• Ugens helt store emne for landets forfattere - vistnok uden undtagelse - er bibliotekspenge. Nogen har fået mere, andre mindre og en hel del slet intet. Et fåtal har fået så meget, at de vil kunne leve godt af det i et stykke tid.

    Jeg hører til en af de heldige, der har fået lidt mere end sidste år og for det er jeg helt utroligt taknemmelig! Det betyder nemlig, at I stadig læser med, låner bøger på biblioteket og lytter på e-reolen.

    Jeg har fået lidt mere end sidste år, så jeg nu er oppe på hele 29.388,83 kr. Det lyder måske ikke af meget, når beløbet dækker et helt år, og der er selvfølgelig også andre penge at tjene som forfatter - for eksempel ved salg og foredrag, men dette er faktisk min største 'lønseddel' siden jeg trak mig tilbage fra det knusende karrieliv jeg havde indtil 2018.

    Tak til alle jer, der læser med og gør det muligt for mig at leve - måske ikke af, så i hvert fald med - et forfatterliv.

    PS. Alle mine bøger kan lånes på biblioteket, lyttes på e-reolen eller... købes direkte hos mig. Det er bare at sende en besked bagom :-D
    Ugens helt store emne for landets forfattere - vistnok uden undtagelse - er bibliotekspenge. Nogen har fået mere, andre mindre og en hel del slet intet. Et fåtal har fået så meget, at de vil kunne leve godt af det i et stykke tid. Jeg hører til en af de heldige, der har fået lidt mere end sidste år og for det er jeg helt utroligt taknemmelig! Det betyder nemlig, at I stadig læser med, låner bøger på biblioteket og lytter på e-reolen. Jeg har fået lidt mere end sidste år, så jeg nu er oppe på hele 29.388,83 kr. Det lyder måske ikke af meget, når beløbet dækker et helt år, og der er selvfølgelig også andre penge at tjene som forfatter - for eksempel ved salg og foredrag, men dette er faktisk min største 'lønseddel' siden jeg trak mig tilbage fra det knusende karrieliv jeg havde indtil 2018. Tak til alle jer, der læser med og gør det muligt for mig at leve - måske ikke af, så i hvert fald med - et forfatterliv. PS. Alle mine bøger kan lånes på biblioteket, lyttes på e-reolen eller... købes direkte hos mig. Det er bare at sende en besked bagom :-D
    Yay
    Love
    Like
    14
    1 Kommentarer 0 Delinger 612 Visninger
  • Så hvad lavede forfatteren i dag (i går men men altså...)
    Hun blev træt af sit cookie banner og bannede alle cookies fra sit website.
    Og så lavede hun en writer-timer, der kan tracke skrivningen, uden jeg behøver dele den med hele verdenen.
    Den er stateles: F5 og it is all gone.
    Hvis du bruger den - og du er SÅ velkommen - og vil gemme dine data, så må du selv kopiere dem ind sheets eller hvad du nu bruger.
    Jeg håber, nogen får fornøjelse af den... men jeg ved det ikke, for som sagt: Ingen cookies, ingen tracking


    https://nelana.dk/int/tools/writer_timer.htm

    #forfatterliv #nontoxicproductivity
    Så hvad lavede forfatteren i dag (i går men men altså...) Hun blev træt af sit cookie banner og bannede alle cookies fra sit website. Og så lavede hun en writer-timer, der kan tracke skrivningen, uden jeg behøver dele den med hele verdenen. Den er stateles: F5 og it is all gone. Hvis du bruger den - og du er SÅ velkommen - og vil gemme dine data, så må du selv kopiere dem ind sheets eller hvad du nu bruger. Jeg håber, nogen får fornøjelse af den... men jeg ved det ikke, for som sagt: Ingen cookies, ingen tracking https://nelana.dk/int/tools/writer_timer.htm #forfatterliv #nontoxicproductivity
    Like
    Yay
    Love
    6
    0 Kommentarer 0 Delinger 583 Visninger
  • En lille historie fra det virkelige forfatterliv, som det udfolder sig det herrens år 2026.

    Jeg skulle til tandplejeren og have shinet bisserne. Jeg er lidt speciel på det punkt, for jeg kan faktisk godt lide at gå både til tandlæge og tandplejer. Det er ikke det. Eller det er lidt det. Det med at gå.

    For jeg valgte nemlig at gå fra Grøndal Station op til Hulgårdsvej i stedet for at tage bus 2A, for jeg var lidt for tidligt på den. Og vejret var, nå ja, altså det er februar. Der ligger sne, det er tøvejr og vådt. Men det er godt for ens helbred at gå lidt, ikke?

