SØN AF DEN KENDTE TV-JOURNALIST
Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.
En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.
Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.
Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.
Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.
Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.
Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.
Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.
Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.
Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.
En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.
Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.
Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.
Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.
Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.
Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.
Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.
Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.
SØN AF DEN KENDTE TV-JOURNALIST
Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.
En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.
Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.
Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.
Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.
Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.
Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.
Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.
Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.
English