Kinas AI-revolution: Et varsel om asymmetrisk disruption The Economist belyser Kinas strategiske paradoks: AI-dominans er en eksistentiel nødvendighed, der samtidig truer den sociale stabilitet. Beijing balancerer nu mellem ekstrem innovation og risikoen for massiv devaluering af verdens største arbejdsstyrke. Tre transformationer vi ikke må ignorere: Hastighed: Værktøjer som Seedance 2.0 har skåret produktionstiden fra uger til dage og reduceret omkostningerne med 90 %. For blot et år siden var mikrodramaer en sjælden vækstlomme i en ellers træg kinesisk økonomi. Industrien omsatte for 100 milliarder yuan og skabte omkring 700.000 jobs. Men i februar ramte den "kreative destruktion" med fuld kraft, da ByteDance lancerede "Seedance 2.0" – en AI-model, der genererer hyperrealistiske videoer næsten øjeblikkeligt. Embodied AI: Inceptios selvkørende lastbiler muliggør 30 % færre chauffører – et kritisk modsvar på en demografi i frit fald. Med 38 millioner chauffører er lastbiltransport rygraden i Kinas logistik. Virksomheder som Inceptio Technology udruller nu systemer, der sparer 3-4% i brændstof og kan reducere behovet for chauffører med 30%. Demografisk tvang: Med en arbejdsstyrke, der halveres mod år 2100, er total automatisering Kinas eneste vej til industriel relevans. Retssystemet slår tilbage: Når algoritmen ikke må fyre dig Som økonomen Cai Fang påpeger, overhaler jobtab nu jobskabelsen. Mens vestlige markeder belønner AI-effektivisering, kæmper Kina med at rumme 320 mio. gig-arbejdere uden sikkerhedsnet. Hvor amerikanske virksomheder ofte belønnes af aktiemarkedet for AI-relaterede fyringer, er situationen i Kina en anden. Staten frygter intet mere end social uro fra millioner af arbejdsløse. Her fungerer retssystemet som en bremse på de mest brutale AI-fyringer. Et nyligt eksempel er 35-årige Zhou, der blev fyret med den begrundelse, at AI kunne overtage hans opgaver. Domstolen gav ham medhold og slog fast, at virksomheder har pligt til at forsøge at omplacere eller efteruddanne medarbejdere, før de må ty til fyresedlen. Selv fagforeningens talerør, Workers' Daily, har været ude med skarp kritik af praksisser som "digital kloning" af ansatte, hvilket viser en politisk modstand mod at lade algoritmerne diktere arbejdsmarkedets regler. Det er et globalt varsel: Teknologisk gevinst risikerer at skabe permanent social asymmetri mellem dem, der ejer teknologien, og dem, der erstattes af den. Link til artiklen : https://www.economist.com/briefing/2026/08/06/chinas-ai-drive-threatens-the-worlds-largest-workforce Ai-video med baggrund i artiklen https://notebook.google.com/notebook/6136e23f-be90-457f-a8df-a842f360343e/artifact/36219e2f-752e-47b5-9180-0a5027834150 Ai-podcast med baggrund i artiklen https://notebook.google.com/notebook/6136e23f-be90-457f-a8df-a842f360343e/artifact/2bcab228-d4b8-4090-b1b5-63f808d8a764

For pokker hvor er det dumt at vente med udbygning af batterinettet. De er en af de bedste måder at skabe buffere på elnettet. Vi har brug for mange og store buffere for at opbygge modstandskraft imod kraftige udsving i energien i el-nettet! https://politiken.dk/danmark/art10921094/I-resten-af-Europa-tror-man-på-batterianlæg.-I-Danmark-ryger-de-om-bag-i-køen

Først lidt baggrund: Det er sommeren 1944. Folkestrejken har lagt København ned. Rygtet spreder sig som en steppebrand til Hedehusene – tyskerne er på vej med forstærkninger til hovedstaden. Ingen ved, om det er sandt, men frygten er reel. Den 1. juli 1944 udspillede der sig et dramatisk stykke lokalhistorie i Hedehusene. København var lammet af folkestrejken, og rygtet lød, at tyske forstærkninger var på vej mod hovedstaden. I Hedehusene besluttede de lokale borgere, at det ikke måtte ske uden modstand. Om aftenen samledes flere hundrede mennesker ved jernbaneviadukten over Roskildevej. Bevæbnet med mod og viljestyrke gik de i gang med at vælte jernbanevogne af sporet for at spærre både jernbanen og vejen mod København. Den første togvogn styrtede ned på Roskildevej med et voldsomt brag. Den anden fulgte efter, men blev mirakuløst hængende fast på viadukten. Ingen vidste dengang, at den var lastet med det livsfarlige kemikalie klorsulfonsyre. Var den også styrtet ned, kunne ulykken have kostet mange menneskeliv. Aktionen var ikke planlagt af en kendt modstandsgruppe