Første sejr mod AI for musikere. Må ærlig erkende at jeg synes det er fedt at GEMA vandt sagen, håber så også at KODA vinder deres.

Som værende musiker og sangskriver selv, anser jeg AI for at være noget fanden har skabt, og sagde for længe siden, det kommer til at ødelægge musik branchen helt hvis ikke man får det stoppet. Det er jo noget firkantet sat op, en anden form for sampling - og det betaler man jo for allerede hvis man sampler.

Bevares, jeg har da lyttet til et par AI numre, og synes faktisk de var gode - MEN, det ændre ikke på, at det er sammensat af andre menneskers arbejde.

Kunne jeg selv bruge det til noget? Ja, herhjemme med mine EGNE tekster og min EGEN musik, i sær til at "synge" da jeg ikke selv synger (Skåner verden for det traume).

Jeg tager sommetider et par timer på youtube, og må ærlig erkende at jeg ikke tror på noget som helst mere, for man aner simpelthen ikke hvad der er AI og hvad der er virkelig...

Og det er et problem - i alle henseender.


https://www.dr.dk/nyheder/seneste/openai-taber-sag-om-ophavsret

Trouble Cats "Let it roll" - Trouble Cats er et fedt Århusiansk blues band som jeg har oplevet flere gange end jeg kan tælle, bl.a. i Århus festuge hvor de i en lang årrække var fast inventar på Pustevig Torv. De er fantastiske musikere hele banden.

Henrik Hansen er en fantastisk god mundharpe spiller, den mand kan sit kram. Hvis jeg en dag indspiller mit musik, så får han lige et kald fra mig ..

Får du chancen for at opleve dem live, så gør det ..

https://www.youtube.com/watch?v=O7J5x_POJpE&list=RDO7J5x_POJpE&start_radio=1

Jeg er lige kommet hjem fra koncert med Veronica Mortensen og hendes band i Jazzhus Montmartre i København.
Da jeg tog afsted, var jeg i tvivl om, jeg ville synes det var godt - hendes sidste album er næsten for pænt ..... for velproduceret, og jeg kan jo godt lide, når musikken har lidt kant.
10 sekunder inde i koncerten var jeg ikke i tvivl - det svingede på den måde, som kun fed jazz gør. Musikernes udstråling og deres dygtighed gjorde musikken til en leg.
Den pænhed som jeg fornemmede på albummet var pist væk.

Det er ikke så længe siden, at jeg hørte trommeslageren Andreas Svendsen i en anden sammenhæng, nemlig i det unge nynordiske jazzband med det japanske navn "OTOOTO" - også på Jazzhus Montmartre. Han kommer ikke til at gå ledig med den legende tilgang, som han har til sit instrument - kæmpetalent.

På albummet "Serenity", er det tekster som Veronica Mortensen selv har skrevet i samarbejde med sin partner og man mærker, at det er tekster der betyder noget for hende.
Tidens mange urolige felter, giver stof til eftertænksomhed - og til sange.

https://open.spotify.com/track/1xvID4QBpGaEyWPYwr0rFN?si=cc6de4c27d3f401e

Som jer der kigger med nok har bemærket, så har jeg en bred musiksmag.
Jeg har heller ikke noget imod, at nogle musikere lader genrer overlappe hinanden, fordi ..... de kan være svære at skille ad. Det ene inspirerer det andet, og der lånes lidt her og der.
Her er det en jazzmusiker der hedder Jo-Yu Chen, der har ladet sig inspirere af Tchaikovsky's "Swan Lake", og det lyder fantastisk synes jeg.
Det er gjort med kærlighed til både Tchaikovsky og det klassiske, og til jazzens univers - og ikke mindst til musikken generelt.
I håbet om ikke at blive dyppet i tjære og rullet i fjer ..... I like it ......

https://open.spotify.com/track/57Nndqg7PHuCcVTy0Cq1h0?si=0d6a376cc2024aa6

Sleeve.fm er en dansk (men engelsksproget) platform for bands til at komme i kontakt med fans - og ikke mindst for fans til at få updates fra bands.

Bands, der bruger de sociale medier til at kommunikere til deres følgere/fans, har meget lidt kontrol med hvor langt og hvor meget de når ud med deres updates. De sociale mediers algoritmer gør simpelthen, at det er et lotteri om der er nogen der læser og hører det man lægger op.

Det er et relativt nyt projekt, men det bruges allerede af en del bands og kunstnere man kender:

https://sleeve.fm/home

Det er også muligt for bands at lægge musik op, og dermed mulighed for os brugere til at tjekke nye bands ud:

https://sleeve.fm/new-releases

Det ser ud til at man kan følge de fleste kunstnere gratis, men der er også mulighed for at støtte dem økonomisk (med fx. 15 kr om måneden), hvilket man bør overveje at gøre, da musikere stort set ikke tjener noget på at blive afspillet på streaming-tjenester og meget få køber albums.

Club 27 – myte eller statistik?

Selv om Club 27 er den mest kendte, viser statistikken faktisk noget andet:
Flere musikere dør som 28- eller 56-årige end som 27-årige.

Myten om Club 27 lever, men tallene peger på, at det er mere rock'n'roll-romantik end virkelighed. Måske burde vi tale om Club 28 og Club 56 i stedet – de er bare ikke lige så mytiske.

Jeg har skrevet sange siden jeg var 15-16 år, og kun på Engelsk. Men indenfor de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere opsat på at skrive på Dansk.. Her da Kim Larsen døde, begyndte jeg mere seriøst at skrive Danske tekster.

