Jorden ophober varme hurtigere og hurtigere, hvilket øger risikoen for yderligere opvarmning i de kommende årtier, viser den nye internationale statusrapport Indicators of Global Climate Change, som netop er offentliggjort. https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14990342?lang=da&publisherId=13559149

Den aktuelle sag i SF, hvor et medlem og folkevalgt på Frederiksberg (LK) kritiserer forkvindens (POD) ansættelsen af en ministerrådgiver, er et godt eksempel på, hvordan "det progressive fængsel"/dogmatisme i praksis forhindrer venstrefløjens politiske udvikling. Først til spørgsmålet om, hvorfor jeg mener LKs holdninger/reaktion stammer fra "det progressive fængsel". Det progressive fængsel bygger på to primære dogmer: verden fortolkes i absolutter og der er mistro til ledelsen. LK bygger sin kritik på, at ministerrådgiveren tidligere har krænket hende (og andre kvinder). LK skelner ikke mellem grader af krænkelser, og vi ved derfor ikke "hvor grov en krænkelse" hun har været udsat for. Vi ved, at den pågældende person fratrådte sin stilling, så krænkelsen har været alvorlig nok til, at der i 2020 skulle reageres på den. Selvom krænkelsen ikke dengang blev meldt til politiet, kan fraværet af en politianmeldelse være en del af et uformelt forlig, hvor manden stopper i sin stilling og til gengæld anmeldes krænkelsen ikke. Der kan altså være tale om alt mellem en upassende bemærkning og en grov voldtægt suppleret med dødstrusler. For LK er det irrelevant, hvor grov en krænkelse der er tale om. Hun ønsker, at omverdenen alene forholder sig til, at der er sket en krænkelse, og at hun ikke skal gentraumatiseres ved at støde ind i manden i sit politiske arbejde. Krænkelsen bliver puttet ind i boks, hvor der ikke eksisterer nuancer eller grader af handling, den bliver "absolut". Forholdet mellem forbrydelse og straf vil normalt være genstand for politisk opmærksomhed og diskussion, men den diskussion kommer aldrig i gang her. Vi kender ikke forbrydelsens omfang og karakter, og må tage LKs udmelding for gode varer - straffen er ikke hård nok. Det fører os til det næste dogme, som handler om mistillid til ledelsen. Vi må antage, at POD kender til den konkrete karakter af den krænkelse LK blev udsat for. POD var nemlig med til at håndtere sagen tilbage i 2020. Dvs. at POD har (som en af de eneste udover LK) mulighed for at vurdere forholdet mellem forbrydelsen og straffen. Hun har på den baggrund vurderet, at straffen er udstået. POD må i sine overvejelser have vægtet både krænkelsens karakter, den efterfølgende straf, LKs forventede reaktion og kvaliteten af den rådgivning hun forventer at kunne få ved ansættelsen. Dvs. at "alt taget i betragtning" vil ansættelsen af den pågældende person øge mulighederne for at gennemføre SF-politik i et omfang som mere end opvejer LKs følelser af gentraumatisering. Denne beslutning træffer POD som leder af SF, som minister og som den formelt vigtigste person i gennemførslen af socialisme i Danmark. Når LK går op imod PODs beslutning, er budskabet det omvendte. LKs følelser og mulige gentraumatisering er et vigtigere hensyn end at få gennemført SFs politik i regeringen og folketinget. LK har indlysende ikke lyst til at redegøre for hvad krænkelsen gik ud på, og på samme måde er POD afskåret fra at forholde sig til det konkrete. Det burde være simpelt at tage stilling: Manden er straffet, der er gået 6 år siden da, POD er valgt til at lede et politisk projekt, og fællesskabets behov bør (som socialister) vægtes højere end individets behov. Det ser anderledes ud i DPF: Her arbejder vi ikke med nuancerne i krænkelsen, ligesom vi ikke stiller spørgsmålstegn ved den subjektive oplevelse af en krænkelse. Hertil kommer at vi som udgangspunkt har mistillid til ledelsen, hvilket forklarer hvorfor LKs kritik kan vinde forståelse og opbakning blandt SFs progressive medlemmer. Støtte til LK er det lette valg, fordi vi dermed vælger side med den svageste part i konflikten. Når vi som progressive i forvejen leger med tanken om, at SF primært er i regering fordi nogen vil have en ministerpost og ikke fordi det er bedst for Sf, så er virker det fornuftigt at vælge side med LK i konflikten. Det som den progressive overser, er 1) at vi bytter gennemførsel af socialistisk politik til fordel for enkelte personers følelser, og 2) at vi fratager ledelsen dens ledelsesret. LK kunne søge en løsning ved at kontakte POD og bede hende sikre, at LK og den pågældende person ikke møder hinanden. Når LK søger konfrontationen i offentligheden skylder det formentligt, at hun mentalt er låst i det progressive fængsel, hvor der dels arbejdes i absolutter, dels som udgangspunkt er mistillid til ledelsen og hvor der i høj grad sættes lighedstegn mellem subjektive oplevelser og samfundsstrukturer. Vi kender ikke sagens reelle indhold, og LK har dygtigt etableret et paradigme hvor vi enten støtter hendes kritik, eller afslører os selv som kyniske, onde magtmennesker. https://www.dr.dk/nyheder/politik/i-sf-plejer-man-ikke-staa-paa-kraenkerens-side-det-goer-man-her

