Jeg er netop tiltrådt bestyrelsen i Rudersdal Kulturparaplyen efter opfordring fra formanden. Der var et ønske om en profil med engagement i Nærum og Trørød, og det er netop her, jeg ser en mulighed for at sætte et tydeligt aftryk.

For dem, der ikke kender foreningen, er det en frivillig sammenslutning, som blandt andet er tovholder på Birkerød Kulturnat , der er et stærkt eksempel på, hvad fælles kræfter kan løfte. Foreningen spiller en central rolle i at understøtte kulturlivet på tværs af hele Rudersdal Kommune.

Jeg ser frem til at komme i gang, lære arbejdet og de øvrige bestyrelsesmedlemmer godt at kende og bidrage aktivt til at styrke det lokale kulturliv.
Tak for tilliden.

Johanne Louise Heiberg skrev i sine erindringer følgende:

"Hverken Heiberg eller jeg var, hvad man kalder morgenmennesker, en naturlig følge af mit anstrengende teaterliv..."

Dermed er hun én af mange stemmer, der fortæller os, at kulturlivet til alle tider er noget som finder sted, når folk med 'almindeligt arbejde' har fri.

Men hvorfor skal det egentlig være sådan? Hvorfor skal alle dem med skæve arbejdstider holdes udenfor? Og hvorfor skal vi, der arbejder med kulturen absolut slide os ihjel, imens alle andre holder fri?

Det seneste år har jeg forsøgt at bryde ud af den kasse ved at lave kultur om formiddagen. På hverdage. Ja, hvad gir du?

Og tænk engang. Det virker! Folk møder op... når de lige har opdaget, at det er muligt.

Gæsterne er glade, både dem i den lune, blå stol og tilhørere i salen. Og jeg er glad. Jeg kan nemlig passe mit arbejde imens børnene er i skole og holde fri sammen med dem bagefter.

Næste gang, der er Læsekrogen - Live er på Hillerød Bibliotek. Se mere her:

https://hilbib.dk/hillerod-bibliotek/aktiviteter/litteratur/laesekrogen-live

Ps. det er gratis og hverken forfatteren i stolen eller jeg får løn... den knude løser jeg en anden god gang...

Mød mig på GUNST romancebogmesse i Kolding d. 18.-19. april

Barbara (f. 1992) er opvokset på Færøerne og bor i dag i København med sin familie. Allerede i folkeskolen blev hun kendt som eleven, der altid kiggede drømmende ud ad vinduet - en vane, der blev begyndelsen på hendes forfatterskab.

Hun skriver historier med store følelser, et strejf af det eventyrlige og et særligt blik for skæve eksistenser. Siden debuten i 2020 med novellen Sangfuglen har hun udgivet flere noveller og tre romaner (inkl. ærøheksene).

Barbara er uddannet ingeniør med fokus på grøn omstilling, og mødet mellem fantasi og virkelighed præger både hendes arbejde og hendes fortællinger.

#forfatter #kolding #GUNST #romance #bogmesse #bøger #bog #skribent #kulturliv #litteratur #begivenhed #færøerne #ærø #ærøskøbing #sydfyn

En lille historie fra det virkelige forfatterliv, som det udfolder sig det herrens år 2026.

Jeg skulle til tandplejeren og have shinet bisserne. Jeg er lidt speciel på det punkt, for jeg kan faktisk godt lide at gå både til tandlæge og tandplejer. Det er ikke det. Eller det er lidt det. Det med at gå.

For jeg valgte nemlig at gå fra Grøndal Station op til Hulgårdsvej i stedet for at tage bus 2A, for jeg var lidt for tidligt på den. Og vejret var, nå ja, altså det er februar. Der ligger sne, det er tøvejr og vådt. Men det er godt for ens helbred at gå lidt, ikke?

For nogle år siden brændte et stort boligkompleks lige ved stationen, og der er ved at blive bygget noget nyt der, så fodgængere må gå ude på cykelstien på det sted. Der var alligevel igen cykler, så det gik nok.

Men der kom en bus. Den skønne linje 2A. Og der var en stor vandpyt ude på kørebanen, sådan en lækker brunsnasket en, fuld af beskidt smeltevand. Nu kunne buschaufføren have taget farten af og udvist hensyn til den ellers veloplagte forfattertype, der alene måtte forsvare kulturlivet der på det ydre Frederiksberg i det øjeblik. Det gjorde buschaufføren så ikke. Han kørte gennem vandpytten for fuld skrue og var dermed årsag til, at en mindre tsunami af ikke-sundhedsgodkendt vand væltede ind over cykelsti og ikke mindst de tilstedeværende fodgængere. Deriblandt mig.

Jeg var derfor gennemblødt fra top til tå af dette brunsnaskede snotslimede smeltevand, da jeg lidt senere tog plads i tandlægestolen. Min søde tandplejer tog det nu pænt.

Men jeg skulle jo samme vej hjem og belært af konsekvenser ved mit tidligere valg om at gå fra stationen, valgte jeg på hjemvejen at tage bus 2A, for hellere side indenfor i bussen end stå model til endnu en tsunami brunt slim.

Så jeg satte mig på bænken i busstoppestedet. De er i dag så tjekkede, at de er udstyret med en lystavle, der tæller ned til næste bus kommer. Der stod 7 minutter. Der kom en mand med en gravhund og satte sig ved siden af mig. En ung kvinde, der talte højlydt i telefon på et sprog, jeg ikke kender, stillede sig op. Så nåede nedtællingen nul, eller NU, som der rent faktisk stod.

Ingen bus.

Nedtællingen begyndte igen. Der kom en ung mand og stillede sig op. En ung kvinde mere. Nedtællingen nåede igen nul. Eller NU. Men stadig ingen bus.

Det ville selvfølgelig kun have taget mig fem-syv minutter at gå ned til stationen, men nu var beslutningen jo taget, og der var jo ikke Copenhell i den anden ende af 2A her om vinteren, så det måtte vel være muligt at ...

Nedtællingen nåede NU for tredje gang og stadig ikke skyggen af en bus. Jeg havde nu ventet på bussen i 22 minutter ifølge min rejsekortsapp, da jeg overgav mig og gik de få minutters gang ned til Grøndal Station, mens jeg frygtede, at 2A ville dukke op lige i det øjeblik, jeg igen var ud for den store vandpyt.

Det gjorde den ikke. Så der er skam godt at sige om mine oplevelser med linje 2A i dag. Man skal være retfærdig og huske at få det gode med også.

Toget kørte til tiden og uden problemer, og jeg er hjemme nu, lidt kold i det og småsnottet, men i tørt tøj og med en kop te af varme mig på.

Om manden med gravhunden og de andre, der ventede sammen med mig på 2A stadig står ved stoppestedet, ved jeg ikke.

God debataften i aftes - om samarbejde, aktiviteter og lokalt kulturliv