    For nogle år siden brændte et stort boligkompleks lige ved stationen, og der er ved at blive bygget noget nyt der, så fodgængere må gå ude på cykelstien på det sted. Der var alligevel igen cykler, så det gik nok.

    Men der kom en bus. Den skønne linje 2A. Og der var en stor vandpyt ude på kørebanen, sådan en lækker brunsnasket en, fuld af beskidt smeltevand. Nu kunne buschaufføren have taget farten af og udvist hensyn til den ellers veloplagte forfattertype, der alene måtte forsvare kulturlivet der på det ydre Frederiksberg i det øjeblik. Det gjorde buschaufføren så ikke. Han kørte gennem vandpytten for fuld skrue og var dermed årsag til, at en mindre tsunami af ikke-sundhedsgodkendt vand væltede ind over cykelsti og ikke mindst de tilstedeværende fodgængere. Deriblandt mig.

    Jeg var derfor gennemblødt fra top til tå af dette brunsnaskede snotslimede smeltevand, da jeg lidt senere tog plads i tandlægestolen. Min søde tandplejer tog det nu pænt.

    Men jeg skulle jo samme vej hjem og belært af konsekvenser ved mit tidligere valg om at gå fra stationen, valgte jeg på hjemvejen at tage bus 2A, for hellere side indenfor i bussen end stå model til endnu en tsunami brunt slim.

    Så jeg satte mig på bænken i busstoppestedet. De er i dag så tjekkede, at de er udstyret med en lystavle, der tæller ned til næste bus kommer. Der stod 7 minutter. Der kom en mand med en gravhund og satte sig ved siden af mig. En ung kvinde, der talte højlydt i telefon på et sprog, jeg ikke kender, stillede sig op. Så nåede nedtællingen nul, eller NU, som der rent faktisk stod.

    Ingen bus.

    Nedtællingen begyndte igen. Der kom en ung mand og stillede sig op. En ung kvinde mere. Nedtællingen nåede igen nul. Eller NU. Men stadig ingen bus.

    Det ville selvfølgelig kun have taget mig fem-syv minutter at gå ned til stationen, men nu var beslutningen jo taget, og der var jo ikke Copenhell i den anden ende af 2A her om vinteren, så det måtte vel være muligt at ...

    Nedtællingen nåede NU for tredje gang og stadig ikke skyggen af en bus. Jeg havde nu ventet på bussen i 22 minutter ifølge min rejsekortsapp, da jeg overgav mig og gik de få minutters gang ned til Grøndal Station, mens jeg frygtede, at 2A ville dukke op lige i det øjeblik, jeg igen var ud for den store vandpyt.

    Det gjorde den ikke. Så der er skam godt at sige om mine oplevelser med linje 2A i dag. Man skal være retfærdig og huske at få det gode med også.

    Toget kørte til tiden og uden problemer, og jeg er hjemme nu, lidt kold i det og småsnottet, men i tørt tøj og med en kop te af varme mig på.

