Life is a highway. I må da heller ikke slippe for orginalen.. den sætter minder igang. Gode tider.








https://youtu.be/5tXh_MfrMe0?si=ORhZxVLzf0Gea4P7

Nej tak til Socialdemokratiet, som i dag har fjernet sig langt fra de værdier, der engang gjorde dem til et ægte socialdemokratisk parti. Nej tak til partier, der reducerer indvandrere til en populistisk boksebold – en nem og overfladisk løsning, der erstatter ansvarlige og langsigtede politiske tiltag. Det er lettere at melde sig ud af internationale konventioner end at tage ansvar, men vi ved godt, hvad der ligger bag denne strategi. Når én gruppe først bliver udpeget som syndebuk, er det kun et spørgsmål om tid, før andre grupper bliver mål for samme retorik – måske mennesker med handicap eller LGBTQ+-personer. Vi ser allerede, hvordan disse grupper ofte marginaliseres i Danmark, og det er en udvikling, der truer vores velfærdssystem og de værdier, vores samfund bygger på.
Den slags politik bygger ikke på en vision for et bedre Danmark, men på frygt og splittelse. Det er en retorik, der vækker minder om historiens mørkeste kapitler, og det er vores ansvar at sige fra. Disse partier fortjener ikke vores stemme, for de repræsenterer ikke det Danmark, jeg ønsker at leve i. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi investerer i løsninger og fællesskab frem for at jagte syndebukke. Et Danmark, hvor vi tager ansvar for vores udfordringer og skaber reelle forandringer gennem solidaritet og respekt. Lad os stå sammen om et samfund, der bygger på ansvar, fællesskab og langsigtede løsninger – ikke på kortsigtede og skadelige handlinger. Nej tak til frygtens politik, og ja tak til et Danmark, der bygger på håb, handling og sammenhold. Lad os arbejde for en fremtid, hvor vi prioriterer fred og samarbejde frem for konflikter og splittelse – både herhjemme og ude i verden.

I dag for 42 år siden gik min vildeste fantasi i opfyldelse i en alder af 11 år. Mit yndlings band KISS kom til Århus.. Der kom min Mor med to koncert billetter i fødselsdagsgave. Det var fuldstændig sindssygt, jeg kunne næsten ikke være i min krop af bare spænding.

At stå der, d 17.11 1983 kl. 19:30 i Vejlby Risskov hallen, det var som at være midt i en fed drøm, luften sitrede af spænding, jeg sitrede af spænding, stemningen var elektrisk .. lyset i hallen gik ud, total mørke.. en stilhed kun afbrudt af et par pift her og der, en sagte brummen.. og lige pludselig kom forløsningen i form af KISS velkendte intro "Alright Aarhus.. Youuuu wanted the best .. Youuuuu got the best ... The hottest band in the world.. KISS!!!!" Buuum! alt på scenen eksploderede i et inferno af spotlights, røg, trommer, bass og guitarer, det kæmpe store KISS lyskilt, trommepodiet der lignede en Tanks.. For den lille 11 årige knægt, der ikke havde haft den nemmeste barndom, var det et magisk øjeblik, der fik alt andet i verden til at forsvinde, der var kun øjeblikket, musikken, showet.. 90 minutters intens drøm.

Jeg havde indtil for nogle få år siden både billetterne, og et tour program og et KISS banner fra den aften. Det har jeg desværre ikke mere. Men minderne har jeg. 42 år senere, og kærligheden til KISS musik er intakt..

(Videoens kvalitet bliver afsindig god 4 min. inde)

Der skulle gå skulle 13 år før den næste drøm gik i opfyldelse. Mere om det d. 4 December.

https://www.youtube.com/watch?v=nK8t6ryBNd8&list=RDnK8t6ryBNd8&start_radio=1

Still Here: En undersøgelse af tid og identitet

Værket måler 71 x 71 cm og begyndte som et fotografi af en Ju/’Hoansi-kvinde, medlem af en af de ældste san-grupper i Namibia. En rejse til en landsby, danner rammen om dette intime portræt. Det er et sted, der har til formål at bevare Ju/’Hoansi-folkets dybt rodfæstede traditioner, kendt for deres stærke forbindelse til Kalahariørkenen.

Titlen “Still Here” fungerer både som en konstatering og som et spørgsmål. Den taler om denne kulturs fortsatte tilstedeværelse – et vidnesbyrd om dens overlevelse i en hastigt foranderlig verden. Jeg understreger denne kontinuitet ved at fremhæve, hvordan kvinden både bærer et barn på ryggen og et andet i maven – et stærkt symbol på hendes rolle som bærer af stammens fremtid. Ju/’Hoansi-folket overlever ikke blot; de fører deres arv videre.

Værkets mixed media-udtryk forvandler det oprindelige fotografi til en flerlaget kommentar. Det første billede, der indfanger et øjeblik af stille værdighed, er “photoshoppet” og printet på lærred. Denne digitale bearbejdning skaber en dynamisk, næsten opsplittet baggrund af kraftige blå, grønne og sorte toner, som står i skarp kontrast til figurens naturlige, jordnære farver. Den efterfølgende påføring af akrylmaling tilføjer tekstur og dybde og leder beskuerens blik mod bestemte detaljer. Det markante røde stof er ikke kun et visuelt element; det er en bevidst fremhævet linje, der fører vores blik fra kvindens skulder, rundt om barnet på ryggen og tilbage til hendes ansigt – en sammenhængende, flydende linje, der forbinder mor og barn. Denne fysiske bearbejdning af overfladen minder os om, at kunst er en samtale mellem forskellige udtryk og idéer.

