Dagens Arne :

Sidder i læskuret
og ser på vejen:
Under asfalthuden
byens vandrette tarmsystem.
Risten får hikke
af nedfaldne blade.
En bamses afbidte øre
glider i ophøjet ro
på en strøm af lort
ud mod Østersøen.
Intetanende infusorier
går mod den sikre død
på rensningsanlægget.

Inde i mig
det private kloaksystem.
Små skræppende organer:
Pfttt pfttt, siger bugspytkirlen,
når den spytter enzymer.
Plirk plirk,
lyder det fra galdeblæren.
En lille stump banan
glider vemodig nedad.
Et halvt kilo bakterier
tager højstemt afsked med hinanden
før de skal skilles for evig
i en ublid verden.

Inde i husene
kablernes tarmslyng
Vinduer med grå stær
Små hostende kældre.

Skyer slæber navlestrengene efter sig.
Et sted i solens kerne
suger brintatomer sig sammen
mund mod mund
som tyklæbede dybhavsfisk
og sværger, de vil være helium
til det sidste protonhenfald.

Universet er en Storm P-maskine
med løjerlige vippearme og løftestænger
der med kluntet omhu
transporterer den ene evighed
over i den anden.

©Arne Herløv Petersen

På forhånd tak
Url : https://www.youtube.com/watch?v=TSoJ17kUO1Q&list=RDTSoJ17kUO1Q&start_radio=1
Skrevet af Knud Kjølhede Petersen, Hadsund, 2003.

Kender du det at man er ked uden at man ved
Hvordan kan det ske for netop dig spørger jeg
For du virkede så glad ....

Kender du det at miste selvom man ej faktisk viste
Hvordan kan det ske for netop mig spørger jeg
For du virkede så glad ....

Din humør, din glans og din livsbekræftende tro
og glæden ved livet, din formidable rare ro
for din glædes smil gjorde mig blød

og nu er du borte fra jorden
i mit hjerte er du aldrig død

Når jeg lukker mine øjne er livet lyst
Markøren blinker, og alting er tyst
Skærmen er blå, hukommelsen brugt
Vinduerne dugger og pludslig er duggen slugt

Lad mig frekventere dit hjerte!
luk det op og lad mig kravle ind!;
dybt ind i mørket hvor der er mørkest -
lad mig være låst inde dér!; hvor jeg er blind

Selvom vinduerne stadig står åbne om natten og varmen endnu ikke er tændt, så er efteråret uden for døren.
Efteråret er farver, lugten af muld, fugletræk og vind i håret - hvis man har noget.
Billedet er taget på Inderøy, Trøndelag fylke i Midtnorge.

Fin supervisor, nu hvor vi giver vinduerne olie

Det stilner af derude.
Tagrenden drypper som en langsom rytme, og vinduerne er dugget af tid og damp.

Nogle kalder det gråvejr – andre kalder det pause.
Indenfor dufter det af friskbagte boller, lune og let sprøde.
En kop varm kakao venter – blød, mørk og med en sjat noget sødt på toppen.

Man føler sig næsten forkælet af noget så enkelt.
Som om regnen gav lov til bare at være – med tæppe over benene og et knækbrød i hånden.
Smagen af noget trygt, mens himlen vasker verden ren udenfor.


Glutenfri hygge til regnvejrsdage:
https://short-link.me/14g1p

#sommerregn
#glutenfrihygge
#regnvejrsstemning
#varmkakao
#bollerogdråber
#løvegården
#regn
#sommer

Mød Alma – 18 år og forfatterspire med hang til krøllede hjerner og stærke sætninger.

Alma går i 1.g på Sankt Annæ Gymnasium og har skrevet historier, siden hun var helt lille. Ordene har altid været hendes måde at forstå verden på – og give noget tilbage. Hun elsker både selv at skrive og at lytte til andres tekster: “Tekster er som vinduer direkte ind i folks hoveder – ind i deres krøllede hjerner,” siger hun.

Siden 6. klasse har Alma gået til forfatterspire på det lokale bibliotek, og under et ophold på Ollerup Efterskole blev hun introduceret til spoken word og poetry slam – en genre, hun har udforsket lige siden. På efterskolen blev skriveglæden for alvor vakt: med poesiaftener, skrivevalgfag og masser af inspiration.

Den tekst, hun deler her, blev skrevet netop dér – i en magisk efterskoletid.

“Det der driver mig som forfatter,” siger Alma, “er smagen af ordene på tungen, den måde de krøller sig rundt i hjernen og får én til at tænke på helt nye måder. Og så er det bare mega sjovt.”

#forfatter #DanskLitteratur #skrivning #litteratur #kultur #uDkAnt Mød

Dagen i går gik med at slibe, rense og oliere et par af vores mahogni-vinduer
#mahogni #vinduer #husoghave

Island er mærkelig for en dansker. De har åbne vinduer alle steder og varmen er på og det er 5 grader udenfor - det gør heller ikke noget at vandet løber. (Den slags ressourcer koster åbenbart ikke noget). Så snakker de et sprog som er grundlaget for de nordiske sprog og jeg forstår så lidt af det. Og så hedder deres politi “lögreglan” (lovreglen - ho ho) osv. #triokrauka #island2025

Den her kunne jeg ikke modstå at dele :
------------------------------

I dag kom sorgen forbi.

Den sagde ikke noget. Den satte sig bare.
Jeg tilbød den hverken vådt eller tørt.
Jeg havde egentlig håbet, den var gået bort,
at jeg havde knust de sidste salte tårer.

Men dér var den.
Ikke buldrende eller nedbrydende,
men som en skygge uden hast, uden anger,
som en gammel ven, man havde glemt,
men ikke helt har tilgivet.

Jeg prøvede at ignorere den –
det er ikke nu, ikke tid.
Lod blikket glide mod horisonten,
skiftede rum, vaskede hænder,
åbnede vinduer, lukkede tanker.

Men sorgen ventede.
Ikke insisterende,
ej grædende, knugende eller skræmmende.
Bare nærværende –
en tilstedeværelse, en mindesten.

Den havde ingen krav.
Den ville ikke fikses.
Den ville bare mærkes.
Ikke høres, ikke ses.

Og jeg…
jeg gav op.
Ikke i nederlag,
men i overgivelse,
i hengivelse, i accept –
som et væsen, der fik plads.

Jeg lod den sidde ved siden af mig,
uden at forklare, uden at forstå.
Og pludselig kunne jeg trække vejret igen –
som om der var plads til os begge.

Vi spiste sammen,
vi sov i samme krop.
Vi gik tur, uden ord –
en forsoning, en større indsigt.

Og så forstod jeg det;
Det er ikke sorgen, der skal forsvinde.
Sorgen er efterkommer af kærligheden.
Sorgen er mindet, om levet liv

Det er kærligheden, der nægter at dø.
Og kun ved at forstå sorgens væsen,
kan den vise vej til den kærlighed, som var engang –
og som igen kan blomstre.

For sorgen er den samme gren,
hvor kærligheden blomstrede.
Sorg og kærlighed er ikke adskilt,
men uadskillelige.

Tager du imod kærligheden,
vil du møde sorgen.
Og hvis du favner sorgen,
så kommer kærligheden.

©Mads Vang Christensen

Hygger med lys i vinduerne, Hvidstensgruppen II - de efterladte og selvfølgelig popcorn 🎞