Jeg har lavet en app samme med AI. For at være helt ærlig: den er ikke specielt køn. Faktisk er den lidt grim.

Men hvis du elsker at gå og bare gerne vil sætte et mål for, hvor langt du vil gå pr. uge, måned og år, så er den præcis det, du mangler.

Det bedste af det hele? Alt gemmes 100 % lokalt på din telefon.

Du behøver ikke at oprette en profil, og der er ingen konti at logge ind på. Dine data forbliver dine egne. Det er bare at åbne appen og komme afsted.

Du kan hente den i Google Play Store lige her:
https://play.google.com/store/apps/details?id=com.stridetrack.app&hl=en

Eller læse lidt mere på hjemmesiden:
http://stridetrack.fit

#Gåtur #Walking #Motion #Skridt #kilometer

https://www.graycampervanwriter.com/p/why-women-over-60-are-quietly-walking?r=om9oj&triedRedirect=true

Fats Domino "Blueberry Hill" - Er der en sang der kan få mig i godt humør, så er det "Blueberry Hill". Jeg elsker den sang. Fats Domino har lavet så mange fede numre der bare har den der lidt "happy go lucky" eller "let på tå" melodi der bare sætter sig i mundvigen og trækker smilet frem. Jeg mener, hvem smiler ikke når man hører "Blue Berry Hill" "Jambalaya" "Hello Josephine" "Ain't it a shame" "Walking to New Orleans" osv.

Min Farfar skulle efter sigende have spillet med Fats Domino ved en eller to lejligheder, det er desværre aldrig blevet bekræftet, ligesom det heller aldrig er blevet bekræftet at han indspillede to albums, og medvirkede på flere som studie musiker.

Jeg er så ked af at jeg gik glip af Fats Domino i Vejlby Risskov Hallen i midt/slut 80'erne, men jeg var ung og smuk på Hyttetur med kammeraterne.. og piger og kolde bajere var desværre lidt mere vigtigt dengang (I dag er jeg så kun smuk .. efter en kasse øl eller to )


https://www.youtube.com/watch?v=nJKzuA5QFkw&list=RDnJKzuA5QFkw&start_radio=1

Love In The Asylum

A stranger has come
To share my room in the house not right in the head,
A girl mad as birds

Bolting the night of the door with her arm her plume.
Strait in the mazed bed
She deludes the heaven-proof house with entering clouds

Yet she deludes with walking the nightmarish room,
At large as the dead,
Or rides the imagined oceans of the male wards.

She has come possessed
Who admits the delusive light through the bouncing wall,
Possessed by the skies

She sleeps in the narrow trough yet she walks the dust
Yet raves at her will
On the madhouse boards worn thin by my walking tears.

And taken by light in her arms at long and dear last
I may without fail
Suffer the first vision that set fire to the stars.

(Dylan Thomas)

<b>Steppenwolf "The pusher"</b> - Steppenwolf er et band jeg altid har haft en forkærlighed til, jeg er vokset op med Steppenwolf, Joplin, Hendrix, KISS, ALice Cooper, T.Rex. Der er bare et eller andet over det 60-70'er musik, i sær teksterne. Der vat stil og klasse. Der var "Panache" og vigtige budskaber.

"I see people walking around with tombstones in their eyes,
but the Pusher don't care if you live or you die.."

Steppenwolf har så mange klassikere bag sig, "Born to be wild" "Magic carpet ride" "The Pusher" "40 days and forty nights" "Hey Lawdy mama" "Sookie Sookie" "It's never too late" osv.

Du kan se en interessant John Kay dokumentar her : https://www.youtube.com/watch?v=rYx0nImPUNs


https://www.youtube.com/watch?v=Zv6PY1BQLBE&list=RDZv6PY1BQLBE&start_radio=1

Jeff Daniels "Crazy world" - Der er ikke noget bedre end når en sang tager dig derhen hvor det virkelig mærkes helt ind i sjælen, derhen hvor man bare giver slip og bliver overmandet i øjeblikket.