som BOPA eller Holger Danske. Det var almindelige borgere fra Hedehusene, der i en ekstraordinær tid valgte at gøre modstand. Dagen efter kom tyskerne for at rydde op. Begivenhederne fik et tragisk efterspil, da den lokale inspektør Fabricius blev skudt af en tysk soldat og senere døde af sine kvæstelser. Historien om de væltede togvogne er derfor ikke blot fortællingen om sabotage under besættelsen – det er også fortællingen om et lokalsamfund, der stod sammen, da Danmark var besat. Har du hørt denne historie før, eller ligger der gamle fotografier og fortællinger gemt hjemme hos din familie? Hedehusene #Lokalhistorie #Besættelsen #1944 #Folkestrejken #Danmarkshistorie Modstandskampen

Den sidste kamp ved Kraghave – da døden kom med ammunitionstoget 29. august 1944 – Klokken er endnu ikke mange denne sensommerdag. På jernbanestrækningen mellem Taastrup og Hedehusene hersker stilheden. Kun fuglene kan høres fra buskadset omkring Kraghave Blokpost. Ingen af de få mennesker, som denne morgen færdes i området, aner at en voldsom ildkamp om få minutter vil koste en ung dansk frihedskæmper livet. Danmark har været besat i mere end fire år. Modstandsbevægelsen kæmper en desperat kamp mod den tyske besættelsesmagt. Våben er en mangelvare, og hvert eneste gevær, hver eneste patron og hver eneste håndgranat kan være forskellen mellem liv og død. BOPA har derfor besluttet at gøre noget, som mange vil kalde vanvittigt. De vil ikke sprænge et tysk ammunitionstog i luften – de vil erobre det. En af mændene er den kun 26-årige Verner Emil Sørensen. I modstandsbevægelsen er han kendt under dæknavnet "Erik". Han er medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og har arbejdet sig op fra chauffør til leder af sin gruppe. Hans kammerater beskriver ham som modig, rolig og handlekraftig. Denne dag bliver hans sidste. Planen er enkel, men livsfarlig. Ved Kraghave Blokpost tager frihedskæmperne opstilling. En af dem bærer en ledvogterkasket, så togets lokomotivfører tror, at det er et almindeligt signal fra jernbanen. I det fjerne høres toget nærme sig. Et tysk ammunitionstog på vej gennem Danmark med en eskorte af tyske soldater. Toget standser. Lokomotivet bliver overtaget, og føreren får ordre til at bakke toget 20-30 meter. Planen er nu, at vagtvognen med de tyske soldater skal komme inden for rækkevidde af modstandsfolkene, der ligger skjult i buskadset. Men noget er helt galt. I sidste øjeblik før toget forlod København, er det tyske vagtmandskab blevet forstærket. Der er langt flere soldater med toget, end frihedskæmperne havde forventet. Så falder de første skud. Pludselig brydes stilheden af maskingeværild. Kugler flænser luften omkring blokposten. Tyskerne besvarer øjeblikkeligt ilden fra togets vogne. Flere af soldaterne skyder ned mod buskadset, hvor modstandsfolkene ligger skjult. To af sabotørerne forsøger nu det umulige. De kravler ind under jernbanevognene med håndgranater. Planen er at kaste dem op gennem gulvet i vognen med de tyske soldater. Men tyskerne opdager dem og begynder at skyde direkte ned gennem vognbunden. Kampen er tabt. Frihedskæmperne giver ordre til tilbagetrækning. I det samme springer en tysk soldat ned fra toget med sin maskinpistol. Midt i den hektiske tilbagetrækning bliver Verner Emil Sørensen ramt af de dræbende skud. Han rejser sig aldrig igen. Hans kammerater må flygte og efterlade deres faldne ven ved jernbanesporet. Det tyske ammunitionstog fortsætter mod Roskilde med én dræbt og én hårdt såret tysk soldat ombord. Aktionen mislykkedes. Men historien døde ikke med Verner Emil Sørensen denne augustdag i 1944. I dag passerer tusindvis af mennesker dagligt området mellem Taastrup og Hedehusene uden at kende historien om den unge mand, som satte sit eget liv på spil for Danmarks frihed. Hans mindesten står stadig ved Kraghave som et stille vidnesbyrd om den pris, som nogle måtte betale. Når vi taler om besættelsen, er det ofte de store historier, vi husker. Men Danmarks historie blev også skrevet ved små blokposter, på mørke jernbanespor og af ganske almindelige unge mennesker, som traf et ganske usædvanligt valg. Verner Emil Sørensen blev kun 26 år gammel. Han nåede aldrig at opleve den 5. maj 1945. Men han var med til at gøre den mulig. "Man dør kun den dag, man bliver glemt." Æret være hans minde.

