#Hormuz – Søfart, fagforening og de glemte søfolk
Frit oversat fra (Modstrømninger) Hormuz, Shipping Unions & Sailors | Countercurrents
Forkortet, oversat uddrag af artiklen.
De etablerede medier taler hellere om Donald Trump dag efter dag – i et omfang, der for længst har overgået omtalen af andre “underholdere”: USA’s og Israels krig mod Iran, olie – hvor dem, der hjalp Trump i Det Hvide Hus, nu får et pænt afkast – global skibsfart og Hormuzstrædet. Men stort set ingen nævner de mennesker, der arbejder på alle de handelsskibe, som ligger og venter på at passere gennem Hormuzstrædet.
..
Det bedste (eller værste) er, at FOC (Bekvæmmelighedsflag) og international skibsfart er et perfekt eksempel på, hvordan statskapitalisme fungerer. Kæmpe profitter havner hos virksomhederne, næsten ingen skat betales, og når der opstår kriser, sendes statsligt finansierede flåder af sted for at beskytte handelsskibene. Med andre ord: profitten privatiseres, mens omkostningerne – “eksternaliteterne” – sendes videre til skatteborgerne.
Det bliver værre. Registrerer du dit multimillion-dollar containerskib under et FOC, sparer du ikke kun skat – du kan også underbetale dine søfolk eller helt undlade at betale dem. Skibene bemandes typisk af tre grupper: kaptajnen (ofte europæisk), officerer (typisk østeuropæiske) og menige søfolk. Filippinere udgør næsten 50 %, indere 20–25 %, resten er vietnamesere, indonesere og kinesere.
……….
Kampen mod dette føres bl.a. af International Transport Workers’ Federation (ITF) i London. ITF fordømmer angrebene på civile søfolk i den eskalerende krig. Men for medierne tæller skibene, olien og prisen – ikke menneskerne.
Hormuzstrædet er stadig ikke erklæret krigszone. Resultatet er, at over 20.000 søfolk på mere end 3.000 skibe er fanget – med minimal varsling. Trafikken er næsten lammet.
Uanset hvordan krigen udvikler sig, sidder søfolk fast om bord. ITF kræver adgang til mad, rent vand, brændstof og lægehjælp. Det er ikke luksus – det er grundlæggende rettigheder.
Ingen sømand bør tvinges til at blive i et konfliktområde mod sin vilje. Alligevel er forholdene ofte umenneskelige – trods Hollywoods romantiske billede.
FN måtte derfor oprette International Maritime Organization (IMO). Ifølge IMO har situationen ingen parallel siden 2. verdenskrig.
……
Samtidig fortsætter nogle rederier med at sende skibe gennem krigszoner – for profit. Søfolk presses til at acceptere risikoen. De kan ikke bare forlade skibene, som ofte ikke anløber havne.
Flere søfolk har sagt op – velvidende at det kan koste dem livet. Hvis området blev erklæret krigszone, ville evakuering være obligatorisk. Fagforeninger har indtil videre forgæves forsøgt at få IMO til at handle.
Sejlads gennem Hormuzstrædet er livsfarlig. Alligevel fortsætter trafikken. Søfolk demonstrerer i solidaritet med kolleger fanget i området.
For nogle kaldes dette “nekrokapitalisme” – profit på død. Mens tankskibe tjener millioner, bliver søfolk behandlet som forbrugsvarer.
For disse “dødssejladser” tjener rederier hundredtusinder af dollars dagligt. Skibe slukker deres tracking-systemer – sværere at finde for fjender, men også for redning.
Mange søfolk føler sig svigtet af både politikere og rederier. Deres kritik er klar: enorme profitter skabes på bekostning af deres liv.
Regeringer må handle nu. ITF kræver akut indsats efter et krisemøde i IMO. Verden har erkendt faren – nu kræves handling.
For de tusindvis af søfolk i området handler det ikke om geopolitik, men om overlevelse: sikkerhed, sundhed og værdighed.
Søfolk er civile arbejdere. De er ikke parter i Trumps krig – og må aldrig behandles som forbrugsvarer.
