Dagens Arne :

I min egen fjerne oldtid
var vi samlere og strejfere.
Vi fangede dafnier i mosehuller
klatrede i træer
og udforskede kældre og kloakker.
Vi dukkede os for parkbetjente
og klatrede over plankeværker
med lommerne fulde af umodne blommer.

De voksne snakkede timer igennem
over kaffe og blødt brød.
De diskuterede politik
og talte om bøger, de havde læst.
De genopfriskede familieminder
og gav hinanden råd om
hvad de skulle stille op med deres små bavianunger.

Når vi besøgte de gamle
gik vi ned med skraldespanden fra femte
og kom op til en gul sodavand
og familiealbummer i plys og fløjl
med billeder af mænd med store overskæg
og damer i sorte kjoler.

Men vi var ikke gode forbrugere
Vi købte aldrig nyt
Mødrene lappede og stoppede det gamle tøj
Vi lavede vores eget legetøj
Børnebøger og tøj gik i arv
Det kunne jo aldrig gå.

Nu anbringer vi børnene i institutioner.
Den, der ikke skriger højt,
kan tisse i bukserne.
Hvis pædagogerne skal se dig
skal du stille dig op på en stol
De første tre ord, du lærer, er:
Mig mig mig.

De gamle er stuvet af vejen
og sidder på små kamre
og kigger ind i væggen
til de dør
Så brænder vi dem
og et par år efter
sløjfer vi gravstedet.
Vi nåede jo alligevel aldrig
at komme der.

Vi har altid travlt
Der er så meget, vi skal nå
og så meget, vi skal købe.
Hvis ikke vi kan få
det perfekte liv
med to perfekte børn
kan vi købe noget, der ligner.

Vi er gift med arbejdet
og når vi er arbejdet utro
med hinanden
har vi dårlig samvittighed.
Det skal overstås i en fart
Arbejdet kalder.

Vi har ikke plads
til alle de ting, vi køber,
så vi kasserer dem hurtigt igen.
Så bliver der plads til flere,

Vi har ikke tid
til hinanden
Vi skal skynde os gennem livet
Vi skal på ferie fire gange om året
Vi skal huske at dyrke motion
Vi går til livet
med sammenbidt energi
Det skal jo gøres
Vi skal bare have det overstået.

©Arne Herløv Petersen

Folk, der klatrer på altaner, laver mad over bål, skider i buskadset og stjæler fra kælderrum.
Det var nogle af de historier, der kom frem i B.T., da sommerens omstridte hjemløselejr ved Havneholm Metrostation satte sindene i kog...

Flere beboere omtalte den som en »romalejr«.
Kommunen krævede lejren ryddet, men Københavns Politi afviste at rydde den, fordi de mente, at den ikke var permanent og dermed ikke lovligt kunne fjernes.
- Nu er slagsmålet rykket ind på Københavns Rådhus, hvor et stort flertal sidste år lempede reglerne for overnatning i byens parker.

Liberal Alliance (LA) stillede nemlig torsdag forslag om at genindføre det generelle forbud mod overnatning i kommunens parker og grønne områder.

Alle ved at romaerne et tyveknægte, de skal opholde sig som hjemløse i Danmark - hvis det efterkommes er problemet ikke eksisterende... men desværre er de tilbagevendende hver sommer, år efter år, så længe der ikke handles på det, på grund af politisk fnidder.

Du er velkommen til at like og kommentere
#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.

Min nye bog som udkommer til november på “forlaget De Berejste”. 425 sider, spækket med livseventyr. Hvis du er interesseret bogen, og evt. at deltage i bogudgivelsen, så drop mig en kommentar.

Et glimt ind i et rejseliv levet.
Et kludetæppe af små historier som får sin virkelighed, når man bor og har sin arbejdsplads i de lande man rejser i. De følgende fortællinger er ikke ordnet strengt kronologisk, de er oplevelser der flyder dig i møde på samme måde som drivtømmer på en flod eller spontane oplevelser på en rejse.
Jeg har altid været draget af livets skæve sider, de steder og situationer, hvor noget stritter, hvor tingene ikke passer ind, og hvor normalitetens fernis er begyndt at slå revner. Jeg opsøger med vilje de områder, som hverken guidebøgerne, turistbureauerne eller de eventyrlystne Instagram-profiler beskæftiger sig med.
For der ligger et paradoks i den måde, vi taler om eventyr på. Selv de mest garvede eventyrere ender ofte de samme steder; de ikoniske bjergtinder, de endeløse ørkener, gletsjerne, regnskovene, landskaber som uden tvivl rummer storhed. Men i min optik findes eventyret ikke kun på toppen af et bjerg eller midt i en uberørt vildmark. Det kan også gemme sig under bølgende plastiktag i en papkasse by, i rustens irgrønne mønstre på et skibsophugningsværft eller i stanken og stilheden på en forladt losseplads.
Det er i sprækkerne, der hvor civilisationen er begyndt at smuldre, at man finder ægtheden, eventyret.
Dér hvor verden er gået kulturelt skævt. Hvor systemerne har opgivet, men hvor
mennesker alligevel fortsætter, med skrammede blikke, opfindsomme løsninger og en livskraft, der trodser både fornuft og logik.
De ulovlige blikskurbebyggelser, har draget mig, der hvor elektricitet tappes fra skrøbelige ledninger, og hvor børn løber barfodede gennem affald, glasskår, støv og håb. Jeg har drukket te på kanten af levende lossepladser og ført lange samtaler med mænd, der har mistet næsten alt, arbejde, hjem, status, nogle gange endda værdigheden.
Jeg har vandret gennem labyrinter af skibsrester, klatret over bjerge af skrot og jagtet geder ned fra bunkerne.
Det er ofte netop dér, man finder de mest interessante situationer. De stærkeste
billeder. Og de mennesker, der for alvor sætter ens eget liv i perspektiv. Deres historier bliver sjældent skrevet ned, og måske netop derfor er det så vigtigt at lytte, se og mærke. For det virkelige eventyr findes ikke altid dér, hvor kompasset peger mod verdens ende. Nogle gange ligger det midt i verdens undvigelser, i de områder samfundet helst vender ryggen til, og hvor livet alligevel insisterer på at folde sig ud.
Denne bog er ikke fyldestgørende, men er smagsprøver, et potpourri af oplevelser som fortjener langt mere, flere ord og flere billeder, og det vil komme i efterfølgende bøger, hvor jeg vil forsøge at uddybe de enkelte oplevelser i selvstændige historier.

