Kort og godt... HOLD FOKUS!
Jeg ved godt sommeren er ved at være slut for de fleste danskere, men den vender tilbage næste år.
- Men det er nu alligevel synd, hun ikke har penge til et par nye bukser.

#Socii Klik her: #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg.
Du er velkommen til at like, kommentere og følge mig.

Vi burde genindføre det gamle tågehorn i Århus....

Jeg var en tur oppe i byen i går og gå lidt rundt, kors i skuret byen sejlede i kornfede Amerikanere der rendte rundt med hatte og T shirts med deres skide flag på.. Og endnu en gang var det den der "This isn't like back home.. it's too small" "How can people live like this" osv.

Men sjovt nok, de Tyske, Japanske, Kinesiske, Engelske, Australske osv de er helt vildt entusiastiske, tager flittigt billeder, spørger sågar om vej og anbefalinger til hvad de skal nå at se i Århus..

Og de kornfede Amerikanere går rundt med næsen i vejret og kritiserer alt. Så bliv dog hjemme, vi gider jer ikke.

Vi burde genindføre det gamle tågehorn i Århus, det skal tude hver gang der er Amerikanske turister på vej.. som en advarsel

Vi burde egentlig også smække en Tariff i røven på dem, når de tager afsted igen er der ikke en eneste flise der ligger pænt i hele midtbyen, den Tariff kunne snildt betaler for skader på fliserne

Lad dem tage til Randers .. der er der ingen der gider at tage til alligevel
(Undskyld Randers... det var sagt i en god mening, så kunne I trods alt også få lidt turisme)

SØN AF DEN KENDTE TV-JOURNALIST

Robert Riesberg Hein, som er hovedpersonen i min kommende roman ‘Ralf’, er søn af den kendte, nyligt afdøde tv-journalist Birgitte Riesberg Hein. Man kan vist roligt sige, at hun var mor på sin helt egen måde, og at de to aldrig har været særligt nære. Hun var den type tv-journalist, som konstant blev udsendt til forskellige afkroge af verden for at dække, hvad der nu end foregik der, mens hun overlod omsorgen for Robert til andre.

En barsk, noget selvcentreret kvinde, som havde det med at sige sin mening og få sin vilje. Hele landet kendte hendes ansigt og havde gjort det i årtier. Hun var en de stærke journalistkvinder, der tilkæmpede sig en plads i en ellers mandsdomineret verden i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede. Vi kan nok alle nævne en håndfuld eller flere af dem.

Birgitte havde mere end blot en finger med i spillet, da Robert valgte journalismen og også senere, da han fik jobbet som redigerende journalist på et større dagblad. Et par år før historien i ‘Ralf’ udspiller sig, fik Birgitte konstateret ALS, og tog endnu en beslutning på Roberts vegne: Han skulle skrive en bog om sin døende mor.

Det nægtede Robert selvfølgelig, men sådan blev det alligevel. Han blev nemlig fyret nogenlunde samtidig, og det er ikke let at finde arbejde for en midaldrende journalist, der ikke har fået skabt sig et navn, i en branche, hvor redigerende journalister, redaktionssekretærer og korrekturlæsere spares væk, og stillingerne bliver færre og færre. Og Birgitte havde allerede fået kontakt med et forlag, der var villig til at betale et godt forskud på bogen, så der var ligesom ikke så meget at rafle om.

Robert har aldrig kendt sin far. Birgitte har aldrig ville tale om ham, hun har endda påstået, at det gik så livligt for sig dengang, at hun faktisk ikke vidste, hvem han var. Så Robert er vokset op med en fantom-far og et hul et sted i livet og i selvforståelsen. Det kommer til at fylde en del i Roberts bog om sin syge mor, ikke nødvendigvis til hendes udelte begejstring.

Først på sit dødsleje giver hun ham et gammelt foto af manden og et navn: Ralf.

Birgitte døde året før, historien i ‘Ralf’ udspiller sig, og Roberts bog ‘Farvel, mor’ blev årets store bestseller til jul. Kort efter tog Roberts far kontakt til forlaget, der straks anede muligheden for en opfølger til succesen.

