<h2>😥 Man mister troen på at få hjælp, siger skuespiller Brian Lykke om datters forløb i psykiatrien.</h2>Hans datter har været i behandling i sundhedsvæsenet i seks-syv år, og familien kan ikke forstå hvordan der efter så lang tid stadig bliver stillet de samme rutine spørgsmål. Sover du dårligt om natten? Ser du for meget skærm? Spiser du ordentligt? De spørgsmål er blevet stillet til Brian Lykkes datter rigtig, rigtig mange gange og han bliver fyldt med følelsen af frustration og afmagt hver gang. - Man mister troen på, at man kan få hjælp, og man mister tilliden til autoriteten i det system, fortæller Brian Lykke i 'Go' morgen Danmark'. <h2>" Det er systemer, der åbenlyst ikke taler sammen</h2>Brian siger Lykke, skuespiller og komiker. #Socii #tillid #psykiatrien

Jeg læser “Magt indsigt, aktindsigt “ af My Carla Sommer. Og jeg bliver, ligesom da jeg læste hendes første (faktisk anden, da den aller første er udgivet under et andet navn) indigneret på hendes og så mange - ja faktisk også lidt på egne vegne. Følelsen af ulighed er i hvert fald genkendelig. Den findes alle steder i verden. I psykiatrien, på bosteder, behandlingshjem, når du går til lægen/tandlægen, hos social forvaltningen, i landbruget, på (heste) opstaldningsteder, i hjemmene, i apartheidregimer…. Trangen til at have magt over andre væsner. Over jorden. Den kolonistiske tankegang vi mennesker er gennemsyrede af især her i vesten. Følelsen af at vi er mere værd end andre. Ved bedre end andre. Gør os kloge på andres liv. Føler os berettiget til at udnytte. Om det er dyr, menneske(dyr) eller jord. Vi har glemt vi alle er én. At vi er en del af noget større. Vi har glemt at tage ansvar for hindanden, og dermed også for os selv. Eller er det omvendt? Vi har fjernet os selv fra vores oprindelige kerne. Vores medfødte empati. Ansvarsfølelsen. Noget af det My skriver er netop at de “godhjertede” behandlere og ansatte i psykiatrien, der kom til at udnytte deres magt, var dem der ikke var opmærksom på deres egne dynamikker. Jeg har aldrig helt forstået at man kan få lov til at arbejde med mennesker (eller dyr) uden at have en form for uddannelse i sig selv og sine egne traumer, mønstre, dynamikker. Det er faktisk kun psykoterapeuter der arbejder med sig selv undervejs i deres uddannelse. Du kan blive psykolog, psykiater, læge, socialrådgiver…. uden nogen sinde at beskæftige dig med dig selv og dine egen traumer. For vi har alle trauma. Det kan være både iøjnefaldende traumer, og little t traumas, som bl.a. Gabor Maté taler om. Dem vi alle sammen har, og som kan stagge sig oven på hinandens hvis vi ikke har redskaberne til at få dem forløst. Og hvis du har magt over andre væsner, kan du komme til at gøre rigtig meget skade - helt ubevidst. Med den bedste intention om at hjælpe. Eller du kan komme til at slide dig selv op, så du hverken kan hjælpe andre eller dig selv. Faktisk tænker jeg at verden vil blive et bedre sted, hvis det ikke kun var “mennesker der vil arbejde med mennesker”, der fik den form for “uddannelse” i sig selv. Jeg tror på at verden vil komme til at se helt anderledes ud, når vi alle lære at mærke os selv, og dermed også andre. Den bølge der i visse kredse har floreret i mange år, som netop handel om selvkærlighed, er i min optik bypassed. For det bliver ofte til en navlepillede selvoptagethed. Det handler ikke om at være selvoptaget. Det handler om empati. Med verden - og med sig selv. For vi er ikke i stand til at føle empati med noget uden for os selv, hvis vi ikke har den til os selv. Ikke sådan helt rigtigt. Ikke uden at komme til at fare vild. Fare vild i at ville gøre noget godt for andre. Kan vi tage den hjem, uden at blive selvoptagede? Kan vi tage ansvar for vores eget liv, sådan at vi kan tage ansvar for verden? Hvis vi lære det tror jeg på at vi kan blive en verden af empatiske mennesker. Og i en verden af empatiske mennesker, har både dyr, mennesker og jorden det godt. Og det er meningen at vi skal have det godt. Alle sammen. Det hele. For vi er en del af et hele. Så egoisme vil aldrig føre til at nogen har det sådan rigtig godt. Heller ikke selvom de prøver at blide sig selv og omverdenen det ind. Tør vi være ærlige over for os selv? Over for verden? Tør vi vise kærlighed? Kan vi rumme kærlighed midt i alt det forfærdelige der sker i vores verden? Kan vi blive så resiliente at vi kan hele verden? #vieralleen #vierallelige #empati #liberation #freedom #equality #frihedfredogkærlighed #frihed #Fred #kærlighed #fredpåjord #FreePalestine

Her er nogle spørgsmål, du kan overveje til en hvaltest om handicapområdet; 1. Skal private botilbud afskaffes, så området udelukkende drives offentligt, og muligheden for profit fjernes? 2. Bør personer med behov for ledsaget udgang have ret til mere end 30 minutters udgang om dagen? 3. Skal der sættes en stopper for den måde, jobcentrene behandler mennesker med handicap? 4. Er der behov for flere og bedre specialiserede pædagogiske tilbud og skoler? 5. Skal reglen om, at der ikke gives støtte til "almindelige forbrugsgoder," gennemgås og ændres, så den bedre afspejler borgernes reelle behov? 6. Skal kommunerne fritages fra det økonomiske pres, der tvinger dem til at spare på handicapområdet? 7. Bør IDC-11 indføres i psykiatrien, og psykiatriplanen implementeres hurtigst muligt? 8. Skal de nye regler om øget brug af tvang og indespærring i psykiatrien rulles tilbage? 9. Er der brug for en forvaltningsdomstol til at erstatte Ankestyrelsen for at styrke retssikkerheden? Hvad tænker du?