Frit oversat fra (Modstrømninger) Hormuz, Shipping Unions & Sailors | Countercurrents
Forkortet, oversat uddrag af artiklen.
De etablerede medier taler hellere om Donald Trump dag efter dag – i et omfang, der for længst har overgået omtalen af andre “underholdere”: USA’s og Israels krig mod Iran, olie – hvor dem, der hjalp Trump i Det Hvide Hus, nu får et pænt afkast – global skibsfart og Hormuzstrædet. Men stort set ingen nævner de mennesker, der arbejder på alle de handelsskibe, som ligger og venter på at passere gennem Hormuzstrædet.
..
Det bedste (eller værste) er, at FOC (Bekvæmmelighedsflag) og international skibsfart er et perfekt eksempel på, hvordan statskapitalisme fungerer. Kæmpe profitter havner hos virksomhederne, næsten ingen skat betales, og når der opstår kriser, sendes statsligt finansierede flåder af sted for at beskytte handelsskibene. Med andre ord: profitten privatiseres, mens omkostningerne – “eksternaliteterne” – sendes videre til skatteborgerne.
Det bliver værre. Registrerer du dit multimillion-dollar containerskib under et FOC, sparer du ikke kun skat – du kan også underbetale dine søfolk eller helt undlade at betale dem. Skibene bemandes typisk af tre grupper: kaptajnen (ofte europæisk), officerer (typisk østeuropæiske) og menige søfolk. Filippinere udgør næsten 50 %, indere 20–25 %, resten er vietnamesere, indonesere og kinesere.
……….
Kampen mod dette føres bl.a. af International Transport Workers’ Federation (ITF) i London. ITF fordømmer angrebene på civile søfolk i den eskalerende krig. Men for medierne tæller skibene, olien og prisen – ikke menneskerne.
Hormuzstrædet er stadig ikke erklæret krigszone. Resultatet er, at over 20.000 søfolk på mere end 3.000 skibe er fanget – med minimal varsling. Trafikken er næsten lammet.
Uanset hvordan krigen udvikler sig, sidder søfolk fast om bord. ITF kræver adgang til mad, rent vand, brændstof og lægehjælp. Det er ikke luksus – det er grundlæggende rettigheder.
Ingen sømand bør tvinges til at blive i et konfliktområde mod sin vilje. Alligevel er forholdene ofte umenneskelige – trods Hollywoods romantiske billede.
FN måtte derfor oprette International Maritime Organization (IMO). Ifølge IMO har situationen ingen parallel siden 2. verdenskrig.
……
Samtidig fortsætter nogle rederier med at sende skibe gennem krigszoner – for profit. Søfolk presses til at acceptere risikoen. De kan ikke bare forlade skibene, som ofte ikke anløber havne.
Flere søfolk har sagt op – velvidende at det kan koste dem livet. Hvis området blev erklæret krigszone, ville evakuering være obligatorisk. Fagforeninger har indtil videre forgæves forsøgt at få IMO til at handle.
Sejlads gennem Hormuzstrædet er livsfarlig. Alligevel fortsætter trafikken. Søfolk demonstrerer i solidaritet med kolleger fanget i området.
For nogle kaldes dette “nekrokapitalisme” – profit på død. Mens tankskibe tjener millioner, bliver søfolk behandlet som forbrugsvarer.
For disse “dødssejladser” tjener rederier hundredtusinder af dollars dagligt. Skibe slukker deres tracking-systemer – sværere at finde for fjender, men også for redning.
Mange søfolk føler sig svigtet af både politikere og rederier. Deres kritik er klar: enorme profitter skabes på bekostning af deres liv.
Regeringer må handle nu. ITF kræver akut indsats efter et krisemøde i IMO. Verden har erkendt faren – nu kræves handling.
For de tusindvis af søfolk i området handler det ikke om geopolitik, men om overlevelse: sikkerhed, sundhed og værdighed.
Søfolk er civile arbejdere. De er ikke parter i Trumps krig – og må aldrig behandles som forbrugsvarer.