Skraldespanden som råstofkilde: Europas skjulte lagre Cirkulær økonomi er gået fra altruisme til benhård industripolitik. De nyeste "Circular Snapshots" fra Ellen MacArthur Foundation understreger, at ressourcekontrol og cirkulær værdiskabelse er fundamentet for fremtidens konkurrenceevne. 3 indsigter: Urban Mining: Genanvendelse af EV-batterier kan reducere behovet for lithium med 25% og kobolt med 40%. Med et markedspotentiale på $91 mia. i 2034 er vores affaldsstrømme de nye miner for kritiske råstoffer. Bio-baseret værdi: Vi skal se ud over plast-erstatning. Ved at holde bio-materialer i brug længere sikres en højere "domestic value capture" i de producerende lande frem for eksport af billige råvarer. Professionelle job: 142 mio. mennesker arbejder cirkulært, men 74 mio. er uformelle. Professionalisering er afgørende for at sikre den kvalitet og sikkerhed, som industrielle lukkede loops kræver. Koblingen mellem "Urban Mining" og en formel, kvalificeret arbejdsstyrke er det direkte svar på Critical Raw Materials Act. Når lande som Skotland importerer 2/3 af deres kritiske råstoffer, er cirkularitet ikke længere et valg, men en nødvendighed for forsyningssikkerhed og modstandsdygtige værdikæder. Find de fulde rapporter hos Ellen MacArthur Foundation. https://youtu.be/-3fQpWGwn5U?si=mrSImKcT9ICXO37H

Er AI ved at svække din evne til at tænke selv? - Bruger du AI til at tænde for din hjerne, eller til at slukke for den? Vi oplever et massivt fald i kognitiv tålmodighed. Når løsningen altid er et "prompt" væk, risikerer vi at miste evnen til at håndtere kompleksitet og tænke selvstændigt. Studiet "Critical Thinking in the Age of Artificial Intelligence" (Bari et al.) viser en direkte sammenhæng mellem vores AI-vaner og objektive logiske færdigheder (Critical Thinking Score – CTS). Her er 3 afgørende fund: Tålmodigheds-underskuddet: Der er en negativ korrelation (r = -0.36) mellem tabt tålmodighed og logisk præstation. Jo hurtigere vi kræver et svar, jo dårligere bliver vi til at ræsonnere. Den gyldne middelvej: "Mixed-strategy users" klarede sig bedst i studiet. De bruger AI med intention frem for blind afhængighed, hvilket beskytter deres kognitive autonomi. Kognitiv aflastning: AI bruges ofte for bekvemmelighed, hvilket fjerner den "produktive kamp". Uden denne mentale modstand svækkes de processer, der er fundamentale for dyb analyse. AI gør os ikke nødvendigvis dummere, men vores vaner kan gøre det. Hvis vi bruger AI som en sovepude for tanken, svækkes vores kritiske sans. Hvis vi derimod bruger den som en samtalepartner, der udfordrer os, kan den styrke os. For at bevare din intellektuelle skarphed i maskinens tidsalder bør du adoptere en "human-in-the-loop"-strategi: Gør altid et forsøg selv: Brug to minutter på at løse opgaven eller strukturere tanken, før du spørger AI. Aktivér System 2: Vær skeptisk over for AI-svar, der virker for "nemme" eller flydende. Bevar den produktive kamp: Se mental anstrengelse som et sundhedstegn for din hjerne, ikke som spildtid. Hvis teknologien erstatter din refleksion frem for at understøtte den, risikerer du en gradvis intellektuel svækkelse. Læs hele rapporten her : https://arxiv.org/pdf/2604.18590

1) Først defineres “os” og “dem” — og det bruges til at legitimere magt Fascistisk inspireret nationalisme starter ofte med en fortælling om, at nationen er truet: af andre lande, “fremmede”, mindretal, politiske modstandere og “svage” interne fjender. Udefra ser det ud som kultur og identitet; indefra bliver det et politisk våben. I praksis ender det typisk sådan her: Staten eller bevægelsen hævder at repræsentere “hele nationen”, ikke uenige borgere. Modstandere omtales som ikke-nationelle, korrupte eller skadelige. Kritik bliver ikke “uenighed”, men “angreb på nationen”. Det skaber en psykologisk og politisk tilladelse til hårde midler. 