Det er det musik kan. Det er det musik skal.


"I’ve seen a young girl smiling,
It’s something he just said,
I watched him fall into her pretty green eyes,
His cheeks turned valentine red.

I’ve seen an old man walking,
With his wife by his side,
I watched him reach down, take her hand,
Damned if I didn’t cry.

This crazy world’s gone crazy,
Who to judge?
It’s nice to know, in a world full of hate,
There’s someone out there still making love.

I’ve seen a dog’s tail wagging,
I’ve seen a grandchild run,
I’ve sung along to a day-breaking dawn,
In a hundred thousand setting suns.

I’ve seen a door held open,
I’ve seen strangers shaking hands,
I’ve seen a kiss from that old flame she missed,
Last a little longer than planned.

This crazy world’s gone crazy,
Who to judge?
It’s nice to know, in a world full of hate,
There’s someone out there still making love.

I’ve seen a prayer get answered,
I’ve seen a bride in June,
I’m proud to say I’ve seen the Milky Way
Winking at the man in the Moon.

I’ve seen a dozen roses,
I’ve seen a heart on her sleeve,
I’ve seen enough to know what I know
And know what I still believe.

This crazy world’s gone crazy,
Who to judge?
It’s nice to know, in a world full of hate,
There’s someone out there,
There’s someone out there,
There’s someone out there..."

https://youtu.be/x93LZr8smws?list=RDx93LZr8smws&t=17

ℝ𝕠𝕓𝕖𝕣𝕥 𝕁𝕠𝕙𝕟𝕤𝕠𝕟 𝕠𝕘 𝕀𝕜𝕖 ℤ𝕚𝕞𝕞𝕖𝕣𝕞𝕒𝕟 – 𝕤𝕒𝕟𝕕𝕙𝕖𝕕𝕖𝕟 𝕓𝕒𝕘 𝕓𝕝𝕦𝕖𝕤𝕞𝕪𝕥𝕖𝕟

Isaiah ”Ike” Zimmerman blev født i Grady, Alabama i 1907. Han arbejdede som landmand, men levede for musikken og spillede blues på lokale juke joints. Han giftede sig med Ruth, og de bosatte sig i Beauregard, Mississippi, hvor Ike fortsatte med at spille og undervise andre i guitar.
En dag mødte han den unge Robert Johnson, som fulgte med ham hjem og blev boende hos familien. Ike lærte Robert alt, hvad han vidste om guitarspil – og de øvede ofte på den nærliggende Beauregard Cemetery, hvor de efter sigende sad på gravsten og spillede. Flere af Ike’s børn fortalte, at Robert lærte mange af sine berømte sange – som Walking Blues og Ramblin’ on My Mind – direkte fra Ike, sange som Robert Johnson senere tog æren for.
Efter en tid rejste Robert videre for at forfølge sin karriere, mens Ike senere blev præst i Californien, men fortsatte med at spille musik til sin død i 1974.

Myten om djævlepagten

Historien om, at Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen for at blive en stor guitarist, stammer egentlig fra en anden bluesmusiker – Tommy Johnson. Det var Tommy Johnsons bror, Ledell, der i et interview med forskeren David Evans i 1966 fortalte denne historie. I 1960’erne blev myten fejlagtigt overført til Robert Johnson af musikjournalister som Stephen C. LaVere og Peter Guralnick, som var med til at genoplive interessen for Robert og hans mystiske liv og død.
Robert Johnsons hurtige musikalske udvikling og hans tidlige død i 1938 gjorde det nemt for myten at slå rod. Son House, der kendte ham, fortalte kun, at Robert forsvandt en tid og vendte tilbage som en fremragende guitarist – ikke noget om en djævlepagt.

Populærkultur og eftertid

Myten blev fastholdt gennem bøger, film og musik – fx filmen Crossroads (1986) og Eric Claptons album Me and Mr. Johnson (2004). I dag er fortællingen om korsvejen blevet en del af bluesens mytologi, selvom den historisk set hører til Tommy Johnson og ikke Robert Johnson.