På EPP’s Political Assembly i Wien var jeg på vegne af KristenDemokraterne med til at få vedtaget en resolution om Ukraines europæiske fremtid.
Resolutionen understregede vores fortsatte politiske, økonomiske og militære støtte til Ukraine og landets vej mod medlemskab af EU. Samtidig slog vi fast, at vejen til EU også indebærer krav om demokrati, retsstat, frie medier, bekæmpelse af korruption og politisk pluralisme. KristenDemokraterne var blandt medstillerne, og det var jeg stolt af.
Siden er der kommet endnu en potentielt positiv nyhed: Donald Trump har lovet, at Ukraine skal have licens til at producere de Patriot-missiler, som landet har så hårdt brug for til at beskytte sine byer og civile.
Det kan blive et vigtigt skridt. Men med Trump er der grund til at tage forbehold: Husker han løftet, bliver det faktisk gennemført – og sker det hurtigt nok til at gøre en reel forskel?
Samtidig kommer der dybt bekymrende signaler fra sportens verden.
IOC har taget skridt i retning af igen at lukke Rusland fuldt ind i det olympiske fællesskab, mens FIFA vil drøfte, om russiske landshold og klubber igen skal lukkes ind i international fodbold.
Det sker samtidig med, at Rusland har intensiveret sine ulovlige angreb på ukrainske byer og civile. Boliger, hospitaler og anden civil infrastruktur rammes, men også kirker, museer, historiske bygninger og ukrainsk kulturarv.
Det handler ikke blot om at erobre territorium. Rusland angriber også Ukraines historie, kultur og nationale identitet.
Netop nu vælger IOC og FIFA altså at åbne døren på klem for Rusland.
Det er svært ikke at se ironien. Begge organisationer har gennem årene selv været ramt af alvorlig kritik for korruption, manglende gennemsigtighed og svage demokratiske strukturer. Nu bidrager de til at normalisere Rusland, mens russiske missiler og droner fortsat rammer ukrainske civile.
Russiske atleter er naturligvis ikke personligt ansvarlige for Putin-regimets handlinger. Men international sport er heller ikke upolitisk. Flag, landshold, medaljer og store sportsbegivenheder bruges aktivt af autoritære regimer som propaganda og legitimering.
Måske er det en af konsekvenserne af, at verdens frie demokratier udgør et mindretal. I internationale organisationer sidder demokratiske lande ved samme bord som autoritære stater – og ofte med færre stemmer.
Derfor må demokratierne stå endnu stærkere sammen. Støtten til Ukraine handler ikke kun om territorium, men også om, hvorvidt demokrati, frihed, kultur og international ret fortsat skal have reel betydning.
På EPP’s Political Assembly i Wien var jeg på vegne af KristenDemokraterne med til at få vedtaget en resolution om Ukraines europæiske fremtid.
Resolutionen understregede vores fortsatte politiske, økonomiske og militære støtte til Ukraine og landets vej mod medlemskab af EU. Samtidig slog vi fast, at vejen til EU også indebærer krav om demokrati, retsstat, frie medier, bekæmpelse af korruption og politisk pluralisme. KristenDemokraterne var blandt medstillerne, og det var jeg stolt af.
Siden er der kommet endnu en potentielt positiv nyhed: Donald Trump har lovet, at Ukraine skal have licens til at producere de Patriot-missiler, som landet har så hårdt brug for til at beskytte sine byer og civile.
Det kan blive et vigtigt skridt. Men med Trump er der grund til at tage forbehold: Husker han løftet, bliver det faktisk gennemført – og sker det hurtigt nok til at gøre en reel forskel?
Samtidig kommer der dybt bekymrende signaler fra sportens verden.
IOC har taget skridt i retning af igen at lukke Rusland fuldt ind i det olympiske fællesskab, mens FIFA vil drøfte, om russiske landshold og klubber igen skal lukkes ind i international fodbold.
Det sker samtidig med, at Rusland har intensiveret sine ulovlige angreb på ukrainske byer og civile. Boliger, hospitaler og anden civil infrastruktur rammes, men også kirker, museer, historiske bygninger og ukrainsk kulturarv.
Det handler ikke blot om at erobre territorium. Rusland angriber også Ukraines historie, kultur og nationale identitet.
Netop nu vælger IOC og FIFA altså at åbne døren på klem for Rusland.
Det er svært ikke at se ironien. Begge organisationer har gennem årene selv været ramt af alvorlig kritik for korruption, manglende gennemsigtighed og svage demokratiske strukturer. Nu bidrager de til at normalisere Rusland, mens russiske missiler og droner fortsat rammer ukrainske civile.
Russiske atleter er naturligvis ikke personligt ansvarlige for Putin-regimets handlinger. Men international sport er heller ikke upolitisk. Flag, landshold, medaljer og store sportsbegivenheder bruges aktivt af autoritære regimer som propaganda og legitimering.
Måske er det en af konsekvenserne af, at verdens frie demokratier udgør et mindretal. I internationale organisationer sidder demokratiske lande ved samme bord som autoritære stater – og ofte med færre stemmer.
Derfor må demokratierne stå endnu stærkere sammen. Støtten til Ukraine handler ikke kun om territorium, men også om, hvorvidt demokrati, frihed, kultur og international ret fortsat skal have reel betydning.
English