2) Udefra: man presser andre lande, og man gør krig til noget “nødvendigt” Den blanding gavner sjældent fred. Fascistiske nationalister bruger ofte udenrigspolitik til at skabe sammenhold og distrahere fra problemer. Historisk ses det ofte som: Krav om territorier (“vi har historisk ret” / “de burde være en del af os”). Trusler og aggression mod nabolande. Opbygning af militær og “en stærk hånd”-retorik. Propaganda, der fremstiller krig som forsvar eller oprydning. Eksempler: Nazityskland (1930’erne-40’erne): Nationalistisk ideologi koblet til fascistisk magtlogik. Jødere, andre grupper og “indre fjender” blev udpeget, og udadtil blev ekspansion og krig gjort til “genopretning” af nationens storhed. Det endte i invasioner og massedød. Italien under fascisterne (1920’erne-40’erne): Nationalisme koblet med fascistisk styreform gav ekspansion og undertrykkelse i kolonier/krige (fx i Afrika), med en retorik om civilisationsmission og national storhed. Andre autoritære nationalprojekter: Selv når de ikke var identiske med fascisme, brugte de ofte samme skabelon: nationen er truet → stærk leder → fjender udpeges → udadtil pres/ekspansion. Pointen er ikke at “nationalisme altid fører til krig”, men at når den får fascistisk logik (én sandhed, én vilje, ingen plads til uenighed), så bliver aggression mere sandsynlig og mere “acceptabel” i offentligheden. 3) Internt: “fjendebilleder” flytter sig hurtigt fra uenighed til udryddelse eller systematisk udelukkelse Fascisme-nationalisme har ofte en tendens til at eskalere. Man starter med at definere “forkerthed”, og når man har gjort det legitimt at udelukke, bliver næste skridt hårdere. I praksis ses: Lovgivning, der fratager rettigheder (borgerskab, arbejdsmuligheder, politisk deltagelse). Overvågning af “ikke-tilhørsende”. Propaganda, der normaliserer diskrimination som “nødvendig”. Vold: fra overfald og terror mod “fjender” til mere organiseret undertrykkelse. Nazityskland er det mest ekstreme eksempel, hvor ideen om et “rent” fællesskab blev koblet med statens apparat til masseforfølgelse og folkedrab. Men princippet — at staten får lov til at behandle mennesker som et problem, ikke som borgere — ses også i andre varianter af fascistisk nationalisme. 4) Hvordan det virker “udefra”: det skaber også international destabilisering Når man politisk bygger sin legitimitet på at “vi er de rigtige, og de andre er forkerte”, så bliver verden hurtigt en kampplads. Fælles praksiseffekter: Diplomati bliver mindre værd end styrkedemonstrationer. Internationale aftaler bliver brudt, hvis de hindrer “nationens” mål. Konkrete konflikter bliver sværere at løse, fordi man ikke forhandler med “modstandere”, men med “fjender”. Med andre ord: blandingen gør konflikter mindre forhandlede og mere absolutte. 5) Rollen af propaganda: man gør adfærd “normal” ved at gøre den moralsk En stor del af faren er, at det ikke kun er magthavere der gør noget — det bliver bredt accepteret, fordi fortællingen giver moralsk dækning. Typiske greb: Man pynter aggression som forsvar. Man kalder undertrykkelse for “renselse” eller “beskyttelse”. Man beskriver ofre som årsagen til deres egen lidelse. Man omtaler demokratiske institutioner som svage eller korrupte. Det gør, at udefra kan man se, at handlinger eskalerer uden at der kommer modstand “fra folket” — fordi modstand fremstilles som illoyal. Samlet konklusion (den korte kerne) Historisk har fascisme-blandet nationalisme typisk ageret sådan “udefra”: Den udpeger fjender og gør “national enhed” til højeste værdi. Den gør uenighed til angreb på nationen. Den legitimerer udenrigspres og krig som genopretning/forsvar. Den eskalerer internt til systematisk udelukkelse og i værste fald massevold. Hvis du vil, kan jeg lave forklaringen som et konkret “case-for-caset” overblik (fx Tyskland og Italien) — eller mere generelt, så den kan bruges som tekst i en opgave. Hvad skal den bruges til?