Jeg er ikke journalist, men jeg har flere gode venner og bekendte, der er det, så den verden er ikke helt fremmed for mig. Det er jo bestemt heller ingen sjældenhed, at journalister skriver bøger, så der er et vist overlap brancherne imellem.

Alligevel havde jeg behov for blive lidt klogere på især, hvad en redigerende journalist egentlig arbejder med, og hvordan en sådans hverdag så ud, og det var Søren Henrik Jacobsen, der selv har fungeret som sådan og som nogen måske kender som Skræk-og-rædsel-Søren, heldigvis så venlig at fortælle mig om.

Min nye bog som udkommer til november på “forlaget De Berejste”. 425 sider, spækket med livseventyr. Hvis du er interesseret bogen, og evt. at deltage i bogudgivelsen, så drop mig en kommentar.

Et glimt ind i et rejseliv levet.
Et kludetæppe af små historier som får sin virkelighed, når man bor og har sin arbejdsplads i de lande man rejser i. De følgende fortællinger er ikke ordnet strengt kronologisk, de er oplevelser der flyder dig i møde på samme måde som drivtømmer på en flod eller spontane oplevelser på en rejse.
Jeg har altid været draget af livets skæve sider, de steder og situationer, hvor noget stritter, hvor tingene ikke passer ind, og hvor normalitetens fernis er begyndt at slå revner. Jeg opsøger med vilje de områder, som hverken guidebøgerne, turistbureauerne eller de eventyrlystne Instagram-profiler beskæftiger sig med.
For der ligger et paradoks i den måde, vi taler om eventyr på. Selv de mest garvede eventyrere ender ofte de samme steder; de ikoniske bjergtinder, de endeløse ørkener, gletsjerne, regnskovene, landskaber som uden tvivl rummer storhed. Men i min optik findes eventyret ikke kun på toppen af et bjerg eller midt i en uberørt vildmark. Det kan også gemme sig under bølgende plastiktag i en papkasse by, i rustens irgrønne mønstre på et skibsophugningsværft eller i stanken og stilheden på en forladt losseplads.
Det er i sprækkerne, der hvor civilisationen er begyndt at smuldre, at man finder ægtheden, eventyret.
Dér hvor verden er gået kulturelt skævt. Hvor systemerne har opgivet, men hvor
mennesker alligevel fortsætter, med skrammede blikke, opfindsomme løsninger og en livskraft, der trodser både fornuft og logik.
De ulovlige blikskurbebyggelser, har draget mig, der hvor elektricitet tappes fra skrøbelige ledninger, og hvor børn løber barfodede gennem affald, glasskår, støv og håb. Jeg har drukket te på kanten af levende lossepladser og ført lange samtaler med mænd, der har mistet næsten alt, arbejde, hjem, status, nogle gange endda værdigheden.
Jeg har vandret gennem labyrinter af skibsrester, klatret over bjerge af skrot og jagtet geder ned fra bunkerne.
Det er ofte netop dér, man finder de mest interessante situationer. De stærkeste
billeder. Og de mennesker, der for alvor sætter ens eget liv i perspektiv. Deres historier bliver sjældent skrevet ned, og måske netop derfor er det så vigtigt at lytte, se og mærke. For det virkelige eventyr findes ikke altid dér, hvor kompasset peger mod verdens ende. Nogle gange ligger det midt i verdens undvigelser, i de områder samfundet helst vender ryggen til, og hvor livet alligevel insisterer på at folde sig ud.
Denne bog er ikke fyldestgørende, men er smagsprøver, et potpourri af oplevelser som fortjener langt mere, flere ord og flere billeder, og det vil komme i efterfølgende bøger, hvor jeg vil forsøge at uddybe de enkelte oplevelser i selvstændige historier.

Voldtofte, Fyn den 12. april 2026
David Wiik Udbjørg

Grønland slår alarm: Trumps mænd går i land!
Der er endnu en gang kommet fokus på Grønland og de enorme ressourcer, der gemmer sig under den arktiske jord.
Denne gang handler det ikke om politik alene...

