Der var engang en ost
Ost er et gammelt ord - ældre end latin, og egentlig noget med vælling
Mælk og mælkeprodukter har været en del af vores liv siden oldtiden. Man ved meget lidt om, hvad folk helt præcist spiste, men nogle gange kan ordene og deres udvikling fortælle noget om vores mad.
Ordet ost er afledt af proto-indoeuropæisk '*iuHs' og var oprindeligt et flydende produkt ligesom vælling. Måske man engang brugte ordet om et syrnet mælkeprodukt ligesom skyr eller et indkogt mælkeprodukt. En tidlig form er '*justaz', og finnerne bruget stadig ordet 'juusto' om mælke- og osteprodukter, der er inddampet eller tørret i en ovn eller over åbent ildsted. Noget kunne tyde på, man længe har spist ost rundt om Østersøen. Englændernes 'cheese' og tyskernes 'Käse' er derimod latin - fra 'caesus', og de har nok lært kunsten at lave ost af romerne. På island hedder ost 'ostur' - vikingerne sagde 'ostr'. Det pudsige her er, at engelsk 'juice' faktisk stammer fra 'ostr', som blev til 'jus' på oldengelsk og derefter til juice, så vikingernes ost har nok været flydende, og måske man i England havde lært at lave fast ost - cheese - af romerne, så det var derfor, man brugte det nordiske ord 'ostr' om andre syrnede mælkeprodukter.
Ost er et gammelt ord - ældre end latin, og egentlig noget med vælling
Mælk og mælkeprodukter har været en del af vores liv siden oldtiden. Man ved meget lidt om, hvad folk helt præcist spiste, men nogle gange kan ordene og deres udvikling fortælle noget om vores mad.
Ordet ost er afledt af proto-indoeuropæisk '*iuHs' og var oprindeligt et flydende produkt ligesom vælling. Måske man engang brugte ordet om et syrnet mælkeprodukt ligesom skyr eller et indkogt mælkeprodukt. En tidlig form er '*justaz', og finnerne bruget stadig ordet 'juusto' om mælke- og osteprodukter, der er inddampet eller tørret i en ovn eller over åbent ildsted. Noget kunne tyde på, man længe har spist ost rundt om Østersøen. Englændernes 'cheese' og tyskernes 'Käse' er derimod latin - fra 'caesus', og de har nok lært kunsten at lave ost af romerne. På island hedder ost 'ostur' - vikingerne sagde 'ostr'. Det pudsige her er, at engelsk 'juice' faktisk stammer fra 'ostr', som blev til 'jus' på oldengelsk og derefter til juice, så vikingernes ost har nok været flydende, og måske man i England havde lært at lave fast ost - cheese - af romerne, så det var derfor, man brugte det nordiske ord 'ostr' om andre syrnede mælkeprodukter.
Der var engang en ost
Ost er et gammelt ord - ældre end latin, og egentlig noget med vælling
Mælk og mælkeprodukter har været en del af vores liv siden oldtiden. Man ved meget lidt om, hvad folk helt præcist spiste, men nogle gange kan ordene og deres udvikling fortælle noget om vores mad.
Ordet ost er afledt af proto-indoeuropæisk '*iuHs' og var oprindeligt et flydende produkt ligesom vælling. Måske man engang brugte ordet om et syrnet mælkeprodukt ligesom skyr eller et indkogt mælkeprodukt. En tidlig form er '*justaz', og finnerne bruget stadig ordet 'juusto' om mælke- og osteprodukter, der er inddampet eller tørret i en ovn eller over åbent ildsted. Noget kunne tyde på, man længe har spist ost rundt om Østersøen. Englændernes 'cheese' og tyskernes 'Käse' er derimod latin - fra 'caesus', og de har nok lært kunsten at lave ost af romerne. På island hedder ost 'ostur' - vikingerne sagde 'ostr'. Det pudsige her er, at engelsk 'juice' faktisk stammer fra 'ostr', som blev til 'jus' på oldengelsk og derefter til juice, så vikingernes ost har nok været flydende, og måske man i England havde lært at lave fast ost - cheese - af romerne, så det var derfor, man brugte det nordiske ord 'ostr' om andre syrnede mælkeprodukter.