Jeg har svært ved at se, at det var særligt gennemtænkt at hædre en ukrainsk enhed med en titel, der henviser til UPA. Uanset hvordan man ser på historien, er det et emne, der vækker stærke følelser i Polen, hvor mange stadig forbinder UPA med nogle af Anden Verdenskrigs værste overgreb mod polske civile. Det ændrer dog ikke på, at både Ukraine og Polen har en fælles interesse i at håndtere uenighederne med omtanke. En eskalering af konflikten gavner først og fremmest Vladimir Putin. Enhver sprække mellem to af Ruslands vigtigste modstandere vil blive udnyttet politisk, diplomatisk og propagandamæssigt. Det er samtidig værd at huske, at Polen i dag har en regering og en præsident fra hver sin politiske fløj, som ofte er uenige om både indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål. Derfor bør man være varsom med at opfatte enhver udmelding fra præsidentembedet som udtryk for den samlede polske linje. Historien skal hverken glemmes eller omskrives. Men Europas frihed og sikkerhed kræver, at Polen og Ukraine fortsætter dialogen og samarbejdet. Begge lande står over for en langt større udfordring i form af Ruslands fortsatte angrebskrig mod Ukraine og Kremls forsøg på at skabe splittelse mellem Europas demokratier. Netop derfor bør alle involverede parter tænke sig grundigt om, før de træffer beslutninger eller kommer med udmeldinger, der risikerer at gøre gamle sår dybere og nye konflikter større.

Kernekraft møder stor stadig modstand, mens faktisk dør flere af vindkraft end atomkraft. Holdningen til atomkraft har historisk været vidt forskellig i de europæiske lande, og sådan vil det også være i fremtiden. I dag har 12 ud af de 27 EU-lande atomkraft, og ni lande har planer om at bygge nye værker – heriblandt Polen, som ikke tidligere har haft kernekraft. Både i lande med og uden atomkraft blusser diskussionen om fordele og ulemper ved energikilden op med jævne mellemrum. I debatten flyver en lang række postulater rundt i luften, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er sandheder og myter. - Men hvor sikker er atomkraften egentlig, hvordan løser vi problemet med det radioaktive affald, og kan kernekraften overhovedet konkurrere med sol- og vindkraft? Ja, det kan den - biproduktet ved at producere EL via atomkraft, er produktion af fjernvarme fra reaktorens kølevand, i stedet for at lede vandet ud i havet. 🧐 Nu har videnskaben fældet dom over den kontroversielle energiform... for eller imod - læs artiklen og bedøm selv udfra din overbevisning! #Socii #atomkraft #solenergi #vindenergi #klimaaftryk #fjeernvarme

KAOSINGENIØRERNE af Giuliano da Empoli da Empoli skriver interessante ting. Hans Troldmanden fra Kreml er en roman, selvom den ikke virker sådan. Rovdyrenes Tid er heller ikke at foragte. Men lige nu sidder jeg med Kaos-Ingeniørerne, som er spændende og egentlig ret uhyggelig læsning. Den handler om politik. Om algoritmer. Om manipulation. Om magt. Om hvordan kaos i fysikkens forstand kan udnyttes, og hvordan den er blevet det. I stedet for at beskrive, vil jeg mest diske op med nogle citater, som ikke er de eneste interessante i bogen. Den bør være på pensum i gymnasiet eller på uni, og tvangslæsning for alle politikere af den mere sædvanlige slags. Så er de advaret. Som Mark Twain engang sagde: A lie can run around the world before the truth has got her boots on. I Empolis version, fakta inkl.: 'Ifølge forskerne er en faktabaseret artikel seks gange så lang tid om at nå 1500 personer på de sociale medier som et stykke fake news.' 