Det handler om olie.
Et amerikansk olieselskab med forbindelser til USA’s præsident Donald Trump har nemlig planer om at bore efter råolie i det østlige Grønland.
Men selskabet mangler fortsat en afgørende ting: En tilladelse fra de grønlandske myndigheder.

Alligevel er boreprojektet nu rykket et skridt tættere på virkeligheden.
For ifølge oplysninger fra Danwatch er udstyr allerede blevet sejlet til Jameson Land, en halvø i det østlige Grønland.

Og det har fået de grønlandske myndigheder til at reagere!
Klik på artiklen hvis du vil læse mere.

#Socii #USA #DonaldJTrump #Grønland #olie
Et amerikansk olieselskab med forbindelser til USA’s præsident Donald Trump har nemlig planer om at bore efter råolie i det østlige Grønland.

Accelerationen i den globale opvarmning: Grøn omstilling er ikke nok



Mens vi rejser skove af solceller, accelererer den globale opvarmning med en hastighed, der gør nuværende klimamodeller forældede.



Vi står over for et faretruende paradoks: Den grønne omstilling vinder frem, men klodens temperatur stiger hurtigere end nogensinde før.



Dokumenteret acceleration:

Siden 2015 er opvarmningen steget til 0,35 grader pr. årti. Stefan Rahmstorf påpeger, at der er 98 % statistisk sikkerhed for, at selve opvarmningstakten accelererer.



Partikel-paradokset:

Renere luft fra skibsfart og kulkraft fjerner svovlpartikler, der før fungerede som "spejle". Den utilsigtede bivirkning er, at mere solenergi nu rammer jordoverfladen direkte.



Systemisk sårbarhed:

Varmere have mister evnen til at optage CO2 – ligesom en varm sodavand mister sit brus. Denne feedback-mekanisme truer 1,5-graders målet allerede i 2030.





Business as usual er en illusion

Vi bevæger os fra en menneskeskabt krise mod et selvforstærkende, non-lineært system. James Hansen advarer om en klimafølsomhed på 4-5 grader, mens Bill McGuire kalder FN's nuværende prognoser for "komplet nonsens" og forudser en katastrofal stigning på 3 grader i 2050.



Den nuværende, overordentlig kraftige El Niño i Stillehavet fungerer som et forstørrelsesglas på fremtidens klima. Den giver os en forsmag på en verden, hvor de vejrmønstre, vi har bygget vores civilisation på, bliver vendt på hovedet.



Advarslerne fra videnskaben har lydt i årtier med stadigt stigende styrke.

Som Eigil Kaas rammende konstaterer, er det svært at forstå, hvorfor verden ikke handler mere resolut, når konsekvenserne nu mærkes så tydeligt.



Spørgsmålet er ikke længere, om modellerne får ret, men om vores samfund og politiske systemer overhovedet kan nå at tilpasse sig en virkelighed, der nu bevæger sig hurtigere end det menneskelige bureaukrati.





Læs mere:

https://www.berlingske.dk/videnskab/vindmoeller-snurrer-og-skove-af-solceller-rejser-sig-alligevel-gaar-verdenstermometeret-i-vejret-med-uhoert-hast

Stanley Simmons "Don't leave me here like that" - De to unge herrer laver altså noget fed musik, og noget usædvanligt for deres alder. Jeg kan godt lide deres lidt lalle glade attitude der skinner igennem i musikken. Der er sådan en fed blanding af 60-70'er hippie musikken og alligevel med et stænk af moderne pop med lidt 80'er blandet i.

Deres 60'er sjæl skinner voldsomt igennem hvis man lytter til deres første single "Body down". I det hele taget giv dem et lyt, de er det værd - og de er interessante.

Mange er begyndt at kalde dem "Nepo børn", men helt ærligt, det fortjener de ikke, de går fuldstændig imod strømmen af idiotiske tekster og computer genereret musik. Det her er musikalsk håndværk, og sindssyg interessant. Jeg tror ikke en meter på at de kommer frem pga. deres efternavne, men derimod deres mod på at gå egne vegne.