Værket inviterer os til at overveje det komplekse forhold mellem det “autentiske” og det “kunstneriske”. Det spørger: Kan et fotografi af en urgammel kultur, digitalt bearbejdet og præsenteret i et galleri, stadig bevare sin sandhed? Svaret er et klart ja. Det nøjes ikke med at dokumentere en kultur; det fortolker den. Jeg bruger moderne kunstneriske værktøjer – både digitale og fysiske – til at ære og forstærke et tidløst motiv. De vibrerende, fluorscerende farver trækker ikke opmærksomheden væk fra kvindens naturlige fremtoning; de fejrer den og gør hendes billede uforglemmeligt. “Still Here” er ikke blot et portræt, men et vidnesbyrd om modstandskraft, en hyldest til kulturarv og et stærkt udsagn om et folks vedvarende styrke.

I dag er det ti år siden, Paris blev ramt af et af de mørkeste kapitler i nyere europæisk historie. Angrebene mod Bataclan, Stade de France og flere caféer og gader tog 130 menneskeliv og sårede hundreder.

Det var et angreb på uskyldige mennesker, på frihed, på hverdagen, på alt det, der gør vores åbne samfund værd at leve i.

Jeg mindes de dræbte, de pårørende og alle dem, der stadig bærer traumerne med sig. Og jeg mindes også sammenholdet, solidariteten og den enorme menneskelige varme, der opstod midt i alt det ubærlige.

Der var især ét udtryk, der samlede Paris dengang: “Fluctuat nec mergitur” - byens gamle motto, som minder os om, at selv når bølgerne slår hårest, går man ikke ned.

I en tid hvor Europa igen udfordres af ekstremisme og had, er det værd at holde fast i, at vores fælles værdier, frihed, demokrati og menneskelivets ukrænkelighed, aldrig må tages for givet, men heller aldrig må bøjes af frygt.

Nej tak til en retorik, der nedgør andre for at opnå kortsigtede økonomiske gevinster. Sandheden er, at det på længere sigt ville være en langt bedre investering at prioritere en ordentlig og bæredygtig integration. Det minder om debatten om inklusion i folkeskolen – et område, der alt for ofte bliver en politisk kastebold, selvom fokus burde være på langsigtede løsninger og ansvarlighed.
Det er dybt bekymrende, at vi som samfund ikke i højere grad tager klar afstand fra denne type retorik. Vi må huske, hvad lignende tilgange tidligere har ført til, og frygten er, at vi ikke har lært af historien. Lad os derfor stå fast og sige et tydeligt nej til at gentage fortidens fejl. Vi har et ansvar for at sikre, at vi ikke bevæger os i samme retning som andre lande, hvor lignende strategier har haft alvorlige konsekvenser.

Jeg sletter SMS'er
Skrevet af Knud Kjølhede Petersen

Jeg sletter mine SMS'er,
al din kontaktinformation -
glemmer mens jeg husker -
dobbelt op på konnotation.

I et limbo mellem glemsel og minder,
hamrer hjertet på højeste frekvens.
Jeg glemmer dig (nu); dig jeg kender (så godt), ja...
håbet brænder dybt uden lindring, imens.

Angsten lurer som en skygge i mørket,
frygten knuger tyngende i mit bryst.
Tankerne er som gift i mit indre;
Efterlader tomrummet stille og tyst.

Jeg sletter dage og nætter,
fjerner støvet om os to sammen,
for livsens smerte er en kætter.
Jeg svæver (helt) uden savn,
men inderst inde ulmer flammen,
evig i strid mod tomhedens favn.

På den yderste dags komme,
vil jeg på livets sidste vej,
være forvisset om, at
du også har slettet mig.

Vi taler tit om globalt udsyn, eksport og internationale markeder, men for mig begyndte det et helt andet sted: i de lokalsamfund, jeg har boet i, og endda i de steder, jeg kun har besøgt som turist. For relationer skabes ikke kun i store mødelokaler, men i nysgerrigheden efter at forstå mennesker dér, hvor de er.

De senere år er det rykket op i en anden liga. Lige nu er jeg i Bruxelles til møde i EPP - European People's Party, hvor vi bygger broer, udveksler erfaringer og diskuterer politik på tværs af lande, partier og virkeligheder. Det minder mig om, hvor afgørende sprog, kulturforståelse og personlige relationer er. Ikke som pynt, men som fundament for samarbejde.

Og netop i Region Syddanmark ved vi, hvad det betyder i praksis. Vi lever side om side med grænselandet og det tyske mindretal, vi arbejder og studerer på tværs af landegrænsen, og vi er vant til at tænke Danmark og Europa samtidig. Her er det tydeligt, at sproget ikke kun åbner døre, men også skaber naboskab, tryghed og tillid.

Når vi går mod regionsrådsvalg, handler det derfor ikke kun om sundhedsvæsen, infrastruktur og arbejdsmarked. Det handler også om, hvordan vi forstår hinanden, og hvordan vi bruger vores geografiske placering og kulturelle styrker som en fordel. Region Syddanmark er et knudepunkt – men kun hvis vi vælger at være det.

Sprog åbner døre
Relationer holder dem åbne
I grænselandet er samarbejde ikke teori, men dagligdag

Marit Nim og jeg minder jer lige om, at jeg sidder klar med en bunke “Ragnas søn 1: Afgrunden” hos Fantask kl. 12-15 på lørdag d. 1. november. :-) Kom ned og hils på og køb “Afgrunden" og/eller en Dorthea-tegneserie med en signering i. :-) https://youtu.be/sRCKHwSYkmA?t=395 Det bliver superhyggeligt! #fantask #ragnassøn #dortheasoverlevelser #tegneserier #comics

#Brobyggerne

https://mailchi.mp/brobyggerne/bmp25-reminder?e=70fa29dec6