Jeg har før anbetalet Poya og hans "Gaza Brief", fordi han er fantastisk til fakta, hukommelse og arkivering. Man kan blive helt misundelig, fordi jeg ikke har den tilgang selv. Mit hovede er nok for kaotisk af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her.
Poya Pakzad på Facebook:
Flere har nok opdaget, at australske medier har identificeret den forbipasserende, der tacklede en af gerningsmændene under terrorangrebet mod et Hanukkah-arrangement i Sydney, som Ahmed al Ahmed. En 43-årig frugthandler, og far til to.
Optagelser viser, hvordan han går direkte på en bevæbnet gerningsmand bagfra og får riflen vristet ud af hænderne på ham. Mindst 11 uskyldige mennesker blev dræbt, 29 såret, herunder to politibetjente. Én af gerningsmændene er døde, en anden er i kritisk tilstand.
Heroismen er ikke enestående.
I London sidste år var det sikkerhedsvagten ved en tebutik, Abdullah, der greb ind og standsede et knivangreb mod en 11-årig og hendes mor midt i det stærkt befærdede Leicester Square. Politiet klassificerede det ikke som terror, men for ofrene og alle dem, der stod midt i angrebet, er den skelnen nok uden betydning.
I New York i 2010 var det den senegalesiske gadesælger Alioune Niass, der havde sanserne godt skruet på, opdagede en rygende bil ved Times Square og slog alarm. Et dødeligt bilbombeangreb blev på den måde forhindret.
Tidligere på året i Mannheim, Tyskland greb Afzal Muhammad ind, da en gerningsmand forsøgte at fortsætte et voldeligt køretøjsangreb. Han forfulgte og blokerede køretøjet med sin taxa og forhindrede yderligere ofre. En spontan, civil og meget human beslutning, der reddede en masse mennesker fra en frygtelig situation.
I Østrig gjorde Alaaeddin al-Halabi, en syrisk migrant, det samme med de midler, han havde. Da en knivbevæbnet angriber gik amok i Villach, brugte han sin bil til at standse gerningsmanden, indtil politiet kunne overtage.
Tættere på hjem var der Lavin Eskandar. Den 20-årige afghansk-svenske studerende og studiemedhjælper. Den 22. oktober 2015 angreb en højreekstrem gerningsmand Kronans Skola i Trollhättan, iført sort tøj og bevæbnet med sværdlignende våben. Lavin sprang ifølge øjenvidner på gerningsmanden for at beskytte eleverne. Han blev selv stukket ihjel sammen med en lærer og et barn. Gerningsmanden blev bremset og senere skudt af politiet.
Det er ikke for at skabe en heroisk mytologi, at jeg oplister disse hurtigt glemte helte. Du havde gjort det samme, ikke? Fælles for disse rædselssituationers helte var, at de var muslimer. Det har nok ikke nogen afgørende betydning for deres konkrete heltegerninger. Men måske kan deres eksempler tjene som modvægt til den opportunistiske generalisering, som lede mennesker tyr til i kølvandet på sådanne terroranslag.
Skal vi tage hændelserne og de mønstre, som de indgår i, alvorligt? Det skal vi afgjort. Men folk som Ahmed, Abdullah, Afzal, Alioune og Alaaeddin er vores alliererede - ikke vores fjender - i den domestiske kamp mod terror.
Jeg har før anbetalet Poya og hans "Gaza Brief", fordi han er fantastisk til fakta, hukommelse og arkivering. Man kan blive helt misundelig, fordi jeg ikke har den tilgang selv. Mit hovede er nok for kaotisk af forskellige årsager, som jeg ikke vil komme ind på her. 😉
Poya Pakzad på Facebook:
Flere har nok opdaget, at australske medier har identificeret den forbipasserende, der tacklede en af gerningsmændene under terrorangrebet mod et Hanukkah-arrangement i Sydney, som Ahmed al Ahmed. En 43-årig frugthandler, og far til to.
Optagelser viser, hvordan han går direkte på en bevæbnet gerningsmand bagfra og får riflen vristet ud af hænderne på ham. Mindst 11 uskyldige mennesker blev dræbt, 29 såret, herunder to politibetjente. Én af gerningsmændene er døde, en anden er i kritisk tilstand.
Heroismen er ikke enestående.
I London sidste år var det sikkerhedsvagten ved en tebutik, Abdullah, der greb ind og standsede et knivangreb mod en 11-årig og hendes mor midt i det stærkt befærdede Leicester Square. Politiet klassificerede det ikke som terror, men for ofrene og alle dem, der stod midt i angrebet, er den skelnen nok uden betydning.
I New York i 2010 var det den senegalesiske gadesælger Alioune Niass, der havde sanserne godt skruet på, opdagede en rygende bil ved Times Square og slog alarm. Et dødeligt bilbombeangreb blev på den måde forhindret.
Tidligere på året i Mannheim, Tyskland greb Afzal Muhammad ind, da en gerningsmand forsøgte at fortsætte et voldeligt køretøjsangreb. Han forfulgte og blokerede køretøjet med sin taxa og forhindrede yderligere ofre. En spontan, civil og meget human beslutning, der reddede en masse mennesker fra en frygtelig situation.
I Østrig gjorde Alaaeddin al-Halabi, en syrisk migrant, det samme med de midler, han havde. Da en knivbevæbnet angriber gik amok i Villach, brugte han sin bil til at standse gerningsmanden, indtil politiet kunne overtage.
Tættere på hjem var der Lavin Eskandar. Den 20-årige afghansk-svenske studerende og studiemedhjælper. Den 22. oktober 2015 angreb en højreekstrem gerningsmand Kronans Skola i Trollhättan, iført sort tøj og bevæbnet med sværdlignende våben. Lavin sprang ifølge øjenvidner på gerningsmanden for at beskytte eleverne. Han blev selv stukket ihjel sammen med en lærer og et barn. Gerningsmanden blev bremset og senere skudt af politiet.
Det er ikke for at skabe en heroisk mytologi, at jeg oplister disse hurtigt glemte helte. Du havde gjort det samme, ikke? Fælles for disse rædselssituationers helte var, at de var muslimer. Det har nok ikke nogen afgørende betydning for deres konkrete heltegerninger. Men måske kan deres eksempler tjene som modvægt til den opportunistiske generalisering, som lede mennesker tyr til i kølvandet på sådanne terroranslag.
Skal vi tage hændelserne og de mønstre, som de indgår i, alvorligt? Det skal vi afgjort. Men folk som Ahmed, Abdullah, Afzal, Alioune og Alaaeddin er vores alliererede - ikke vores fjender - i den domestiske kamp mod terror.
English