Jeg glæder mig til at følge dem i fremtiden.

(Og nej, det er ikke fordi jeg er kæmpe KISS fan, at jeg lytter til dem.. de er børn af henholdsvis Paul Stanley og Gene Simmons)

Giv dem et lyt, de er det værd.


https://www.youtube.com/watch?v=bNK8C7l_D5c

Lige for tiden ser jeg sjove videoer af folk i sjove køretøjer. Når jeg ser italienske trehjulede køretøjer, leger jeg, at jeg er en lille italiener i en flot, blomstret kjole med langt, bragende sort hår sat op i en knold. Jeg forestiller mig, at jeg triller ned ad de italienske veje eller forsøger at holde fast, mens jeg kører gennem et hårdt sving på en bjergsti.
Jeg ved godt, at videoerne måske er på tysk, men alligevel leger jeg italiensk, når jeg ser dem. Jeg bliver næsten mere og mere ked af, at jeg ikke er italiener og bor i Danmark – selvfølgelig med en god portion ironi. I virkeligheden leger jeg bare turist og drømmer mig på ferie, mens jeg ser videoerne.

https://youtu.be/v4-oLiNzhH0?si=J_RPWggrLtZxwKKS

Accept ft. Rob Halford "Balls to the wall" - Et af de mest ikoniske guitar riffs nogensinde, og et nummer der har overlevet tiden. Her er det Judas Priests Rob Halford der synger det ikoniske nummer - og han gør det godt, men han er bare ikke Udo Dierkschneider (Accepts originale sanger).

Jeg var så heldig at opleve UDO på Voxhall her i Århus for nogle år siden.. og hold kæft den bette mand har en scene tilstedeværelse som få har. Jeg husker tydeligt da de gik i gang med det nummer her - Det riff fik Voxhall til at KOGE, og jeg blev sendt direkte i Heavy himlen.

Det nummer har en kæmpe betydning for 80'erne "Heavy" som jo egentlig ikke var så heavy alligevel. Tyskland har generelt mange fede bands indenfor netop den genre, bare for at nævne nogle andre end Accept, Scorpions, Bon Fire, Halloween mfl.

Om ikke andet, så giv lige originalen et lyt ..

Som vi sagde i 80'erne "Med horn og hår, har vi en pik der står, og er akkurat så stiv som i går" og så er der den originale "Med horn og hår, og en pik står - METAL!" (METAL= Skål)


https://www.youtube.com/watch?v=PV3lMI1_KBY&list=RDPV3lMI1_KBY&start_radio=1

"Hvad sker der i Skjern"?
Der er et yndigt land... men hvor mange danskere kender deres eget land, det land de bor i.


Det er et rigtig interessant spørgsmål. Mange unge mangler ikke lysten til at opleve noget nyt – de forbinder bare ofte eventyr med udlandet frem for Danmark. Udfordringen er derfor ikke at sælge Danmark som et "pligtbesøg", men som en oplevelse, der er værd at dele.

Har vi glemt at opdage vores eget land?
Vi drømmer om storbyer, eksotiske strande og eventyr på den anden side af kloden. Vi bruger timer på at planlægge den næste rejse til udlandet, mens de oplevelser, der findes lige uden for vores egen dør, ofte bliver overset.

Danmark er måske et lille land, men det rummer en bemærkelsesværdig mangfoldighed af natur, historie, kultur og lokale fortællinger. Alligevel er der mange danskere – især blandt den yngre generation – som kender mere til fjerne destinationer end til deres eget fædreland.

Hvordan vækker vi nysgerrigheden efter at udforske Danmark og hvordan gør vi det attraktivt for unge at tage på opdagelse i deres eget land og skabe minder tæt på hjemmet?

Det er spørgsmål, som denne tekst vil undersøge med udgangspunkt i, hvordan oplevelser, historiefortælling og moderne formidling kan inspirere flere til at opdage Danmark på ny.

#Danmark #opfordring #humor #nysgerrighed
#Socii Klik på #OleVagnkjær for at se flere af mine indlæg. Du er velkommen til at like, kommentere og følge med.