Voldtofte, Fyn den 12. april 2026
David Wiik Udbjørg

I min alder (67 år) er det ekstra vigtigt at holde sig i god form. Heldigvis elsker jeg at træne, og helst varieret.
For mig betyder en god form at man har en god kondition, helst et kondital over 40, så man kan tåle en influenza uden man er i livsfare. jeg ønsker at være så stærk at dagligdagen byder på meget få belastninger hvor jeg er presset til det yderste, jeg vil også være så adræt at jeg ubesværet kan kravle rundt og lege med mine børnebørn, både under sofabordet, og i klatrestativet, sidst men lige så vigtigt, så skal jeg vedligeholde balance og reaktionsevne.

Kan alle de her ting lade sig gøre? tjaee hvis man sammensætter et varieret træningsprogram, og prøver at få noget af motionen ind i hverdagen. Eksempelvis bruger jeg helst ikke bilen til korte ture, faktisk forsøger jeg at holde en regel der tilsiger at bilen må kun bruges hvis distancen er mere end 20 km, eller der skal transporteret ting der er uhåndterbar på en cykel.

Cyklen er et vigtigt værktøj til min konditionstræning (men det er langt fra den eneste måde jeg konditionstræner) Jeg bruger endda ofte en elcykel til konditionstræning. For mig at se, er fordelen ved en elcykel at jeg er sikker på at nå frem på den beregnede tid uden at svede. Hvis nu jeg kører til min destination med alt den hjælp cyklen giver, så kommer jeg frisk frem, og behøver nok ikke det store for at være repræsentabel.
Når jeg så skal hjem, er der flere måder jeg kan få pulsen op på et niveau så det bliver den type træning jeg ønsker. Enten kan jeg gå op eller ned i hjælp fra cyklen så pulsen kan blive på det niveau jeg ønsker, eller jeg kan vælge at køre så hurtigt at elmotoren ikke mere er aktiv (ca 24 km/t på min cykel), og så sænke hastigheden hvis pulsen bliver for høj. Den sidst beskrevne måde bruger jeg meget når jeg skal træne intervaltræning.

Jeg kan godt lide at nørde træning, så mine motionsindlæg kan blive lidt lange, men hvis det har interesse vil jeg gerne skrive om hvordan jeg ellers sætter træningen sammen, og måske også hvorfor. :)

Dagens Arne :

Mens andre klatrer ad en himmelstige
og drømmer om at brænde som en stjerne
så går jeg indad mod det mindste rige

Jeg søger ind i dyrerigets kerne
og færdes mellem bittesmå insekter
hvor pattedyr er ukendte og fjerne

Jeg søger mod en urtids enkle slægter,
det lille liv – at parre sig og æde –
og blive ædt – forfører og fornægter

At være til er dog den største glæde,
En punktumhjernes stille vibrationer:
at mærke solen varme, duggen væde

At høre overlyd, de skjulte toner
og kunne se det ultraviolette
der stråler ud fra hvide anemoner

At brede vinger ud og bare sætte
sin kurs mod fjerne træer, fjerne tuer
at svæve over havens grønne slette

så livet går i store, enkle buer
som larve, puppe og som sommerfuglen.
Så fremtidsløs, at døden aldrig truer.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Jeg er den gås
vandet preller af på,
jeg er det ukrudt
giftsprøjten ikke virker på
den grønne plante
der sprænger asfalten nedefra
den vakkelvorne sten
der får fundamentet til at skride
enegængeren på fjeldet
ulken i hyttefadet
gedden i andedammen.

I vidste ikke, hvad I gjorde,
da I lukkede mig ind i jeres institutioner.
Jeg har gemt en kopi af nøglen
og stjålet alle guldhornene.
I troede, I kunne tæmme mig
men jeg klatrede op i jomfruburet
med en rose mellem tænderne
og lokkede jeres døtre med
på en tur i sigøjnervognen.

Hele tiden mens jeg smilende sad
og håndterede hummergaflen
tænkte jeg på hvordan
jeg kunne save hul i gulvet under jeres stole.

©Arne Herløv Petersen