#Hormuz – Søfart, fagforening og de glemte søfolk
Frit oversat fra (Modstrømninger) Hormuz, Shipping Unions & Sailors | Countercurrents
Forkortet, oversat uddrag af artiklen.
De etablerede medier taler hellere om Donald Trump dag efter dag – i et omfang, der for længst har overgået omtalen af andre “underholdere”: USA’s og Israels krig mod Iran, olie – hvor dem, der hjalp Trump i Det Hvide Hus, nu får et pænt afkast – global skibsfart og Hormuzstrædet. Men stort set ingen nævner de mennesker, der arbejder på alle de handelsskibe, som ligger og venter på at passere gennem Hormuzstrædet.
..
Det bedste (eller værste) er, at FOC (Bekvæmmelighedsflag) og international skibsfart er et perfekt eksempel på, hvordan statskapitalisme fungerer. Kæmpe profitter havner hos virksomhederne, næsten ingen skat betales, og når der opstår kriser, sendes statsligt finansierede flåder af sted for at beskytte handelsskibene. Med andre ord: profitten privatiseres, mens omkostningerne – “eksternaliteterne” – sendes videre til skatteborgerne.
Det bliver værre. Registrerer du dit multimillion-dollar containerskib under et FOC, sparer du ikke kun skat – du kan også underbetale dine søfolk eller helt undlade at betale dem. Skibene bemandes typisk af tre grupper: kaptajnen (ofte europæisk), officerer (typisk østeuropæiske) og menige søfolk. Filippinere udgør næsten 50 %, indere 20–25 %, resten er vietnamesere, indonesere og kinesere.
……….
Kampen mod dette føres bl.a. af International Transport Workers’ Federation (ITF) i London. ITF fordømmer angrebene på civile søfolk i den eskalerende krig. Men for medierne tæller skibene, olien og prisen – ikke menneskerne.
Hormuzstrædet er stadig ikke erklæret krigszone. Resultatet er, at over 20.000 søfolk på mere end 3.000 skibe er fanget – med minimal varsling. Trafikken er næsten lammet.
Uanset hvordan krigen udvikler sig, sidder søfolk fast om bord. ITF kræver adgang til mad, rent vand, brændstof og lægehjælp. Det er ikke luksus – det er grundlæggende rettigheder.
Ingen sømand bør tvinges til at blive i et konfliktområde mod sin vilje. Alligevel er forholdene ofte umenneskelige – trods Hollywoods romantiske billede.
FN måtte derfor oprette International Maritime Organization (IMO). Ifølge IMO har situationen ingen parallel siden 2. verdenskrig.
……
Samtidig fortsætter nogle rederier med at sende skibe gennem krigszoner – for profit. Søfolk presses til at acceptere risikoen. De kan ikke bare forlade skibene, som ofte ikke anløber havne.
Flere søfolk har sagt op – velvidende at det kan koste dem livet. Hvis området blev erklæret krigszone, ville evakuering være obligatorisk. Fagforeninger har indtil videre forgæves forsøgt at få IMO til at handle.
Sejlads gennem Hormuzstrædet er livsfarlig. Alligevel fortsætter trafikken. Søfolk demonstrerer i solidaritet med kolleger fanget i området.
For nogle kaldes dette “nekrokapitalisme” – profit på død. Mens tankskibe tjener millioner, bliver søfolk behandlet som forbrugsvarer.
For disse “dødssejladser” tjener rederier hundredtusinder af dollars dagligt. Skibe slukker deres tracking-systemer – sværere at finde for fjender, men også for redning.
Mange søfolk føler sig svigtet af både politikere og rederier. Deres kritik er klar: enorme profitter skabes på bekostning af deres liv.
Regeringer må handle nu. ITF kræver akut indsats efter et krisemøde i IMO. Verden har erkendt faren – nu kræves handling.
For de tusindvis af søfolk i området handler det ikke om geopolitik, men om overlevelse: sikkerhed, sundhed og værdighed.
Søfolk er civile arbejdere. De er ikke parter i Trumps krig – og må aldrig behandles som forbrugsvarer.
Dansk