'En undersøgelse foretaget af New York Times har vist en sammenhæng mellem brugen af Facebook og vold mod flygtninge i Tyskland. Ved at nærstudere de seneste to års mere end tre tusind registrerede overfald kunne forskerne konstatere, at antallet af hændelser var direkte forbundet med Facebooks popularitet.' ... og det var både i by og på land. Som vi selv kan se det nu i anden ombæring, har Trump, som fint beskrevet af Bannon 'en narrativ opfattelse af sandheden.' Midten er ligegyldig - budskaber der forener folk er ligegyldige - det handler om at splitte folk på den mest opsigtsvækkende måde. For at få flertal skal man ikke søge mod midten men samle yderfløjene. Og man skal ikke slå sig til tåls med, at selv trumpeten kreperer på et tidspunkt. Når først vælgerne har vænnet sig til sig nationalpopulismens hårde stoffer, går de næppe tilbage til de traditionelle partiers kamillete men vil have nyt og måske endnu stærkere. Og så er der lidt om Facebooks fantastiske 'lookalike audience builder, som kan identificere 'de modtagelige' brugere. Her i forbindelse med Brexit. Det bruges så ikke til at samle folk om noget fælles - ikke engang laveste fællesnævner - men om at 'ophidse lidenskaberne i det størst mulige antal målgrupper for så at slå dem sammen - givetvis uden deres vidende.' Big data bruges til at identificere personer, som kan være modtagelige ud fra deres individuelle karakteristika og så skræddersy opslag henvendt til dem personligt, hvor Zuckerberg stillede teknikere til rådighed for at kunne dette og sende 5,9 millioner forskellige beskeder mod Hillary Clintons 66k i samme periode. Facebook er altså brugt til at påvirke valgkampen direkte - og det er ikke engang russerne. Vores data indsamles og bruges til politisk påvirkning helt ned på individ-niveau. Intet handler om, hvorvidt noget er sandt - det er simpelthen totalt ligegyldigt. Det handler om opmærksomhed, klik, og der virker både perfide angreb på modstandere og fake news og skræmmekampagner meget bedre. Som Stuart Mill engang skrev: 'Alt hvad ondskaben behøver for at sejre, er at gode mennesker ser passivt til.' Og det er unægtelig en sandhed, der har været afprøvet om og om igen. Mange steder. En meget væsentlig pointe er at politik handler om kontrol. Altså folk egen oplevelse af at have kontrol med deres egen skæbne uden at være prisgivet alt muligt. Demokrati er en sikring af en aktie i kontrol. De kaosorienterede sælger deres ting på at foregive vælgerne direkte kontrol - udenom et repræsentativt demokrati, som de føler har svigtet og er en lille indspist elite, der hygger sig med sig selv. Hvad man nok i en vis grad kan nikke genkendende til, ligesom frustrationen over ikke at have indflydelse på noget som helst. 'Den herskende klasse' rører ikke en finger for at sikre andre end sig selv¸ og så er det egentlig ret let at få næsten hvemsomhelst med på vognen. Der er endda flere rigtige mennesker, der sælger deres profiler på fx Facebook - på kontrakt - som platforme for ekstreme grupper, end man lige tror. Konklusionen er nærmest som udtrykt af Woody Allen: I den teknologiske narcissismes tidsalder 'har de onde uden tvivl forstået noget, som de gode ikke har.' F.eks. at vrede har en formidabel energi, som kan høstes og bruges, og at vrede mest stammer fra en følelse af magtesløshed. Nogle er rigtig gode til at kanalisere den vrede. Og det er så kun små citater. Læs hele bogen. Den er det værd. Kan lånes på bib. Politikens Forlag, ISBN 978-87-400-9993-5. https://bibliotek.dk/materiale/kaosingenioererne_giuliano-da-empoli-f-1973-/work-of%3A870970-basis%3A143069907?tid=u9ipD1781002805740196440571