske fundament i loyalitet med en geopolitisk konfrontation, Tyskland ikke kontrollerer. Resultatet er højere elpriser, svækket konkurrenceevne og stigende social utilfredshed Når tyske ledere nu snakker om kompromis, er det fordi regningen er blevet politisk umulig at ignorere.
(Iflg. NachDenkSeiten er antallet af konkurser i Tyskland i dag større, end under finanskrisen i 2008-09. I 2025 gik således knap 18.000 tyske virksomheder fallit, heraf ca. 450 større virksomheder dvs. hvor der er en omsætning på 75 mio kr. elle derover. Min bem.)
Også EU-kommissionen begynder at tale mere ærlig. Når det indrømmes, at forhandlinger med Rusland er uundgåelige, bekræftes det, mange har sagt hele tiden: Hele forestillingen om at krigen kunne vindes uden dialog, var en politisk fantasi. Diplomati blev ikke forkastet fordi det var umoralsk, men fordi det stod i vejen for en konfrontationslinje, defineret udenfor Europa.
(EU-toppens forsøg på at konfiskere de indefrosne russiske aktiver i et belgisk pengeinstitut, slog fejl pga. EU’s egne regler og hensynet til bankernes ”immunitet. I stedet vil man så ”låne” 90 mia € der gives Ukraine som et ”reperationslån”, og som tilbagebetales af Rusland, den dag russerne har tabt krigen (sic). EU bilder sig selv og andre ind, at ”lånet” - der reelt er en gave til Ukraine - vil kunne dække to års krigsførelse, samt drift af det ukrainske samfund i samme periode. Heller ikke dette holder. SIPRI angiver således, at krigsførelsen årligt koster den ukrainske statskasse ca. 60-65 mia €. Den civile sektor tegner sig iflg. statsbudgettet for 45-50 mia € Til sammen 105 -115 mia €. Ukraine om et års tid stå med en kassebeholdning på (i bedste fald) 25 mia €. Er krigen ikke afsluttet inden da, så skal Zelensky, eller hvem der nu er ved magten på det tidspunkt, atter ud med raslebøssen. Min bem.)
Italien har påpeget det mest pinlige aspekt ved denne politik: Europas totale mangel på strategisk selvstændighed. Mens USA fører krigen geopolitisk og militært, har EU reduceret sig selv til en kombination af sanktionsmaskine og våbenlager. Europa har ikke ledet. Europa har fulgt efter. Nu opdager man, at det er prisen for at opgive sin egen udenrigspolitik.
Krigstrætheden blandt de fleste er ikke et tegn på moralsk svigt, men på sund fornuft. De fleste europæere forstår det eliterne har nægtet at erkende: Rusland forsvinder ikke. Det kan ikke isoleres bort, straffes bort eller gøres irrelevant. Geografien lader sig ikke annullere. Rusland er Europas største nabo, og har været det i århundreder.
At beskrive Rusland som et europæisk land er derfor ikke kontroversielt, men en banal sandhed. Alligevel er denne sandhed blevet undertrykt. Fordi den kolliderede med fortællingen om Rusland som en ydre, nærmest asiatisk trussel udenfor det europæiske fællesskab. Denne fortælling har gjort krig politisk spiselig, men fred politisk mistænkelig.
Dæmoniseringen af Rusland har haft en funktion. Den har legitimeret oprustning, lukket munden på intern kritik og gjort det muligt at fremstille enhver, der taler om forhandlinger, som moralsk suspekt.
Del 2 i kommentarfeltet.
English