Kaffen damper i trækket fra den åbne havedør - det er så koldt derude - og Lucifax er på jagt efter en morgensnack eller to.
Indenfor sidder jeg og skutter mig let, mens udluftningen i stuen foregår, og guffer mine vanlige rugbrødsstykker i mig. Forude venter endnu en kørsel til OUH og endnu et besøg under de nådesløse stråler. der forhåbentlig ender med at min prostatakræft kapitulerer, og tavst forsvinder ud af mit liv.
I radioen er der morgenmusik ad libitum, der kæler for mine øregange, mens tændernes gumlen sender de velsmagende smørrebrød'er afsted for at genopbygge mine energidepoter.
Lucifax kommer slentrende ind ude fra morgenmørket, med et ansigtsudtryk der fortæller mig at verden er blevet en mus mindre, og hopper elegant op på mit skrivebord, for at blive morgenserviceret med en klump leverpostej.
Og ja, jeg forkæler ham - det ved jeg, og det nyder jeg at gøre. For mens han sidder dér og lige så sagte - med lukkede øjne - slikker den bette klump postej i sig - håndfodret, naturligvis - kan jeg føle lykken og kærligheden svulme i mig.
For godt nok har jeg kræft - eftervirkninger efter blodpropper i hjernen - vrøvl med tarmene - balanceproblemer - og en masse andet.
Men når missemandens svage spinden når mine ører, ved jeg at Livet er Godt, og kan leves i Sindsro.
Også i dag.
Kaffen damper i trækket fra den åbne havedør - det er så koldt derude - og Lucifax er på jagt efter en morgensnack eller to.
Indenfor sidder jeg og skutter mig let, mens udluftningen i stuen foregår, og guffer mine vanlige rugbrødsstykker i mig. Forude venter endnu en kørsel til OUH og endnu et besøg under de nådesløse stråler. der forhåbentlig ender med at min prostatakræft kapitulerer, og tavst forsvinder ud af mit liv.
I radioen er der morgenmusik ad libitum, der kæler for mine øregange, mens tændernes gumlen sender de velsmagende smørrebrød'er afsted for at genopbygge mine energidepoter.
Lucifax kommer slentrende ind ude fra morgenmørket, med et ansigtsudtryk der fortæller mig at verden er blevet en mus mindre, og hopper elegant op på mit skrivebord, for at blive morgenserviceret med en klump leverpostej.
Og ja, jeg forkæler ham - det ved jeg, og det nyder jeg at gøre. For mens han sidder dér og lige så sagte - med lukkede øjne - slikker den bette klump postej i sig - håndfodret, naturligvis - kan jeg føle lykken og kærligheden svulme i mig.
For godt nok har jeg kræft - eftervirkninger efter blodpropper i hjernen - vrøvl med tarmene - balanceproblemer - og en masse andet.
Men når missemandens svage spinden når mine ører, ved jeg at Livet er Godt, og kan leves i Sindsro.
Også i dag.
Dansk