    Om manden med gravhunden og de andre, der ventede sammen med mig på 2A stadig står ved stoppestedet, ved jeg ikke.
    En lille historie fra det virkelige forfatterliv, som det udfolder sig det herrens år 2026. Jeg skulle til tandplejeren og have shinet bisserne. Jeg er lidt speciel på det punkt, for jeg kan faktisk godt lide at gå både til tandlæge og tandplejer. Det er ikke det. Eller det er lidt det. Det med at gå. For jeg valgte nemlig at gå fra Grøndal Station op til Hulgårdsvej i stedet for at tage bus 2A, for jeg var lidt for tidligt på den. Og vejret var, nå ja, altså det er februar. Der ligger sne, det er tøvejr og vådt. Men det er godt for ens helbred at gå lidt, ikke? For nogle år siden brændte et stort boligkompleks lige ved stationen, og der er ved at blive bygget noget nyt der, så fodgængere må gå ude på cykelstien på det sted. Der var alligevel igen cykler, så det gik nok. Men der kom en bus. Den skønne linje 2A. Og der var en stor vandpyt ude på kørebanen, sådan en lækker brunsnasket en, fuld af beskidt smeltevand. Nu kunne buschaufføren have taget farten af og udvist hensyn til den ellers veloplagte forfattertype, der alene måtte forsvare kulturlivet der på det ydre Frederiksberg i det øjeblik. Det gjorde buschaufføren så ikke. Han kørte gennem vandpytten for fuld skrue og var dermed årsag til, at en mindre tsunami af ikke-sundhedsgodkendt vand væltede ind over cykelsti og ikke mindst de tilstedeværende fodgængere. Deriblandt mig. Jeg var derfor gennemblødt fra top til tå af dette brunsnaskede snotslimede smeltevand, da jeg lidt senere tog plads i tandlægestolen. Min søde tandplejer tog det nu pænt. Men jeg skulle jo samme vej hjem og belært af konsekvenser ved mit tidligere valg om at gå fra stationen, valgte jeg på hjemvejen at tage bus 2A, for hellere side indenfor i bussen end stå model til endnu en tsunami brunt slim. Så jeg satte mig på bænken i busstoppestedet. De er i dag så tjekkede, at de er udstyret med en lystavle, der tæller ned til næste bus kommer. Der stod 7 minutter. Der kom en mand med en gravhund og satte sig ved siden af mig. En ung kvinde, der talte højlydt i telefon på et sprog, jeg ikke kender, stillede sig op. Så nåede nedtællingen nul, eller NU, som der rent faktisk stod. Ingen bus. Nedtællingen begyndte igen. Der kom en ung mand og stillede sig op. En ung kvinde mere. Nedtællingen nåede igen nul. Eller NU. Men stadig ingen bus. Det ville selvfølgelig kun have taget mig fem-syv minutter at gå ned til stationen, men nu var beslutningen jo taget, og der var jo ikke Copenhell i den anden ende af 2A her om vinteren, så det måtte vel være muligt at ... Nedtællingen nåede NU for tredje gang og stadig ikke skyggen af en bus. Jeg havde nu ventet på bussen i 22 minutter ifølge min rejsekortsapp, da jeg overgav mig og gik de få minutters gang ned til Grøndal Station, mens jeg frygtede, at 2A ville dukke op lige i det øjeblik, jeg igen var ud for den store vandpyt. Det gjorde den ikke. Så der er skam godt at sige om mine oplevelser med linje 2A i dag. Man skal være retfærdig og huske at få det gode med også. Toget kørte til tiden og uden problemer, og jeg er hjemme nu, lidt kold i det og småsnottet, men i tørt tøj og med en kop te af varme mig på. Om manden med gravhunden og de andre, der ventede sammen med mig på 2A stadig står ved stoppestedet, ved jeg ikke.
    Yay
    Love
    3
    1 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger
  • Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 2

    Tirsdag morgen melder sig med sne og blæst. Forfatteren er vågen og tidligt ude af døren. Med højskolesangbogen i hånden præsenteres syv sange til Morgensang på Værftet i Helsingør. Forfatteren får ikke løn for tjansen, men det er jo 70-100 af bibliotekets brugere, så forhåbentlig finder enkelte af dem vej ind til bibliotekets hylder og forfatteren har engang været med i et kor og nyder stadig at synge, så selvom det tager hele formiddagen, når transporttiden medregnes, er det (måske) en god investering. Et par gange har morgensangerne endda haft mod på at synge en af forfatterens egne tekster på en kendt eller ny melodi, så det er egentlig en skøn opgave.

    I hvert fald giver den god energi til hjemturen og forfatteren får lyst til at slå vejen ind forbi det lokale kulturhus for en snak. På den måde er man måske mere top-of-mind hos personalet end andre forfattere, hvis nu nogen skulle spørge efter læseanbefalinger.

    Forfatteren kender huset godt. For at nå et kulturelskende publikum lægges der nemlig mange årlige timer som frivillig i huset. Bag baren, i opvasken og med litterære samtaler, hvor forfatteren inviterer kolleger på scenen foran et mindre publikum. Det er måske skørt at promovere andres bøger og forfatterskaber, men forfatteren har for længst indset, at bogsalg ikke kan opnås på samme måde som med kartofler.

    Når de fleste har det mantra, at ’de aldrig læser bøger’ starter salget et helt andet sted. At skabe interesse for læsning i det hele taget er første skridt og så håber forfatteren på afledte effekter i form af salg af egne bøger. Det er også derfor, der står ’Læsekrogen – podcast’ på årsplanen for 4 år i træk.

    Selvfølgelig er der også andre grunde til at lave den podcast. De foreløbig 70 glade forfattere for eksempel, der trods velskrevne bøger stadig har det store gennembrud til gode. Og lytterne, der får inspiration til andre bøger, end dem, som boghandlere, biblioteker og mainstream medier lægger frem.

    Det er også rart at have et kollegialt netværk, når nu hverdagens arbejde er så ensomt. Sådan tænker forfatteren, imens sneen daler og børnene kommer hjem fra skole med krav om lektiehjælp og eftermiddagsmad. Forfatteren efterkommer ønskerne og siger også ja til at tage med på kælkebakken. Det frie forfatterliv har visse fordele.

