Nr. 155. Dunet Vejbred
Flerårig urt på op til 50 cm's højde. Den er ret almindelig omkring Limfjorden og på Sjælland, i øvrigt er den sjælden. Den ses på overdrev, vejkanter og græsplæner. Rosetbladene er kortstilkede, elliptiske–ægformede,
dunhårede, helrandede og fladt tiltrykte mod jorden. Skaftet den bladløse stængel) er dunhåret, med 2‐5 cm langt, svagt velduftende aks. Kronfligene er hvide og 1,5‐2 mm lange. Støvbladene har rosa tråde og hvide–lilla knapper. Frugten er en kapsel på 3‐4 mm med 2‐4 frø. Blomstring i maj–juli.

De øvrige arter i Vejbredslægten har meget uanselige blomsterstande. Denne art er ganske smuk med sit store, lyserøde aks i toppen.

Dunet vejbred tilhører Vejbredfamilien sammen med Tveskægget Ærenpris (nr. 33) og Tråd-Ærenpris (nr. 135).

Alle vejbred arter betragtes som lægeurter, der bl.a. kunne stoppe blødninger (såvel indvortes som udvortes) og som middel mod diarré og luftvejsbesvær samt mod øjenbetændelse.

Nr. 154. Rundfinnet Radeløv
Køn lille bregne med blade på op til 25 cm's længde. Den optræder i to underarter her i landet. Her beskrives de under ét. Den er sjælden, hyppigst i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm. Den ses på stendiger og klippevægge. Bladstilken og midtribben er mørkt glinsende og rødbrun næsten til spidsen. Bladpladen er 1‐2 cm bred, jævnt tilspidset. Bladafsnittene er ægformede, 2,5‐7,5 mm lange. Sporemodning i juli–oktober.

Bregner er sporeplanter og har ikke blomster. De mikroskopiske sporer spirer til bitte små forkim, hvorpå befrugtningen sker (i vandigt miljø). Den befrugtede plante vokser op til 'bregnen' som vi ser den.

Den tilhører Radeløvfamilien som Murrude (nr. 67)

Nr. 153. Hundepersille
Hundepersille er en variabel urt på op til 2 m's højde. Den er udbredt i hele landet og almindelig i de fleste egne. Den ses på vejkanter, ruderater, lossepladser og i haver. Det er en 1‐2-årig, glat urt. Stænglen er af og til blådugget og noget violet. Bladene er 2‐3 gange fjersnitdelte og glinsende. Skærmene har 10‐20 grene, uden storsvøb. Småsvøbet er ensidigt med 3‐4 lange, ofte hængende blade. Blomsterne er hvide. Frugterne er 3‐4 mm lange med tydelige ribber. Hele planten er giftig og da den findes i haver, er det vigtigt at kunne se forskel på persille og hundepersille. Blomstring i juli–september.

Den afbildede plante er den underart der ses i haver: Have-Hundepersille.

Hundepersille tilhører Skærmplantefamilen som Pastinak (nr. 6), Skvalderkål (nr. 10),
Strand-Mandstro (nr. 21) og Strand-Kvan (nr. 70)

Mange skærmplanter er spiselige og gode, men mange er giftige. Et par af dem er faktisk dødeligt giftige, så spis aldrig en vild skærmplante uden en ekspert ved hånden.

Nr. 152. Leverurt
Leverurt er en opret, flerårig urt på 5‐30 cm's højde. Den er sjælden våde enge, søbredder, i rigkær og grusgrave. Grundbladene er glatte, 1‐5 cm lange, ægformede og med hjerteformet grund. Bladene er ofte hvidspidsede og rødprikkede på undersiden. Blomsterne er hvide,
1,5‐3 cm brede og med gennemskinnelige strenge. Staminodierne (omdannede støvdragere) er frynsede med 7‐15 gulgrønne spidser. Støvfanget er 4-delt. Kapslen er 10‐12 mm lang. Blomstring i juli–september.

I følge signaturlæren (Vorherre viser ved hjælp af planternes særpræg, hvad den enkelte art er god til) må en plante med lever-lignende blade kunne bruges til at helbrede leversygdomme! Jeg skal ikke kunne sige om det passer!

Leverurt tilhører Benvedfamilien som nr. 151 Arktisk Leverurt.

Nr. 151. Arktisk Leverurt bliver op til 15 cm høj. Den er hyppig omkring Narsarsuaq, men er meget sjæden i det øvrige Grønland (findes ikke i DK). Den trives på våd grus- eller tørvebund. Stænglen bære oftest et enkelt, lavtsiddende blad. Grundbladene er glatte, med 1‐3 cm lange, ægformede bladplader. De hvide blomster har svag duft, de er 0,5‐1,5 cm brede, med gennemskinnelige strenge. Staminodierne (golde støvdragere) er frynsede med 7‐15 gulgrønne spidser. Støvfanget er 4-delt. Kapslerne er 6-10 mm lange. Blomster i juli-august.