Dagens Arne : Hvor er alle sommerfuglene når det regner? I solen flakser de om mig De sætter sig på ribsbusken og folder dydigt vingerne sammen De stiger to og to mod det blå og binder ellevilde sløjfer af luft om hinanden Gedehamsen knitrer sin gul-sorte advarsel Hvepsefluen viser sit frygtelige hvide ansigt så blottet for træk som en snebold. Bredtægerene hægter sig mageligt sammen Triungulinerne vifter med alle de små forben for at lokke jordbien ned så de kan springe op og gribe fat om dens bugpels. I solskin er haven levende og alle buskene summer De første dråber falder sørgmodigt Endnu i faldet lukket om sig selv i en glitrende dråbe Men i nedstyrtningen i regnvandstønden splintret og udslettet. Og haven ligger tømt tilbage. Jeg har prøvet at følge sommerfuglene når de forsvinder i regnen. Jeg har set efter på bladenes underside og i læ under græsstrå. Jeg har skrabet i jorden og spejdet op under tagskæg Men de er der ikke. Sidder de som sammenrullede paraplyer i en garderobe et sted under skræppebladene? Har de knyttet sig sammen til næsten usynlige vingekugler? Skifter de farve så man ikke kan se dem når de kliner sig ind mod træets bark? De er der ikke. De er ikke i vores verden. Når de kan lugte en regndråbe falde glider de gennem sprækkerne i tiden Løvtæger og urtesvirrefluer Mosskorpioner og løbebiller Stor bredpande og blygrå lavspinder Guldfodet dyndflue og snegleådselsbille – Alle glider de ned i ormehuller og revner og kommer ud på den anden side Alle havens insekter har samme mål. De sætter sig på en bron tosaurus der ligger og grynter i en muddersø engang i kultiden. De folder vingerne ud mod den evige sol De ryster haven af benene De tripper over øglens tykke læderhud De danner summende kredse og danser deres tidsrejsedans indtil et signal gennem tidssprækken fortæller dem at solen er vendt tilbage til menneskenes tid Så folder de sig sammen og glider igen gennem tidssprækken flade som dankort i en pengeautomat og kommer tilbage til mig. De flakser om hjortetrøst De sætter sig på solbærbusken De stiger to og to mod solen og binder usynlige sløjfer om hinanden. ©Arne Herløv Petersen