At skrive sange på Engelsk kan jeg gøre så let som ingenting, men det Danske er godt nok en udfordring .. Det er så der jeg er glad for at jeg har sindssyg mange Engelske sange jeg kan oversætte fra, hvis jeg render tør for ideer.

Det sjove er at gå tilbage til en ældre sang, og tage den op igen og skrive mere til den. Nogle gange sidder man og tænker "Hva faen tænkte du på mand.." eller "Hvad er da det for noget hø det der.." og nogle gange den der hvor man sidder selvtilfreds og ligner en glad Julegris og siger højlydt "Kæft det fedt det der mand, det kan du jo godt finde ud af.."

Jeg havde for nogle år siden en mani med at jeg ville måle mine tekster med Kim Larsen, hvis ikke jeg selv synes de som hans, så røg de i papir kurven.. Det der med at måle sig med andre kunstnerisk skal man lade være med.. Der er ederbankemig røget mange gode ideer væk på den konto tror jeg.

Overvejer lidt om jeg skal søge nogle musikere og så få udgivet noget af det.. kunne være lidt sjovt...

𝔾𝕖𝕟𝕠𝕡𝕤𝕥𝕒𝕟𝕕𝕖𝕝𝕤𝕖𝕟 𝕒𝕗 𝕊𝕠𝕟 ℍ𝕠𝕦𝕤𝕖 – 𝕖𝕟 𝕓𝕝𝕦𝕖𝕤𝕝𝕖𝕘𝕖𝕟𝕕𝕖 𝕧𝕖𝕟𝕕𝕖𝕣 𝕥𝕚𝕝𝕓𝕒𝕘𝕖

Son House var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige bluesmusikere. Men da han blev genopdaget i 1960’erne, var han en mand mærket af årtiers fysisk slid og alkoholmisbrug. Hans krop var svækket, og han kunne knap nok huske, hvordan han spillede sine egne sange. Den intense og passionerede stil, der engang havde defineret hans musik, virkede som et fjernt ekko.

Tre dedikerede bluesentusiaster – Spiro, Waterman og Perls – ville hjælpe ham med at genfinde sin musikalske stemme. De kontaktede Alan Wilson, en ung musiker fra det legendariske band Canned Heat, som havde en dyb forståelse for Houses stil. I 1964 var Wilson blevet ekspert i bottleneck-guitar og mundharmonika, og han satte sig ned med House to timer om dagen. Sammen genopfriskede de teknikkerne – og mindet om, hvordan det var at være Son House.

Langsomt vendte evnerne tilbage. Med Wilsons støtte begyndte House at indspille sine gamle numre igen. I 1965 optrådte han på flere festivaler, herunder den legendariske Newport Folk Festival. Det blev begyndelsen på en ny æra for en gammel blueslegende.

#blues #guitar #sonhouse #cannedheat

ℝ𝕠𝕓𝕖𝕣𝕥 𝕁𝕠𝕙𝕟𝕤𝕠𝕟 𝕠𝕘 𝕀𝕜𝕖 ℤ𝕚𝕞𝕞𝕖𝕣𝕞𝕒𝕟 – 𝕤𝕒𝕟𝕕𝕙𝕖𝕕𝕖𝕟 𝕓𝕒𝕘 𝕓𝕝𝕦𝕖𝕤𝕞𝕪𝕥𝕖𝕟

Isaiah ”Ike” Zimmerman blev født i Grady, Alabama i 1907. Han arbejdede som landmand, men levede for musikken og spillede blues på lokale juke joints. Han giftede sig med Ruth, og de bosatte sig i Beauregard, Mississippi, hvor Ike fortsatte med at spille og undervise andre i guitar.
En dag mødte han den unge Robert Johnson, som fulgte med ham hjem og blev boende hos familien. Ike lærte Robert alt, hvad han vidste om guitarspil – og de øvede ofte på den nærliggende Beauregard Cemetery, hvor de efter sigende sad på gravsten og spillede. Flere af Ike’s børn fortalte, at Robert lærte mange af sine berømte sange – som Walking Blues og Ramblin’ on My Mind – direkte fra Ike, sange som Robert Johnson senere tog æren for.
Efter en tid rejste Robert videre for at forfølge sin karriere, mens Ike senere blev præst i Californien, men fortsatte med at spille musik til sin død i 1974.

Myten om djævlepagten

Historien om, at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at blive en stor guitarist, stammer egentlig fra en anden bluesmusiker – Tommy Johnson. Det var Tommy Johnsons bror, Ledell, der i et interview med forskeren David Evans i 1966 fortalte denne historie. I 1960’erne blev myten fejlagtigt overført til Robert Johnson af musikjournalister som Stephen C. LaVere og Peter Guralnick, som var med til at genoplive interessen for Robert og hans mystiske liv og død.
Robert Johnsons hurtige musikalske udvikling og hans tidlige død i 1938 gjorde det nemt for myten at slå rod. Son House, der kendte ham, fortalte kun, at Robert forsvandt en tid og vendte tilbage som en fremragende guitarist – ikke noget om en djævlepagt.

Populærkultur og eftertid

Myten blev fastholdt gennem bøger, film og musik – fx filmen Crossroads (1986) og Eric Claptons album Me and Mr. Johnson (2004). I dag er fortællingen om korsvejen blevet en del af bluesens mytologi, selvom den historisk set hører til Tommy Johnson og ikke Robert Johnson.

Min søn er en mutant af #MichaelHardinger & #ZZTop men en fandens go' musiker

#JannickDamkvist #JMDSoundstudios