Fra ministerbil til ladcykel: Rasmus Stoklund mister posten – men vinder morgenerne med børnene... Rasmus Stoklund overdrager udlændingeministeriet til Morten Bødskov.

Med en ny regering og nye folk på ministerposterne må socialdemokraten Rasmus Stoklund (S) valgt i Frederikssund-kredsen senere i dag aflevere nøglerne til ministerkontoret.

Mens det politiske karriereforløb tager en ny drejning, åbner der sig samtidig et mere jordnært perspektiv: Flere morgener på ladcykel med børnene - til deres store begejstring.

Jordnedgang april 2026 - et syn for guder og menneskehed

Når jeg rejser rundt i Europa med tog, ofte på vej til møder i Det Europæiske Folkeparti (EPP), bliver jeg mindet om både styrken og begrænsningerne i det europæiske samarbejde.

Vi taler ofte om EU’s indre marked og fri bevægelighed for mennesker og tjenester. På papiret burde det også gøre det relativt enkelt at drive grænseoverskridende persontrafik.

Men i praksis er virkeligheden ofte mere kompliceret.

Når man for eksempel rejser mellem lande med tog, opdager man hurtigt, at der stadig findes mange små nationale forskelle, som tilsammen skaber ret store praktiske barrierer.

Et eksempel er godkendelser. I Danmark har vi blandt andet set, hvor kompliceret det kan være at få godkendt nattog til at passere gennem Storebælt.

Derudover er der en lang række ret jordnære forskelle rundt omkring i Europa:
Perroner har forskellige højder.
Perroner har forskellige længder.
Frirumsprofiler varierer.
Tekniske standarder og nationale regler er ikke altid de samme.

Alt sammen noget, som i praksis kan gøre det langt mere kompliceret at etablere nye internationale togforbindelser, end man måske skulle tro.

Når jeg tager toget til internationale møder og konferencer rundt i Europa, bliver det ret tydeligt, at vi stadig ikke helt har et jernbanenet, der fungerer som ét samlet system.

Hvis vi vil gøre det lettere at rejse grønt på tværs af Europa, kræver det ikke kun politiske ambitioner. Det kræver også, at vi arbejder mere målrettet med at fjerne de praktiske barrierer.

Hos KristenDemokraterne mener vi, at et velfungerende europæisk samarbejde også skal kunne mærkes i hverdagen. Det gælder ikke mindst transporten mellem vores lande.

For Europa hænger ikke kun sammen gennem traktater og direktiver. Det hænger også sammen gennem de forbindelser, mennesker faktisk kan bruge.

Information har været medie for en debat om natursyn og animisme hen over et stykke tid. Her er et svar fra Rune Hjarnø der argumenterer for vi sagtens kan bruge animismen i vores liv, sidst i det ret lange og grundige indlæg fortæller han at en større stamme i Nord Amerika har indført et tankesæt de bruger til at forsøge at handle på en måde så der er tænkt på hvordan livet kan eksistere om syv generationer, det må da siges at være jordnær grøn ageren.

https://youtu.be/fMvhfWzJnGc

Hvis I har en have, eller måske bare en altan, så sæt noget vand ud til fuglene. Jeg giver dem varmt vand hver morgen og banker isen ud af skålene. Og så fodrer jeg med afskallede frø, hakkede jordnødder og lidt kattemad til mit lokale kragepar. Og æbler til solsortene selvfølgelig. Æblerne skærer jeg i mindre stykker og spreder dem, så der er god afstand imellem dem. Ellers bruger de al deres energi på at slås om dem. De hakkede jordnødder er især til rødhalsen, der ikke mestrer mejsernes teknik med at holde frøet med fødderne, mens de hakker det i stykker.

En ting jeg har bemærket, er hvor fremmedgjorte mange er blevet af Facebook. Den viser dårligt nok når ens venner skriver, eller hvad der foregår i ens grupper på feedet. Istedet bliver man bombarderet af alt muligt ligegyldigt møj, det bliver sværrere og sværere at finde det man skal bruge derinde.

Jeg tror vi skal tilbage til det jordnære, for et eller andet sted passer det ikke med vores værdier. Vi har altid været et folk der har været gode til at samle os, danne fællesskaber, grupper, og foreninger. Det bliver sværrere og sværere på Facebook.

Still Here: En undersøgelse af tid og identitet

Værket måler 71 x 71 cm og begyndte som et fotografi af en Ju/’Hoansi-kvinde, medlem af en af de ældste san-grupper i Namibia. En rejse til en landsby, danner rammen om dette intime portræt. Det er et sted, der har til formål at bevare Ju/’Hoansi-folkets dybt rodfæstede traditioner, kendt for deres stærke forbindelse til Kalahariørkenen.

