<b>Min essens – hvad er det egentlig for noget?</b>
“Kom hjem til din essens”,
“hvil i din essens”
– det er spirituelle floskler, man hører hele tiden.
<b>Men hvad er det egentlig for noget, den der essens?</b>
Da jeg startede med at beskæftige mig med selvudvikling i mine 20’ere, var jeg i mange år tilhænger af tanken om, at vi kommer til verden som et fuldstændig blankt papir – livskraft og livsenergi – som så bliver formet af miljø, kultur og tid til en nuanceret personlighed, som jeg kalder mit jeg.
Og så fik vi to børn
Pludselig så verden helt anderledes ud.
Allerede da de var helt små, var det tydeligt, at de havde meget forskellige grundenergier, de bevægede sig med i livet.
De var ikke kommet som blanke papir.
De var kommet med et væsen – deres helt eget guddommelige fingeraftryk – deres måde, hvorpå den universelle livskraft manifesterer sig i verden.
Det væsen er ikke en fast form. Som jeg ser det, er det en grundstruktur, hvorfra livet erfares, og som alt andet vokser ud fra. Også vores personlighed lægger sig omkring vores væsenskerne.
Alt efter miljø er der stor forskel på, hvorvidt den personlighed, der vokser frem, er i overensstemmelse med vores væsenskerne eller ej.
Jo større disharmoni der er mellem vores personlighed – jeget – og vores væsenskerne, jo større en indre kamp vil vi opleve gennem livet.
Den kamp vil også give en længsel efter at komme hjem.
Hjem til vores sande væsen.
Hjem til den, vi er uden anstrengelse.
Hjem til den, vi er, når vi bare hviler i os selv.
Det er her, al selvudvikling foregår, i min optik – en harmonisering af jeg-billedet med væsens-kernen.
Den spirituelle, åndelige længsel efter at komme hjem er dog, i mit perspektiv, noget helt andet.
Den peger ind i opløsningen af al adskillelse.
<h2>Ingen jeg. Intet væsen.
Bare vibrerende livsenergi i konstant forandring.</h2>
“Kom hjem til din essens”,
“hvil i din essens”
– det er spirituelle floskler, man hører hele tiden.
<b>Men hvad er det egentlig for noget, den der essens?</b>
Da jeg startede med at beskæftige mig med selvudvikling i mine 20’ere, var jeg i mange år tilhænger af tanken om, at vi kommer til verden som et fuldstændig blankt papir – livskraft og livsenergi – som så bliver formet af miljø, kultur og tid til en nuanceret personlighed, som jeg kalder mit jeg.
Og så fik vi to børn
Pludselig så verden helt anderledes ud.
Allerede da de var helt små, var det tydeligt, at de havde meget forskellige grundenergier, de bevægede sig med i livet.
De var ikke kommet som blanke papir.
De var kommet med et væsen – deres helt eget guddommelige fingeraftryk – deres måde, hvorpå den universelle livskraft manifesterer sig i verden.
Det væsen er ikke en fast form. Som jeg ser det, er det en grundstruktur, hvorfra livet erfares, og som alt andet vokser ud fra. Også vores personlighed lægger sig omkring vores væsenskerne.
Alt efter miljø er der stor forskel på, hvorvidt den personlighed, der vokser frem, er i overensstemmelse med vores væsenskerne eller ej.
Jo større disharmoni der er mellem vores personlighed – jeget – og vores væsenskerne, jo større en indre kamp vil vi opleve gennem livet.
Den kamp vil også give en længsel efter at komme hjem.
Hjem til vores sande væsen.
Hjem til den, vi er uden anstrengelse.
Hjem til den, vi er, når vi bare hviler i os selv.
Det er her, al selvudvikling foregår, i min optik – en harmonisering af jeg-billedet med væsens-kernen.
Den spirituelle, åndelige længsel efter at komme hjem er dog, i mit perspektiv, noget helt andet.
Den peger ind i opløsningen af al adskillelse.
<h2>Ingen jeg. Intet væsen.
Bare vibrerende livsenergi i konstant forandring.</h2>
<b>Min essens – hvad er det egentlig for noget?</b>
“Kom hjem til din essens”,
“hvil i din essens”
– det er spirituelle floskler, man hører hele tiden.
<b>Men hvad er det egentlig for noget, den der essens?</b>
Da jeg startede med at beskæftige mig med selvudvikling i mine 20’ere, var jeg i mange år tilhænger af tanken om, at vi kommer til verden som et fuldstændig blankt papir – livskraft og livsenergi – som så bliver formet af miljø, kultur og tid til en nuanceret personlighed, som jeg kalder mit jeg.
Og så fik vi to børn 🙂
Pludselig så verden helt anderledes ud.
Allerede da de var helt små, var det tydeligt, at de havde meget forskellige grundenergier, de bevægede sig med i livet.
De var ikke kommet som blanke papir.
De var kommet med et væsen – deres helt eget guddommelige fingeraftryk – deres måde, hvorpå den universelle livskraft manifesterer sig i verden.
Det væsen er ikke en fast form. Som jeg ser det, er det en grundstruktur, hvorfra livet erfares, og som alt andet vokser ud fra. Også vores personlighed lægger sig omkring vores væsenskerne.
Alt efter miljø er der stor forskel på, hvorvidt den personlighed, der vokser frem, er i overensstemmelse med vores væsenskerne eller ej.
Jo større disharmoni der er mellem vores personlighed – jeget – og vores væsenskerne, jo større en indre kamp vil vi opleve gennem livet.
Den kamp vil også give en længsel efter at komme hjem.
Hjem til vores sande væsen.
Hjem til den, vi er uden anstrengelse.
Hjem til den, vi er, når vi bare hviler i os selv.
Det er her, al selvudvikling foregår, i min optik – en harmonisering af jeg-billedet med væsens-kernen.
Den spirituelle, åndelige længsel efter at komme hjem er dog, i mit perspektiv, noget helt andet.
Den peger ind i opløsningen af al adskillelse.
<h2>Ingen jeg. Intet væsen.
Bare vibrerende livsenergi i konstant forandring.</h2>
0 Kommentarer
0 Delinger
396 Visninger
English