Dagens Arne :

Himmelhvælvingen
en blå krystalskål
kuplet over
grønne hvedemarker,
ville de gamle digtere have sagt.

Men skålen har ingen sider af krystal,
kloden ligger ikke i kuvøse.
Kun et åndepust
fra træernes lunger
skærmer os
mod verdensrummets evige frost.

Kun stormgæring
i sibiriske moser,
oceanernes
tålmodige åndedræt,
svampenes blege hyfer,
skarnbassens knitren
og fiskenes gispende gæller.

Vores eneste værn
mod den kosmiske kulde
er flettet af dødsskrig og kys,
af blodets dunken i tindingen
og dit rolige blik
når vi vågner i samme sekund
vender hovedet på puden
ser hinanden i øjnene
og smiler

©Arne Herløv Petersen

Broligarkiets ambitioner om byer uden indsnævrende regulering og den ældgamle amerikanske drøm om the final frontier. Jeg sidder med en dårlig smag i munden og er lige pludselig holdt op med at være en Trekkie.

https://www.berlingske.dk/indland/groenland-er-foerste-trin-til-at-realisere-techfyrsternes-vilde-droemme-om-uindskraenket-frihed-i-verdensrummet?utm_source=social&utm_medium=facebook&utm_content=billede_opslag&fbclid=IwY2xjawPsVDhleHRuA2FlbQIxMABicmlkETB2alJJVk9VZFNFcjd3U3lPc3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHg3ITsQwcaFls13LwFcf5BTeR17zKQMHuwj-GB2XITlc-wiOvvPXVM7TxGn9_aem_G2OckVBsNPePri3WMXZtJQ

Dagens Arne :

Geologerne tror, de ved,
hvordan Jorden ser ud.
Skorpe, kappe, ydre kerne, indre kerne.
Men hvor tager de dog fejl.

Jorden er et puppehylster.
Inde i puppen ligger
den store larve.

Den har ligget der et stykke tid
Fire milliarder år
og forvandlet sig

Den vågnede
og hørte geologerne juble.
Endelig fik vi boret i bund
Ned gennem skorpen
og godt ind i kappen.
Så dybt har vi aldrig været før.

Nej nu er det nok, sagde larven.
Hold så op
Det klør.

Nå, men det er alligevel
også på tide
sagde den
og pressede mod indefra

Skorpen sprængtes
Lus og mennesker dryssede af
og den store gule
verdenssommerfugl
kom ud af sin puppe
bredte vingerne ud gennem verdensrummet
og fløj mod Aldebaran.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Den fjerne lyd af snefalds stille knitren
går gennem alt der gror og vokser ud
fra fårets uld, der gror med silkesitren
til blomsterknoppen i et saftspændt brud.

Den tyste hvide lyd af elektroner
der svirrer om en kernes spændte sol
og verdensrummets tøvende fotoner
og nordlysflammer svøbt om Jordens pol.

Den lyd der stopper op i alt det tavse,
en lyd der ligger foldet i sig selv.
Musik der toner i koncertens pause
en klukken i det frosne kildevæld.

Og over al forstand et tonespil
i det, der intet sted har været til.

©Arne Herløv Petersen

Dagens Arne :

Når der er helt stille -
ingen græsslåmaskine
ingen fjerne biler
ingen klokker fra Hjem-Is -
kan du høre en svag summen
en lille tynd sitrelyd
der ligger bag ved alt det andet¨
ligesom baggrundsstrålingen
i verdensrummet.

Det er ormenes fællessang
De stopper op i gravearbejdet
og synger med i koret
en morgensang om ormes mange glæder
glæden ved løs jord
glæden ved nedfaldne blade
glæden ved at omdanne løv til muld
glæden ved endnu ikke
at være spist af en fugl.

©Arne Herløv Petersen