Datacentres ressourceforbrug – Fra udfordring til kontrolleret vækst Den teknologiske acceleration inden for AI skaber et paradoks: Mens teknologien effektiviserer, presser datacentre vores kritiske ressourcer til det yderste. Grundfos efterlyser nu strammere EU-standarder for at sikre, at den digitale vækst ikke sker på bekostning af den grønne omstilling. Grundfos foreslår følgende prioritering: Vandforbrug: AI-datacentre bruger dagligt 19.000 m3 vand til køling – mere end 100 familiers årlige forbrug. Det kræver radikal optimering for at beskytte lokal forsyning. El-kapacitet: Forbruget stiger fra 4 % i dag til 13 % i 2040. Risikoen er, at datacentrene "æder elektrificeringen op indefra" og fortrænger den øvrige industris adgang til vedvarende energi. Regulering: Grundfos’ foreslåede EU-standarder er ikke en hindring, men en nødvendig sikring af industriens "license to operate". Det rammer en øm tå i dansk politik: Skal vi prioritere tech-giganter eller national industri? Den digitale revolution er ikke en gratis omgang. Den er tung, tørstig og ekstremt energikrævende. Vi står over for et fundamentalt spørgsmål om prioritering: Skal vores digitale livsstil have førsteret til de knappe grønne ressourcer, eller skal vi kræve, at teknologien underlægger sig de fysiske begrænsninger, vores planet og vores energisystem sætter? Læs mere: https://nyheder.tv2.dk/business/2024-05-23-stigende-elforbrug-moeder-modstand-fra-grundfos

Jeg er ikke katolik. Men jeg er vokset op i en familie, hvor både kristendom og andre trosretninger havde deres plads. Derfor har jeg gennem årene også fulgt lidt med i, hvad forskellige paver har sagt om samfundsudviklingen. Jeg har endda en lille samling frimærker fra Vatikanet, flere af dem bestilt direkte fra Vatikanets postvæsen gennem årene. For nylig læste jeg pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica Humanitas. Hvor jeg nikker genkendende til meget - det fik mig så til tasterne her. AI er lidt som trolden, der er sluppet ud af æsken. Ligesom sociale medier kommer vi næppe til at putte den tilbage igen. Derfor giver det efter min mening ikke mening at bruge enorme ressourcer på at forsøge at stoppe udviklingen. Vi bør i stedet fokusere på at bevare kontrollen, opstille rammer og skabe nogle fælles normer for, hvordan teknologien anvendes. AI er lidt som en bowlingbane. Når små børn spiller, kan man hæve banderne i siderne. Ikke for at begrænse spillet, men for at sikre, at kuglen bliver på banen, og at oplevelsen bliver bedre for alle. På samme måde har vi brug for klare spilleregler og rammer for AI. Ikke for at stoppe udviklingen, men for at sikre, at teknologien bruges ansvarligt, etisk og til gavn for mennesker. AI kan bidrage med mange positive ting. Hurtigere informationssøgning, bedre hjælpemidler, effektivisering af rutineopgaver og nye muligheder inden for forskning, sundhed og uddannelse. Men teknologien har også en bagside. Fake news, deepfakes, sexstortion, svindel, påvirkningskampagner og cyberangreb er blot nogle af de områder, hvor AI allerede bliver misbrugt. Samtidig ser vi virksomheder, organisationer og endda offentlige myndigheder, som nogle gange hopper på AI-bølgen for hurtigt. Frem for først at undersøge mulighederne grundigt, teste i mindre skala og inddrage de medarbejdere, hvis arbejdsopgaver bliver berørt, bliver fokus nogle gange alene på besparelser eller effektivisering. Men det rigtige spørgsmål er ikke: “Hvor mange medarbejdere kan vi erstatte?” Det rigtige spørgsmål er: “Hvordan kan dette værktøj skabe værdi, og hvilke faldgruber skal vi være opmærksomme på?” Ofte vil svaret være, at mennesker fortsat skal være en vigtig del af processen. Min holdning har hele tiden været, at mennesket må komme før maskinen. Vi har allerede i mange år oplevet konsekvenserne af dårlige automatiserede systemer. Vi har set bizarre og til tider tragiske fejl i offentlige systemer. Ejendomsvurderingerne er et nyere eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fejlbehæftet system får for stor betydning. I Storbritannien så vi det endnu tydeligere i den såkaldte Horizon-skandale, hvor hundredvis af lokale postmestre blev anklaget for tyveri og bedrageri på baggrund af fejl i et IT-system. Mange fik ødelagt deres liv, mistede deres virksomheder og deres omdømme, fordi systemet blev troet mere end menneskerne. For nogle af de berørte blev konsekvenserne så alvorlige, at de endte med at tage deres eget liv. Det er en brutal påmindelse om, hvad der kan ske, når systemer og processer får større troværdighed end mennesker, og når fejl ikke opdages eller indrømmes i tide. Derfor bør offentlige myndigheder spørge sig selv: Kan AI nedbringe sagsbehandlingstiden? Kan AI frigøre tid til mere borgernær service? Kan AI hjælpe medarbejderne i deres arbejde? Hvis svaret er ja, så er det jo positivt. Men vi må aldrig ende et sted, hvor computere træffer afgørelser, som har afgørende betydning for menneskers liv, uden at et menneske er involveret. Vi må heller ikke glemme en anden udfordring. AI kræver enorme mængder regnekraft, datacentre og energi. Det lægger pres på vores energisystemer og vores infrastruktur. Samtidig ser vi mangel på avancerede komponenter og stigende priser, som også påvirker virksomheder, myndigheder og almindelige forbrugere. Datacentre kan have deres berettigelse, men vi bør også stille spørgsmål om deres energiforbrug, deres samfundsmæssige værdi og hvor meget de reelt bidrager til lokal beskæftigelse og vækst, samt ikke mindst, hvem har adgang til hvilke data - og hvordan bruges de. Der er derfor brug for en ansvarlig, menneskelig og demokratisk tilgang til AI. En tilgang, hvor teknologien tjener mennesket, og ikke omvendt. Teknologien skal være vores tjener, ikke vores herre. Læs gerne pave Leo XIV’s encyklika her: https://www.vatican.va/content/leo-xiv/en/encyclicals/documents/20260515-magnifica-humanitas.html Tro ikke alt du ser…