    Fortsættelse følger her på profilen... følg med, kommenter, like og del meget gerne for liv på mediet :-)
    Brudstykker af en dansk forfatters dagbog - del 2 Tirsdag morgen melder sig med sne og blæst. Forfatteren er vågen og tidligt ude af døren. Med højskolesangbogen i hånden præsenteres syv sange til Morgensang på Værftet i Helsingør. Forfatteren får ikke løn for tjansen, men det er jo 70-100 af bibliotekets brugere, så forhåbentlig finder enkelte af dem vej ind til bibliotekets hylder og forfatteren har engang været med i et kor og nyder stadig at synge, så selvom det tager hele formiddagen, når transporttiden medregnes, er det (måske) en god investering. Et par gange har morgensangerne endda haft mod på at synge en af forfatterens egne tekster på en kendt eller ny melodi, så det er egentlig en skøn opgave. I hvert fald giver den god energi til hjemturen og forfatteren får lyst til at slå vejen ind forbi det lokale kulturhus for en snak. På den måde er man måske mere top-of-mind hos personalet end andre forfattere, hvis nu nogen skulle spørge efter læseanbefalinger. Forfatteren kender huset godt. For at nå et kulturelskende publikum lægges der nemlig mange årlige timer som frivillig i huset. Bag baren, i opvasken og med litterære samtaler, hvor forfatteren inviterer kolleger på scenen foran et mindre publikum. Det er måske skørt at promovere andres bøger og forfatterskaber, men forfatteren har for længst indset, at bogsalg ikke kan opnås på samme måde som med kartofler. Når de fleste har det mantra, at ’de aldrig læser bøger’ starter salget et helt andet sted. At skabe interesse for læsning i det hele taget er første skridt og så håber forfatteren på afledte effekter i form af salg af egne bøger. Det er også derfor, der står ’Læsekrogen – podcast’ på årsplanen for 4 år i træk. Selvfølgelig er der også andre grunde til at lave den podcast. De foreløbig 70 glade forfattere for eksempel, der trods velskrevne bøger stadig har det store gennembrud til gode. Og lytterne, der får inspiration til andre bøger, end dem, som boghandlere, biblioteker og mainstream medier lægger frem. Det er også rart at have et kollegialt netværk, når nu hverdagens arbejde er så ensomt. Sådan tænker forfatteren, imens sneen daler og børnene kommer hjem fra skole med krav om lektiehjælp og eftermiddagsmad. Forfatteren efterkommer ønskerne og siger også ja til at tage med på kælkebakken. Det frie forfatterliv har visse fordele. Fortsættelse følger her på profilen... følg med, kommenter, like og del meget gerne for liv på mediet :-)
    Love
    Wow
    Like
    Yay
    10
    3 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger
  • Joan Kirk Jensen – ordene som lys i kroppen

    I Jyske Vestkysten fortæller Joan Kirk Jensen om et liv med mørke og med lys.�Om dæmoner, diagnoser – og om at skrive som en måde at forbinde sig på.

    “Jeg kan føle, at jeg får downloads ovenfra. Det kan være, jeg går i skoven, eller jeg ligger på gulvet. Så kommer det bare.”

    For Joan handler skrivningen om at være i kontakt med noget større.�Om at lade sproget komme fra kilden — fra både himmel og jord.

    Hun skriver alt i hånden, igen og igen, indtil sproget lyder, som musik næsten.�Det er sådan hendes seneste roman Possis (forlaget Em, 2025) blev til.
    – “Jeg føler, jeg skal skrive, fordi der er noget, der er vigtigere end mig selv.”
    forlaget em glæder sig over at udgive en forfatter som Joan – stemmer, der ikke taler for at larme, men for at skabe mening.