Den tilhører nu Vedbendfamilien.

Nr. 150. Gåsepotentil
Gåsepotentil er en flerårig urt, der breder sig over større områder med trådfine - op til 80 cm lange - overjordiske udløbere. Den bliver op til 10 cm høj. Den er hyppig på strandbredder og vejkanter. Småbladene sidder i 7‐12 par, de er savtakkede og på undersiden tæt silkehårede, på oversiden ofte med et sølvagtigt skær. Blomsterne er enlige, på lange, hårede stilke. Kronbladene er 8‐12 mm lange, gule, dobbelt så lange som bægerbladene.

Navnet er velvalgt, da urten ofte vokser, hvor gæs græsser.

Både rødder og blade kan spises, men der skal mange rødder til et måltid. Smagen er bedst om foråret - siges det.

I folkemedicinen har den været brugt mod bl.a. maveonde, menstruationssmerter og diarré.

I dag anses den for at tilhøre sin egen slægt Gåsepotentil-slægten, adskilt fra Potentilslægten. Men begge er i Rosenfamilien sammen med bl.a . Agermåne (nr. 31), Kragefod (nr. 80), Nellikerod (nr. 84), Løvefod (nr. 120).

149. Majblomst
Lille, flerårig urt på op til 20 cm i højden. Den er ret hyppig i skove, på overdrev og heder. Stænglen er bleggrøn, foroven med oftest 2 stilkede, hjerteformede og tynde blade. De 8‐20 velduftende blomster sidder i en 1‐4 cm lang klase. Blomsterne er 4‐6 mm brede, hvide, med 4 frie, udstående blosterblade og 4 støvblade. Der en 1 griffel. Bærret er 5‐6 mm bredt, først hårdt, grågrønt, rødprikket, senere mørkerødt. Der er 1‐3 frø i hvert bær.
Giftig. Blomstring i maj–juni.

Majblomst tilhører Aspargesfamilien sammen med bl.a. Kost-Fuglemælk (nr. 138)

Nr. 148. Gyvel
Gyvel er en grøn busk på op til 2 meters højde. Den er hyppig på vejskrænter, overdrev, baneterræn, sandheder og i skovlysninger. Den dyrkes også i stor stil. Grenene er 5-kantede, grønne og tornløse. Øvre blade er hele, nedre blade er 3-fingrede, med 1‐2 cm lange småblade. Der udvikles 1‐2 blomster på ca. 2 cm lange stilke fra bladhjørnerne. Blomsterne åbnes eksplosivt, når et tungt insekt lander på dem. Derved bliver pollen drysset ud over insektet, så befrugtningen forbedres ved biens næste besøg i en gyvel. Bægeret er 2-læbet. Bælgen er 3‐4 cm lang, affladet, sort og åbner eksplosivt, så føene kastes ud. En lav form ses hist og her i Jylland. Blomstring sker hovedsagelig i maj–juni, men enkelte blomster kan ses det meste af året.

Gyvel er giftig. Indtagelse af frøene fører til hovedpine og ved større doser til forstyrrelse af hjerterytmen.

I hårde vintre dør mange buske, det er især udtalt på indlandslokaliteter.

Gyvel tilhører Ærteblomstfamilien sammen med Muse-Vikke (nr. 29), Liden Fugleklo (nr. 41), Hae-Kløver (nr. 49) og Strand-Fladbælg (nr. 90).

Nr. 147. Rødknæ
Denne lille urt gør ikke meget væsen af sig, den bliver blot op til 40 cm høj. Den er hyppig på
sandet bund på vejkanter, ruderater, rydninger, heder og klitter. Den er tvebo (dvs. at der er hanplanter OG hunplanter). Den er næsten altid rødlig i stængler og blade. Rødknæ kan danne store bestande. Stænglen er grenet fra midten. Bladene er 2‐5 cm lange med spydformet basis. Bladranden er jævn, bortset fra spidsen. Blomsterstanden er fågrenet og spredt blomstret. Blomsterne er 1,3‐1,8 mm brede. Blomstring i juni–august.

Arten deles i en del underarter, her ses to af dem.

Rødknæ tilhører Syrefamilien sammen med Dværgsyre (nr. 109) og Almindelig Syre (nr. 110).

Nr. 146 Sol-Stenbræk
Denne smukke urt vokser bl.a. i Island og Grønland, men er aldrig fundet her i landet. Urten er 5‐15 cm høj. Den vokser på fugtig bund i fjeldet, fx på elvbredder. Den er krybende, ofte voksende i åbne måtter. Bladene er lysegrønne til rødlige, linjeforme med enkelte tænder og kirtelhår langs randen. Stænglen er svag og mangebladet, med 1‐2 blomster. Kronbladene er 3‐6 mm lange, gule eller orange med røde prikker, noget længere end bægerbladene. Frugten er en tohornet kapsel - et typisk træk for arterne i Stenbrækslægten. Blomstring i juli–august.