Nye nasjonale (2025) og internasjonale (WHO 2023) retningslinjer for psykosebehandling gjør tvangsmedisinering unødvendig og ulovlig Sammenfatning:Legitimering av tvangsmedisinering at det er uten alternativer og den eneste måten å hjelpe er feil. Kognitiv atferdsterapi er signifikant overlegen standardbehandling (TAU). Tvangsmedisinering økte dramatisk i de siste to årtier. Statsforvalteren oppfordres å hjelpe psykiatrien å erstatte tvangsmedisinering med andre signifikant overlegene behandlingstiltak, dvs. «vesentlige endringer i behandlingsmulighetene». FNs rapporteur for rett til helse, WHO og Europarådet tar til orde for radikale forandringer og et paradigmeskifte. Recovery ville øke og tvangfrie alternativer til helseskadelig overmedisinering er sentralt. Helsedirektoratet oppfordres å trekke legitimering av tvangsmedisinering som er utdatert og faglig og juridisk lavmål. Innhold Nye nasjonale (2025) og internasjonale (WHO 2023) retningslinjene for psykosebehandling Behandlingen mangler informert samtykke og er derfor ikke gyldig Forskning viser at behandlere har vrangforestillinger Tvangsbehandling er tortur og umenneskelig behandling Potensial for firedobling av behandlingskapasitet Konklusjon Sammenfatning av forskning: Falsifisering av psykiatriens myter tvinger frem et paradigmeskifte og en revolusjon i behandling http://wkeim.bplaced.net/files/tvangsmedisinering-oppdatering.html

“Vi så et kæmpe fremskridt i patienternes mentale tilstand.” I årevis har neurobiolog og dr.pæd. Theresa Schilhab undersøgt, hvordan krop og sind hænger uløseligt sammen. Hun efterlyser en psykiatri, hvor sanselighed, kreativitet og håndens arbejde igen får plads som en naturlig del af behandlingen. På Sct. Hans Hospital i Roskilde var kunstneriske værksteder tidligere en fast del af hverdagen. Her arbejdede Karin Garde i 40 år – først som reservelæge, siden overlæge – og hun så, hvordan værkstederne gav struktur, ro og forudsigelighed i en hverdag præget af kaotiske tanker og følelser. Journalist Anne Anthon Andersen har talt med Theresa Schilhab og Karin Garde om, hvorfor håndens arbejde kan genskabe balance i et psykisk belastet sind – og hvorfor de kreative værksteder bør tilbage i psykiatrien. Find artiklen på socialtindblik.dk

Med mindre end tre måneder til kommunal- og regionsrådsvalgene er jeg blevet spurgt, hvorfor jeg stiller op i Region Syddanmark. Her er mit svar: Jeg stiller op, fordi alt for mange sårbare mennesker i vores region ikke får hjælp i tide. Især børn og unge oplever, at problemer vokser sig store, før systemet reagerer. Jeg ønsker en region, hvor psykiatrien er forebyggende og hænger bedre sammen med skoler, kommuner og familier. Hjælpen skal være nærværende og tidlig, ikke først komme, når det hele er brudt sammen, og ofte længe efter. Som samfund skal vi også sikre, at ingen falder ned mellem to stole, for eksempel i overgangen fra barn til voksen, hvor vi alt for ofte hører om store problemer. Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at hele regionen skal udvikles, både de større byer og de små lokalsamfund. Alle borgere fortjener adgang til sundhed, uddannelse, infrastruktur og erhvervsmuligheder, uanset hvor de bor. Jeg har selv tidligere boet både i Skåne og i Nordsjælland og set, hvordan samarbejde på tværs af grænser kan være til stor gavn, både for mennesker og for erhvervsliv i regionerne. Samarbejdet med Slesvig-Holsten og det tyske mindretal er en styrke, som vi kan udnytte langt bedre. Jeg ønsker en region, hvor mobiliteten bliver både mere bæredygtig og inkluderende. Jeg bor i Assens Kommune, hvor flere områder de senere år har mistet busforbindelser eller set dem voldsomt beskåret, og det går stik imod ambitionen om at skabe sammenhæng på tværs. Jeg vil arbejde for bedre kobling mellem tog og bus, bedre integration af kollektiv transport og for, at vi tør være åbne for nye og innovative løsninger. De skal dog ikke gøres så dyre eller besværlige, at de i sig selv bliver en grund til at fravælge det kollektive, eller fællesskabet. Jeg stiller op, fordi jeg tror på et Syddanmark, hvor mennesker mødes med ordentlighed, retssikkerhed og respekt, og hvor ingen efterlades på kanten. Tirsdag den 18. november kan du sætte kryds ved mig til regionsrådsvalget i Region Syddanmark.