Tjaee, pensionsalderen stiger, så hvis du skal nå at få en rimelig alderdom, så skal du passe på dig selv!

SKAL VI OPGIVE NEW ORLEANS? KRAVET OM RETTIDIG OMHU I EN SYNKENDE VERDEN OG I DANMARK En ny rapport i Nature Sustainability leverer en dyster profeti: New Orleans risikerer udslettelse. Byen er placeret i et sårbart, "skålformet bassin" under havets overflade, og forskere opfordrer nu de 360.000 indbyggere til strategisk udflytning, før havet træffer valget for dem. De 3 vigtigste pointer: Fremtidens kystlinje: Havet stiger 3-7 meter mod næste årtusindeskifte. Det betyder tab af 75 % af vådområderne og en kystlinje, der rykker 100 km ind i landet. Kulturelt tab: En total flytning truer nabolag og den unikke smeltedigel af spansk, caribisk og americana-arv, der er opbygget gennem generationer. Systemisk sårbarhed: Menneskelig aktivitet og olieindustri har fjernet 3.200 km² naturlig buffer. Tabet øger sårbarheden eksponentielt, da byen står uden forsvar mod storme. En global, strategisk udfordring New Orleans er et varsel. Fra Jakarta og Rotterdam til svenske Kiruna, hvor minedrift tvinger byen til flytning, ser vi fundamentale risici for byudvikling. Klimaflygtninge er en aktuel realitet; 25 % af New Orleans' befolkning er allerede flyttet de sidste 20 år. At vente på katastrofen er som "at tisse i bukserne for at holde varmen". Vi må prioritere rettidig omhu i planlægningen nu, før befolkningens ressourcer er udtømt. Danmark er næste kystkrise – vi ignorerer bare regningen Havet omkring Danmark forventes at stige 0,3–1,0 m frem mod 2100 (op til ~1,5 m i worst case). Læg dertil stormfloder på 2–3 m. På længere sigt taler vi 3–7 m – nok til at ændre landkortet. Konsekvens: Lavtliggende områder, byer og værdier presses. Spørgsmålet er ikke om – men hvor meget vi mister, før vi reagerer. Læs hele analysen her: https://nyheder.tv2.dk/udland/2026-05-26-havet-aeder-sig-ind-paa-amerikansk-by-befolkningen-boer-flytte-inden-det-er-for-sent-lyder-advarslen

