Refleksioner over det digitale fællesskab
Jeg har i den sidste tid gået og reflekteret over vores måde at være på sociale medier på. Vi er jo mere forbundne end nogensinde før, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at vi paradoksalt nok er blevet mere distancerede i vores interaktion.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg overvejer, om det er tid til at trække mig.
Misforstå mig ikke – jeg bliver glad for et like, og det er dejligt at vide, at man bliver set. Men for mig er et like kun en overfladisk anerkendelse; det er et hurtigt signal, men det er ikke en samtale. Jeg er ikke kommet herind for at samle på digitale tommelfingre, men for den gnist, der opstår, når vi rent faktisk skriver med hinanden. Jeg er her for de interessante debatter, for de skæve perspektiver og for den fælles refleksion, der kan flytte os alle sammen lidt.
Det, der gør mig mest eftertænksom, er kontrasten i vores interaktion. Vi er jo rigtig gode til at skrive kommentarer, når det er overfladisk. Når der er tale om småsnak, hurtige anerkendelser eller opslag, der ikke kræver, at man forholder sig til noget komplekst, så flyder det. Men i det øjeblik et opslag kræver refleksion, en holdning eller et ønske om reel dialog, så opstår passiviteten.
Det føles som om, vi er blevet “passive tilskuere” til hinandens tanker. Vi scroller, vi læser, og vi nikker måske anerkendende bag skærmen – men vi glemmer at stoppe op, reflektere og skrive den kommentar, der rent faktisk kan starte en samtale.
For mig er det netop i den dialog – der hvor vi tør forholde os til tingene – at de nye netværk og de stærke forbindelser bliver skabt. Hvis vi kun læser uden at reagere, mister de her platforme deres værdi som sociale rum og bliver i stedet til digitale opslagstavler, hvor vi bare kigger på hinanden på afstand.
Jeg savner substansen. Jeg savner, at vi tør udfordre hinanden, spørge ind og dele vores tanker, så vi kan skabe noget sammen, fremfor blot at observere hinanden på afstand.
Er jeg den eneste, der føler, at vi er gået i stå i passiviteten og er der andre herinde, som også savner, at vi genfinder samtalen og den ægte, reflekterede interaktion?
Jeg har i den sidste tid gået og reflekteret over vores måde at være på sociale medier på. Vi er jo mere forbundne end nogensinde før, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at vi paradoksalt nok er blevet mere distancerede i vores interaktion.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg overvejer, om det er tid til at trække mig.
Misforstå mig ikke – jeg bliver glad for et like, og det er dejligt at vide, at man bliver set. Men for mig er et like kun en overfladisk anerkendelse; det er et hurtigt signal, men det er ikke en samtale. Jeg er ikke kommet herind for at samle på digitale tommelfingre, men for den gnist, der opstår, når vi rent faktisk skriver med hinanden. Jeg er her for de interessante debatter, for de skæve perspektiver og for den fælles refleksion, der kan flytte os alle sammen lidt.
Det, der gør mig mest eftertænksom, er kontrasten i vores interaktion. Vi er jo rigtig gode til at skrive kommentarer, når det er overfladisk. Når der er tale om småsnak, hurtige anerkendelser eller opslag, der ikke kræver, at man forholder sig til noget komplekst, så flyder det. Men i det øjeblik et opslag kræver refleksion, en holdning eller et ønske om reel dialog, så opstår passiviteten.
Det føles som om, vi er blevet “passive tilskuere” til hinandens tanker. Vi scroller, vi læser, og vi nikker måske anerkendende bag skærmen – men vi glemmer at stoppe op, reflektere og skrive den kommentar, der rent faktisk kan starte en samtale.
For mig er det netop i den dialog – der hvor vi tør forholde os til tingene – at de nye netværk og de stærke forbindelser bliver skabt. Hvis vi kun læser uden at reagere, mister de her platforme deres værdi som sociale rum og bliver i stedet til digitale opslagstavler, hvor vi bare kigger på hinanden på afstand.
Jeg savner substansen. Jeg savner, at vi tør udfordre hinanden, spørge ind og dele vores tanker, så vi kan skabe noget sammen, fremfor blot at observere hinanden på afstand.
Er jeg den eneste, der føler, at vi er gået i stå i passiviteten og er der andre herinde, som også savner, at vi genfinder samtalen og den ægte, reflekterede interaktion?
Refleksioner over det digitale fællesskab
Jeg har i den sidste tid gået og reflekteret over vores måde at være på sociale medier på. Vi er jo mere forbundne end nogensinde før, men jeg kan ikke slippe følelsen af, at vi paradoksalt nok er blevet mere distancerede i vores interaktion.
Jeg må være ærlig og sige, at jeg overvejer, om det er tid til at trække mig.
Misforstå mig ikke – jeg bliver glad for et like, og det er dejligt at vide, at man bliver set. Men for mig er et like kun en overfladisk anerkendelse; det er et hurtigt signal, men det er ikke en samtale. Jeg er ikke kommet herind for at samle på digitale tommelfingre, men for den gnist, der opstår, når vi rent faktisk skriver med hinanden. Jeg er her for de interessante debatter, for de skæve perspektiver og for den fælles refleksion, der kan flytte os alle sammen lidt.
Det, der gør mig mest eftertænksom, er kontrasten i vores interaktion. Vi er jo rigtig gode til at skrive kommentarer, når det er overfladisk. Når der er tale om småsnak, hurtige anerkendelser eller opslag, der ikke kræver, at man forholder sig til noget komplekst, så flyder det. Men i det øjeblik et opslag kræver refleksion, en holdning eller et ønske om reel dialog, så opstår passiviteten.
Det føles som om, vi er blevet “passive tilskuere” til hinandens tanker. Vi scroller, vi læser, og vi nikker måske anerkendende bag skærmen – men vi glemmer at stoppe op, reflektere og skrive den kommentar, der rent faktisk kan starte en samtale.
For mig er det netop i den dialog – der hvor vi tør forholde os til tingene – at de nye netværk og de stærke forbindelser bliver skabt. Hvis vi kun læser uden at reagere, mister de her platforme deres værdi som sociale rum og bliver i stedet til digitale opslagstavler, hvor vi bare kigger på hinanden på afstand.
Jeg savner substansen. Jeg savner, at vi tør udfordre hinanden, spørge ind og dele vores tanker, så vi kan skabe noget sammen, fremfor blot at observere hinanden på afstand.
Er jeg den eneste, der føler, at vi er gået i stå i passiviteten og er der andre herinde, som også savner, at vi genfinder samtalen og den ægte, reflekterede interaktion?