Titlen “Still Here” fungerer både som en konstatering og som et spørgsmål. Den taler om denne kulturs fortsatte tilstedeværelse – et vidnesbyrd om dens overlevelse i en hastigt foranderlig verden. Jeg understreger denne kontinuitet ved at fremhæve, hvordan kvinden både bærer et barn på ryggen og et andet i maven – et stærkt symbol på hendes rolle som bærer af stammens fremtid. Ju/’Hoansi-folket overlever ikke blot; de fører deres arv videre.

Værkets mixed media-udtryk forvandler det oprindelige fotografi til en flerlaget kommentar. Det første billede, der indfanger et øjeblik af stille værdighed, er “photoshoppet” og printet på lærred. Denne digitale bearbejdning skaber en dynamisk, næsten opsplittet baggrund af kraftige blå, grønne og sorte toner, som står i skarp kontrast til figurens naturlige, jordnære farver. Den efterfølgende påføring af akrylmaling tilføjer tekstur og dybde og leder beskuerens blik mod bestemte detaljer. Det markante røde stof er ikke kun et visuelt element; det er en bevidst fremhævet linje, der fører vores blik fra kvindens skulder, rundt om barnet på ryggen og tilbage til hendes ansigt – en sammenhængende, flydende linje, der forbinder mor og barn. Denne fysiske bearbejdning af overfladen minder os om, at kunst er en samtale mellem forskellige udtryk og idéer.

Værket inviterer os til at overveje det komplekse forhold mellem det “autentiske” og det “kunstneriske”. Det spørger: Kan et fotografi af en urgammel kultur, digitalt bearbejdet og præsenteret i et galleri, stadig bevare sin sandhed? Svaret er et klart ja. Det nøjes ikke med at dokumentere en kultur; det fortolker den. Jeg bruger moderne kunstneriske værktøjer – både digitale og fysiske – til at ære og forstærke et tidløst motiv. De vibrerende, fluorscerende farver trækker ikke opmærksomheden væk fra kvindens naturlige fremtoning; de fejrer den og gør hendes billede uforglemmeligt. “Still Here” er ikke blot et portræt, men et vidnesbyrd om modstandskraft, en hyldest til kulturarv og et stærkt udsagn om et folks vedvarende styrke.

# introduktion.
Jeg tænker at det må være min første opgave og indlæg her på SOCii. At introducere mig selv som kunstner og lille virksomhed. FB og de store amerikanske tech-virksomheder er endt et sted, jeg ikke vil være med på. Så at der er ved at blive bygget en dansk look-a-like (positivt ment) kan kun glæde mig. Det er alligevel kun Danmark og norden jeg egentlig henvender, og sælger, til når jeg sælger noget. Mit generelle salg foregår på markeder i Danmark.

Jeg er en kreativ kunstner. Jeg har været kreativ siden jeg har kunnet huske og altid lavet ting og sager, bygget, limet, banket, skruet, klippet, formet og sammensat i og på papir, beton, sten, træ, karton m.m. Tegnet og malet og udsmykket, alt jeg har kunnet finde på. At kalde mig kunstner, det lyder så fint, gør jeg alene fordi jeg mangler et mere jordnært ord. For jeg arbejder i virkeligheden bare med det der altid har været i mig og som jeg finder min verden i.

Min inspiration ligger i min nordiske kulturbaggrund fra før kristendommen. Både den fysiske men i lige så høj grad den åndelige. Den animistiske tro, at alt er besjælet og har en egen selvstændig værdi. Et verdensbillede vi i Norden havde indtil kristendommen tog over. Jeg har altid været fascineret og inspireret af udtryk fra vores førkristne kultur af de smukke og ofte meget farverige symboludtryk i naturens materialer vi i dag udgraver og også finder i spænder, vedhæng, udskæringer, smykker og brugsgenstande.

De sidste del år har jeg arbejdet med læder. Læder er et fantastisk, naturligt og bæredygtigt materiale der kan skæres, syes, farves og formes. Jeg bruger vegetabilsk garvet kernelæder fra dets rå form, skærer motiver i relief og trykker mønstre, indfarver og syr i hånden til færdigt resultat. Jeg bruger ingen maskiner, netop for at holde et håndværk i hævd, og navsværte til indfarvning da det trænger ind i læderet modsat acrylmaling der alene lægger sig på ydersiden.

Det giver mig mulighed for at vise lidt af det jeg laver og, måske, genopfriske læderet som materiale til kunsthåndværk. Kunst fordi det har en åndelig værdi i sin udsmykning, håndværk fordi læder er bedst når det også kan bruges, og dermed være til både glæde og gavn i det daglige.

Nu skal jeg så bare til at få lagt billeder op af mine værker. I mellemtiden er man naturligvis meget velkommen på min web-shop til bare at kigge :-)