<h2>LIVE: Følg kvalifikationen til Canadas Grand Prix</h2>Rivaliseringen mellem George Russell og Kimi Antonelli er intensiveret efter sprintløbet i Montréal. <b>Se Formel-1 Canada Grand Prix</b> Live after kl. 22:00 på Viaplay og TV3+.</b> <h2>Har Max Verstappen mistet gnisten</h2>er det bilen der driller eller er de unge knægte bare mere aggressive i deres kørsel, ligesom han selv var da han startede i Formel-1 og blev verdensmester? George Russell er for tredje år i træk hurtigst på en omgang i Canada - mens Kimi Antonelli må igen i dag nøjes med at være næst hurtigst, mens Norris er nummer tre - præcis som det var i går. Lewis Hamilton så i et kort øjeblik ud til at kunne udfordre top tre, men han måtte afbryde sin sidste omgang og nøjes med en femteplads bag Oscar Piastri. Selvom Hadjar så hurtigere ud i Q2 blev det altså stadig Verstappen, der tog sjettepladsen, mens franskmanden starter syver i morgen. Leclerc var helt ved siden af sig selv, da han kun kunne finde den ottendehurtigste tid. Lindblad vandt kampen fra midten, og Colapinto runder top ti af. #Socii #Formel-1 #Canada

<h2>Mere skeptisk end andre: EU forventer lavere vækst i Danmark</h2>I en ny prognose for den europæiske økonomi har EU-Kommissionen bl.a. zoomet ind på Danmark. Vurderingen er, at dansk økonomi blot vokser en anelse hurtigere end gennemsnittet for hele unionen.

AI-kapløbet og den manglende forbrugertillid i finanssektoren Hovedudfordringen består i at bevise, at teknologien kan skabe bedre kundeoplevelser frem for blot at fungere som et værktøj til effektivisering og besparelser. Rapporten "Fremtidens Finans 2026", udarbejdet af FinansWatch og analysehuset Wilke på baggrund af 1.564 repræsentative interview, belyser en række tendenser i den danske befolkning. Mennesket vs. Maskinen Ifølge eksperter fra både analysebranchen og den akademiske verden er tillid den primære barriere for AI’s gennembrud i kunderådgivningen. Behovet for menneskelig kontakt Christian Hendriksen, lektor ved CBS, påpeger, at danskerne skelner skarpt mellem praktiske småting og store livsbeslutninger: Hverdagen: Chatbots accepteres til mindre, praktiske opgaver og hurtigere svartider. Komplekse beslutninger: Ved store beslutninger, såsom optagelse af huslån, foretrækker kunderne at sidde over for et menneske, de kan se i øjnene. Ansvarlighed: En væsentlig faktor er evnen til at holde et andet menneske ansvarlig, hvilket maskiner ikke kan replikere i kundernes bevidsthed. Analogien til selvkørende biler Udviklingen sammenlignes med udbredelsen af selvkørende biler. Selvom statistikkerne ofte taler til maskinens fordel, er forbrugerne tøvende med at overlade kontrollen. For AI i finanssektoren betyder det, at tilliden først vil flytte sig, når det bliver "overvældende tydeligt", at teknologien er markant hurtigere, billigere og bedre end det menneskelige alternativ. Læs hele den spændende artiklen https://finanswatch.dk/Finansnyt/Forsikring/article19290965.ece