    Læs artiklen om Joan Kirk Jensen i Jyske Vestkysten. https://jv.dk/varde/joan-faar-downloads-fra-himlen

    Og læs mere om hendes Possis her. https://forlagetem.dk/

    #uDkAnt #forlagetem #JoanKirkJensen #danskpoesi #danskprosa #litteratur #sprogogsamfund #erkendelse #forfatterliv #vestkysten #Varde #Possis
    🌿 Joan Kirk Jensen – ordene som lys i kroppen I Jyske Vestkysten fortæller Joan Kirk Jensen om et liv med mørke og med lys.�Om dæmoner, diagnoser – og om at skrive som en måde at forbinde sig på. “Jeg kan føle, at jeg får downloads ovenfra. Det kan være, jeg går i skoven, eller jeg ligger på gulvet. Så kommer det bare.” For Joan handler skrivningen om at være i kontakt med noget større.�Om at lade sproget komme fra kilden — fra både himmel og jord. ✍️ Hun skriver alt i hånden, igen og igen, indtil sproget lyder, som musik næsten.�Det er sådan hendes seneste roman Possis (forlaget Em, 2025) blev til. – “Jeg føler, jeg skal skrive, fordi der er noget, der er vigtigere end mig selv.” forlaget em glæder sig over at udgive en forfatter som Joan – stemmer, der ikke taler for at larme, men for at skabe mening. 💫 Læs artiklen om Joan Kirk Jensen i Jyske Vestkysten. https://jv.dk/varde/joan-faar-downloads-fra-himlen 📖 Og læs mere om hendes Possis her. https://forlagetem.dk/ #uDkAnt #forlagetem #JoanKirkJensen #danskpoesi #danskprosa #litteratur #sprogogsamfund #erkendelse #forfatterliv #vestkysten #Varde #Possis
    JV.DK
    Joan får downloads fra himlen
    Efter år med dæmoner, diagnoser og tavshed skriver Joan Kirk Jensen ord, hun fornemmer som lys i kroppen. Hun vil ikke mere gemme sig, selvom det koster, at stå frem.
    Like
    6
    0 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger
  • Joan Kirk Jensen – ordene som lys i kroppen

    I Jyske Vestkysten fortæller Joan Kirk Jensen om et liv med mørke og med lys.�Om dæmoner, diagnoser – og om at skrive som en måde at forbinde sig på.

    “Jeg kan føle, at jeg får downloads ovenfra. Det kan være, jeg går i skoven, eller jeg ligger på gulvet. Så kommer det bare.”

    For Joan handler skrivningen om at være i kontakt med noget større.�Om at lade sproget komme fra kilden — fra både himmel og jord.

    Hun skriver alt i hånden, igen og igen, indtil sproget lyder, som musik næsten.�Det er sådan hendes seneste roman Possis (forlaget Em, 2025) blev til.
    – “Jeg føler, jeg skal skrive, fordi der er noget, der er vigtigere end mig selv.”
    forlaget em glæder sig over at udgive en forfatter som Joan – stemmer, der ikke taler for at larme, men for at skabe mening.

    Læs artiklen om Joan Kirk Jensen i Jyske Vestkysten. https://jv.dk/varde/joan-faar-downloads-fra-himlen

    Og læs mere om hendes Possis her. https://forlagetem.dk/

    #uDkAnt #forlagetem #JoanKirkJensen #danskpoesi #danskprosa #litteratur #sprogogsamfund #erkendelse #forfatterliv #vestkysten #Varde #Possis
    🌿 Joan Kirk Jensen – ordene som lys i kroppen I Jyske Vestkysten fortæller Joan Kirk Jensen om et liv med mørke og med lys.�Om dæmoner, diagnoser – og om at skrive som en måde at forbinde sig på. “Jeg kan føle, at jeg får downloads ovenfra. Det kan være, jeg går i skoven, eller jeg ligger på gulvet. Så kommer det bare.” For Joan handler skrivningen om at være i kontakt med noget større.�Om at lade sproget komme fra kilden — fra både himmel og jord. ✍️ Hun skriver alt i hånden, igen og igen, indtil sproget lyder, som musik næsten.�Det er sådan hendes seneste roman Possis (forlaget Em, 2025) blev til. – “Jeg føler, jeg skal skrive, fordi der er noget, der er vigtigere end mig selv.” forlaget em glæder sig over at udgive en forfatter som Joan – stemmer, der ikke taler for at larme, men for at skabe mening. 💫 Læs artiklen om Joan Kirk Jensen i Jyske Vestkysten. https://jv.dk/varde/joan-faar-downloads-fra-himlen 📖 Og læs mere om hendes Possis her. https://forlagetem.dk/ #uDkAnt #forlagetem #JoanKirkJensen #danskpoesi #danskprosa #litteratur #sprogogsamfund #erkendelse #forfatterliv #vestkysten #Varde #Possis
    JV.DK
    Joan får downloads fra himlen
    Efter år med dæmoner, diagnoser og tavshed skriver Joan Kirk Jensen ord, hun fornemmer som lys i kroppen. Hun vil ikke mere gemme sig, selvom det koster, at stå frem.
    Like
    Love
    4
    0 Kommentarer 0 Delinger 1K Visninger