English
I min familie har vi altid haft masser af humor - og gerne med en snert af lidt galgenhumor. På en eller anden måde har vi forholdt os til ulykker og død med en tro på, at det nok skulle gå alt sammen.
Da den amerikanske skuespiller og instruktør Woody Allen engang sagde: "Jeg er ikke bange for døden, jeg ønsker bare ikke at være til stede, når det sker," var det en af de udtalelser, jeg fandt oprigtigt morsom. Som om han kunne forholde sig til døden på samme måde, som man melder afbud til en kedelig fest. Citatet stammer fra hans one-act-stykke Death i bogen Without Feathers, udgivet den 12. maj 1975.
Efter mit kollaps på Cypern har jeg dog haft det mere stramt med den udtalelse. Jeg vidste ikke, hvor tæt jeg faktisk var på at dø. Først efter min hjemkomst til Danmark fortalte min datter og min kone, at de – både i deres hjerter og i deres bevidsthed – allerede havde taget afsked med mig. Hospitalet i Larnaca krævede endda, at de skulle underskrive en erklæring om, at der var sandsynlighed for, at jeg ville dø, hvis jeg blev flyttet. En dansk overlæge fik mig dog flyttet til et privathospital to timer derfra, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.
Ambulanceturen fra hospitalet i Larnaca til privathospitalet i Paphos var ubeskriveligt smertefuld. Jeg jamrede hele vejen. Jeg længtes faktisk efter at dø – jeg havde bare ikke tænkt igennem, hvad det egentlig ville betyde.
I dag ser jeg det som et privilegium, at jeg ikke blot pludselig blev revet bort, som jo kan ske for os alle. Vi er jo hele tiden blot et hjerteslag væk fra at dø, men jeg fik lov til efterfølgende at mærke dødens reelle nærvær – og samtidig leve videre. Det har gjort mig taknemmelig og givet mig tid til at reflektere over døden og evigheden - at der stadig er en udløbsdato for livet, som ingen af os kender. Livet er alt for værdifuldt til, at vi ikke tager døden alvorligt. Det har jeg faktisk skrevet en lille bog om. Se den her: https://omsorgsterapi.dk/
Da den amerikanske skuespiller og instruktør Woody Allen engang sagde: "Jeg er ikke bange for døden, jeg ønsker bare ikke at være til stede, når det sker," var det en af de udtalelser, jeg fandt oprigtigt morsom. Som om han kunne forholde sig til døden på samme måde, som man melder afbud til en kedelig fest. Citatet stammer fra hans one-act-stykke Death i bogen Without Feathers, udgivet den 12. maj 1975.
Efter mit kollaps på Cypern har jeg dog haft det mere stramt med den udtalelse. Jeg vidste ikke, hvor tæt jeg faktisk var på at dø. Først efter min hjemkomst til Danmark fortalte min datter og min kone, at de – både i deres hjerter og i deres bevidsthed – allerede havde taget afsked med mig. Hospitalet i Larnaca krævede endda, at de skulle underskrive en erklæring om, at der var sandsynlighed for, at jeg ville dø, hvis jeg blev flyttet. En dansk overlæge fik mig dog flyttet til et privathospital to timer derfra, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.
Ambulanceturen fra hospitalet i Larnaca til privathospitalet i Paphos var ubeskriveligt smertefuld. Jeg jamrede hele vejen. Jeg længtes faktisk efter at dø – jeg havde bare ikke tænkt igennem, hvad det egentlig ville betyde.
I dag ser jeg det som et privilegium, at jeg ikke blot pludselig blev revet bort, som jo kan ske for os alle. Vi er jo hele tiden blot et hjerteslag væk fra at dø, men jeg fik lov til efterfølgende at mærke dødens reelle nærvær – og samtidig leve videre. Det har gjort mig taknemmelig og givet mig tid til at reflektere over døden og evigheden - at der stadig er en udløbsdato for livet, som ingen af os kender. Livet er alt for værdifuldt til, at vi ikke tager døden alvorligt. Det har jeg faktisk skrevet en lille bog om. Se den her: https://omsorgsterapi.dk/
🌶️🍇 I min familie har vi altid haft masser af humor - og gerne med en snert af lidt galgenhumor. På en eller anden måde har vi forholdt os til ulykker og død med en tro på, at det nok skulle gå alt sammen.
Da den amerikanske skuespiller og instruktør Woody Allen engang sagde: "Jeg er ikke bange for døden, jeg ønsker bare ikke at være til stede, når det sker," var det en af de udtalelser, jeg fandt oprigtigt morsom. Som om han kunne forholde sig til døden på samme måde, som man melder afbud til en kedelig fest. Citatet stammer fra hans one-act-stykke Death i bogen Without Feathers, udgivet den 12. maj 1975.
Efter mit kollaps på Cypern har jeg dog haft det mere stramt med den udtalelse. Jeg vidste ikke, hvor tæt jeg faktisk var på at dø. Først efter min hjemkomst til Danmark fortalte min datter og min kone, at de – både i deres hjerter og i deres bevidsthed – allerede havde taget afsked med mig. Hospitalet i Larnaca krævede endda, at de skulle underskrive en erklæring om, at der var sandsynlighed for, at jeg ville dø, hvis jeg blev flyttet. En dansk overlæge fik mig dog flyttet til et privathospital to timer derfra, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.
Ambulanceturen fra hospitalet i Larnaca til privathospitalet i Paphos var ubeskriveligt smertefuld. Jeg jamrede hele vejen. Jeg længtes faktisk efter at dø – jeg havde bare ikke tænkt igennem, hvad det egentlig ville betyde.
I dag ser jeg det som et privilegium, at jeg ikke blot pludselig blev revet bort, som jo kan ske for os alle. Vi er jo hele tiden blot et hjerteslag væk fra at dø, men jeg fik lov til efterfølgende at mærke dødens reelle nærvær – og samtidig leve videre. Det har gjort mig taknemmelig og givet mig tid til at reflektere over døden og evigheden - at der stadig er en udløbsdato for livet, som ingen af os kender. Livet er alt for værdifuldt til, at vi ikke tager døden alvorligt. Det har jeg faktisk skrevet en lille bog om. Se den her: https://omsorgsterapi.dk/
